Klumme

Jeg græder ikke over Trilles død

Giro 413 er lyden af min barndom; det er Trille ikke. Hun er blot en del af det pensum, jeg som mønsterbryder har læst op på i forsøget på at blive anerkendt af en klasse med højere kulturel kapital end min egen oprindelige
Giro 413 er lyden af min barndom; det er Trille ikke. Hun er blot en del af det pensum, jeg som mønsterbryder har læst op på i forsøget på at blive anerkendt af en klasse med højere kulturel kapital end min egen oprindelige

Arkivfoto

25. oktober 2016

Så døde Trille, og internettet græd. Trille var en institution, en barndom, der nu endegyldigt er lagt i seng. Jeg græd ikke, for hun er ikke en del af min barndom. Hun er højest en del af det pensum, jeg har forsøgt at læse op på som voksen.

Lyden af min barndom er stille søndage med Giro 413 som baggrund. Jeg kan Himmelhunden, Mormors kolonihavehus og Vi skal gå hånd i hånd ude ad. Jeg kan alle de vigtigste sange, fra dengang Melodi Grand Prix toppede.

I 1982 var jeg i biografen med mine forældre og min bror. Vi så E.T. Jeg ved det, fordi det var den eneste gang, vi var i biografen sammen. I stedet købte min far en videomaskine, og den gav adgang til hele Dirch Passers repertoire inkl. Det støver stadig, Soldaterkammerater og Præriens skrappe drenge. Jeg var hemmeligt forelsket i Poul Reichhardt og kan stadig synge »Er du dus med himlens fugle« forfra og bagfra. Min yndlingsfilm var Baronessen fra benzintanken, ikke Tilbage til Fremtiden.

Læs også: Afsked med et frit sind

I vores bogreol stod Lademanns Leksikon i sort læder med rød skrift på ryggen. Hos min mormor læste jeg noveller i Familie Journal. Første gang jeg græd over Jonatans død, var, da jeg læste »Brødrene Løvehjerte« højt for mine egne børn.

Det var en helt almindelig barndom. Tryg og kærlig. Arbejderklasse gone middelklasse.

Da jeg som den første i min familie begyndte i gymnasiet, mærkede jeg første gang, hvordan det er at navigere mellem to helt forskellige solsystemer. Det viste sig hurtigt, at hverken Sommer i Tyrol eller Tre hvide duer kunne bruges i den verden, jeg nu trådte ind i. Og derhjemme var der ingen, der interesserede sig for hverken Michael Strunge eller Doors eller vidste noget om Odysseen eller franske gloser. Jeg befandt mig i ingenmandsland, og min oppakning var ikke meget værd, uanset hvilken dør jeg gik ind ad.

I lang tid troede jeg, at jeg kunne arbejde mig ud af den følelse. Jeg læste op på alle klassikerne, så film og gik i teatret. Det var et uendeligt pensum, og jeg mærkede snart, at jeg aldrig ville nå på omgangshøjde. Hver gang jeg troede, jeg var nået i mål, dukkede blot en ny reference op, som jeg ikke havde den fjerneste anelse om.

Jeg hørte ikke længere rigtig hjemme nogen steder. Jeg havde forrådt mit barndomsland, mens jeg forsøgte at snige mig ind til festen med dem, jeg gerne ville være. Jeg har stadig en følelse af, at det kun er et spørgsmål om tid, før jeg bliver afsløret. Klovnen har vist sig at være den mest gangbare rolle i den sociale linedans, fordi det er nemmere at gøre sig morsom på de andres bekostning end selv at være til grin.

Jeg er opkomlingen og mine forældres datter på samme tid. Hende, der har taget en universitetsuddannelse, som den første og eneste i min familie. Hende den kloge, der altid sad med hovedet begravet i en bog, og som ikke kan slå et søm i en væg uden at ødelægge både hammer, søm og væg.

Læs også: Tak, søster

Jeg ved ikke længere, hvem der er mest mig. Jeg kommer til kort rundt om familiemiddagsbordet, fordi jeg har flyttet mig væk fra den verden og ikke længere kan bruge de koder, jeg engang kendte så godt. Og jeg kommer til kort i helt almindelige sociale sammenhænge, fordi jeg altid er bagud på pensum.

Uanset hvor meget jeg lytter og læser og ser og lærer, er jeg hende pigen fra landet, der kender sin Dirch Passer bedre, end jeg nogensinde kommer til at kende Bogarts bagkatalog. Jeg græder ikke over Trilles død, for der er aldrig nogen, der har spillet hendes sange for mig. Og når jeg læser, hvad hun har betydet for kvinder på min egen alder, skammer jeg mig først og fremmest. Over igen ikke at vide bedre.

Suzette Frovin er journalist

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Skov
  • Flemming S. Andersen
  • Ejvind Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Viggo Okholm
Torben Skov, Flemming S. Andersen, Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg anbefaler artiklen fordi jeg tydeligt kan se tiden dengang for mig, især hos naboer og en del af familien.
Snobberiet hos de unge som dengang sprang i intellektualitet, i hvert fald som de selv så det.
Det er altid svært pludselig at se nye sider af et liv og ikke mindst når ens baggrund lever lykkeligt i en anden "kultur" Jeg voksede op i Vestjylland og var ung omkring Silkeborg og endte på Fyn som soldat og så hele forandringen fra 66 til 70, da jeg startede studier helt fra bunden. og jo Trille betød mere for mig en Prinsessen fra Benzintanken, men har så været i et ægteskab hvor den film bragte min "kultur" tilbage.

Kristian Rikard, Niels Duus Nielsen og John Christian Mogensen anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

Jeg ved ikke rigtig, hvad man skal mene om Suzette Frovins artikel.
Men Trilles bortgang har åbenbart gjort så stort et indtryk på hende, at hun har følt trang til at fortælle om sin helt almindelige opvækst.
Hvorfor hendes families valg skulle være bedre end andre valg, fortaber sig i intet.

Morten Pedersen, Morten P. Nielsen, Martin Madsen, Karsten Aaen, Aase Juul, Jørn Stjerneklar, Steffen Gliese, Nanna Engberg, Lennart Kampmann, Dorte Sørensen, Peter Laursen, Sune Olsen, Marie Jensen, Lillian Redam og Margit Tang anbefalede denne kommentar

Herregud da, så hun så heller ikke engang Børnetime?
Så vidt jeg husker var det ikke Poul Reichardt, der læste op og sang der, men Trille - og min far er arbejder.

Torben Skov, Steffen Gliese og Sune Olsen anbefalede denne kommentar

Hold da op, jeg troede man skulle på Politiken for at finde den her slags 'debat'-indlæg.
Jeg skammer mig ikke over at Trille var en del af min opvækst, og det giver fin mening for mig, at hun ikke spillede samme rolle i andres barndom. Da Poul Reichardt døde, var der masser af sorg, ikke i mit hus men andres. Igen - det giver fin mening.
At Frovin skammer sig og føler behov for at dele det med os andre forstår jeg ikke.

Morten P. Nielsen, curt jensen, Karsten Aaen, Slettet Bruger, Anne Schøtt, Aase Juul, Grethe Clara Lahoz og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Suzette peger på et meget interessant fænomen: at når man mener sig ukvalificeret, tror man alt for meget om andre; men det er altså helt almindeligt, at folk ved noget om noget, og meget lidt om meget. Sådan har alle det jo, de fleste ved lidt om meget, dog - og det bemærkelsesværdige er altid, at man kan have SÅ meget glæde af det, man lærte i gymnasiet.

Der skrives og tales så meget om parallelsamfund i dag. Denne artikel er vel et eksempel på, at de findes og altid har været der. Jeg vil tro, de fleste af os har oplevet det - det håber jeg i hvert fald. Ens liv bliver rigere af det.

Jeg husker bestemt også Trille fra børnetv. Jeg husker også at min mor engang gik forbi og konstaterede, at jeg vist godt kunne li' Trille. Nahaj, sagde jeg.
Virkeligheden var, at jeg var vild med Trille. Jeg elskede hendes smukke ydre og hendes dejlige stemme og gemyt. Hun talte ofte som om, at man havde en personlig samale. At der kun var vi to til stede :o) <3

Martin Madsen, Marie Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg græd ikke da Anker Jørgensen døde,
Jeg græd ikke da Prince døde
Jeg græd ikke da David Bowie døde
Jeg græd ikke da Curt Cobain døde
Jeg græd ikke da Natasha døde
Jeg græd ikke da Nelson Mandela døde
Jeg græd ikke da Michael Strunge døde
Jeg græd ikke da Elvis døde
Jeg græd ikke da Bob Marley døde
Dog fældede jeg en tåre da det gamle marsvin døde

Jesper Ørberg, curt jensen og Mette Møhl anbefalede denne kommentar
Kasper Andreasen

Er det ikke et grundvilkår for os alle at vi føler os fremmedgjorte og misforståede uanset hvor vi er?

Jesper Ørberg, curt jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

En ting er der også at huske om den yngre Trille: hun var lidt selvhøjtidelig, hvilket vist kom bag på mange.
Amagerscenens Vinterrevy lavede i 1979 parodier på hende og på Lone Kellermann (som syntes, det var enormt sjov og efterfølgende fik engagement i Cirkusrevyen) - hhv. Grethe Mogensen og Grethe Sønck.
Trille fik af gode grunde ikke et engagement, hun fik en ny parodi, der i modsætning til den første er bevaret: https://www.youtube.com/watch?v=j43aRN90jNY

Jeg var 16 da Trilles sang "Øjet i det høje" kom frem - den blev spillet en hel del i radioens P3, hvor Mylle regerede til de flestes tilfredshed. Kronikøren er en del yngre end mig - tror jeg - måske hænger hendes alder og manglende kendskab sammen med at radioen ikke længere spillede hendes sange. Trille står for mig som en spændende feministisk provokatør, som turde sætte en ny og helt nødvendig dagsorden. En dagsorden, som unge og yngre kvinder i dag, nok tager for givet.
Min mor kendte ikke til hverken Muddy Waters, BB King, suffragetterne, Simone de Beauvoir eller Amalie Skram, så dem har jeg måttet finde selv - sådan er det jo, vi må alle søge i kramkister fra tidligere tider, for det er ikke alt, som vi er vokset op med. Meget bliver glemt og noget bliver husket. Tit opleves værdierne først, når de er ved at være glemt.

Karsten Aaen, Arne Lund og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Selvfølgelig betyder den borgerlige tradition - at man ikke taler/skriver dårligt om nogen lige efter deres død - ingenting for hverken Suzette Frovin eller Informations redaktion.

Odin Rasmussen

Trille er et musikalsk udtryk for 1960ernes politiske miljø og det miljø var ret progressivt betyder jo ikke at alle der levede i den tid var en del af det - Hvad kendetegner 1970erne og 1980erne mest: Den progressive venstrefløj, Christiania, ligestilling, 'oprør fra midten' og ungdomsredaktionen når samtidig Fremskridtspartiet var ret store i folketinget, CD, giro 413, charter-rejser med Simon Spies, forstadernes parcel-huskvarterer, det generelle uddannelses og beskæftigelseniveau osv. - og hvad kendetegner vores samtid og dens mennesker er vel også svært at sige noget entydigt om. Det vigtige er måske hvad man selv vil sige med noget. Hvad man vil. Vi er allesammen på en livsrejse også må man forholde sig til værdier, ideer, mennesker og musik man møder.

Jeg fatter bare ikke hvorfor så mange tror man skal skamme sig over at komme fra arbejderklassen. Den klasse der har opbygget velfærdssamfundet med blod sved og tårer. Det er der vel ikke noget at skamme sig over?
Derimod har middelklassen, de pæne, dannede kujoner og ellers møg-passive medløbere i den lavere middelklasse samt de grådige, nærrige djøf'ere og akademikere som aldrig kan få nok ved at betragte hele verden som et gratis tag-selv buffet som kun eksisterer for deres velvære, meget at skamme sig over.
Det er først og fremmest dem der nu undergraver, endda bevidst afmonterer det system der har givet dem et liv i tryghed og velstand uden at de behøvede at gøre ret meget selv.
Det er både dum og selvisk.

At man, som Suzette, begræder sin egen rodløshed, er vel bare en konsekvens af ovennævnte.
Tag dig nu sammen! Der findes faktisk ægte problemer i verden der har brug for vores, også din, opmærksomhed og engagement.

jens peter hansen

Da jeg gik i gymnasiet var der IKKE en af mine kammerater hvis forældre havde en studentereksamen. Hold nu op med det piveri. Vi blev rettet for sige hans i stedet for sin og 5 kammerater var væk ved efterårsferien i 1.g. Er der nogen der tror at vi sad og diskuterede Sartre og Camus vedspisebordene, nej vel, men vi fik en mulighed for at læse og biblioteket var et fantastisk sted hvis man ellers gad at bruge det. Vi blev helt vilde med The Beatles, Rolling Stones og så James Bond film, men også Hiroshima mon amour. Jo på visse punkter var vi nok forskellige fra vores forældre, men det skulle da også lige passe. Trille VAR et stort navn i en relativ kort tid, folkemusikken og Freddy Fræk var det også, men det blev fuldstændig kørt i sænk inden udgangen af 70'erne. En af mine gymnasiekammeraters forældre var sjakbajs på havnen i Esbjerg, vi var skide misundelige på ham for han kunne score mange penge ved at arbejde i havnen. At være gymnasieelev var ikke anset for noget, snarere tværtimod, men kunne og ville man arbejde så gav det point. Det gjorde vi så. Jeg tror det er derfor at jeg tilhører en generation der IKKE er bange for folk uden akademisk uddannelse, men kan blive noget nervøs ved at læse ovenstående.

Henrik Brøndum

curt jensen

Du glemte at nævne, at vi DJOEF'ere også er miljø-svinere der får fløjet piger ind fra Philipinerne og rødvin fra Californien?

"Og den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær ..." Nu kan kærlighed vokse hen ad vejen, men det er ikke et godt udgangspunkt, at skulle gennem et pensum for at høste anerkendelse.

"I lang tid troede jeg, at jeg kunne arbejde mig ud af den følelse. Jeg læste op på alle klassikerne, så film og gik i teatret. Det var et uendeligt pensum, ...."

Det helt indlysende svar på ovenstående er: Hvis du synes det er et pensum, så lad dog være.