I Information og mange andre medier kan man møde det standpunkt, at hvis vi skal undgå flygtningestrømme, må vi give hjælp til de fattige lande, for så der ikke er noget at flygte fra.
Men det er en misforståelse. Hvis vi skal undgå, at afrikanere rejser nordpå, så skal vi lade dem blive i så ekstrem fattigdom, at de ikke har råd til en busbillet ned til den båd, der kan sejle dem afsted – eller billet til den bus, der vil fragte dem gennem ørkenen til et nordafrikansk land.
Hvis man har rejst i Uganda og Senegal, så får man indtrykket af, at der er højere velstand i Senegal end i Uganda. Googler man BNP på disse lande, får man bekræftet sin formodning. Men fra hvilket af de to lande rejser flest mod nord? Fra Senegal.
Det bedste værn mod flygtninge er altså at fastholde fattige i deres fattigdom.
Og det mener jeg naturligvis ikke, at vi skal.
Måske skal vi erstatte ulandsfrivillige med ilandsfrivillige, så flere fattige, men intelligente og uddannede afrikanere kan komme til Europa i to-tre år og herefter rejse hjem igen. De skulle så gerne have lært så meget af at bo i europæiske demokratier, at de kan bidrage til bedre samfund og et mere effektivt erhvervsliv i Afrika.
Løsninger kræver, at vi ser virkeligheden i øjnene, og sandheden er, at der er flere halvfattige, der flygter, end ekstremt fattige.
