Læsetid 6 min.

Vi burde ikke kalde det hjernerystelse, men ’en mindre hjerneskade’

En hjernerystelse lukkede mig ude af mit eget liv i flere måneder. Og jeg er ikke den eneste. Det er, som om der er en epidemi af rystede hjerner for tiden. Men både læger og mange lægmand behandler lidelsen som andre tiders trendy diagnoser som fibromyalgi og piskesmæld
En hjernerystelse lukkede mig ude af mit eget liv i flere måneder. Og jeg er ikke den eneste. Det er, som om der er en epidemi af rystede hjerner for tiden. Men både læger og mange lægmand behandler lidelsen som andre tiders trendy diagnoser som fibromyalgi og piskesmæld

Mia Mottelson

10. oktober 2016

Det er fredag, og jeg køber fadøl. Prøver Dæmonen og råber ekstratur. Krammer venner, jeg ikke har set i månedsvis, fordi sommeren er gået med at skrive speciale.

Der er meget at fejre i aften. Sidste uge afleverede jeg specialet, og denne uge har jeg fået job som radiovært, så vi cykler ud mod en fest i den gamle DSB-by, men jeg når aldrig frem.

På vejen rammer jeg sådan en gul og sort rampe, der beskytter kabler. Pludselig ligger jeg på fortovet. Pæren springer, og jeg går ud som et lys.

Jeg bliver vækket af en, der har Alarmcentralen i røret, men der er intet blod, ingen buler eller blå mærker. Jeg har det fint. En eller anden siger, at jeg nok hellere må tage en taxa hjem, og sådan bliver det. Næste dag har jeg tømmermænd, hvilket giver god mening, men da de også fortsætter dagen efter, bliver jeg bekymret, og mandag tager jeg til lægen.

Han tager mit blodtryk. Alt er fint. Jeg fortæller, at jeg besvimede, og at de, der så det, mener, at jeg var væk i op til 30 sekunder. »Men har du hovedpine nu?« spørger han. Jeg er usikker. Han er ikke bekymret og siger, at jeg sagtens kan tage på arbejde.

Isolation og mørke

Jeg arbejder mandag, tirsdag og onsdag.

Men om onsdagen får jeg så slem en hovedpine, at jeg kun kan tænke på at komme hjem og rulle gardinerne ned. Jeg falder i søvn og vågner først fredag morgen.

Taler i telefon med en veninde, der selv har haft hjernerystelse. »Slap af og sov,« siger hun. »Se ikke på mobilen, computeren eller direkte sollys. Lad være med at læse, køre på cykel eller høre musik. Undgå i det hele taget trafik, sport, supermarkeder og for mange mennesker. Og ingen alkohol«.

Jeg bliver udmattet af at høre på hende. Er der noget jeg må?

»Og lad være med at blive ked af det, det gør det bare være,« tilføjer hun ovenikøbet.

Det virker, som om hun har mere styr på det end min læge, så jeg forsøger at følge hendes råd, men udsigterne til isolation og mørke gør mig virkelig bange. De næste dage føles alle som en søndag med forfærdelige tømmermænd, og den gentager sig på uhyggelig vis hver morgen. Selv om der ikke har været en sjov fest dagen før.

Det er en mental udfordring at gå fra femte gear til første. Jeg er simpelt hen ikke vant til at slappe af uden at fortage mig noget. Og kan ikke engang høre radio, da alle former for indtryk, lyd og lys, virker voldsomme.

Der er få, der forstår, hvad det indebærer, når jeg fortæller, jeg har hjernerystelse. Vi burde faktisk kalde det for en ’mindre hjerneskade’ i stedet. Det er der mere alvor over. Så da min arbejdsplads sender mig en buket blomster og ønsker mig god bedring, kommer jeg til at fælde en tåre. De ved, at det ikke er noget, jeg finder på.

Barsel med mig som babyen

Før var jeg social, festlig, frygtløs, arbejdsom og hjælpsom, og med ét er jeg sygemeldt, skrøbelig og sart med nye læsebriller, ørepropper, sovemaske og cykelhjelm.

Min mor køber ind til mig og installerer en lydbogsapp, og jeg kaster mig ud i Karl Ove Knausgårds Min kamp, men det er alt for kompliceret stof til min tilstand. Prøver derfor med en Haruki Murakami-bog dagen efter, der handler om katte og vandmænd, og for første gang i lang tid er der noget, jeg kan overkomme.

Jeg har lyst til at være i naturen, der hvor jeg kan se langt efter fugle, trækroner og horisont og ikke ind i en skærm eller væg. Jeg begynder at gå daglige ture på Assistens Kirkegård pakket ind i kasket, solbriller og regntøj.

Dagene føles som en slags barsel – blot hvor jeg selv er babyen. Jeg går og går i flere uger, træerne får efterårets farver, og til sidst får jeg hørt alle seks bind i Min kamp færdig.

Jeg er i klar bedring og prøver at tage på arbejde, men det føles hurtigt som at løbe et maraton med en forstuvet fod, så jeg sygemelder mig i endnu en måned, og da den er gået, endnu én og så én til. Derefter får jeg på en ordning, hvor jeg arbejder otte timer om ugen. I dag er jeg tilbage på fuld tid og har heldigvis ingen men.

Epidemi

Det værste ved min historie er, at der årligt er 25.000 andre danskere, der får hjernerystelse. Flere, jeg har talt med, kalder det ligefrem for en slags ’epidemi’ i deres omgangskreds. Raske og sunde mennesker kommer uheldigvis til at gå ind i et skab, en dør, får en megafon i hovedet, skvatter på dansegulvet, rejser sig op i et lavt loft eller en køjeseng. Små, umiddelbart udramatiske ulykker, som betyder, at de må sætte deres normale liv på standby i flere måneder eller år.

For 10-20 år siden varede det da sjældent så længe. Og der er jo statistisk set ikke kommet flere tilfælde af hjernerystelse, men måske tager det bare længere tid at komme sig i dag, fordi vores hjerner bliver overstimuleret af skærme fra morgen til aften.

Derfor virker det som en epidemi, da den har altomfattende konsekvenser for enkelte personers liv i en længere periode. Alt, hvad jeg skulle holde mig fra, var jo netop nye opfindelser som skærme, musik og trafik.

Hvis jeg havde slået hovedet på samme måde i middelalderen, i klunketiden eller bare i 1980’erne, havde jeg så været sygmeldt så længe, eller kan smartphones og andre skærme være skyld i, at vores hjerner er så lang tid om at restituere?

Amerikanske forskere er kommet frem til, at de ni første dage efter slaget er altafgørende for, hvordan og hvor hurtigt man kommer sig. Derfor bliver jeg ved med at vende tilbage til konsultationerne med min læge og de fem første dage, hvor jeg gjorde, nøjagtigt som jeg plejer, arbejdede for fuld skrue og scrollede derudad på min telefon.

Det tog en kiropraktor 30 sekunder at konstatere, at synet på mit højre øje var svækket. Hvorfor tjekkede min læge ikke det med det samme eller sendte mig videre til en, der kunne? Selv da jeg kom tilbage anden og tredje gang, sendte han mig af sted og ud på min cykel.

På mail sendte han noget information om ’post commocielt syndrom’, som det hedder. Altså på den mail, som jeg jo ikke måtte tjekke. Han kan umuligt have læst indholdet særligt grundigt.

Læger tager det ikke alvorligt

Jeg hører den samme historie fra virkelig mange andre. Det er, som om hjernerystelse behandles lidt som andre tiders trendy diagnoser som fibromyalgi og piskesmæld. Lægerne tager det ikke alvorligt nok.

Der findes heller ingen behandlingsformer, når det kommer til hjernerystelse. Lige nu ved man kun, at hjernen kræver komplet ro. Det ville jeg ønske, at min læge som minimum havde fortalt mig, men måske vidste han ikke bedre.

Derfor undrer det mig også, at man ikke automatisk bliver sendt videre til en, der har forstand på hjerner, når man har slået hjernen. Når du har ondt i øret, bliver du jo sendt til ørelægen, og har du eksem, bliver du sendt til hudlægen. En langvarig hjernerystelse har langt større økonomiske konsekvenser for samfundet end mellemørebetændelse. Alligevel er hjernerystelse nedprioriteret og undervurderet.

Også lægfolk forveksler ofte hjernerystelse med stress eller psykisk sygdom. Jeg har hørt flere sige: »Nå, også dig?«, som om jeg var blevet smittet med en fiks idé. Eller: »Ja, gik det ik’ også lidt for stærkt i dit liv?«, underforstået at jeg nok bare var stresset.

Nej, jeg var ikke stresset, jeg havde bare slået mit hoved, så min hjerne fik en form for influenza. Og som med et brækket ben, man ikke må gå på, skulle den have haft ro. Og det ville havde været nemmere, hvis den var blevet lagt i en streng form for mental gips.

Nu vil jeg nødig slå nogen i hovedet, men jeg håber virkelig, at vi begynder at passe bedre på vores hjerner. Især når vi har slået dem.

Ida Herskind er cand.mag. i historie og vært på Radio24syvs kulturmagasin ’AK24syv’

Rystede hjerner

Information sætter fokus på hjernerystelser. I en serie fortæller de ramte om konsekvenserne, når hjernen bliver rystet og livet vendt på hovedet

Seneste artikler

  • Kvinder og karrieremennesker rammes særligt hårdt af hjernerystelser

    23. marts 2017
    Veluddannede, kvinder og personer i intellektuelt krævende jobs oplever i højere grad omfattende og vedvarende symptomer efter hjernerystelser. Det fortæller eksperter i neuropsykologi, der understreger, at det er svært at forklare tendensen entydigt, da der mangler sikker viden på området
  • ’Det er helt klart en stor udfordring at have hjernerystelse og være mor for sine børn’

    31. oktober 2016
    Mette Vilborg Hauberg havde lige landet et topjob, men løb med hovedet først ind i en glasvæg og fik en svær hjernerystelse. Det udfordrer hendes evne til at arbejde og være mor for sine børn
  • En hovedstødsduel, der varede ved

    29. oktober 2016
    Ebbe Elhauge Kristensen har studeret i tre lande, scoret topkarakterer på universitetet og landet drømmejobbet i centraladministrationen, men en fatal hovedstødsduel til fodbold satte hans liv og ambitioner på pause. To år efter kæmper han stadig med eftervirkningerne, men lærer langsomt at sætte pris på livets små glæder
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Hanne Koplev
    Hanne Koplev
  • Brugerbillede for Torben Skov
    Torben Skov
  • Brugerbillede for Anne Schøtt
    Anne Schøtt
  • Brugerbillede for Heidi Larsen
    Heidi Larsen
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Anne-Marie  Krogsbøll
    Anne-Marie Krogsbøll
  • Brugerbillede for Klaus Seistrup
    Klaus Seistrup
  • Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen
    Erik Pørtner Jensen
Hanne Koplev, Torben Skov, Anne Schøtt, Heidi Larsen, Anne Eriksen, Anne-Marie Krogsbøll, Klaus Seistrup og Erik Pørtner Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Daniel Henriksen
Daniel Henriksen

Jeg føler med dig og jeg håber din hjerne snart kommer i bedring tilbage til hvor den var før. Hjernen er det vigtigste vi har, og alligevel tager vi det så let med hensyn til at passe på den.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Samfundet er blevet mere overfladisk og måske er hjernerystelse blevet til en slags "stress", noget man ikke har sat sig ordentligt ind i? Læger er også blevet mere overfladiske eller overbelastet af krav? - det lyder da som et skift?
Nu kan man ikke bruge cykelhjem 24/ 7, hvis det da hjalp?

Jeg mistede bevidstheden som barn, da en karrusel blev skubbet af en større dreng og fløj et par meter for at lande på hovedet. (ja, jeg ved det godt) det krævede så ro, mørke og stilhed. I dag må man selv kræve forståelse, i forhold til rigtig mange ting, der ikke er emballeret i gips.
Rigtig god bedring til dig og med hensyn til forståelse for andres dårligdomme, der ikke altid er indbildte :)
http://www.hjernerystelse.dk/

Roselille Pedersen, Torben K L Jensen, Anne-Marie Krogsbøll og Heidi Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henning Kjær

"til konsultationerne med min læge og de fem første dage, hvor jeg gjorde, nøjagtigt som jeg plejer, arbejdede for fuld skrue og scrollede derudad på min telefon" ligesom din læge gjorde?
Din arbejdsindsats var sikkert ikke særlig kvalificeret I perioden efter din hjernerystelse, men du fortsatte ufortrøden, skønt de fleste almindelige mennesker ved at en hjernerystelse kræver ro, for at undgå mulige langtidsefffekter. Det behøver man ikke at gå til læge for at vide. Af skade bliver man klog.....

Brugerbillede for Marie Sanne Caroline Malmros
Marie Sanne Caroline Malmros

Har prøvet det. Fik en tung branddør i hoved fordi jeg hev for hårdt i den for at få den op. Stor bule. Taxa til hospitalet. Indlæggelse til observation for jeg kunne ikke huske ugedagen. Lå derefter brak i 3 uger med nedrullede gardiner. Kunne stort set intet heller ikke læse eller se fjernsyn eller computer. 10 minutter og så måtte jeg i seng igen i timevis. Måtte udsætte min bacheloropgave. Har i dag cykelhjem.

Brugerbillede for Marie Sanne Caroline Malmros
Marie Sanne Caroline Malmros

Snød lægerne for at blive udskrevet efter et døgn fordi jeg ikke kunne holde ud at være på 4 sengs stue med lys og støj om natten. Sagde jeg havde været de 25 meter ud til kiosken uden at fortælle at jeg måtte stoppe hver 8 meter fordi jeg blev svimmel. Har rigtig dårlig ryg og nakke med bl.a. gigt, skævhed, sammenvoksninger og pseyaman og det har sikkert gjort det værre. Fik ingen hjælp til indkøb andet en en londonkurv med bedøvelse så jeg kunne gøre det selv. Blev i den forbindelse skældt ud af hospitalslægen som mente at jeg overdrev fordi jeg igen var blevet indlagt fordi jeg var rigtig dårlig og ikke kunne klare mig selv. Jeg fortalte ham om min dårlige ryg og nakke uden at få en undskyldning. Burde have klaget over ham.

For et par år siden var jeg indlagt til observation på neurologisk pga. blacouts pga. noget medicin jeg ikke kunne tåle. På værelset var en ung pige i starten af 20-erne der meget sent om natten var blevet ramt af en flugtbillist ude på landet. Hun blev fundet efter timer af en som var ude og lufte sin hund. Hun fik hjernskade, der gav hende hovedpine og voldsomme problemer med balancen, som de ikke kunne sige om ville blive genoprettet nogensinde. Hun måtte støtte sig til væggen for at gå de 5 meter ud til toilettet. En ung frisk pige med studie og stuijob som måske ville ende på førtidspension. Hjerneskade er noget frygteligt stads.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Hjerneskader eller piskesmæld osv. er ofte blevet behandlet lemfældigt - eller det er de skam stadig - til trods for at der er flere muligheder for at "scanne" sig til oplysning.
Det værste er, når man putter dem i kassen "psykiske problemer" et meget brugt begreb efterhånden. Det kan også bruges til at holde folk på kontanthjælp og arbejdsprøvning, giver problemer med erstatning.

Dertil en overvældende medicinering med smertestillende, epilepsi - og SSRI-præparater, der gr. bivirkninger igen erstattes med andre, osv. Der er ikke kapacitet og viden mange af de steder, folk sendes til og derfor er processen til en rimelig tilværelse uendelig lang.