Den ukorrekte Jante

Hele klodens forenede formand ind til dette efterår er nu parat til at tage opgøret. Ikke med den politiske korrekthed, men med dem, der taler imod den og reflektorisk fyrer udtrykket af, når der er noget, de ikke bryder sig om.

Generalforsamlingspræsident Lykketoft funderede forleden over udtrykket med en konkluderende bemærkning, hvis indhold her kan resumeres: Det er da bedre at være politisk korrekt end det modsatte.

Det modsatte af korrekt må jo være ukorrekt. Enten fordi folk, der afskyer politisk korrekthed, ikke lægger vægt på at opføre sig ordentligt, eller fordi politisk korrekthed i den optik netop ikke er korrekt, men ukorrekt.

Derfor må den ukorrekte forsøge i ét og alt at være ukorrekt for at fremstå korrekt blandt de politisk ukorrekte, der ligervis må opfatte den rette politiske korrekthed i det politisk ukorrekte.

Skribenten kan efter egen beskeden erfaring betro Lykketoft, at hans forsøg på at klargøre paradokserne i den luftige debat om politisk korrekthed og det modsatte, som de politisk ukorrekte sjovt nok sjældent abonnerer åbent på, er en kamp mod vindmøller.

Nemmere er det ikke blevet, efter at en måske kommende amerikansk præsident – tilgiv korrektheden om alle ulykker er ude – ganske som de hjemlige politisk ukorrekte har gjort politisk korrekthed ukorrekt og nu opfattes stadig mere korrekt af de politisk ukorrekte.

Selv er den snart hjemfarne Lykketoft mere end mange andre landsmænd offer for den ende af den vanlige danske politiske korrekthed, der ofte sammenfattes i Janteloven.

Ikke mindst Ekstra Bladet har i Lykketofts tilfælde rendyrket holdningen: Han skal ikke bilde sig noget ind!

Store Mogens åbner som bekendt ofte munden for at sige noget bistert til midten af skiven. Det bliver folk sure over, især når de føler sig truffet.

Længe før Janteloven blev til, men paragrafferne var fuldt funktionsduelige, hvad de sikkert har været siden yngre jernalder, kunne mentaliteten få en H.C. Andersen midt i Alperne på returbillet fra syden til inderligt at længes – ikke hjem til Danmark, men tilbage til Italien, varmen og frisindet.

Ellers er Janteloven, for den der sov i dansktimen, oprindeligt formuleret af Aksel Sandemose i dennes frit fabulerende erindringer: En flygtning krydser sit spor (1933) om opvæksten i det provinsielle Jante (Nykøbing Mors), hvor forfatteren fik sine sår for livet, hvorfra han endeligt flygtede til Norge, og hvor følgende konstateringer definerede det almene miljø. I hvert fald i Danmark:

Du skal ikke tro at du er noget.

Du skal ikke tro du er lige så meget som os.

Du skal ikke tro du er klogere end os.

Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os.

Du skal ikke tro du ved mere end os.

Du skal ikke tro du er mere end os.

Osv.

En i Schweiz bosat hovedrig pengemand, der med arme og ben finansierede stiftelsen og driften af Liberal Alliance – til dato det mest grådige og usympatiske nyere danske i Folketinget repræsenterede politiske parti – refererede i radioen harmdirrende til Janteloven, når nu flertallet ikke umiddelbart, selv ikke Venstre, mener, at mangemillionærer skal have så mange flere skattegevinster, som LA forlanger.

»Jantelov!« vrissede rigmanden uden påfaldende præcision i sigtet.

I foreliggende fald, kære schweizisk bosatte rigmand, der næppe lider under danske skatteprocenter, drejer det sig om, at et flertal af Jantes politikere trods alt mener, at man bør betale til fællesskabet nogenlunde efter evne.

I princippet under et retfærdigt, effektivt system til opretholdelse af civilisationen.

I sig selv en illusion med det ruinerede Skat efter først Anders Fogh Rasmussens ideologiske sabotage af Skatteministeriet og hans kreative bogføring, siden Kristian Jensens årelange hærgen af væsenet – oprindeligt frygtet, hadet, men også effektivt og respekteret. Det var dengang.

Alligevel fungerer det jo til husbehov, lønmodtageres snyderi er i det mindste vanskeliggjort og næppe nævneværdigt.

Tilbage til vor rigmand i Schweiz, der ikke kan have læst sin Sandemose; kender formentlig Janteloven fra andre halvdannede, der også misbruger begrebet, og lader som her Jante være lig med den politiske holdning, der mener, at stærke skuldre bærer bedre end svage, samt at rigdom ved indsats i erhvervslivet nu engang skabes i robuste stater med højt skatteniveau og deraf veludviklede offentlige institutioner og tjenester.

Hvad var Lego og Mærsk uden det danske skolevæsen og CBS og sundhedssektoren, hvis shippingfolket blev ramt af alvorlig søsyge! Hvad var rigmanden i Schweiz?

Den kvartdannede mand bør glæde sig over, at Danmarks fattige: flygtninge, langtidsarbejdsløse, pengesvage gamle og studerende igen får én på lampen til fordel for skattelettelser, og at den nationale benovelse over dem, der forstår at skrabe til sig, trives i fædrelandet.

Selv hvis Anders Samuelsen tvunget af virkeligheden må blive oppe i sit træ, behøver danske mangemillionærer ikke søge asyl i Schweiz.

Flere har erklæret, at det kunne de heller ikke drømme om, og at Samuelsen kan stikke sine fem procent skråt op i Joachim B. Olsens.

Rige folk, om så regeringen falder og S kommer til på baggrund af endnu et umuligt folketingsflertal, kan trygt blive boende i landet, hvor det fortsat kan betale sig at tjene styrtende med penge.

Gud ved om Schweiz i øvrigt har en jantelov. Eller om det folkeafstemningshærgede, kommengnaskende folk af påholdende by- og bjergbønder, der lever af bankhemmeligheder, kukure og lyssky transaktioner, er glade og fornøjede ved folk, der tror, de er noget og ved mere end schweizerne selv.

Rigmanden dernede skal passe på, at han ikke bliver opfattet som politisk korrekt, når han ikke vil betale skat. Det er ikke noget, man taler så højt om i Graubünden og omegn.