Læsetid 1 min.

Faderskab skal vare hele livet

Læserbrev
28. oktober 2016
Delt 40 gange

Tænk, hvis en mor ikke kunne blive anerkendt som forælder til sit eget barn, fordi den biologiske far var gift med en anden kvinde?

Tanken er absurd.

Men det er den retsstilling, biologiske fædre har i dag, hvis de får børn med en kvinde, der er gift med en anden mand.

Det er selvfølgeligt et fremskridt, at socialministeren foreslår at tillade en faderskabstest uden morens samtykke i tilfælde, hvor moren er gift til anden side. Sagen er beskrevet i artiklen »Minister vil gøre det lettere for mænd at teste faderskab« (den 17. oktober).

Men forslaget har stadig en ligestillingsmæssig slagside. Retten til at teste faderskabet skal kun gælde i barnets første leveår. Herefter fanger bordet.

Efter fristens udløb kan den biologiske far ikke få anerkendt sit faderskab.

Er en anden mand fejlagtigt registreret som far til barnet, fanger bordet også. Han kan nemlig ikke slippe ud af et registreret forældreskab, som viser sig ikke at være korrekt.

Han bærer det økonomiske ansvar for en anden mands barn og vil i udgangspunktet også skulle dele sin arv med barnet.

Den biologiske far, den juridiske far og barnet selv kan alle ønske at få bragt orden i tingene, men loven vil stå i vejen for dem.

Problemet kunne løses med et snuptag ved at fjerne tidsbegrænsningen på den biologiske fars krav på faderskab. Tidsbegrænsningen fastholdes dog med henvisning til, at der ikke skal skabes ustabilitet i barnets liv.

Men er det virkelig barnets tarv at skulle leve med løgnen, når der står en biologisk far med favnen fuld af kærlighed?

Vi bør tage skridtet fuldt ud og anerkende værdien af det biologiske faderskab for både mænd og børn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu