Klumme

Et loft så lavt, at man aldrig kan rejse sig

Jeg forestiller mig, at alle dem, der mener, at man bare kan tage sig sammen, kender en, der ikke kan. Måske en, de holder af. En, der ikke knokler på arbejdsmarkedet, men med at holde sig levende for dem, han eller hun betyder alt for
Debat
28. oktober 2016

Den dag hun blev født, gravede han engletrompeten op og slæbte den ind i stuen, helt fuld af jord og uventet omsorg, og rakte den til forældrene med 5-årige hænder og tilfredshed i blikket.

Den var havens og morens stolthed, og de havde sagt, at den var giftig, og nu havde han en søster at passe på og brug for et bad.

Og sådan var det hele barndommen, hende forrest, ham bagved – i bekymring. Han lærte hende at cykle med kosteskaft og tillid og så hende forsvinde om hjørnet med de andre fra vejen.

Han hentede spand og tæppe og en burger næste dag, når hun kom hjem fra byen med høje hæle i hånden og øltung ånde, med slingrekurs mod sin seng, med sofa og søvn, der greb hende halvvejs.

Og hun forelskede sig og flyttede og fik børn, og han forsøgte at tage sit liv, flere gange. Hun havde gemt afskedsbrevene, men aldrig læst dem.

Det fortalte hun mig på vej til huset langs havet, med musik på anlægget, hende bag rattet og mig ved siden af med vinduet rullet ned og albuen stukket ud i sommeren. Og vi holdt frokostpause med udsigt til formiddagsaviser, der råbte om sommervejr og kontanthjælp.

Hun havde tjent sine egne penge, siden hun var 14 år og lovet sig selv aldrig at sige nej til en vagt. Det løfte holder hun stadig. Da den ældste var nyfødt, havde hun afleveret ham hos sine forældre og hentet ham igen sent om aftenen, hver aften.

Der var for nemt bare at læne sig tilbage og nyde frugten af andres arbejde, penge, hun knoklede ind på deres konto. Hendes veninde fra folkeskolen var førtidspensionist, noget med lungerne.

Hun havde altid været så lad, og jeg protesterede forbløffet og for spagt, men nu skulle vi ikke tale mere om politik, så blev vi bare uvenner.

Og jeg blev stille hele vejen tilbage i bilen og ud til havet, som vi gik langs, mens solen gik ned – og så spurgte jeg, hvor hendes bror arbejdede. Og det var ikke et velment spørgsmål, det var ikke oprigtig interesse.

Det var en fælde, der smækkede, da hun sagde, at det kunne han slet ikke med sit svære sind og diagnosen, som forklarede det meste.

Forældrene havde købt ham en lille lejlighed i byen, og han cyklede ud til dem på de gode dage og gik til hånde og fik mad og lidt penge, for man kom ikke langt med den understøttelse, han modtog.

Og hendes øjne blev blanke, mens vi gik tilbage, mens hun fortalte, at hun gjorde rent for ham, når det tårnede sig for meget op. At han var det fineste menneske, det bedste hun havde. At jeg måtte møde ham en dag, han var lidt stille, men vi kunne jo se en film eller noget.

Jeg vil gerne møde ham, men jeg vil endnu hellere, at hun møder alle dem, der ikke er hendes bror, som aldrig har ryddet vejen for hende, men som har brug for en hånd og ikke et loft så lavt, at man frygter, de aldrig kan rette sig igen.

Jeg forestiller mig, at alle dem, der mener, at man bare kan tage sig sammen, kender mindst én, der ikke kan. Én, der slæber på engletrompeter, på kommunale dokumenter og misbilligende blikke og det tungeste læs inde i sig selv. Én, der ikke knokler på arbejdsmarkedet, men med at holde sig levende, for dem hun eller han betyder alt for.

Jeg lavede ikke koblingen for hende, håbede bare, at hun så den i al sin åbenlyshed, det gjorde hun vist ikke. Hun var ude hos forældrene forleden, det var han også, og de smilede fra Facebook under en billedtekst om havearbejde, efterår og velfortjente pizzaer, der glimtede i mundvigen.

Jeg har skrevet hendes historie ned i håb om, at hun får øje på den, at flere får øje på den og lytter, ikke kun til engletrompeter.

Camilla Buch er cand.mag. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Tak fordi du tog bladet fra munden, og rør mig (os?).

Man bliver sgu så desideret træt (og ind imellem hadefuld) af (alt deres) pis.

God dag der ude

curt jensen, Allan Stampe Kristiansen, Nanna Wulff M., Lykke Johansen, Elisabeth Andersen, Karsten Aaen og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Det er ikke nemt at være for syg, skadet eller ødelagt til passe ind på arbejdsmarkdet, især når intet andet tilskrives værdi fra politisk side. At være intelligent nok til at se lige igennem det evindelige, "økonomistiske" spin siden (mindst) 2008, er næsten ligeså trættende. Jeg ved slet ikke hvordan jeg ville klare det udem støtte fra familie og forstående, progresive mennesker verden rundt på Facebook, i rum simulationen Elite: Dangeous og andre virtuelle steder.

Det er som om Ernest Cline's READY PLAYER ONE allerede er virkelighed.

PS. GIder I Venstre politikere som minimum tage jer af klimaforandringerne i stedet for at beklage jer over den udsigt i gerne vil have er "pæn". Længe leve virkelighedsflugten.

Jeg tror på at bølgen ruller tilbage, ellers ender vi med fasisme i endnu en ny forklædning. Det skal jeg tro på.

Allan Stampe Kristiansen, Mads Berg, Steffen Gliese, Lykke Johansen, Elisabeth Andersen, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek og Anne Schøtt anbefalede denne kommentar
Yvonne Neseth Eriksen

Hvis bare man også kunne så selvrespekt i haven. Det ville blive så godt.

Randi Christiansen

Fra tråden 'poul schlüter .... ' :

"Michael - "At være social er en blandt flere overlevelsesstrategier. Det er noget vi tilvælger, når det tjener os bedst og fravælger, når det ikke giver mening."
Hvad du ikke forstår er, at når det at være social fravælges som overlevelsesstrategi, tilvælges egennytte, hvilket ikke giver et samfund sammenhængskraft men - som det ses - splittelse. At være social giver altid mening set som fællesskabets dna.

Mao - et fællesskab, der ikke anerkender sig selv, er dysfunktionelt. Det menneskelige fællesskab kan ikke fravælges, kun fortrænges. Det kommer der ikke noget godt ud af. Vi er alle del af en helhed, hvor alt konstant interagerer efter indre og ydre lovmæssigheder, vi ikke engang fuldt har forstået, hvilket burde give anledning til den yderste forsigtighed. Vi er som individer og som kollektiv på en kosmisk rejse i færd med at opdage skabelsen og dermed os selv.

Den bibelske historie om kundskabens træ giver et uhyggeligt præcist billede af det moderne menneskes udfordring. Vi anvender teknologi med uoverskuelige konsekvenser. Sæt en tre årig til at styre en f 16, og det går galt. På samme vis kan vi se, at menneskeheden ikke er parat til at håndtere sin overvældende indflydelse på omgivelserne og derfor befinder sig i en kamp mellem ødelæggende og genopbyggende kræfter.

Som livselskende menneske er det en stor sorg at bevidne, at den eventyrlige planet, som er vores hjem midt i et uoverskueligt kosmos, bliver behandlet så bevidstløst og - må man formode - derfor destruktivt.

VI har nu passeret de 400 ppm i luften, som videnskaben siger, er den irreversible grænse for at undgå de temperaturstigninger, som vi ved, vil have katastrofale konsekvenser for vores liv her på jorden - efter al sandsynlighed udryddelse af hele eller det meste af vores art som vi kender den. Løn som forskyldt? Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Det bliver ikke sjovt. Det bliver en meget hård lektie i omsorg for fællesskabet ifht egennytte - en lidelse som vores medmennesker i krigs-og katastrofeområder allerede nu lever og dør med.

Vores eneste chance for at undgå udryddelse er at anerkende vores skæbnefællesskab og - hvor ondt det end måtte gøre på liberalisterne - udvikle en global evne til samarbejde, som er fostret af en forståelse af, hvad det vil sige at være social.

Frihed på andres bekostning er tyveri, og derfor må fællesejet, som er overlevelsesressourcerne, anerkendes og respekteres - ikke privatkapitaliseres på og konkurreres indbyrdes om. Miljøet må IKKE forurenes, vandværker, energiselskaber, samfundsinstitutioner skal IKKE tjene penge på drift. At tillade dette er at overlade opretholdelsen af bærende samfundsstrukturer til bevidstløse rovdyr, det er bare for dumt. Og er alligevel er det den pt vindende politiske ideologi, der stålsat og uden blusel hævdes af mennesker, der ikke ved, hvad de gør, fordi de ikke forstår det uundgåelige fællesskabs dna."

curt jensen, Allan Stampe Kristiansen, Mads Berg, Torben Skov og odd bjertnes anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Og fra tråden : 'Sikkerhedschef ... ' :

"Flemming rose og andre ytringsfrihedsfundamentalister : er I parate til at lade ikke kun jeres eget men også andres liv i jeres kamp for jeres version af ytringsfriheden?

Vi er som menneskehed havnet i en grim suppedas af konflikter, vi ikke formår at håndtere hensigtsmæssigt. Konsekvenserne af århundreders uintelligent, snæversynet og selvisk geopolitik, kan ikke imødegås funktionelt med provokationer og krigerisk adfærd. Her må anvendes mere intelligente strategier. Som at forstå hvorfor mennesker er, som de er og i overensstemmelse hermed anlægge sin overlevelsesstrategi. Fx ignoreres det faktum, at mennesker, der har, hvad de skal bruge, kun langt vanskeligere end ud fra en mangelsituation kan rekrutteres til krig og terror. Men det er selvfølgelig et standpunkt, som essentielt vil udfordre konkurrencestatens rovdyrskapitalisme, der nu er ansvarlig for dødshærg af planeten og dens beboere."

curt jensen, Mads Berg, Torben Skov og odd bjertnes anbefalede denne kommentar

Der skal faktisk ganske meget til, før mennesker kan se ud over deres lille næsetip og deres egen lille verden. Og så lægge to og og sammen symbolsk - og indse og erkende mentalt, at når ens bror f.eks. er sådan og sådan, så er der nok også andres brødre og søstre, der er er sådan og sådan. Det er bl.a. derfor (uden sammenligning i øvrigt), at når man kender folk, f.eks. muslimer, som arbejdskammerater mm. - så hedder det altid 'ja, men det er ikke dig, vi taler om', hvis og når taler falder generaliserende skærende alle over en kam muslimer mm. på arbejdspladsen f.eks.

På samme måde mener jeg, at det må være, hvis og når, man selv har kendskab til en person, der er psykisk syg, så er det ikke ham, der lad og doven, det er alle de andre på førtidspension mm. der er lade og dovne mv,

curt jensen, Mads Berg, Niels Duus Nielsen, John Christensen, Heidi Larsen, Lise Lotte Rahbek, Marie Jensen og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Martin Kristensen

Jeg kan forstå på Camilla Buch og kommentarerne her at alle er syge.

Ingen er lade - selv ikke dem der altid har været det.

Ingen er pludselig "syge" om mandagen fordi de ikke lige gider arbejdet efter en hård weekend, og ingen påstår de er syge for at undgå at blive sat i arbejde.

Ingen udnytter systemet, fordi de foretrækker at leve på nas og brokke sig over det de får udbetalt.

Det er rørende så mange stakler der findes i vores samfund!

Jeg mener dog ikke en nedsættelse af ydelserne er det mest effektive - men derimod arbejde. Sæt kontanthjælpsmodtagere i arbejde 37 timer om ugen med noget samfundsnyttigt (gør rent i byen, medhjælp til børn, ældre, handicappede sammen med uddannede hjælpere etc.), træk dem i udbetaling hver time de ikke er mødt op og SE så om ikke mange af dem pludselig bliver motiverede til et rigtigt arbejde i stedet...

Man skal så lige have en have Yvonne Neseth Eriksen.

Øh, Ib Ling, har du aldrig hørt om nyttejobs???

Allan Stampe Kristiansen, Mads Berg, Karsten Aaen, Elisabeth Andersen, Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
John Christensen

Ib Ling - "It takes one to know one". Du lader til at have indgående kende til, hvordan man holder sig under radaren, så ingen forventer noget af dig.

Bemærk - artiklen nævner intet om undvigere eller dovenskab.
Den handler om den dobbelthed som Karsten Aaen ganske fint beskriver her over. Det er ikke dig og dine, men derimod de andre, der er noget i vejen med.

"Sæt dem i arbejde"..........For en hammer ligner alting søm, Ib Ling

God dag der ude

curt jensen, Allan Stampe Kristiansen, Mads Berg, Karsten Aaen, Heidi Larsen, Elisabeth Andersen, Niels Duus Nielsen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Arne Stensgaard Berg

"Klummen er udtryk for skribentens egen holdning". Well, heldigvis ikke helt. Der er stadig nogle (få overvintrende?), som ikke har hovedet fuldt af topskattelettelser og fremmed-fobier. Og så længe der er det, er der trods alt håb for nationen...

Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, curt jensen, Heidi Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Ib Ling,
Du er simpelthen en idiot. Undskyld jeg siger det så groft, men det kan simpelthen ikke siges på en anden måde. Jeg kan i hvert fald ikke.
Om denne kommentar så skal slettes, må andre afgøre. Men jeg står i hvert fald ved det.

Kirsten Svejgaard

Jamen du godeste, Ib Ling - har du endnu ikke opdaget, at det er, hvad man har gjort de sidste 20 år? - Altså sat kontanthjælpsmodtagere i tvangsarbejde, også kaldet 'aktivering', 'nyttejobs', 'praktik', 'arbejdsprøvning', 'ressourceforløb'. Tror du ikke, alle disse mennesker hellere ville have et 'rigtigt' arbejde med overenskomstmæssig løn, ferie, optjening af dagpenge osv. osv. Men hvorfor skulle arbejdsgiverne ansætte dem, når de kan få gratis arbejdskraft betalt af skatteborgerne? Selv alvorligt syge mennesker sendes i 'arbejdsprøvning' med en sygeseng. Hvilken planet har du befundet dig på i tyve år?

Martin Kristensen

@Marie Jensen og Kirsten Svejgaard: Naturligvis har jeg hørt om nyttejobs, aktivering etc. Men dels bruges det ikke konsekvent (alle skal møde hver dag) og dels, som Kirsten Svejgaard nævner, er der tit tale om private job med tilskud. Det ødelægger mulighederne for reelle jobs og er ikke meningen. KH modtagerne skal lave nyttigt arbejde for det offentlige (som betaler støtten) som ellers ikke ville blive gjort eller alternativt sidde på skolebænken fuld tid.

@John Christensen: Udover dine fantasier om min karakter, så tales der bestemt om ladhed. Det var derfor jeg valgte ordet. Udover veninden nærmest hænges ud for at arbejde hårdt, så nævnes også hende fra skolen der altid var lad og som nu er så dårlig hun bestemt ikke kan bidrage. Hende, som der normalt er nogle stykker af på en årgang og som ingen er overraskede over pludselig er "syge" og vil forsørges som voksne.

Curt Jensens kommentar lader vi stå som repræsentativ for hans niveau.

Randi Christiansen

Ib ling - "kh modtagerne skal lave nyttigt arbejde for det offentlige (som betaler støtten) som ellers ikke ville blive gjort ... " Den er svær. Hvornår ville noget 'ellers ikke blive gjort', som er værd at gøre, og som derfor burde være et ordinært job?

" ... eller alternativt sidde på skolebænken fuld tid." Principielt et udmærket forslag som jeg tror, at alle ved deres fulde fem ville tage imod med kyshånd. Problemet her er, at uddannelsestilbud og den lediges behov af forskellige grunde - primært ideologisk tunnelsyn og som følge heraf den fejlslagne økonomiske politik - sjældent matcher. Essentielt er det en ubehagelig og kontraproduktiv strategi at skulle tvinge mennesker mod deres vilje og dermed gøre sig til dommer over dem.

Det er en klassisk konflikt, som jeg mener skyldes, at den grundlæggende samtale vedr administrationen af fællesejets overlevelsesressourcer kontra konkurrencestatens diktum om privatkapitalisering på og indbyrdes konkurrence om fællesejet, ikke er afsluttet.

Den miljø-og socioøkonomiske krise, vi som følge heraf befinder os i, har blandt mange dynamiske effekter bla den, at arbejdsmarkedet ikke fungerer, men ekskluderer.

Philip B. Johnsen

Neoliberalismen og kapitalakkumulation.
"Budgetter og revision disciplinerer os til at være ansvarlige dvs.: holde os inden for rammerne, til at være rentable, til at skabe overskud til kapital akkumulation.

Dem der falder igennem dette system af individuel risk mangement konsumtion dvs. de fattige arbejdsløse, afvigere eller kriminelle er selv uden om det. De har handlet uansvarligt.
De marginaliseres, ekskluderes og neutraliseres. At de er havnet i den situation er ikke markedets fejl ikke det politiske systems fejl, men deres egen fejl. Og den skal den centrale statsmagt nok tage sig af.

Den «frihed» som neoliberalismen prædiker er ikke nogen naturlig egenskab indbygget i os, som blot venter på at blive frigjort fra velfærdsstatens spændetrøje og «afhængighedskultur» for at blomstre og sikre individet maksimal velvære. Den neoliberale frihed er individualistisk egoisme konstrueret via markedsmekanismernes disciplinering, via statsmagtens overvågning og kontrol, via reklamens magt. Det er frihed inden for ganske bestemte rammer, nemlig kapitalakkumulation."

Link: http://www.leksikon.org/art.php?n=1843

Ib Ling, hvis du taler om almindeligt, lønnet arbejde er det en anden sag. Det synes jeg sådan set også at alle raske arbejdsløse bør tilbydes. Men det taler du jo ikke om, når du samtidigt foreslår at skære i ydelsen, hvis man ikke dukker op. Løn og ydelse er ikke det samme, vel. Det, du beskriver er jo lige præcist nyttejobs.