Kommentar

Følelser er også økonomi. Selv Danske Bank ved det

Da Danske Banks direktør for nylig advarede mod at sænke topskatten, var argumentet, at økonomisk politik ikke kan vurderes ud fra en snæver økonomisk logik alene. Man bliver nødt til at forstå de bredere politiske konsekvenser af økonomien. Og de kan blive grimme
Vi gør klogt i at lære af Danske Banks Thomas Borgens analysemetode, når vi laver 2025-planer. Der er mange effekter, som de økonomiske modeller ikke tager højde for. Vrede, retfærdighedsfølelse og desillusion er bare nogle af dem, skriver Niels Fuglsang

Vi gør klogt i at lære af Danske Banks Thomas Borgens analysemetode, når vi laver 2025-planer. Der er mange effekter, som de økonomiske modeller ikke tager højde for. Vrede, retfærdighedsfølelse og desillusion er bare nogle af dem, skriver Niels Fuglsang

Stine Bidstrup

Debat
8. oktober 2016

Debatten om regeringens 2025-plan har indtil nu i høj gradet handlet om topskatten. Er skatten forvridende, fordi den fjerner incitamentet til at arbejde, og vil en sænkning af topskatten derfor være godt for udbuddet af arbejdskraft og konkurrenceevnen?

Tilhængerne af topskatten fik opbakning fra uventet kant, da Danske Banks direktør, Thomas Borgen, advarede imod at sænke topskatten.

Selv om en sænkning af skatten ifølge Borgen kan være fornuftig fra et økonomisk synspunkt, kan en sådan politik være problematisk af andre årsager:

»Det er åbenlyst, at en lettelse af topskatten er fordelagtig for økonomien. Men hvis danskerne ikke kan se sig selv i skattesystemet og føler, at det er uretfærdigt, splitter du befolkningen. Og så får vi ekstreme holdninger, som ikke fører landet i den rigtige retning.«

Når økonomer skal vurdere et fænomen som topskatten og en sænkning af den, vil de normalt kigge efter såkaldt dynamiske effekter, der består i, at folk vil ændre adfærd og arbejde mere, hvis de kan beholde en større andel af den sidst tjente krone. Økonomerne er uenige om, i hvor høj grad sådanne effekter eksisterer, og det er især det spørgsmål, som den danske 2025-debat handler om.

Men hvis vi skal tage Borgens argument alvorligt, må vi overveje, om økonomerne overser nogle andre typer af dynamiske effekter, der følger, hvis en stor del af befolkningen føler, at velstanden går deres næse forbi.

Vrede, ekstremisme og oprør er dynamiske effekter, som sjældent er at finde i økonomernes modeller, men det gør dem ikke mindre virkelige. Ude i verden synes sådanne effekter overordentlig virkelige.

Globaliseringens tabere

Den tidligere cheføkonom i Verdensbankens forskningsafdeling Branko Milanović har foretaget et bemærkelsesværdigt studie af udviklingen i den globale velstand. Milanović ser på, hvilke indkomstgrupper i verden der har fået hvilke realindkomststigninger i perioden 1988 til 2008.

Verdens laveste indkomster (bortset fra de nederste fem procent) er generelt steget betragteligt. Ved 50-percentilen (de mennesker, der ligger i midten og tjener mere end de nederste 50 procent og mindre end de øverste 50 procent) finder vi den kinesiske og indiske middelklasse. I disse lande har man hevet hundrede af millioner mennesker ud af fattigdom i perioden.

Ligeledes har den allerrigeste del af verdens befolkning øget sin indkomst markant. Den rigeste 1 procent har oplevet indkomsten vokse med over 60 procent i perioden. Men hvis vi nu kigger på den del af verdens befolkning, der befinder sig mellem 75- og 90-percentilen, er historien en anden.

Blandt denne gruppe finder vi den del af middelklassen i de vestlige lande, hvis lønninger de seneste årtier er stagneret. De har på trods af politikernes løfter ikke vundet på globaliseringen. Nogle af dem er ved at være godt sure.

Og det er særdeles tvivlsomt, om endnu en sænkning af skatten til den mest velstillede del af befolkningen (hvad end det drejer sig om indkomstskatter eller boligskatter) vil få smilet frem igen.

Vreden vokser

Det er ikke svært at finde bud på mulige dynamiske effekter af den udvikling. I USA er vi i øjeblikket vidne til et absurd teater, hvor Donald Trump ridende på en sky af politikerlede og xenofobi henter ind på mainstream-kandidaten Hillary Clinton, der er blevet synonym med et system, der ikke længere virker for middelklassen.

Ser vi på Europa, har vi alle vores egne versioner af Trump: Front National i Frankrig, UKIP i England, Alternative für Deutchland i Tyskland, Frihedspartiet i Holland, Frihedspartiet i Østrig, Sverigesdemokraterne i Sverige, De Sande Finner i Finland og måske Dansk Folkeparti og de Nye Borgerlige i Danmark.

Det er partier, der vokser disse år, og som ønsker at gøre op med mainstream, gå imod etablissementet og varetage folkets ’sande’ interesser. De har et veloplagt publikum i den del af befolkningen, der ikke mener, at de har fået deres del af kagen og leder efter nogle at rette deres frustration mod.

Hvis vi vender tilbage til Danske Bank og Thomas Borgens analyse, bliver problemet her, at sådanne partier, såfremt de kommer til magten, ofte vil træffe beslutninger, »der ikke fører landet i den rigtige retning« i nogen økonomisk forstand overhovedet.

Svaret på middelklassens problemer fra Donald Trump og mange af hans kopier er mindre frihandel og samarbejde, mere protektionisme og isolationisme.

Vi gør klogt i at lære af Borgens analysemetode, når vi laver 2025-planer. Der er mange effekter, som de økonomiske modeller ikke tager højde for. Vrede, retfærdighedsfølelse og desillusion er bare nogle af dem. Derfor kan vi næppe forstå konsekvenserne af en given økonomisk politik ved kun at anvende en snæver økonomisk logik.

Vi bliver nødt til også at analysere de dynamiske effekter i en bredere politisk forstand. Alternativt må vi forberede os på flere overraskelser på stemmesedlerne de kommende år, og det vil få drastiske konsekvenser. Både politisk og økonomisk.

Niels Fuglsang er analytiker i tænketanken Cevea og ph.d.-studerende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Randi Christiansen

Den 'vrede, retfærdighedsfølelse og desillusionering', som niels fuglsang taler om, er der ikke uden grund. Hvis det var tydeligt, at topskattelettelserne skaber dynamiske effekter, som kommer de fattige tilgode, ville alle være glade. Men det er ikke tilfældet - vi er vidner til en stadig koncentrering af økonomisk magt hos stadig færre, uden at det kommer de fattige tilgode, og tværtimod udhules deres forsørgelsesgrundlag stadig mere, samtidig med at den offentlige service også forringes.

Det eneste, vi ved, er, at regnemodellens resultat afhænger af præmisserne, der lægges ind. Og her er det jo indlysende, at topskattelettelsesfortalernes regnemodel er mangelfuld, simpelthen ignorerer betydningen af visse dynamiske effekter : tryghed i forsørgelsesgrundlaget, en velfungerende offentlig sektor og ditto arbejdsmarked, kort sagt at hele det miljø-og socioøkonomske felt har afgørende betydning for produktiviteten - og fremhæver andre. Det er ikke fairplay, det er gennemskuet, og nu må det være slut.

Hertil kommer, at økonomisk magt er udemokratisk, i og med den afgør, hvordan fællesejet administreres, og selvom man henviser til, at fordelingen af den økonomiske magt er 'demokratisk' (flertalsdiktatur) besluttet, så betyder det i praksis, at denne magt over andre må forvaltes til alles fordel og regningen ikke altid placeres hos de fattige og miljøet.

Topskattelettelser til private er fugle på taget for de fattige, og en hån mod dem. De beløb, der nævnes, som forsørgelsesgrundlag - 23.000, 17.000 m.v. - må ses i sammenhæng med faste udgifter, husleje etc.

Og hvorfor har topskattelettelsernes fortalere ingen problemer med at bede børnefamilier fraflytte deres hjem, mens man kæmper som løver for, at andre dele af befolkningen ikke kommer i den urimelige situation?

Mht 225 t reglen, så er det da helt langt ude, at indlægge som præmis, at folk skal tage et job. Det er en uforskammethed på niveau med de værste, når nu det er et faktum, at et job er meget svært at få, selvom det kun er 6 t ugl.

Selvom lars løkke er udspekuleret og dygtig til at jonglere med luftpenge, så mangler vi stadig at se en retfærdig finanslov.

Niels Duus Nielsen, Estermarie Mandelquist, Anne Eriksen, Tue Romanow og Erik Nissen anbefalede denne kommentar

Men problemet er ikke bare, at han - trods alt - kan se det problematiske i at øge uligheden. Problemet er fortsat, at han inderst inde er ramt af den uhelbredelige bacille, der gør, at hans tvangsneurotiske adfærd på dette felt ikke kan ændres til noget bedre. På det punkt adskiller han sig ikke fra samlingen af hofnarre i et vist parti.

Randi Christiansen

Diagnostisk framework på harvard som går ud på at undgå at generaliserende gennemsnit nedlægges over forskellige befolkninger. Gennemsnitsbetragtninger er ikke naturvidenskab. Lone frank 24/7 lige nu. Statsdannelse diskuteres.