Læsetid 3 min.

Uberettiget borgerlig selvtilfredshed

Per Stig Møller udråber endnu engang sig selv til humanisten i 70’ernes debatdanmark. Men han gør sig både skyldig i fejlslutninger og kreativ historieskrivning
9. september 2016

Per Stig Møllers gamle kritik af det, han kalder »antihumanismen«, er blevet trukket frem igen af Information (den 27. august, 2016). Antihumanismen er besejret, lyder det selvtilfredst fra Møller.

Ligesom datidens fejrede ’nye filosoffer’ André Glucksmann og Bernard-Henri Lévy hævdede Per Stig Møller i På sporet af det forsvundne menneske fra 1976, at marxismen var antihumanistisk.

En påstand, han gentager i dag. Per Stig Møllers bog blev i sin tid modtaget med stor begejstring af det borgerlige Danmark.

Selv kunne han udnytte sit gamle netværk i DR til at få gjort reklame for bogen og fremstå som en konservativ intellektuel.  

Per Stig Møllers Marx-tolkning var dog højst problematisk. Hans analyse havde ikke meget at gøre med den autentiske Marx.

Grundøvelsen bestod i først at reducere Marx til ren strukturteoretiker, idet man skar hele Marx’ optagethed af handlingsdimensionen væk, for så derefter at anklage ham for ’objektivisme’ – en teoretisk tilgang, som man så igen betegner som antihumanisme.

Det er selvfølgelig noget vås. Som om sociologen Émile Durkheim (der i øvrigt var konservativ) blev et uhyre, fordi han ville forklare selvmord sociologisk, ikke psykologisk.

Det, der er et spørgsmål om samfundsvidenskabelig metode og tilgang, blev og bliver fordrejet til at være et spørgsmål om moral.

Farlige tanker

Men denne type Marx-kritik stikker dybere. Den udtrykker konservatismens evige angst for ’farlige tanker’ og dens manglende evne til at forklare samfundsmæssige processer. Fra Burke til Hayek har en række teoretikere inden for denne tradition været stærkt optaget af ideernes rolle.

Alt ondt i verden skyldes, ifølge denne opfattelse, de intellektuelles ideer – fra oplysningstiden til de socialistiske tænkere.

Problemet ved den forklaring er for det første det ensidige fokus på erklærede ideologier – i form af intellektuelles traktater og bøger.

Aktørernes valg og handlinger er imidlertid formet af deres deltagelse, samt i højere grad motiveret af faktiske ideologier, der udvikler sig som en del af deltagelsen. Det ensidige fokus på erklærede ideologier er alt for snævert og overfladisk.

Læs også: Forsvar for antihumanismen

De store samfundsprocesser er ikke ’udtænkt’ af nogle intellektuelle. Den socioøkonomiske udvikling, statsbygningen og de internationale forholds udvikling går langt tilbage i historisk tid, og deres interne dynamikker er ikke de intellektuelles idéer, men faktiske samfundsmæssige forhold – dvs. den fortløbende kamp om ressourcer for økonomisk magtansamling og akkumulation samt international hævdelse og magtkampe internt i de enkelte stater.

Aktørernes valg og handlinger er betinget og formet af deres deltagelse i disse processer samt motiveret mere af de faktiske ideologier, der udviklede sig i disse, end af de intellektuelles traktater og bøger.

De erklærede ideologier er som regel fjernt fra befolkningernes daglige liv og praksis. Folk blev og bliver ikke liberalister ved at læse Thomas Hobbes eller John Locke, socialister ved at læse Karl Marx, kommunister ved at læse Lenin, fascister ved at læse Mussolini, nazister ved at læse Hitler eller islamister ved at læse Koranen.

Og de store omvæltninger og revolutioner har ofte ført til helt andre resultater end de af aktørerne forudsete.

For det andet er den bagvendte kausalitetsangivelse et problem. Da oplysningsfilosofferne – og senere de socialistiske tænkere – optrådte på arenaen, havde moderniseringsprocesserne allerede været i gang i flere hundrede år.

Såvel oplysningstidens ideer som den vesteuropæiske arbejderbevægelses og socialismes ideer var reaktive.

De var reaktioner på den gamle absolutisme, bestående undertrykkelsesformer og religiøst bigotteri og samtidig forsøg på at indføre et element af rationalitet og humanisme i verden.

Gennem historien sejrede skiftende magthavere, realpolitikken, krige, forfølgelser og udryddelser. Ofte blev disse processer ideologiseret.

Hykleri

Den borgerlige selvtilfredshed og moralisme er tillige dybt hyklerisk og dobbeltmoralsk.

Alle erklærede ideologier og religioner har været belastede. Undertrykkelser og forfølgelser er forekommet under vidt forskellige ideer og symboler.

Det kan altså næppe have været det kognitive indhold i diverse erklærede ideologier, der her har været afgørende, så forskellige som de faktisk har været og er.

Ideologiernes virkelighed og kraft må søges i noget andet. De må søges i de faktiske holdninger og opfattelser og i disses underliggende fundament.

Selv liberalismen, der som intellektuel tradition i usædvanlig grad har formået at præsentere sig selv gennem en række af store tænkere, der nobelt og ædelt har reflekteret over frihed og rettigheder, har også i historiens løb været associeret med slaveri, kolonialisme, folkemord, racisme, intendantursystem, arbejderundertrykkelse og bekæmpelse af demokrati.

Og konservatismen bekæmpede oprindelig både liberalisme, demokrati og nationalstat, og senere i mellemkrigsårene hjalp den i flere lande fascismen til magten.

Over store dele af Europa blev borgerskabet og dets partier først demokratiske efter aksemagternes nederlag i Anden Verdenskrig. I dag vil de monopolisere såvel demokrati som humanisme.

Curt Sørensen er professor emeritus ved Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Erik Maaløe
    Erik Maaløe
  • Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth
    Ivan Breinholt Leth
  • Brugerbillede for Hans Larsen
    Hans Larsen
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
  • Brugerbillede for Jan Weis
    Jan Weis
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Torsten Jacobsen
    Torsten Jacobsen
  • Brugerbillede for Bill Atkins
    Bill Atkins
Erik Maaløe, Ivan Breinholt Leth, Hans Larsen, Grethe Preisler, Mikael Velschow-Rasmussen, Jan Weis, Niels Nielsen, Torsten Jacobsen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Poul Mikael Allarp
Poul Mikael Allarp

Curt Sørensen har begået en fin kritik af Per Stig Møller og hans anti-humanisme.

I den forbindelse er det værd at læse eller genlæse Hans Erik Avlund Frandsens bidende, men også morsomme anmeldelse af Per Stig Møllers bog "På sporet af det forsvundne menneske : om humanisme og antihumanisme i vor tids politik, videnskab og etik" (Gyldendal, 1976).

Anmeldelsen blev oprindelig bragt i Politisk Revy i oktober 1976 med titlen "Efterlysning af en citatfusker". Den er nu indskannet af Modkraft Biblioteket, sammen med mange andre gode tekster. http://spip.modkraft.dk/tidsskriftcentret/skan/article/efterlysning-af-e...

Brugerbillede for Ivan Breinholt Leth
Ivan Breinholt Leth

Per Stig Møller, som var med til at skabe en fejlslagen stat i Mellemøsten med en omkostning i form af menneskeliv, som kan tælles i hundrede tusinder, bruger nu sit ikke specielt velfortjente otium på at udråbe hans politiske modstandere til 'antihumanister'. Hvad er det nu, der står i Biblen om splinten i din næstes øje?

Brugerbillede for Maria Busch

Kære Curt Sørensen

Tak for sober artikel om humanisme og anti-humanisme og Per Stig Møllers bizarre selvforståelse.

Det har undret mig meget at læse diverse artikler og debatindlæg om Marx og Foucault som anti-humanister og rendyrkede strukturalister. Det der forvirrede mig mest var sammenblandingen af videnskabelig tilgang og metode med humanisme/anti-humanisme.

I artiklerne og indlæggene fremstod det som om, at det var et uomtvistelig faktum, at man kunne drage denne konklusion. Jeg kunne bare ikke få det til at passe sammen.

Jeg begynder at forstå, at det for nogen handler om, at man er bange for intellektuelle tænkere, der kan give os alternative ideer til, hvordan vi skal indrette vores samfund, men hvorfor er der så mange mennesker, der øjensynligt opfatter sig selv som netop intellektuelle, der foretager den samme kobling?

Brugerbillede for Steffen Gliese

Det er jo en almindelig dobbelt standard, der dog er forståelig: når de statmonopolistiske eksperimenter udartede så forfærdeligt, er der jo med rette grund til at pege på, at de er i modstrid med deres ideelle fordringer om samfund med frihed og lighed; derimod forventer ingen andet af de borgerlige ideologier, end at de er opsminkede forsøg på at rage til sig på alle andres bekostning.
Kommunismen prætenderer at ville være god, men er hidtil endt jammerligt pga. sin ulyksalige tro på partiet som avantgarden i stedet for de tanker om udvikling nedefra, der vile have givet et ganske andet resultat; overfor det står nazismen, der også har udpeget partiet som avantgarde, men her er der ingen modstrid imellem de ufattelige lidelser, politikken afstedkommer, og partiets ideologi.