Asta Olivia Nordenhof: Måske syntes psykiatrien ikke, at mine tanker var værd at savne

Jeg ville forsøge at komme i tanke om, hvordan det var, dengang jeg fik en diagnose. Men det hele virker usket, som en næsten umærkbar drøm, man kun kender ved, at den har efterladt håndfladerne svedige.

Jeg bliver svimmel, når jeg skal forsøge at huske, at jeg levede i de år, 2005-2011, hvor jeg var hyppigt indlagt.

Jeg har fra tidlig alder været et beskrevet menneske.

Psykologer, socialpædagoger, beskrev mine år fra 14-årsalderen, til jeg som 17-årig, næsten 18, blev indlagt, så beskrev psykiatrien mine år derefter.

Jeg ville læse den journal, jeg stadig har, fra mit toårige behandlingsforløb i OPUS, som startede et halvt år efter første indlæggelse.

Det, der er nemmest at forstå, nemmest at mærke, når jeg læser den nu, er den hovedpart af journalen, der beskriver min økonomi. Stadige opkald, til forskellige instanser, for at få udsat den ene og den anden betaling, stillet afdrag i bero, om der kan laves rateordninger på vandregningen.

En passage som den følgende er nem at forstå:

»Vi åbner breve. Der ligger et anbefalet brev fra administratorkontoret, med en varsel om en inkassosag og et skyldigt huslejebeløb på 8.300 kroner per første juni. Der er en rykker på en VVS-mand på nu 5.000 kroner og et overtræk på kontoen på 700 kroner. Olivia er længe om at åbne breve, sidder og gnider fingerspidserne mod læberne længe efter hver centimeter, hun åbner. Hun gør det og læser, hvorefter hendes udtryk bliver helt apatisk. Olivia og jeg har god emotionel kontakt. Hun er tydeligvis berørt over sin uoverskuelige situation og er nærværende. Men da hun skal forholde sig til breve og regninger, forsvinder nærværet. Hun bliver tom i blikket og holder op med at høre efter.«

Hvad jeg også kan forstå, når jeg læser journalen, er, at jeg dengang havde en levende mor, som bekymrede sig for mig. Jeg savner hende.

Der er en beskrivelse fra et hjemmebesøg, som indledes med, at hun ligger syg på sofaen, hun nævnes ikke igen. Som sådan tilstedeværende i teksten, men uden for blik og vurdering – jeg forestiller mig hendes åndedrag – mærkes hun som noget, der virkelig var.

Læs også: ’Psykiatrien skal virkelig drømmes helt forfra’

Der er også refereret mange samtaler, hun har med mine kontaktpersoner. Af de referater, må jeg udlede, at hun er min mor, ligesom i beskrivelserne af mig selv, hvor jeg må udlede, at det angår mit liv.

Nu skal jeg begynde det besynderlige arbejde at beskrive den beskrevne patient i journalen. Min største undren, når jeg læser hele journalforløbet, er, at jeg læser en tekst, om et menneske, der gradvist udvikler sig til at blive stofmisbruger, uden at nogen anser det for et problem.

Da journalen indledes, er jeg på det antipsykotikum, der hedder Seroquel, jeg har desuden ordineret Oxexypam til PNbrug. Et akut beroligende middel, jeg kan tage efter behov, men ikke flere end tre om dagen. Jeg fortæller om, at jeg benytter det sommetider, men ikke hyppigt.

Da jeg vedvarende fortæller, at jeg pines af voldsom træthed og en fornemmelse af ikke længere at kunne tænke, beslutter man at supplere Seroquel med endnu et antipsykotikum, Abilify, som i modsætning til Seroquels – med en eufemisme – beroligende virkning (sløvende ville være mere rimeligt), regnes for at have opkvikkende virkning.

Under en kortere hospitalsindlæggelse, årsagerne kender jeg ikke, jeg har ikke hospitalsjournalen, besluttes det at supplere med endnu et antipsykotikum, Truxal. Jeg er altså nu på tre antipsykotiske præparater samtidig, og man overvejer, om man skal nedjustere dosis af Abilify. Man overvejer ikke, om det at have en patient på tre antipsykotiske præparater samtidig burde føre til en mere grundlæggende overvejelse om, hvorvidt medicinen virker.

Jeg bliver ved med at beskrive – som det, der tydeligvis piner mig mest – at jeg ikke føler, jeg kan tænke længere, jeg lyder desperat, og jeg begynder også oftere og oftere at undlade at tage medicinen periodisk og giver som forklaring, at jeg har brug for at tænke.

Under de bratte medicinophør kan både jeg selv og navnlig min mor (som ellers var skeptisk over for medicinen til en start) beskrive, at jeg får det mærkbart værre, det bliver set og forklaret til mig og hende som et tegn på, at medicinen virker, selv om jeg i dag kan vide, at det nødvendigvis må medføre voldsomme udsving at ophøre med medicin, der virker i hjernen.

Samtidig med, at jeg er på disse tre antipsykotika, beskrives i journalen, hvordan jeg i tiltagende grad dels begynder at drikke dagligt, dels hvordan mit forbrug af de akut beroligende piller, oxexypam, stiger betragteligt.

Flere steder står beskrevet, at jeg har taget »omkring 10 oxexypam« i løbet af en urolig dag.

Man gør indsatser for at begrænse mit alkoholforbrug, men man gør ingen tilsvarende indsatser for at begrænse mit indtag af pillerne. Heller ikke efter, at jeg har overnattet på skadestuen, til observation, med en meget høj promille, men også, ifølge journalen, efter at have taget »omkring 10 oxexypam« henover en eftermiddag og aften. Man giver mig ved den efterfølgende samtale fortsat oxexypam med hjem.

Læs også: Samlebåndspatient på kolbøttefabrikken

Det er mærkeligt at læse om et ungt menneske, der for øjnene af adskillige voksne mennesker bliver stofmisbruger.

Der er ingen reaktion på min vedvarende, desperate klage om, at jeg ikke kan tænke.

Måske opfatter man det sådan, at jeg aldrig har kunnet tænke, at der ikke er tale om det skift, jeg selv oplever.

Jeg blev intelligenstestet, da jeg i sin tid blev udredt, og fundet under normalen, måske tænker man, at disse tanker, hvor meget jeg end giver udtryk for at savne dem, ikke er værd at savne.

Det er svært at se, når man læser journalen, at medicinen, hverken det ene eller det andet præparat, dosisøgning, krydsmedicinering, skulle have nogen afgørende effekt på de udtryk, de psykotiske symptomer, man har valgt at betragte som min sygdom.

Jeg bliver i den toårige periode, jeg er i OPUS, alle medicinændringer til trods, ved med at have det, man kalder psykotiske symptomer.

Jeg er ofte undvigende, umeddelsom og udebliver igen og igen fra aftaler, undlader at åbne døren ved hjemmebesøg, så denne undvigende adfærd taget i betragtning er det bemærkelsesværdigt, hvad der gør, at jeg omvendt sommetider selv tager initiativ til kontakt.

Det drejer sig aldrig om ting, der er nævnt på symptomlisten for min sygdom. Det drejer sig navnlig om mine vedvarende økonomiske problemer, og om mine vedvarende vanskeligheder med at tilpasse mig kravene, også de sociale, på de forskellige hf-enkeltfagskurser, jeg forsøger at tage, hvor jeg befinder mig under en stadig trussel om at blive smidt ud og også flere gange i journalens forløb bliver det. Det drejer sig om besvær og angst ved at forstå procedurerne vedrørende kontanthjælp.

Det drejer sig i alle tilfælde, om problemer af social art.

Man kunne så udlede, at jeg egentlig kun har ageret disse symptomer af behov for at tilfredsstille den forventning om lidelsesudtryk, der gav mig adgang til den støtte, jeg havde intenst brug for.

Jeg tror ikke, det hænger sådan sammen. Da jeg i sin tid blev udredt, kendte jeg intet til den diagnose, der endte med at blive stillet, jeg troede, jeg var indlagt med og ville få stillet diagnosen depression, som var den eneste psykiske sygdom, jeg kendte navnet på.

Jeg tror, det hænger sådan sammen, at de oplevelser og udtryk, der kom til at afgøre, at jeg fik min diagnose, ikke af mig selv blev betragtet som mit problem.

Det lader til, i samtalen med læger og kontaktpersoner i journalen, for mig først og fremmest at udgøre en formalitet, jeg bliver vedvarende spurgt til disse ting, og jeg svarer, men aldrig på en måde, som om jeg egentlig har lyst til at gøre det til genstand for længere samtale.

Læs også: ’Det værste er skammen over at have mistet sig selv’

Jeg har indimellem tænkt, at jeg burde fortælle mine nærmeste mere om disse ting.

Har tænkt: Er det mærkeligt, at jeg går gennem dagen og ikke fortæller min kæreste om mine syner. Er det mærkeligt, jeg undlader at fortælle min bror om det.

Der er et misforhold mellem, hvor meget jeg har fortalt om de ting til statsansatte, og hvor lidt til mine nærmeste. Man har givet mig den fornemmelse, at de ting udgjorde et afgørende punkt, hvorudfra man kunne forstå mit livs præmisser, og at det derfor, når jeg tilbageholdt det, måtte være af skam, af frygt for at støde folk fra mig og ikke blive forstået.

Nu ser jeg den mulighed, at jeg måske bare ikke har meget lyst til at tale om det.

Det er ikke fordi, det er så svært at forklare. For eksempel:

Sommetider, når jeg er alene hjemme, mærker jeg, at der er nogen bag mig. Så bevæger jeg mig kun med ryggen mod væggen, forlader måske ikke min lejlighed i flere dage, for jeg mærker, at der står nogen uden for døren og venter på mig, så fornemmer jeg, at ryggen allerede er taget, at det allerede sidder i ryggen, og jeg må lægge mig og vride mig, det kan tage kortere tid eller længere tid, men så kommer udmattelsen.

Sådan kan det være, det er udmagrende, og sådan har det været hele mit liv, fra min barndoms forestilling om, at mine forældres indre var blevet udskiftet med onde lyttemaskiner og altid, men der står intet sted i journalen, at jeg giver udtryk for hverken at ønske eller forestille mig, at det skal stoppe, det er uden for min tankesfære at forestille mig, at de ting kunne adskilles fra mit liv.

Der er heller aldrig nogen, der opholder sig ved, at disse udtryk og oplevelser, man kalder sygdomssymptomer, lige så vel kan være venligtsindede og beroligende, som det kinesiske børnekor, jeg fortæller om, der sommetider begynder at synge for mig, og det føles som en beskyttende bue om ansigtet.

Det lader til, at ’symptomerne’ udtrykker sig med så stor variation, som i så høj grad bare en måde at være og forstå, at det er meningsløst at betragte dem som et invasivt og entydigt destruktivt fremmedlegeme, som skal fjernes.

Jeg ser journalen igennem mennesker, der ønsker mig det godt, de ønsker, at jeg skal komme til at kunne klare mig og navigere i de krav, der bliver stillet. Jeg ser, at jeg får uundværlig hjælp til ting, jeg på daværende tidspunkt tydeligvis ikke ville have magtet selv, jeg får hjælp til at forstå tal og bureaukrati, og det er tydeligt, at det er OPteamets fortjeneste, at jeg på det tidspunkt ikke, oveni mine øvrige vanskeligheder, bliver boligløs.

Men jeg ser også mennesker, der er så loyale over for deres eget fag – et fag med en historie, der ikke kalder på loyalitet – at det gør det umuligt for dem at se, at de er med til at opstarte og underbygge et ødelæggende pillemisbrug, og jeg ser nogle mennesker, der i tiltagende grad opfatter mig som uvillig til behandling og respektløs, uden på noget tidspunkt at medtage i deres vurdering, at jeg gentagende gange fortæller dem, at den behandling, der tilbydes i form af pillerne, bringer mig i en tilstand, hvor jeg føler, jeg har mistet mine tanker, og dermed, kunne man også sige, en oplagt vej ud af ensomheden.

Asta Olivia Nordenhof er forfatter

Teksten er skrevet til og oplæst ved et arrangement om diagnoser afholdt på Frederiksberg Hospital tidligere i år