Klumme

Er Bill Clinton feminist, og Trump en pervers drengerøv?

Det er ironisk, at Donald Trump ser ud til at gå ned på lige præcis det ene punkt, hvor han ikke er værre eller mere afstumpet end Bill Clinton
22. oktober 2016

Som ung mand i Amerika i det tyvende århundrede logerede jeg en overgang hos en ældre kvinde. Hun var erklæret feminist, engageret i politik og opfattede sig selv som en slags socialdemokrat – »european style«. Det var en tilføjelse, hun gerne afsluttede sin selvbeskrivelser med – »european style«.

Og så talte hun meget om en mand, hun havde gået på college med; det var den daværende præsident. Clinton var charmerende og forførende, autentisk med sydstatsdialet og progressiv med dannelse fra østkysten.

Allerede i collegetiden blev han kaldt for the Southern lover, fortalte min værtinde. Den unge Bill Clinton havde sagt, at hans mål i livet var at gifte sig med en kvinde, der var klogere end ham selv og blive amerikansk præsident.

Det beviste, mente hun, at Clinton var feminist. Og det insisterede hun på. For Bill Clinton var et håb efter de sorte år med Reagan og den første Bush. Et tegn på, at de konservatives tid var forbi.

Hun blev konfronteret med den unge sygeplejerske, Juanita Broaddricks, beretning om, hvordan Bill Clinton som statsadvokat i Arkansas havde kastet sig over hende, bidt hende og muligvis tvunget hende til sex. Efter ’samlejet’ skulle Clinton have kigget på hævelserne i hendes ansigt og på vej ud ad døren sagt, at hun skulle sørge for at få is på.

Min værtinde reagerede på den slags historier i tre faser: Først sagde hun, at pressen var nogle svin. Så sagde hun, at hun aldrig, aldrig ville blive en af de fanatiske Clinton-haters. Og til sidst nævnte hun en republikaner, som var et større svin. Det kunne være Newt Gingrich.

Når de evindelige historier om Clintons affærer cirkulerede, hans afvisninger af at have haft noget med dem at gøre og rygterne om, at han ville intimidere dem til tavshed, svarede min værtinde det samme: Pressen var syg, Clinton-haderne var endnu mere syge, og Newt Gingrich var sindssyg.

Hendes strategi svarer til den, Hillary Clinton ifølge forfatteren David Maraniss betjente sig af: Hun vidste det godt, men ville ikke vide det. Og hvis hun blev konfronteret med beviser, rettede hun sin vrede mod dem, der førte hadekampagne mod Bill Clinton.

I dag har Trump-supporterne overtaget den strategi, når de skal forsvare Trumps overgreb på kvinder: Pressen er fuld af løgn, siger de, de vil ikke deltage i den liberale kampagne mod Trump, og Hillary er skyld i krigen i Irak og elitens onde magtovertagelse.

Det er ironisk, at Donald Trump ser ud til at gå ned på lige præcis det ene punkt, hvor han ikke er værre eller mere afstumpet end Bill Clinton. Trump har sagt og lovet ting, som overskrider alle grænser, truet sin modstander med fængsel og bekendtgjort, at han vil tvangsdeportere muslimer. Men han kan ikke overleve det, Clinton overlevede.

Det mærkelige er, at USA tilsyneladende har forsonet sig med Bill Clinton. De, der hadede ham, kan fortsat ikke lide ham, men de fleste, der holder med ham, har allermest imod Kenneth Starr, som retsforfulgte Clinton.

Clintons affære med Monica Lewinsky, hans sædpletter på hendes kjole blev trukket gennem den amerikanske offentlighed. Historien om hvordan han fugtede sin cigar mellem benene på Lewinsky i det ovale kontor. Og hans benægtelser af det bagefter, hans løgn om affæren blev nationale fortællinger.

Amerikanerne så billeder af demonstranter i Khartoum med plakaten »MONICA NOT SUDAN« efter amerikanske bombninger af en fabrik, som skulle have været opholdssted for eftersøgte terrorister. Det var en ydmygelse af Bill Clinton, af præsidentembedet og af hele USA. Og vi fulgte rigsretssagen mod ham på tv over hele verden.

Men det ændrede ikke min værtindes syn på Clinton, han var feminist, fordi han havde giftet sig med en klogere kvinde, pressen var svinsk og modstanderne var deciderede svin.

Den dynamik mellem forskellige former for afsky præger den aktuelle valgkamp: Clintons vælgere hader det, Trump er og står for. Selv blandt de venstreorienterede, der selv lider ved synet af Hillary Clinton, er foragten og frygten for Trump den trumf, som gør, at de alligevel holder med hende.

Trumps vælgere, the deplorables, foragter Hillary Clinton og den liberale pressen så meget, at de bærer over med Trump. Eller elsker ham, fordi de andre hader ham.

Det ligner næsten en marxistisk konspirationsteori: De rige bliver rigere og rigere, mens de andre forstærker hadet til hadet og til hinanden.

Der findes helt sikkert værtinder for mine børns generation, som vil insistere på, at Trump er en ordentlig mand, i hvert ikke så slem som the Clintons. Forfulgt af pressen og udsat for ondt had.

Rune Lykkeberg er chefredaktør på Information.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Rune Lykkeberg

Jeg kan stadigvæk så mange år efter blive rasende på Kenn Starr.
Hans behandling af den dengang 23-årige Monica Lewinsky med trusler om 40 års fængsel hører ingen steder hjemme – det var juridisk afpresning.

Jeg kan blive næsten lige så rasende på Bill Clinton – ikke over affæren; det er mellem ham selv, Hillary & Monica – men over den feje måde han prøvede at redde sig selv ved at smide en ung kvinde for ulvene.

F. ex. James Carville svinede hende til dagligt i pressen som et skørt kvindfolk, godt fulgt op af Gud ved hvor mange spindoktorer fra det Hvide Hus.

Men når al det er sagt, så er Hillary sin egen.

Det trækker gevaldig ned, at hun tilsyneladende prøvede at true nogle af Bill’s ofre til tavshed; men i forhold til Trump…………man må gyse ved tanken om, at han kunne blive præsident.

Curt Sørensen

Der findes ingen 'marxistisk konspirationsteori', men en teori om aktørernes handlen under ganske bestemte forhold, forhold som de selv har skabt og til stadighed selv skaber. I det givne 'nu' ( som egentlig er fastfrossen social handlen) udgør de skabte forhold imidlertid en objektiv virkelighed som afstikker de sociale aktørers adfærd

I dagens USA ser vi udfolde sig et gigantisk drama: et økonomisk oligarki og et politisk establihment der udfodres af en nedefra kommende revolte. Fordi en sådan revolte ikke har nogen hjemsted i amerikansk politik siden den brutale nedkæmpelse omkring første verdenskrig og sener hen af en spirende amerikansk arbejderbevægelse er revolten ustruktureret og kan indfanges af en Donald Tromps populisme

Den sociale politiske situation minder således om situationen i Europa, blot har det forudgående historiske forløb her været anderledes.. Også i Europa ser vi i disse år en dobbeltrevolte mod det økonomiske oligarki og det politiske establishment. Men de socialdemokratiske og de kommunistiske parties degeneration som folkelige bevægelser betragtet i forening med udgangen af den kolde krig har gjort det muligt for den nye højrepopulisme at overtage og artikulere den nye sociale protest.

Der ingen 'konspiration' i alt dette. Men et spil mellem fortid, nutid og fremtid, mellem sociale aktører og social handlen

Jørgen M. Mollerup

Er Hillary Clinton sin egen?
Hvor Bill Clinton løg om sin affære med Monika Lewinsky, lyver Hillary Clinton om sin affære med Wall Street.
Hun vil ikke løfte en finger for den amerikanske underklasse.

Torben Lindegaard

@Jørgen M. Mollerup

Yes - Hillary er sin egen.

Hun skal ikke belastes af, hvad Bill måtte have gjort eller ikke have gjort;
heller ikke i hans sex-liv.

USA's manglende indsats i Rwanda under folkedrabet i 1994 falder tungt tilbage på Bill; men ikke Hillary.

Når al det er sagt, så indrømmer jeg, at Hillary heller ikke er min yndlingskandidat -
men Trump er direkte skrækindjagende.