Kronik

Et liv i skyggen af den 1., den 20. og ’sidst på måneden’

Jeg ved ikke ret meget om retfærdighed. Men jeg ved en del om uretfærdighed. Det gør man, når manden på socialkontoret var afgørende i ens barndom, og når man som lærer trøster elever, fordi far må flytte fra mor for at få økonomien til at hænge sammen
Jeg ved ikke ret meget om retfærdighed. Men jeg ved en del om uretfærdighed. Det gør man, når manden på socialkontoret var afgørende i ens barndom, og når man som lærer trøster elever, fordi far må flytte fra mor for at få økonomien til at hænge sammen

Ditte Lander Ahlgren/iBureauet

3. oktober 2016

Når jeg begynder at diskutere reformer og politik, runger det i mit hoved, at slaget allerede er tabt.

»Jeg synes, det er fint nok med de reformer. Jeg har altid tjent mine penge selv,« siger de.

Min kæreste forsøger at trække mig væk. Han vil ikke have, at jeg ødelægger stemningen. Men inden det lykkes, kommer klassikeren: »Når jeg kunne, kan alle andre da også – de skal bare tage sig sammen.«

Næsten de samme ord hørte jeg på socialkontoret i barndommens gade – langt fra bøgehækkene.

»Er du klar over, hvad du allerede har kostet samfundet?« spurgte sagsbehandleren.

Min mor bøjede hovedet. Bevidst om, at en fire måneder lang indlæggelse ikke er gratis.

Når det nu kun var et indskudslån, hun var kommet for at tale med sagsbehandleren om. Og når nu hun ville betale pengene tilbage, så burde den indlæggelse vel ikke betyde så meget, havde hun tænkt inden mødet. Hun ville ikke bede om noget, men betale hver eneste krone tilbage.

Men det var lige meget. Kommunelånet blev ikke bevilliget – tværtimod fandt den kreative sagsbehandler et par ekstra steder, han kunne spare kommunekassen – når hun nu alligevel var mødt op.

Hun græd hele vejen hjem og blev kort efter syg og indlagt igen. »Jeg vil ikke ligge nogen til last,« havde hun sagt, men uanset, hvad hun ville og ikke ville, så ville depressionen det anderledens, og jeg gemte mig, når vi ’lige skulle ind og kigge’ på tøjet hos Blå Kors.

Retfærdighed

20 år senere. Jesper kaster sin overkrop over karamellerne. Tårerne sprøjter ud af hans øjne: »De er MINE!!!« Det er sidste skoledag for 9. klasserne på skolen i kommunen med Danmarks højeste kvadratmeterpris – og for Jesper var livet uretfærdigt.

Flere af de andre i klassen prøver af forklare Jesper, hvorfor det er rimeligt at dele: »Du ved godt, at Brandur ikke KAN samle karameller,« var der en, der sagde.

Brandur kiggede ned på de fire karameller, han alligevel havde samlet ind, og følte sig beklemt ved situationen.

»Jeg har samlet flere end dig, og jeg vil godt dele med de andre i klassen alligevel,« sagde en af de seje fodbolddrenge, der virkelig ikke havde et problem med at tackle og mase sig til ufatteligt mange karameller.

»Du har en hel slikskuffe derhjemme, du når alligevel aldrig at spise alt det slik, du allerede har,« sagde en af de drenge, som resten af klassen ofte lyttede til.

Jesper endte med at dele, men allerede inden TV Avisen blev jeg som Jespers lærer ringet op af hans forældre. Gråden over uretfærdigheden var fortsat derhjemme, og nu ville forældrene gerne tale lidt med mig om retfærdighed.

Jeg sagde ikke noget om, at jeg ikke ved ret meget om retfærdighed, og jeg sagde heller ikke, at jeg ved ret meget om uretfærdighed.

Jeg fortalte ikke Jespers forældre om klassens kontaktforældre og om den klassekasse, de havde besluttet, var en god ide – eller om Yassar, der havde stået med en tier, en tyver og en pokkers masse enkroner og femmere fra sin sparebøsse, fordi han også ville betale til klassekassen. Jeg fortalte ikke, at Yassar havde sagt, at det skulle være en hemmelighed – og understreget, at det især var en hemmelighed, som far og mor ikke måtte vide noget om.

Sidst på måneden

Kort tid efter flyttede jeg til Vandkantsdanmark. Et sted med flere marker end mennesker. Et sted, hvor der er 40 km til nærmeste sygehus; hvor der trækkes lod om, hvilke borgere, der kan få en praktiserende læge; hvor en stor og flot villa koster det sammen som en toværelses på 60 m2 i Vanløse.

I Vandkantsdanmark er der ikke kø på landevejen, alligevel virker det, som om at den vigtigste prioritet for borgmesteren er en motorvej.

Efter arbejde kan man bade fra badebroen, og svømmer man i den rigtige retning, kan man fornemme naturen – i den forkerte retning er der for mange kraner og industriskorstene til at opretholde illusionen om natur.

I Vandkantsdanmark er begreberne den 1., den 20. og ’sidst på måneden’ nærværende i planlægningen af skolens aktiviteter. »Vi skal jo på den årlige tur til København. Kan vi tillade os at skrive, at børnene må have en 20’er med til en is?« Svaret afhænger af, om det er den 1., den 20. eller ’sidst på måneden’.

Forældremøderne er vigtige på alle skoler – også på skoler i Vandkanten. I visse klasser er fremmødet afhængigt af, at mødet ikke ligger sidst på måneden. Transport er dyrt, og skal forældremødet prioriteres, er det vigtigt at lægge det på tidspunkter, hvor der stadig er penge at prioritere.

Nærværende reformer

I Vandkanten er politiske reformer nærværende. »Jeg er ked af det,« konstaterede en af mine elever, »min far og mor er flyttet fra hinanden. Vi havde ikke råd til, at far kunne blive boende.«

»Min far hængte sig, men det er ok nu, for her er der ikke nogen, der driller,« konstaterede en anden.

’Resiliens’ er vigtigt, når man lever i skyggen af den 1., den 20., og ’sidst på måneden’.

Benjamins far blev syg og indlagt på hospitalet. Kommunen vidste det godt, alligevel var det en tilfældighed, at vi opdagede, at han var alene hjemme med sin bror under fars sygdom.

Yolanda, der var en elev fra krisecenteret, talte lavt, og vi var instruerede i, at vi ikke må røre eller have fysisk kontakt med hende. Der blev afholdt en del møder med kommunen, hvor behovet for krisehjælp blev nævnt.

Efter tre år var der endnu ikke sket noget i sagen. Yolandas mor varetog den økonomi, der sikrede familien et liv på et eksistensminimum. Det gik lige. Men egenbetaling til en psykolog til Yolanda var der ikke råd til.

Waveboards og bøgehække

I dag er jeg tilbage i området med de høje kvadratmeterpriser. Jeg har svært ved at finde mig helt tilrette. iPhone 6 og 7, waveboards, nybyggeri og nyklippede bøgehække er et liv, jeg ikke kender.

Jeg føler mig fremmed på mit arbejde og fremmed i køen til kiosken. De andre taler om et liv, jeg ikke kan forholde mig til. Her er gode madpakker – ikke en pose med pasta. Her er der ikke behov for ’resiliens’, for hjælpen er klar ved behov. Kontanthjælpsloft og integrationsydelse er fremmedord her. Det samme er boligudsættelser og psykisk sygdom.

Når jeg kommer hjem, flyder indbakken på Facebook over med beskeder fra mennesker, der er ikke råd til medicin, til mad, til bleer – og efter den 1. oktober til huslejen. Det er en hemmelig verden. Den er ikke længere en del af mit lærerliv.

Den er heller ikke en del af min nutid, men en fortid, der stadig føles tæt på. Desperationen fra forældre, der ikke længere ved, hvad de skal gøre, er nu en del af mit Facebook-liv, ikke mit lærerværelsesliv. Jeg føler mig alene.

Jeg er splittet, og Danmark er delt mellem bøgehæk og vandkant. 

På mit natbord ligger bogen Det, de kalder livet. Jeg er ikke gået i gang med den endnu, så jeg ved ikke, hvilken del af livet den beskriver. Er det livet med en ferierejse til Thailand og et waveboard i julegave, eller er det et liv med den 1., den 20. og ’sidst på måneden’?

Når jeg ser på mine elever, ved jeg, at de ikke kender til det sidste. Jeg er en fremmed i deres verden, og de er fremmede i min. Vi kender ikke længere hinanden. Det, de kalder livet, er ikke noget, vi er fælles om.

Nogle få får alle karamellerne sidste skoledag, og jeg kan ikke længere sørge for, at alle får en del af byttet. Jeg ved fortsat ikke, hvad retfærdighed er, og uretfærdigheden er ikke synlig, der hvor bøgehækkene står nyklippet.    

Linda Villadsen er lærer og aktiv i Næstehjælperne. Navnene i kronikken er ændret for at beskytte identiteten på de omtalte

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • curt jensen
  • Vivi Rindom
  • Mads Berg
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • ingemaje lange
  • Morten Damborg
  • Tony Thomsen
  • Kurt Nielsen
  • Hans Larsen
  • Birgitte Rode
  • Jørn Andersen
  • Poul Solrart Sørensen
  • Laurids Hedaa
  • Heidi Larsen
  • Bjarne Andersen
  • Liliane Murray
  • Lise Lotte Rahbek
  • Peter Møllgaard
  • Kim Houmøller
  • Steffen Gliese
  • Niels Duus Nielsen
curt jensen, Vivi Rindom, Mads Berg, Mikael Velschow-Rasmussen, ingemaje lange, Morten Damborg, Tony Thomsen, Kurt Nielsen, Hans Larsen, Birgitte Rode, Jørn Andersen, Poul Solrart Sørensen, Laurids Hedaa, Heidi Larsen, Bjarne Andersen, Liliane Murray, Lise Lotte Rahbek, Peter Møllgaard, Kim Houmøller, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Solrart Sørensen

Du har lige fået en ny fan. Fantastisk artikel...jeg håber du har skrevet en bog eller stiller op til folketinget...:-)

Morten Damborg

Der er meget at læse i de her dage efter kontanthjælpsloftets ikrafttræden. Bestemt en læseværdig artikel fra Linda Villadsen. Jeg føler på den ene side stor sympati med de svagest økonomisk stillede i vort land. Især forsørgerne. Men på den anden side, kan jeg altså heller ikke lade være med at anlægge det globalt sammenlignede, mere absolutte perspektiv, hvor det er tydeligt, at vi altså er ekstremt økonomisk egalitære i det her land. Indien, Brasilien ja vel - men også ift. UK og Tyskland. Nogen der struggler med samme ambivalens? Nogle gode ideer til, hvordan man dealer med den refleksivt/intellektuelt?

Morten Damborg

Sagt på en mere klar måde: Hvordan får man Lars Seir med flere til at betale (dansk) topskat med glæde samtidig med, at man får alle Dovne Robert-typerne til at søge jobs og blive i dem med glæde? Det skal siges, at jeg ikke har forudsætninger for at vurdere, hvor stor en andel af kontanthjælpsmodtagerne, der minder om karikaturen Dovne Robert, men regeringen tror efter alt at dømme, det er mange. Ikke at Socialdemokratiet ville være stort stærkere.

Steffen Gliese

Morten Damborg, først og fremmest skal man huske, at folk historisk set har været berettigede til at kunne forvente et job, de var kvalificerede til - det er først indenfor de seneste ti år, at dette er blevet mere og mere udslettet, og himlen skal vide hvorfor.
Vi er simpelthen gået fra et udsving på pendulet, hvor det var de manges interesser, der vejede tungest, til at det i dag er de få privilegeredes interesser, der kræses for. Væksten i ulighed har ikke ladet vente på sig - og uanset hvor meget man sammenligner med andre lande, så er der jo også forhold i Danmark, der gør det umuligt at benytte sig af ordninger, der er indgroede i andre landes socialisation, bl.a. fordi vores arbejdsmarked er så reguleret.
I øjeblikket taler man, som om alle kan bestride de samme job; men det er for det første næppe tilfældet, og for det andet må man tage særligt hensyn til de svagest uddannede, når det kommer til job, der ikke kræver kvalificering.
Man er også nødt til at medtænke, at vores samfundet uundgåeligt ekskluderer nogen, som under en anden samfundsmodel ville have blomstret, ligesom man også er nødt til at overveje, om det virkelig er så mange, der benytter sig af den hjælp, som fællesskabet tilbyder - og som fædre og mødre, onkler og tanter og nogle gange endog den enkelte har betalt skat for at kunne regne med hjælp til.
Imidlertid må man også medtænke, at der er et vist personligt ansvar for at finde på, hvad man kan beskæftige sig med. Noget af det øretæveindbydende ved Robert var jo, at han på den ene side ikke havde gennemført nogle af de uddannelser, han var startet på, og på den anden side forlangte at blive behandlet, som om han havde. Her må der være en vis pligt til i det mindste at foreslå noget, man kunne arbejde med, hvis man vil undgå at blive sat til noget.

Sascha Olinsson, Niels Duus Nielsen, Morten Damborg og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Plads til alle, der gir plads til alle. Men når konkurrencestaten er idealet, bliver det, der kunne være et samarbejdende fællesskab i stedet til et primitivt udskillelsesløb. I efterkrigstidens choktilstand var der små tiltag i retning af et menneskevenligt samfund, men rovdyrskapitalisterne vinder stadig mere terræn, og selv socialdemokraterne underlægger sig i stigende grad deres regime og nøjes med underdanigt at diskutere rationer på fængselsgangene og at vente på smulerne fra de riges bord. Det primitive urmenneske dna er godt nok svært at omprogrammere til et valg af den iboende mulighed for samarbejde i stedet for gensidig fortæring.

Niels Duus Nielsen

Steffen Gliese, jeg har da heller aldrig færdiggjort nogen uddannelser siden gymnasiet, og jeg forventer alligevel at blive behandlet som et menneske, og ikke som et undermenneske. Men jeg kan selvfølgelig også være øretæveindbydende, det indrømmer jeg.

Ellers er vi helt enige.

Bemærkede en ting fra artiklen : Forældre, der flyttede fra hinanden for at forbedre økonomien.
Det må komme af den gensidige forsørgelsespligt og at mange reglers ydelser er lavere end for enlige.
UBI - Basisindkomst er individuel og motiverende til samliv.
Nu motivere systemet til at være enlig - med social bedrageri og mistænkeliggørelse til følge.
Der har aldrig været flere enlige end nu !!

Randi Christiansen

Klapjagten på dem, der ikke passer ind i konkurrencestatens mafiøse skabelon, bliver stadig grimmere. Denne primitive rovdyrskapitalisme = essensen af konkurrencestaten, har en dynamisk boomerangeffekt = en selvforstærkende frygtadfærd, der opløser samfundet indefra. Velbekomme til gribbenes fest. Kom som du er - ådsel eller grib.

Teodora Hansen, curt jensen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar