Læsetid 5 min.

Aleppo er symbolet på Vestens afmagt

Kærer man sig om menneskerettigheder, og føler man sig som verdensborger, bør man begræde erosionen af USA's status og slagkraft i verdenssamfundet. For selv om amerikanerne ofte fører benhård realpolitik, er USA den eneste magtfulde sponsor af den kosmopolitiske tankegang
Kærer man sig om menneskerettigheder, og føler man sig som verdensborger, bør man begræde erosionen af USA's status og slagkraft i verdenssamfundet. For selv om amerikanerne ofte fører benhård realpolitik, er USA den eneste magtfulde sponsor af den kosmopolitiske tankegang
Mia Mottelson
14. oktober 2016

Aleppo er et symbol på Vestens tiltagende afmagt og forringede mulighed for at være den stærke arm bag en kosmopolitisk dagsorden. Aleppo understreger, at perioden, vi lærte at kende som ’tiden efter Den Kolde Krig’, er forbi, og at vi er i en ny fase af verdenshistorien, hvor der er mindre plads til globale værdier.

Der er et storpolitisk drama omkring byens belejring, hvor USA og Rusland er spejlbilleder af hinandens normale roller som henholdsvis den svage og den handlekraftige. Dette drama bringer bud om en fremtid, hvor vi i Vesten kun kan se til, når der sker katastrofer som den i Aleppo.

De russiske og syriske kampfly sender tøndebomber, bunker busters og andre voldsomme våben mod byen. Angrebene har en sådan karakter, at FN’s generalsekretær, USA’s udenrigsminister, den franske præsident og vores egen udenrigsminister advarer om krigsforbrydelser.

De voldsomme angreb, som ser ud til bevidst at have ramt nødhjælpskonvojer, hospitaler og andre ikkemilitære mål, understreger, hvor meget det går ud over civile, når stridende parter ikke følger krigens love.

Ved på den måde at associere sig med en tilsidesættelse af verdenssamfundets fundamentale regler viser præsident Putins Rusland sin vilje til at udfordre USA’s position i Mellemøsten i geopolitisk forstand.

Samtidig er tøndebomberne og hospitalsangrebene en udfordring af hele den kosmopolitiske dagsorden om humanitære interventioner, som siden årtusindskiftet er kommet til udtryk i normen om responsibility to protect (R2P).

De viser, at denne norm – og ideen om, at nogen legitimt opretholder den – voksede frem i en periode, hvor verdenssamfundet blev understøttet af en fundamentalt idealistisk aktør, nemlig USA. Tiden efter Den Kolde Krig var kendetegnet ikke bare ved USA’s generelle, politiske og militære overlegenhed. Overlegenheden var også en væsentlig betingelse for udviklingen af det politiske projekt om menneskerettighedernes beskyttelse, herunder R2P.

Militær luftoverlegenhed er grundlaget for, at man overhovedet kan gribe ind. Kort sagt bør kosmopolitter være for vestlige kampfly.

Dialog skal bakkes op

Både Kina og Rusland (og andre ikkevestlige lande) har en klar præference for et konservativt suverænitetsbegreb, hvor enhver statsgrænse også er grænsen for, hvad andre lande skal blande sig i.

Normer som R2P og lignende standarder kan kun etableres og opretholdes, hvis der står magt bag den. Hvis man vil konstatere, hvor lidt en rent dialogbaseret tilgang til konfliktløsning faktisk kan udvirke, når modstanderen har moderne militære styrker til sin rådighed, så er Kerrys frugtesløse bestræbelser på at lave diplomati uden magt et klart eksempel.

Ved afslutningen af Obamas præsidentperiode har USA’s delvise tilbagetrækning fra den ’krisebue’, der strækker sig fra Kaukasus gennem Mellemøsten og hen over Afrika blandt andet fået den umiddelbare konsekvens, at Rusland har fyldt magttomrummet i Syrien.

Magt er altså ikke en absolut, men en relationel størrelse. I Syrien er omdrejningspunktet ikke længere, om USA kan eller vil intervenere for at stoppe Assad (som er det klassiske R2P-spørgsmål), men snarere, hvor langt russerne er villige til at gå for at forsvare Assad og deres egen geopolitiske trædesten i Mellemøsten.

Søndag advarede den russiske udenrigsminister, Lavrov, om, at Rusland er rede til at forsvare sig med avanceret antiluftskyts, hvis USA skulle overveje at angribe eksempelvis syriske luftbaser. For Putin er det simpelt: Et angreb på Assad vil være et angreb på de russiske styrker i Syrien.

Den humanitære interventionsdagsorden møder her den rene magtpolitik, hvor militære instrumenter bruges af mere umiddelbar egeninteresse.

Libyen blev dråben for Putin

Obama blev præsident efter en kampagne, der lovede at trække USA ud af de tilsyneladende uendelige krige, hans forgænger havde begyndt.

Med tilbagetrækningen fra Irak i 2010 og NATO-topmødeaftalen samme år om at overdrage ansvaret for indsatsen i Afghanistan til afghanerne selv, så det faktisk ud til at lykkes. Men samtidig kørte resten af den globale kamp mod voldelig ekstremisme ufortrødent videre under Obama med usynlige specialstyrker og fjerne droner. Dertil fik Det Arabiske Forår en ulykkelig slutning, hvor folkelige protester eroderede autoritære statsstrukturer i en grad, der muliggjorde væbnede oprør som for eksempel i Libyen.

Obama ser Libyen som sin største fiasko. Han erkender, at problemet ikke var den luftmilitære intervention for at forhindre en tilstundende massakre i Benghazi, men derimod fraværet af en efterfølgende indsats for at sikre lov og orden på jorden.

Med USA's leading from behind var det – i Obamas optik – hovedsageligt europæerne, som fejlede ved ikke at påtage sig ansvaret, efter de havde travlt med at komme ind i første omgang.

Ikke desto mindre mener Obama, helt i pagt med stormagtsrollen, at USA har et særligt ansvar for Libyens efterfølgende udvikling.

For Putin var Libyen dråben, der fik bægeret til at flyde over. Vesten fik en FN-sikkerhedsrådsresolution til at beskytte civilbefolkningen. Med det mandat i hånden gled missionen til russernes store vrede gradvist over i regimeskifte.

Det var en lektie, Putin tog med sig til spillet om Syrien, hvor han derfor ikke har villet indgå kompromiser. Turen fra Benghazi til Aleppo gik derfor via Moskva.

Man kan diskutere, om konflikten i Syrien, som har væsentligt flere menneskelige omkostninger end Libyens, er Obamas største undladelsessynd. Megen lidelse kunne måske have været undgået, hvis alt andet var lige, netop da Syriens borgerkrig brød ud.

Men alt andet var ikke lige. USA’s og Vestens appetit på ansvar var allerede da mindsket af dårlige erfaringer. Det især med de store stabiliseringsmissioner i Irak og Afghanistan, men (paradoksalt nok) også med fravalget af en sådan i Libyen.

Fornyet usikkerhed

Vesten vil i en rum tid fremover kun have lidt appetit på den slags ansvar. Rusland, Kina og andre landes tiltagende selvsikkerhed og militære formåen indskrænker yderligere USA’s handlerum.

Obamas tilbageholdenhed og Putins deraf affødte vovemod har således fremskyndet en udvikling, der allerede var i støbeskeen. Det langsigtede skifte fra en unipolær til en multipolær verden – også kaldet magtspredningen – medfører fornyet usikkerhed på en række planer i verdenspolitikken.

I Europa tvinger Ruslands ageren USA og NATO-landene til at skifte en væsentlig del af deres strategiske opmærksomhed over mod afskrækkelse og kollektivt forsvar – og dermed væk fra kriserne uden for Europa. Også derfor vil konsekvenserne med al sandsynlighed være langt værst for de tredjelande, hvor USA og resten af Vesten nemmere udfordres af stormagter, som ikke har til sinds at slås for menneskerettighederne.

Aleppo understreger, at perioden efter Den Kolde Krig er slut. Kosmopolitisk sindede europæere og verdensborgere kan godt begynde at begræde erosionen af den amerikanske status. For nok fører USA ofte benhård realpolitik, men amerikanerne er ikke desto mindre den kosmopolitiske dagsordens eneste magtfulde sponsor.

Som præsident vil Hillary Clinton formentlig være mindre tilbageholdende end Obama med at sætte militær magt bag sit diplomati.

Det oplagte spørgsmål, mens vi venter på den næste amerikanske præsident, er, hvad europæerne kan gøre for at tage mere ansvar for det fælles projekt – om noget.

Det er vigtigt at finde svar. Et opgivende og indadskuende Vesten risikerer at skabe en selvopfyldende profeti om kommende kaos. Men man kan begynde værre steder end med visionen om Vesten som forkæmper for globale idealer.

Henrik Breitenbauch er chef for Center for Militære Studier på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.

Fokus på Syrien

Det, der sker i Aleppo i disse dage, sætter vores verden på spil. Det er grusomt for ofrene og ødelæggende for vores tro på, at vi lever i en verden, hvor verdenssamfundet beskytter borgere i alle lande mod diktatorers krigsforbrydelser og massemord.

Men Syrien er mere end et land hærget af krig: det er en kulturel stormagt, et land med en poetisk tradition og et sted, hvor borgerne bliver ved med at drømme.

Vi har i en dag sat resten af verden i parentes for at sætte krigen, landet og den store verdensorden i perspektiv – forfra.

Seneste artikler

  • Modstand er den eneste mulighed

    17. oktober 2016
    De intense bombardementer af civile og udsultningen af Aleppo har til formål at presse oprørerne og befolkningen til overgivelse, mener de kæmpende grupper i byen. Men hvad venter, hvis de overgiver sig, spørger de retorisk
  • Hvem stod bag angrebet på FN-konvojen?

    15. oktober 2016
    Der hersker fortsat uvished om, hvem der stod bag angrebet på en nødhjælpskonvoj den 19. september. Sagen illustrerer, hvor vanskeligt det er at skelne mellem sandhed og propaganda i Syrien
  • De Hvide Hjelme og politiseringen af nødhjælpen

    15. oktober 2016
    Syriske nødhjælpsorganisationer, der opererer i de oprørskontrollerede områder, beskylder FN for at være i lommen på det syriske regime. Men også de syriske hjælpeorganisationers påståede neutralitet forekommer tvivlsom
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Henrik Breitenbauch

"Det oplagte spørgsmål, mens vi venter på den næste amerikanske præsident, er, hvad europæerne kan gøre for at tage mere ansvar for det fælles projekt – om noget."

Spørgsmålet er snarere, hvad europæerne vil gøre for at tage ansvar for det fælles projekt.
Svaret er - ingenting.

Langt hen ad vejen definerer vi os i modsætning til USA - og vi kan bare i Danmark slet ikke leve op til den vedtagne målsætning om at afsætte 2% af BNP til militære omkostninger - glem det, det slipper aldrig igennem Folketinget.

Det værste er, hvis folkeslag rejser sig mod tyranni i forventning om hjælp fra "Vesten"-
det bliver en dødssejler - hjælpen kommer ikke.

Brugerbillede for Niels Nielsen

"...en fundamentalt idealistisk aktør, nemlig USA. "

LOL

Tak til Poyâ Pâkzâd og Uffe Kaels Auring, som gjorde mig opmærksom på denne finurlighed. Desværre er udsagnet helt korrekt, USA er både fundamentalistisk og idealistisk:

George Bush: "God told me to end the tyranny in Iraq".