Klumme

Et barberblad i halsen

Det er ikke rart at læse om en ung, afghansk mand, der forsøger at undgå tvangshjemsendelse med voldsom fysisk modstand, selvskade og konvertering. Men hvis ikke vi kan hjemsende mennesker, hvis asylansøgning er vurderet og afvist, er det de facto op til alle selv at afgøre, om de vil blive i Danmark
24. oktober 2016

Jeg kan mærke det lille stykke af et barberblad i halsen. Det er selvsagt ikke nogen behagelig fornemmelse. Jeg har slugt det for at forhindre det, der nu skal ske. Det har passeret svælget og er på vej længere ned.

Jeg kan næsten mærke det. Næsten, for det er ikke min hals og det er ikke mig, der er på vej med et fly til Kabul mod min vilje. Det er ikke mig, der på trøjen har det blod, det lille stykke af et barberblad får til at løbe fra min mund.

Det er ikke mig, der holdes fast. Det er ikke mig, der kaster mit hoved fra side til side. Det er ikke mig, som uden varsel og med fuld fiksering af hænder, arme, ben, knæ og ankler blev hentet i Vridsløselille Fængsel, kørt til lufthavnen, båret op ad trappen til kabinen og ned til sæde 30 D, E og F. Det er ikke mig, der sender en blanding af blod og spyt mod en betjent og den kvindelige tolk og nu spændes yderligere fast til flysædet med en ekstra rem.

Det er ikke mig.

Det er en ung mand på 21 år. Han er afvist asylansøger og skal tvangshjemsendes. Det er forsøgt flere gange, men han har sat sig til modværge med spark, spyt og selvskade. 13. september forsøgte man for femte gang at sende ham hjem, og forleden fortalte Information detaljeret om det forsøg, »der gik helt og aldeles galt«, som det lød i overskriften.

I Kabul nægter han stige ud af passagerflyet, som er chartret til hjemsendelsen af ham og tre andre afghanere, to voksne og et barn. Da han med det afghanske politis assistance kommer ud, erklærer den 21-årige sig pludseligt både for kristen og ateist. Viceministeren afviser at tage imod en konvertit med begrundelsen, at en sådan er i livsfare i det øjeblik, han forlader lufthavnen.

Og så går turen tilbage til Danmark igen for den unge mand. Tilbage til Danmark og Center Sandholm.

Det er ikke mig, men det gør ondt at læse beretningen om den unge mand. Jeg kan ikke bilde mig ind, at jeg forstår hans desperation og fortvivlelse, for så desperat og fortvivlet en situation har jeg aldrig været i. I hans sted ville jeg være både bange og vred. Det er jeg sikker på. Det er ikke et barberblad, jeg selv har i halsen, men en klump af forfærdelse og ubehag ved fortællingen om den hjemsendelse.

Læs også: Zabis rejse ind i natten

Alligevel er jeg ikke så sikker i de her sager, som jeg var engang. Engang ville jeg have ment, at den unge mand selvfølgelig ikke skulle sendes hjem mod sin vilje. Måske mener jeg stadig det, for Danmark har trods alt været i krig i hans hjemland. Giver det ikke en særlig forpligtelse over for mennesker derfra?

Men tvivlen melder sig for alvor, når vi hæver os fra det konkrete til det principielle. Hvis voldsom fysisk modstand, trusler om selvskade og pludselige konverteringer forhindrer hjemsendelse af raske mennesker, hvis ansøgning om asyl er blevet vurderet og afvist, og som ikke vurderes at være truet i hjemlandet, overlader vi det de facto til ethvert menneske selv at afgøre, om vedkommende vil blive i Danmark eller sendes hjem. Er det rimeligt?

Historierne om ulykkelige skæbner efter hjemsendelse til Afghanistan kender vi, men hvad nu hvis det ikke var Afghanistan, den unge mand kom fra og skulle hjem til?

Tvangsudsendelser forudsætter naturligvis, at de danske myndigheder er grundige og retfærdige. Og selv om det er ganske ubehageligt at læse Informations skildring af hjemsendelsen, der gik helt og aldeles galt, så er den et vigtigt indblik i, hvad vi som samfund er villige til lige nu. Det skal ikke gemmes væk, men frem i lyset.

Det gør ikke diskussionen nemmere, men netop derfor skal vi vide det. Hvis vi ikke vil gøre noget så ubehageligt som at tvinge mennesker ud, hvad vil det så betyde for vores mulighed for at tage imod i første omgang?

Det er ikke mig, der skal tilbage til Afghanistan. Det er heller ikke mig, der er en af de betjente eller de læger, som skal medvirke til at tvinge en ung mand hjem til et land, han ikke vil hjem til.

Godt det ikke er mig.

Lau Aaen er scient. adm. og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benny Jensen
  • Jørn Pedersen
  • David Zennaro
  • Hans Aagaard
Benny Jensen, Jørn Pedersen, David Zennaro og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Petersen

Vi har dårlige erfaringer med at bruge enkeltsager som argument i principielle sager.

Overlæge spiller golf på efterløn - Doven Robert - Fattig Carina.

Niels Duus Nielsen

Henrik Pedersen, det kommer an på, hvad vej vi argumenterer. Hvis vi vil generalisere ud fra en enkeltsag, går det næsten altid galt, for sager er forskellige. Ønsker vi derimod at påvise, at en regel er blevet overtrådt, er det nok med et enkelt eksempel på en sådan overtrædelse.

Og argumentet her er ikke, at alle embedsmænd er korrupte, men at de gældende regler for menneskeligt samkvem er blevet groft tilsidesat i en politisk sags tjeneste. Så et enkelt eksempel er nok.

Aaen, du er på afveje.
Dit spørgsmål om rimeligheden er irrelevant.
Der er grænser for hvilke midler vi tager i brug for at håndhæve loven. Dødsstraf er afskaffet. Tortur er forbudt. Der må også være grænser for hvor brutalt man har lov at gå til værks for at gennemføre en tvangshjemsendelse.

curt jensen, Martin E. Haastrup, Poul Erik Pedersen, Marie Jensen, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Niels Nielsen: Forleden brugte Carsten Jensen historien som argument for en mere lempelig flygtningepolitik. I dag fastholder Lau Aaen at vi kan udsende flygtninge på trods af historien.

Vi taler altså om politikken på baggrund af en enkelt sag.

Jens Ole Jepsen

Jes... det er jo netop det Aaen påpeger: er det graden af den magtanvendelse, der er nødvendig for at gennemføre en tvungen hjemsendelse, der bestemmer om man skal sende folk hjem eller lade dem blive. Resultatet ville blive at dem der gør modstand må blive og dem der resignerer må sendes hjem. Hvad ville du sige til at det også skulle gælde for indbrudstyve: dem der gør modstand slipper får at komme i fængsel, mens dem der resignerer ryger ind? Nej vel...

Charlotte Svensgaard, Finn Thøgersen, Bjarne Frederiksen, Lasse Reinhold, Mihail Larsen, Benny Jensen, Bastian Barx, Torben - Nielsen, Hans Aagaard og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Det underliggende spørgsmål er om loven er hævet over os og vi fastholder en retsstat, eller om loven er til forhandling baseret på samtidens følelser og fornemmelser.
Traditionelt har man haft et begreb som at "lade nåde gå for ret", hvilket er anvendeligt såfremt det sker tilstrækkelligt sjældent. Hvis nåden går for ret for ofte, forsvinder loven.
Endvidere gælder at en lov der ikke håndhæves i realiteten ikke er en lov.

Perspektivet i at lade beslutninger afhænge af skiftende følelsesmæssige opfattelser er på samfundsplan underminerende for sammenhængskraften, man kan sige det er grundlæggende anarkistisk. Problemet med anarkisme er at den kollektive beskyttelse også forsvinder med de kollektive forpligtigelser. Det er næppe til gavn for os på lang sigt.

Hvis det fornemmes at man selv kan bestemme, hvor man vil hen, kommer der mange, hurtigt. Spørg bare Sverige. Men det er et dilemma, for der er negative konsekvenser af begge veje.

Vil man et retssamfund, må man også være klar til den konsekvens at retten beslutter den anden vej...

Med venlig hilsen
Lennart

Christian Larsen, Anders Jensen, Mihail Larsen, Bastian Barx, Jens Ole Jepsen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Jens Ole Jepsen

Lennart... Fuldstændig enig...
Aaen: nej det er ikke rimeligt at det skal overlades til enhver asylansøger, om de ville blive eller sendes hjem, for resultatet ville være at enhver asylansøger var nødt til at stille sig selv spørgsmålet: hvor megen vold og ydmygelse er jeg villig til at acceptere for mig og min familie for at opnå asyl i Danmark? Er jeg villig til at "gå hele vejen" og være garanteret asyl, eller vi jeg beholde min førelighed og værdighed og følge reglerne og risikere udvisning?
Modsat ville resultatet bære at en asylansøger automatisk var garanteret asyl i Danmark fra det øjeblik vedkommende satte foden på dansk jord... For hvor megen (eller lidt) magt er rimelig for ar håndhæve en udvisning? Ingen= 100% garanti... Lidt= 80% garanti for asyl osv.

Henrik L Nielsen

Hvis den udsendte er kendt for at gøre så grov skade på sig selv når hjemsendelsen skal ske, hvorfor holdes tidspunktet så ikke hemmeligt, og hvorfor bedøves den udsendte så ikke?
Jeg er slet ikke for den model som Danmark benytter sig af, men når nu politikerne vil dette, så må man da forhindre at de udviste gør så farlig skade på sig selv.

Og se så til Canada i stedet for Nauru og Australien for gode ideer.

Jørn Pedersen

Når et flertal af et lands befolkning giver flertal til et lands parlament til at udføre den til enhver tid lovligt siddende regerings befalinger, et der for mig at se kun Et at gøre, nemlig parere ordre. Det er virkeligt et katastrofalt eksempel, der her er skitseret, men der vil blive endnu mange gange flere, hvis man ikke får budskabet ud, at sådan er reglerne her til lands. Internet samt smartphone har gjort, at stort ethvert menneske har mulighed for at e, hvor i verden , der er bedre at være end hvor man lige netop nu befinder sig. Og når så EU ikke har forstået at lukke kun de nødvendige personer ind (læs: dem der er i rigtig nød/livsfare), så tager flertallet af samtlige landes befolkning det standpunkt, at man vil ikke tillade en øget indvandring på helt vilkårlige præmisser). Migrationen bruges skånselsløst af autoritære regimer til at lægge et ødelæggende pres på vore samfund, og der bliver an altså nødt til at vågne op, set fra mit synspunkt.

Finn Thøgersen, Hans Aagaard og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Som offentligt ansat er man aldrig forpligtet til bare at parere ordre når et politisk flertal har besluttet noget. Det er den blinde autoritetstro der har ført til de største forbrydelser mod menneskeheden.
Det er tilladt at tænke selv og det er altid på sin plads at overveje om den måde vi behandler andre mennesker, hvis eneste fejl er at de ikke lever op til nogle kriterier for tildeling af asyl, er vores civiliserede samfund værdig.

Claus Gårde Henriksen, Martin E. Haastrup, Poul Erik Pedersen, Niels Duus Nielsen, Henrik L Nielsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Poul Krogsgård

"Tvangsudsendelser forudsætter naturligvis, at de danske myndigheder er grundige og retfærdige", skriver Lau Aaen. Har vi nogen som helst grund til at antage, at de er det, når det drejer sig om asylpolitik?

Claus Gårde Henriksen, Martin E. Haastrup, Olav Bo Hessellund, Hans Larsen og Poul Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
Claus Gårde Henriksen

Tænk - det lidet sandsynlige men alligevel - hvis folketinget besluttede at udlevere folk til retsforfølgelse i arabiske lande pga. tegningers gudsbespottelse og scenariet med flyveturen gentog sig. Så er det bare 'i spændetrøjen gamle dreng og spyt lige den der metaldims ud. Kan du huske Benjamin'...

Niels Duus Nielsen og Martin E. Haastrup anbefalede denne kommentar
Martin E. Haastrup

"Det er ikke rart at læse om en ung, afghansk mand, der forsøger at undgå tvangshjemsendelse med voldsom fysisk modstand, selvskade og konvertering."

Lige her finder jeg altså at den intellektuelle distancering : "Det er ikke rart..." er udtryk for en fuldkommen pervers proportions-fordrejet og kynisk baggatellisering af de faktiske omstændigheder!

At Lau så pensler disse omstændigheder ud undervejs i sin artikel og alligevel ender med den konklusion som han gør, gør at jeg ryster på hovedet over den manglende sunde og humane og proportionale logik i artiklen.

Det synes jeg heller ikke det er rart at læse - Ligesom jeg heller ikke synes det er spor rart at læse om legitimeret tortur-tvangshjemsendelse. Faktisk giver det mig gåsehud langt ned ad ryggen hvor perverst og skruppelløst kynisk man kører frem overfor mennesker med hjælp-behov.

Godt det ikke jeg som er forfatter til den her artikel og godt det ikke er jeg som er i bødlernes sko.

Jeg ville heller ikke have noget imod at sluge et barberblad, hvis jeg stod i lignende situation og blev mødt med den her form for fuldkommen perverse men systematisk legtimerede psykopat-dehumanisering.

Og så siger de at Danmark er et af verdens lykkeligeste lande??! Mennesker som kan behandle sin medmennesker på den måde og som kan medvirke til at legitimere det via politisk agitation og lovgivnings-arbejde er så ulykkelige, at de ikke engang selv er klar over det. Og netop deri består den værste ulykke af alle : Bødlerne er selv de største ofre og lader sig ikke stoppe medmindre nogen snart seriøst søger at iværksætte lignende stop-foranstaltninger overfor dem, som de nu årtier har opbygget og iværksat overfor sagesløse.

For hvis det ikke sker, så kan du roligt regne med at du selv, som såkaldt indfødt etnisk dansker, inden længe måske selv får behov for at sluge et barberblad - fordi det måske snart ikke længere heller er tilladt at give udtryk for almindelig sund proportioneret fornuft længere offentligt - Som medfører at du har fået en tvangs-udvisnings-dom til udkants-arabien for udvisning af foragt for lovgivningen!

For 15-20 år siden ville den her situation have udløst et ramaskrig og måske en rigs-retssag eller i den dur. Men idag finder en Informations-artikel-forfatter den "Ikke rar at læse..."

Hvor meget har man lov at distancere sig fra virkeligheden og stadig kalde det journalistik - eller etik eller hvad?

Torsten Jacobsen, curt jensen, Niels Duus Nielsen og Claus Gårde Henriksen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Offentlige ansatte har ingen pligt til at deltage i sådan en voldelig udvisning, og hvis deres fagforeninger står fast på, at deres medlemmer skal nægte at gøre det, står vi i samme hypotetiske situation, som den Lau Aaen anfører: At asylansøgere selv kan bestemme, om de skal have asyl. Det eneste alternativ til tvangsudsendelse er at opbevare asylansøgeren i en flygtningelejr indtil vedkommende indvilger i at rejse.

Niels Duus Nielsen

Jeg vil tillade at citere mig selv fra en anden tråd:

"Hvis manden absolut skal tvangshjemsendes, og nægter at medvirke, er der mulighed i lovgivningen for at spærre ham inde i et fængsel, med eller mod hans vilje. Hvis han foretrækker fængsel frem for tvangshjemsendelse, er der ikke mere, vi kan gøre."

Man kunne også roligt acceptere antagelsen at hvis et menneske er så desperat som den nævnte unge mand, så må der være en grund til desperationen.

Mennesker under bare nogenlunde normale omstændigheder vil ikke vælge den slags desperation og et tilværelse som afvist asylansøger eller på tålt ophold i det fremmedefjendske Danmark af fri vilje hvis ikke den virkelighed han hjemsendes til var meget værre.
Mon ikke?

Lau Aaen underspiller også rollen af de afghanske myndigheder som jf. Carsten Jensens beretning var meget mere kontant i deres vurdering af Danmarks praksis med tvangsudsendelser.

Man kunne også vælge at acceptere hjemlandenes vurderinger ang. sikkerheden i stedet for at udlændingestyrelsen laver deres egne. Hvis Afghanistan siger det ikke er sikker at hjemsende dem så er det nok ikke det.

Det er et spørgsmål om menneskelighed. Men den har mange for længst kastet overbords kan jeg se.

Min vurdering.

Marie Jensen, Niels Duus Nielsen og Martin E. Haastrup anbefalede denne kommentar

Og så er jeg helt enig med Martin: Denne artikel er en gyser. Stakkels Danmark og stakkels Danskere. Fascismen har alligevel sneget sig ind ad bagdøren og den humanistiske facade fra 70'erne var en tynd fernis blot. Nu viser Danmark sit sande ansigt.
Eller?

Martin E. Haastrup

"Men tvivlen melder sig for alvor, når vi hæver os fra det konkrete til det principielle. Hvis voldsom fysisk modstand, trusler om selvskade og pludselige konverteringer forhindrer hjemsendelse af raske mennesker, hvis ansøgning om asyl er blevet vurderet og afvist, og som ikke vurderes at være truet i hjemlandet, overlader vi det de facto til ethvert menneske selv at afgøre, om vedkommende vil blive i Danmark eller sendes hjem. Er det rimeligt?"

Igen en kunstig intellektuel distancering. Leg med ord og begreber. Emancipation fra den vigtigste virkelighed. - Fra den sunde proportionsmæssige fornuft, som kan skelne mellem, om det er vigtigst, at en uretfærdig lovgivnings håndhævere og dens oprindelige politiske manufaktører og agitatører får tilfredsstillet deres deres de facto racistiske, sadistiske og dehumaniserede anti-muslimske menneskesyn - Eller om vi som nation bevarer vores anstændige demokratiske humane civiliserede sindelag.

Såvidt vides, er der også en lov, som siger, at hvis man de facto oplever en uretfærdig lov, så er det strafbart at ikke sætte systematisk op i mod den. Det var nemlig blandt andet den slags ting man havde kroniske moralske tømmermænd over efter Anden Verdenskrig : Hvorfor gjorde ikke flere mere modstand? Nürnberg-processerne.

Andre mennesker er eksempler på at civil ulydighed er sund fornuft i lignende sager : Her er det aktivister som er blevet frifundet i retten for at have hjulpet mennesker på flugt.

"- At lave civil ulydighed betyder for det første, at man kan hjælpe nogle konkrete mennesker. Men derudover er det et stærkt signal, der kan sætte fokus på, at lovgivningen er så uretfærdig, at man kan føle sig nødsaget til at se stort på, hvilke konsekvenser det kan have at gøre det, som er moralsk rigtigt."

Se mere på :

http://modkraft.dk/artikel/annika-vil-forts-tte-kamp-mod-vanvittig-flygt...
http://modkraft.dk/artikel/risikerer-dom-menneskesmugling-de-pr-ver-skr-...

Martin E. Haastrup

Og på spørgsmålet om det er rimeligt at det er op til enhver asylansøger eller ej må svaret da være selvfølgelig - Det er jo vedkommendes LIV som det drejer sig om! Og LIV er altså vigtigere end LOVGIVNING!

Martin E. Haastrup

- Hensynet til LIV vejer selvfølgelig tungere en hensynet til LOVGIVNING.

Men det er netop det som er problemet i artiklen og i det hele taget i udlændinge-/indvandrer-/flygtninge-/racisme-debatten : Det er så let at emancipere sig selv intellektuelt ud af de facto-virkeligheden og forcere samtalen, den demokratiske debat op på et eller andet abstrakt verdens-fjernt principielt niveau, fordi her er det også meget lettere at køre modstanderne over, her behøver man ikke forholde sig til konkrete historier, skæbner,

- Her behøver man ikke forholde sig til humanistiske værdier - Her kan så let som ingenting manipulere og fordreje sandhed og virkelighed til at passe ind i sit eget kram om ekstremistiske fremmedfjendske holdninger, som på det her niveau feks ganske let kan forsvares som nødvendige asyl-stramninger.

Og min analyse af problemet er således igen med udgangspunkt i artiklen, at en stor del af de oprindelige humanistiske (venstrefløjs-) intellektuelle retorikere har ladet sig forføre af denne kunstige og bekvemme form for intellektuel distancering i de her debatter og således ladet sig populært sagt gøre til nyttige idioter for fremmefjendskheden.

Martin E. Haastrup

'Nødvendige asylstramninger' er jo praktisk talt fuldkommen blottet for signal-værdi. Ligesom 'tålt ophold' - 'Hjemsendelse' - o.lign. Det er lykkedes fortalerne for fremmed-fjendskheden på den måde at fordrive al human ordbrug i debatterne og emancipere diskuissionerne op på et virkeligheds-fjernt intellektuelt niveau, fordi her behøver man ikke forholde sig til den besværlige de facto menneskelige virkelighed. Her kan man skalte og valte med menneskers liv efter forgodt-befindende uden at det så let kan modsiges i den principielle diskussion.

Her kan de fremmede på et splitsekund gøres til 'omkostnings-tunge belastende samfundsproblemer som den almindelige befolkning ikke behøver at tolerere'. Endsige være villige til at betale til over skattebilletten. Her kan menneske-rettigheder på et splitsekund drives ud på det uvisses overdrev, overfor den nationale suveræne ret for ethvert land til at bestemme sin lovgivning selv ene og alene, om man så skal beskytte sine grænser med et 5 meter højt elektrisk pigtrådshegn for at demonstrere sin vilje!

Torben - Nielsen

Hvad nu, er retsstaten forsvundet??

Skal jeg forstå tingene sådan, at hvis bare hælene bliver sat hårdt nok i jorden, og ydet tilstrækkeligt modstand, at så skal jeg ikke rette mig efter en retslig afgørelse???

Så er der nok ikke ret meget retsstat tilbage.

Torben Nielsen, nu er manden jo ikke dømt for nogen forbrydelse, så det er ikke sådan det skal forstås. Det skal forstås sådan, at der findes basale menneskerettigheder, der gælder for alle - også afviste asylansøgere og sågar for dig, hvis du sætter dig op mod staten.

En asylafgørelse er ikke en retslig afgørelse, da den ikke træffes af en domstol, men af flygtningenævnet på anbefaling af embedsmænd.

Torben - Nielsen

En asylafgørelse er en administrativ afgørelse.
Er man ikke enig heri, kan afgørelsen indankes for domstolene.
På denne måde har en administrativ afgørelse også retslig virkning.
Og uden at være helt sikker tror jeg, at denne afviste asylansøger har fået prøven sin sag ved både by og landsret.
Og derfor er det retslig afgørelse asylansøgeren ikke retter sig efter.

Man kan jo ikke bare råbe og skrige, efter at man har fået sin dom, og så sige, at jeg vil ikke i fængsel, jeg vil hellere hjem til mor.

Christian Nymark

"Man kan jo ikke bare råbe og skrige, efter at man har fået sin dom, og så sige, at jeg vil ikke i fængsel, jeg vil hellere hjem til mor."

Har du ingen skam?

Torben - Nielsen

Jeg kan godt se, at jeg ikke har været præcis nok.

Det er den afviste asylansøgers far, som befinder sig her i landet.
Så min sidste bemærkning i forrige indlæg skulle lyde sådan her:

”Jeg vil ikke tilbagesendes, - jeg vil hjem til far”

Martin E. Haastrup

Hvad nu, er retsstaten forsvundet??
Skal jeg forstå tingene sådan, at hvis bare hælene bliver sat hårdt nok i jorden, og ydet tilstrækkeligt modstand, at så skal jeg ikke rette mig efter en retslig afgørelse???
Så er der nok ikke ret meget retsstat tilbage.

Kunne også formuleres sådan her :

Hvad nu, er menneske-rettighederne forsvundet??
Skal jeg forstå tingene sådan, at hvis bare hælene bliver sat hårdt nok i jorden, og ydet tilstrækkeligt modstand, at så behøver politikerne ikke forholde sig til menneskerettigheder mere???
Så er der nok ikke ret meget retsstat tilbage.

Torben Nielsen glemmer vist at retsstaten selv er udtryk for den lovgivning som politikerne vedtager, der hvor omtalte asylansøger angiveligt skulle have fået prøvet sin sag - Og derfor ikke altid og tilsyneladende heller ikke i denne sag, er udtryk for den retfærdighed, som den burde være.