Klumme

Min bedstemor ved, at Syriens kirsebærtræer blomstrer igen til næste forår

Jeg er i eksil. Min bedstemor befinder sig midt i Assads krig. Alligevel er det hende, jeg ringer til, når håbløsheden skyller ind over mig. Hun er 85. Hun ved, at livet går videre
Jeg er i eksil. Min bedstemor befinder sig midt i Assads krig. Alligevel er det hende, jeg ringer til, når håbløsheden skyller ind over mig. Hun er 85. Hun ved, at livet går videre

Nikolai Linares

Debat
14. oktober 2016

Det tager fem timer med fly og en køretur på en time med en lille ramponeret hvid minibus at komme ned til min bedstemor i Syriens Qalamoun-bjerge.

Jeg ser den lille dame i blå velourkjole for mig, hun sidder ofte på sin veranda, hvorfra man kan se Libanons grænse til den ene side og de kristne nabolandsbyer til den anden.

Omkring hende ser jeg mine minder: Frodige æbletræer, tunge pæretræer og kirsebærblomsterne, som trodser tyngdekraften og danser i vinden, inden de svæver ned på den røde jord om foråret. Jeg har ikke været der i seks år.

Jeg er i eksil. Jeg er forment adgang til mit barndoms land. Når jeg er i Syrien som frivillig læge, er det i de oprørskontrollerede områder. Min bedstemor bor midt i Assad-land. Midt i håbløsheden og afmagten.

Alligevel er det altid hende, jeg ringer til, når jeg ikke føler, der er meget mere at gøre. Jeg trykker først landekoden, så koden for Damaskus’ landdistrikt, landsbykoden og til sidst de fire numre, som vil åbne op for forbindelsen til det varme hjem. Jeg kan nærmest høre den gamle sorte telefon ringe højlydt i stuen.

Den ringer og bliver afbrudt. Jeg ringer op igen, linjen knitrer. Jeg trækker på smilebåndet – udenlandske opkald i Syrien bliver naturligvis aflyttet. Jeg venter på at høre den tætte, gamle kones stemme. Måske er der ingen elektricitet i området lige nu?

Der er ikke kampe i Qalamoun for tiden. Området har været i regimets hænder i flere måneder. Linjen knaser igen, det fordømte klik, men nu ringer den gamle sorte telefon endelig inde i krigens land.

»Allo,« bryder igennem til Danmark.

Jeg svarer med et smil på læberne: »Hej mormor, det er mig.«

»Min datter, min øjesten, mit hjerte! Hvordan har du det? Hvordan har familien det?!«

»Vi savner jer, hvad laver du?«

»Mit hjerte, vi savner jer alle! Din bedstefar, han er i frugtplantagen, jeg er hjemme.«

Plejer stemmer at forandre sig? Har man ikke altid den samme stemme, de samme stemmelæber, den samme klang? Imens hun kvidrer løs og opdaterer mig om, at livet går videre trods krigsforbrydelser og blodbad, kan jeg ikke andet end tænke på, om hendes stemme har forandret sig.

Hendes livlige stemmes glød kan jeg stadig høre i de oprørske ord. Hun frygter ikke aflytninger. Jeg forsøger at høre min bedstemors ord, de ord, der gemmer sig bag ordene. Jeg bryder mig ikke om den fornemmelse, som banker på i mit sind. Jeg skubber den væk. Fornemmelsen af at være udenforstående i eksil. Udenfor. Jeg er jo altid tæt på Syrien.

Nyhederne oversvømmer mit liv hver dag, jeg følger med i hvert et lille udspil, hver en lille fremgang og tilbagegang. Men eksilets håbløshed kan jeg ikke flygte fra. Billederne af ruiner, af støv efter bombardementer og lyden af gråd.

»Åh min skat, kirsebærtræet blomstrer som en brud. Det minder mig om, hvordan du legede med de blomster som barn.«

»Og landsbyen, mormor?«

»Som den plejer. Regimet har dræbt og hærget, men de unge enker gifter sig da bare videre, før deres mænd når at blive begravet. Åh ve! Du skulle se Aisha, hun har efterladt sine to drenge og fundet sig en ny mand. Skamfuldt.«

»De vil jo leve videre, mormor?«

»Min datter, dette land er nu noget andet, end hvad du husker. Moralen forandrer sig i denne tid. Hos nogle til det værre, og hos andre til det bedre. Men vi skal have ham væk fra stolen, så kommer I alle tilbage og bygger op.«

Hun klukker, velvidende at hun er 85 år og ligeglad med repressalier.

»Kommer vi tilbage igen?«

Jeg ved ikke, om jeg spørger hende eller mig selv.

»Inshallah, intet varer evigt. Sæsoner kommer og går, og frugttræerne blomstrer igen, og så kommer I alle tilbage.«

Billederne af Aleppos belejring vælter ud, og hverken regimet eller russerne ænser træer eller liv. Jeg kan ikke finde meget at sætte min lid tid, jeg kan kun mærke skam og sorg over mit hjemland, som forandrer sig på alle måder.

Men hver gang jeg taler med min gamle bedstemor, blomstrer mit håb for Syrien igen. Selv om blomsterne falder til jorden, blomstrer træet jo igen næste år, trøster hun mig.

Dette ikke er vores histories endeligt. Og jeg får energi til at kæmpe videre i den kamp for retfærdighed, der har drevet os i eksil.

Haifaa Awad er læge

Serie

Fokus på Syrien

Det, der sker i Aleppo i disse dage, sætter vores verden på spil. Det er grusomt for ofrene og ødelæggende for vores tro på, at vi lever i en verden, hvor verdenssamfundet beskytter borgere i alle lande mod diktatorers krigsforbrydelser og massemord.

Men Syrien er mere end et land hærget af krig: det er en kulturel stormagt, et land med en poetisk tradition og et sted, hvor borgerne bliver ved med at drømme.

Vi har i en dag sat resten af verden i parentes for at sætte krigen, landet og den store verdensorden i perspektiv – forfra.

Seneste artikler

  • Modstand er den eneste mulighed

    17. oktober 2016
    De intense bombardementer af civile og udsultningen af Aleppo har til formål at presse oprørerne og befolkningen til overgivelse, mener de kæmpende grupper i byen. Men hvad venter, hvis de overgiver sig, spørger de retorisk
  • Hvem stod bag angrebet på FN-konvojen?

    15. oktober 2016
    Der hersker fortsat uvished om, hvem der stod bag angrebet på en nødhjælpskonvoj den 19. september. Sagen illustrerer, hvor vanskeligt det er at skelne mellem sandhed og propaganda i Syrien
  • De Hvide Hjelme og politiseringen af nødhjælpen

    15. oktober 2016
    Syriske nødhjælpsorganisationer, der opererer i de oprørskontrollerede områder, beskylder FN for at være i lommen på det syriske regime. Men også de syriske hjælpeorganisationers påståede neutralitet forekommer tvivlsom
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her