Hvilken farve har Alicia Keys?

Man kan ikke se det på popstjernen Alicia Keys. Men hun er sort. Det er ikke farven på hendes hud, men det er den sociale kategori, amerikanerne har skabt, som gør hende til den, hun er.

En sort kvinde.

Amerikanerne ved godt, at hun er sort, og selv om det ikke passer på hendes krop, har hun taget farven til sig som betegnelse:

»Enhver farvet kvinde, selv af blandet farve, bliver set som sort i Amerika,« har hun sagt. »Så sådan ser jeg også på mig selv.«

Det er et socialt blik, som bliver et eksistentielt blik for Alicia Keys. Og den eneste grund til, at hun skal forklare sig, er, at hendes fans rundt omkring i verden er i tvivl om, hvordan man egentlig skal betegne hende. Man kan kun se hendes hudfarve i USA.

Som den amerikanske journalist Ta-Nehisi Coates har skrevet:

»Amerikanerne tror på, at race virkelig findes som et defineret, indiskutabelt kendetegn ved naturens verden. Racisme – behovet for at tilskrive bestemte mennesker kendetegn, som sidder i deres knogler, og derefter ydmyge, nedgøre og ødelægge dem – følger uundgåeligt af dette uforanderlige vilkår.«

USA’s valgsprog ’E Pluribus Unum’ beskriver, hvordan delstaterne slog sig sammen til et politisk fællesskab, De Forenede Stater.

Det står på amerikanernes mønter. Men det bliver også brugt som metafor for, at mennesker fra hele verden er kommet til USA og blevet til et fælles folk.

Antagelsen er, at forskellene mellem mennesker findes, inden de kommer til USA, og derefter bliver formidlet til en ny helhed, efter at de er blevet amerikanere.

Men det, der sker i USA, er akkurat det modsatte: Man bliver gjort til en race, når man ankommer til USA. Den definerende oprindelse er noget, som fællesskabet tilskriver i nutiden.

Sådan set fungerer USA ikke som en melting pot, hvilket ellers har været en idealbetegnelse. USA fungerer ofte som det modsatte: Her bliver et menneske, hvis familie har levet i USA i generationer, til ’irsk katolik’.

Det er et interessant træk ved USA, at landet principielt er rettet fremad. Det kaldes løfternes eller mulighedernes land. Og landet er grundlagt på et opgør med de gamle europæiske traditioner for adel og aristokrati, hvor nedarvede formuer og privilegier skabte politisk ulighed.

Men samtidig med, at USA er rettet fremad, konstruerer det for sine borgerne en fortid, som bestemmer, hvem de er.

Man vil ofte sige, at en moderne stat bliver etableret, når de gamle stammer nedlægger deres våben og overgiver deres loyalitet til en ny stat. Nu er de ikke længere medlem af en stamme, men borgere i en stat.

Men USA er blevet en mærkelig dobbeltkonstruktion, hvor det at være borger i USA også betyder, at du er knyttet til en stamme.

Man kan høre det på de politiske iagttageres måde at tale om de amerikanske vælgere på: Nu taler Trump til de hvide, nu skubber han »latinoerne fra sig«, nu appellerer Hillary Clinton til de sorte.

Det tages for givet, at stammerne findes som politiske klasser med fælles interesser og fælles opfattelse af retfærdighed.

Der er her en besynderlig alliance mellem de konservative, som tror på, at de sorte er og vil blive ved med at være sorte, og de progressive, som er bange for, at de sorte bliver diskrimineret, fordi de er sorte.

Og derfor kræver anerkendelse af dem som en særlig gruppe. Det er således på UCLA blevet forbudt at kalde USA for en melting pot, fordi det kan virke krænkende på minoriteter at få sin identitet ophævet i et fællesskab.

Mange vil sige, at det skyldes slaveriet, og at USA er et indvandringsland. Men sådan forholder det sig ikke i et tilsvarende land som Brasilien, der også er sammensat af mennesker fra hele verden og var en slavestat indtil 1888.

Hvis Alicia Keys var født i Rio de Janeiro, havde hun ikke været set som sort, men som brasilianer. Der er selvfølgelig racisme i Brasilien også, og der er relativt langt flere hvide i toppen af det brasilianske samfund og langt flere sorte i bunden.

Men de er brasilianere, og de opfatter sig selv som brasilianere.

Med stolthed siger brasilianerne, at hudfarve er et spektrum i Brasilien og en dikotomi i USA: Brasilianerne er mere eller mindre farvede, amerikanerne er enten sorte eller hvide.

USA er på mange måder en fantastisk succes: Amerikanerne har skabt den moderne kapitalisme, udviklet en kulturindustri, som præger menneskers drømme over hele verden, og det stærkeste militær i verdenshistorien.

Men én ting har USA ikke skabt: den amerikanske borger.

Rune Lykkeberg er chefredaktør for Informaiton

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning