Kronik

Jeg – en tyskertøs!

På lærerseminariet i 1980’erne læste vi tyske filosoffer. Det innovative havde intet med de sidste nye forskningsresultater at gøre. Det havde med historiebevidsthed at gøre. Men så kom folkeskolereformen. Mit fundament blev suspekt. Lærergerningen blev amerikansk ’newspeak’
På lærerseminariet i 1980’erne læste vi tyske filosoffer. Det innovative havde intet med de sidste nye forskningsresultater at gøre. Det havde med historiebevidsthed at gøre. Men så kom folkeskolereformen. Mit fundament blev suspekt. Lærergerningen blev amerikansk ’newspeak’

Nilas Røpke Driessen

20. september 2016

Jeg er – undskyld udtrykket – en tyskertøs. Jeg var i seng med fjenden. Og nu bøder jeg for det.

Jeg er skaldet, ydmyget og har tabt al offentlig anerkendelse og respekt. Det var ikke det, jeg regnede med, da jeg blev bestormet under min uddannelse. Dengang, da jeg var ung, fuld af tillid og troede på staten.

På lærerseminariet i 1980’erne læste vi tyske filosoffer. Det var nærmest nødvendigt at kunne tysk.

Fordi pædagogik og almen didaktik fortrinsvis har primærkilder på tysk: Fra Kants fokus på pligt »Handle nur nach derjenigen Maxime, durch die du zugleich wollen kannst, dass sie ein allgemeines Gesetz werde« (Handl således, at din retningslinje kunne være en almen lov) til Wolfgang Klafkis afgørende bevægelse »Von der geisteswissenschaftlichen zur kritisch-konstruktiven Didaktik« (Fra åndvidenskaben til kritisk-konstruktiv didaktik) om »Selbstbestimmung, Mitbestimmung, Solidarität« (selvbestemmelse, medbestemmelse, solidaritet)

De fleste danske filosoffer, vi studerede, havde deres rødder i den tyske tradition: fra Grundtvigs poetisk-historiske dimension – fordi skolen ikke kan baseres kun på logisk-videnskabelig oplysning, men også må have et forhold til skabelsen – til Løgstrups advarsel om, at accept af pluralisme er åndelig dovenskab.

Kort sagt var den kontinentale fænomenologisk-hermeneutisk-eksistentielle tradition afsættet og rammen for vores pædagogiske lærerfaglige samtaler og opgaveskrivning.

Teksterne og pointerne var gamle, virkelig gamle. Det innovative havde dengang ikke noget at gøre med sidste nye forskningsresultater. Det havde med historiebevidsthed at gøre. Den, der kender sin tradition, kan nytænke. Fordi gentagelse ikke behøver blive en ’ståen i stampe’. Den kan føre til fordybelse og udvidelse.

Fra forelskelse til kulturkrig

Jeg havde kristendom som grundfag og linjefag. Jeg skulle kunne mine filosoffer og teologer. Blev hørt i dem, blev honoreret til eksamen for at kende dem, og jeg læste dag og nat, fordi jeg virkelig blev … inspireret, formet og forelsket. I tænkningen, livsfilosofien, bøgerne, diskussionerne, universet.

Jeg udviklede en fagidentitet og indgik i dannelsesprocesser, som stadig er en del af min ’væren i verden’.

Jeg troede selv, at jeg skulle bidrage til andres dannelsesprocesser, myndighedsgørelse, forpligtende fællesskaber og institutionelle mulighed for at udvikle kommende generationers personlighed og medborgerskab. Kort sagt troede jeg, at staten og skolen skulle skabe faglige fællesskaber, der kunne udvikle, forandre og fastholde oplysningstidens idealer om lighed, frihed og broderskab.

Så kom krigen. Kulturkrigen. Den angelsaksisk-asiatiske verden mod den kontinentale. Privatiseringen kontra velfærdstaten. Kompetenceoptimering kontra faglighed.

Pludselig var mit teoretiske og praktiske fundament suspekt. Jeg blev sat i frontline i folkeskolereformen. For at gøre kommunale lærere og pædagoger begribeligt, at det, de var uddannet i, nu var forkert. At deres erfaringer var subjektive illusioner, og at professionalisme var lig med distance og videnskabelighed.

Jeg skulle fornægte deres og mit ophav. Gå stik imod tysk pædagogisk videnskabstradition. Jeg blev bedt om at begå fagligt selvmord, midt på torvet.

Og deportationerne begyndte. Der gik tog til tiden. Til ’udryddelseslejrene’ på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole. Hvor tyske humanistiske begreber blev fjernet og erstattet med 1950’ernes angelsaksiske behaviorisme fra USA’s sputnikchok. Nu i nye klæder, som classroom management og læringsmålstyret undervisning. Ren cirkelgentagelse.

Tysk litteratur blev fjernet fra pensumlister på uddannelserne. Danske teologer afvist som sværmeriske og uvidenskabelige af censorerne. Faglighed på lærerværelset – fra landsbyskolerne til professionshøjskolerne – var nu brokkeri. Holdninger var fyringsgrund og normativitet et problem i den pædagogiske praksis.

Afsløret som fjende

Da krigen ramte fodfolket, sagde horder af ældre pædagoger, lærere, lektorer og andre offentlige ansatte hurtigt op. De blev fyret, blev pensioneret, blev ansat i det private, blev sygemeldt, eller lå i flyverskjul med deres tyske forestillinger om et forenet Europa med rødder i dannelsesprocesser og myndighedsgørelse.

Så længe man holdt det for sig selv, ikke talte om det offentligt, og formelt deltog aktivt i OECD-bevægelsen for liberalisering, afinstitutionalisering og individualisering – specielt når der skulle akkrediteres, ritual-evalueres og effektiviseres – kunne man eksistere som et kulisseagtigt folk på arbejdsmarkedet.

Så fik jeg brystkræft. Og det er lidt svært ikke at se en vis sammenhæng mellem sygdommen og en ubegrænset arbejdsmængde. På grund af en ’elastik’ kaldet projektarbejde og statslig liberalisering. Jeg måtte i kemobehandling. Hver uge sidder jeg i stolen og modtager gift direkte ind i årene.

Og håret falder af i store totter, og min isse træder frem. Når jeg kigger mig selv i spejlet, så tænker jeg: tyskertøs! Du troede på faglighed, fællesskab og fornuft, og for det, skal du udstilles, straffes, ydmyges … og forgiftes.

Jeg er så gennemgående tysk i mit åndelige og sjælelige ophav, at jeg altid vil blive så helt igennem afsløret som fjende. Hvis jeg har holdninger, idealer og normativitet, bliver jeg nu korrigeret, og – absurd nok – bedt om at være videnskabelig og professionel i stedet.

Jeg bliver symbolsk kørt rundt på ladet af en lastbil hver eneste dag, når medierne skriver om skolen og uddannelser som steder, hvor lærere ikke kan finde ud af at implementere reformerne (natur-)videnskabeligt, så hver enkelt elev kan optimeres, konkurrere og ’pisaficeres’.

Vent på fyringen

Når jeg går til min Magisterforening for at få hjælp, svarer de, at jeg skal holde min mund i medierne og sygemelde mig, indtil jeg automatisk fyres. Og min tillidsmand holder sig systematisk væk.

Fordi jeg er så tysk i låget, at jeg protestantisk regner med så meget faglig anerkendelse, at mine arbejdsvilkår tillader mig at tænke på kvalitet sammen med kvantitet, at udøve kritik samtidig med konstruktivitet og at være menneske såvel som borger.

Det har min tillidsmand bedt mig lade være med for mange år siden. Du skal kun tænke på dig selv og opsøge psykolog, sagde han. Som om solidariteten med mine kolleger og min faglige stolthed var noget, jeg skulle kurreres for med lidt amerikansk kognitiv terapi.

Ja, jeg var forelsket, jeg var ung, jeg var idealistisk, og jeg var i seng med oplysningstiden: Lå og læste kritisk teori, før jeg sov. Alt for sent opdagede jeg, at i dag betyder ’oplysning’ alene faktuel information og indholdsløs kommunikation.

’Myndighed’ betyder ’enhver klarer sig selv’ og ’betaler til egen forsikring’. Og ’solidaritet’ er fænomener i biografier og historiebøger. Og at min fagforenings eneste solidaritet ligger hos mine ledere.

Hver eneste dag køres jeg virkelig rundt på ladet af en lastbil til spot og skam i det offentlige rum. Politikere, embedsmænd, journalister peger op og råber ’tyskertøs!’. Og nu hvor jeg helt bogstaveligt har tabt håret, er det gået op for mig, at det virkelig er det, de mener, det, der sker, og at de jo har ret.

For jeg troede på idealet om en menneskelig stat og offentlige forpligtende fællesskaber. Den første forelskelse glemmer man aldrig. Selv om det er en skam.

Iben Benedikte Valentin Jensen er folkeskolelærer, cand. pæd. og master i professionsvejledning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Herdis Weins
  • Torben Bruhn Andersen
  • Ib Christensen
  • Britt Kristensen
  • Curt Sørensen
  • Torsten Jacobsen
  • Rikke Weng-Ludvigsen
  • Ole Henriksen
  • Einar Carstensen
  • Britta Hansen
  • Hans Aagaard
  • Jan Weis
  • Ervin Lazar
  • Robin Frederiksen
  • Birgitte Rode
  • Steffen Gliese
  • Jørn Andersen
  • Ole Meyer
  • Kurt Nielsen
  • Bo Klindt Poulsen
  • Niels Duus Nielsen
Herdis Weins, Torben Bruhn Andersen, Ib Christensen, Britt Kristensen, Curt Sørensen, Torsten Jacobsen, Rikke Weng-Ludvigsen, Ole Henriksen, Einar Carstensen, Britta Hansen, Hans Aagaard, Jan Weis, Ervin Lazar, Robin Frederiksen, Birgitte Rode, Steffen Gliese, Jørn Andersen, Ole Meyer, Kurt Nielsen, Bo Klindt Poulsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robin Frederiksen

Så vemodigt og poetisk...
Husker så tydeligt, hvordan du sidste år stod foran Christiansborg og talte dunder til de politikere og beslutningstagere, som stolte og uden betænkelighed var i færd med at demontere og destruere dannelsen i uddannelse. I et sparet og sporadisk skær fra faklernes ild, som de få fremmødte havde medbragt, brændte du lyslevende igennem og fyldte på trods af en drillende kold vind min krop og sind med varme... og håb. Hvis det er nogen trøst er 'vi' heldigvis flere der er "tyske i låget". Og vi er bestemt flere end de få der mødte op en kold aften sidste år.
Økonomismen hersker måske nok enevældigt i disse år, men historien fortæller også tydeligt, at enhver tyran med tiden vil blive væltet af de undertrykte masser. Og hvis man lytter efter kan oprørets buldren høres i det fjerne.
Af hele mit hjerte ønsker jeg dig god bedring, hvorfor jeg vil bruge denne sidste linje på at opfordre dig til at droppe kemoterapien og i stedet forsøge dig med et naturpræparat i form af cannabisolie.
http://www.cannabiscure.info/breast-cancer/
http://phoenixtears.ca/

Britt Kristensen, Rikke Weng-Ludvigsen, Jørn Andersen, Laurids Hedaa og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Tak og bravo fra en pensioneret folkeskolelærer på 80 år. Der kender situationen fra debatter om undervisning med 2 børn, der er folkeskolelærere og fra artikler i "Folkeskolen"

Hvordan kan vi...! Vi voksede jo ikke alene op med denne diskurs, vi voksede op med fortidens manende finger om, hvordan det ville gå, hvis vi lod os lokke af slikmutter på vej til skolen.

Iben, mindes stadig en god tid sammen med dig på Haderslev Seminarium, 'den engelske syge' har ramt os alle, de færreste er i dag i stand til at læse en tysk tekst, heller ikke her på platformen ...

Du, er ligesom så mange andre kulturelle 'tyskere', en for stærk personlighed til dette anglofile samfund, men vid, at du ikke er alene ...

Alt vel, Iben!

Tommy Mortensen, Hans Aagaard, Rikke Weng-Ludvigsen, Jørn Andersen, Ole Henriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Som da jeg på KU i et modul på historie havde om :Massekommunikation i Weimarrepublikken og underviseren beklagende måtte skrive at der kunne forekomme tekster på uha,uha tysk ! Shame on him !

Stærkt vidnesbyrd om en tid, der forhåbentlig bare bliver en parentes i dansk pædagogik.

lars søgaard-jensen, Hans Aagaard, Leif Høybye, Ole Henriksen, Britt Kristensen, Jørn Andersen, Britta Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Vi er næsten mere engelske end englænderne - dog virker det lidt, som om det er blevet bedre med f.eks. afrikanske interview, hvor folk taler modersmålet og tekstes.
Men på mange andre sprog er det skammeligt, at medierne møder med en journalist, der kan engelsk - som et lille, uddannet land bør vi selvfølgelig interviewe folk på deres eget sprog, evt. i skikkelse af en tolk.

Godt brølt. Jeg har dog en enkelt bemærkning:

Du skriver:
"Jeg bliver symbolsk kørt rundt på ladet af en lastbil hver eneste dag, når medierne skriver om skolen og uddannelser som steder, hvor lærere ikke kan finde ud af at implementere reformerne (natur-)videnskabeligt, så hver enkelt elev kan optimeres, konkurrere og ’pisaficeres."
Er klar over at du citerer, men hold fast i at de nye metoder INTET har med naturvidenskabelige metoder at skaffer, men er indført at dårlige ledelses "forskere" der ikke kan kende forskel på sammenfald og sammenhæng.

Har selv deltaget i naturvidenskabelige samarbejder med kredse præget af angelsaksisk og centraleuropæisk naturvidenskabelig tradition.
De centraleuropæiske var absolut de mest udbytterige.

lars søgaard-jensen, Torben Bruhn Andersen, Hans Aagaard, Peter Knap, Britt Kristensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg tvivler også på, at det vil være produktivt at benytte naturvidenskabelige metoder kritikløst indenfor samfundsfag og pædagogik.

lars søgaard-jensen, Hans Aagaard, Steffen Gliese og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
erling thaysen pohl

Hvis jeg vil have information om Europa og den øvrige verden ser jeg tyske udsendelser, eller hører orientering på P1. Dansk tv-nyheder og debatter lider også af den angelsaksiske syge. Nyder på tyske debatter at opleve værter der promoverer de indbudte gæster og ikke sig selv.

Britt Jadesø, Britta Hansen, Preben Jensen, Carsten Mortensen, Karsten Aaen, Hans Aagaard, Britt Kristensen, Steffen Gliese og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar

Erling:
Det er fordi i den centraleuropæiske dannelsestradition fokuseres der i samtaler på at man kan blive klogere i fællesskab i stedet for at bruge "debatter" på at måle hinandens forplantningsorganer, for at holde kommentaren på angelsaksisk niveau. ;o)

David Zennaro, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Kære Iben,
nu har jeg nærlæst hele dit debatoplæg, og kan fortælle, at én af dine mest engagerede meritlærerelever, der efter ét år i 2003 under dine vinger, og takket være din vejledning, fik topkarakterer i eksamensprojektet om Almen didaktik/Pædagogik: Matematik - Dannelse og Læring, som passede til dit ’tyske’ pensum og mine egne præferencer med primært afsæt i Kant, Klafki, Habermas og Piaget m.m.fl. – er sikker på, du husker projektet …

Selv om jeg nærmede mig de tres år, var der stadig en rest af idealisme tilbage i den gamle naturvidenskabelige kandidat fra DtH med mange års praktisk ingeniørarbejde med projekter i næsten alle brancher, lige fra hospitaler til offshore olieplatforme, miljø- og energianlæg mv. som elektroingeniør, hele tiden med et kompakt for alle årene – men det var man ikke i stand til at forstå en hujende fis af, endsige kunne vurdere et professionelt CV – der var heller ikke brug for nogen, der kunne fortælle ungerne og det virkelige arbejdsliv efter skolen, så det kom der garanteret ikke mange ingeniører ud af, bortset sandsynligvis fra et par af de mest vågne elever …

På den tid gik bølgerne også højt omkring Folkeskolen, ungerne lærte ikke nok, fagligheden var helt i bund, brægede borgerligheden ustandselig op om, så der må da være plads til en højtuddannet lærer med praktisk erfaring fra det virkelige arbejdsliv, var tanken – men tak skal du ellers have – det blev kun til et par eller tre stærkt tidsbegrænsede vikarstillinger, hvor eleverne dog roste senioren som de eneste – du er den bedste vikar vi har haft, mens DLF og formanden ’lille abc’ (Anders Bondo Christensen) åbent proklamerede, at disse meritlærere skulle de nok holde specielt øje med, de var åbenbart mindst spedalske eller noget – det sidste vikariat opsagde jeg op til en eksamen, og forlod småfisende scenen for det rene idioti fuld af erfaring med denne langvarige og pinefulde forfaldshistorie i Den danske Folkeskole …

Kort sagt troede jeg, at staten og skolen skulle skabe faglige fællesskaber, der kunne udvikle, forandre og fastholde oplysningstidens idealer om lighed, frihed og broderskab.

Ditto her, kære Iben – siden er det kun gået mere ned ad bakke – og jeg tænker somme tider: stakkels børn og at vi i sin tid slap nådigt fra den bourdieuske gale- og separationsanstalt med alle ’kapitalerne’ og en sund habitus i behold, godt rustede til fremtiden – men efter os: forfald …

God bedring ...

Trine Sogsntrup

Hej Iben! Først og fremmest håber jeg du bliver rask, så du kan blive ved med at kæmpe for det, du har kært. Jeg tror vi er mange, der har oplevet det som chock på chock, når de værdier, vi har fået gennem opdragelsen eller uddannelsen i løbet af få år pludselig bliver uønskede. Som dig har jeg oplevet fagforeningen magtesløs forsøge at sende mig til psykolog, når det er de grundlæggende arbejdsforhold det er galt med. God bedring!

Kurt Svennevig Christensen

Tak fra en lærer der aldrig rigtig kom igang med gerningen, jeg kom i gang med noget andet. I mit hjerte er lærer og det er jeg fordi der findes mennesker som dig, jeg ønsker dig alt godt og god vind.

Anne-Marie Paul

Tak for en præcis beskrivelse - Der er ved at gå 1984 i den...Det sker uden at mange mennesker opdager det - for det er jo bare sådan det er nu. På universiteterne vender de nye studerende sig til den afstumpethed, der bliver normen og de har jo aldrig kendt andet. Og dannelse.... det er jo spild af tid, når vi kunne "vækste" i stedet - så tak for en virkelig læseværdig kronik.

lærke Grandjean

Det er godt og vigtigt at stå frem og fortælle, hvor galt det står til. Danmarker er ved at få en totalitær skole. Horkheimer og Adorno "oplysningens dialektik" skal på læselisten igen!