Kronik

Måske syntes psykiatrien ikke, at mine tanker var værd at savne

Forfatter Asta Olivia Nordenhof har læst sin journal, fra dengang hun fik diagnosen skizotypi
Asta Olivia Nordenhof

Asta Olivia Nordenhof

Ditte Valente

25. oktober 2016

Jeg ville forsøge at komme i tanke om, hvordan det var, dengang jeg fik en diagnose. Men det hele virker usket, som en næsten umærkbar drøm, man kun kender ved, at den har efterladt håndfladerne svedige.

Jeg bliver svimmel, når jeg skal forsøge at huske, at jeg levede i de år, 2005-2011, hvor jeg var hyppigt indlagt.

Jeg har fra tidlig alder været et beskrevet menneske.

Psykologer, socialpædagoger, beskrev mine år fra 14-årsalderen, til jeg som 17-årig, næsten 18, blev indlagt, så beskrev psykiatrien mine år derefter.

Jeg ville læse den journal, jeg stadig har, fra mit toårige behandlingsforløb i OPUS, som startede et halvt år efter første indlæggelse.

Det, der er nemmest at forstå, nemmest at mærke, når jeg læser den nu, er den hovedpart af journalen, der beskriver min økonomi. Stadige opkald, til forskellige instanser, for at få udsat den ene og den anden betaling, stillet afdrag i bero, om der kan laves rateordninger på vandregningen.

En passage som den følgende er nem at forstå:

»Vi åbner breve. Der ligger et anbefalet brev fra administratorkontoret, med en varsel om en inkassosag og et skyldigt huslejebeløb på 8.300 kroner per første juni. Der er en rykker på en VVS-mand på nu 5.000 kroner og et overtræk på kontoen på 700 kroner. Olivia er længe om at åbne breve, sidder og gnider fingerspidserne mod læberne længe efter hver centimeter, hun åbner. Hun gør det og læser, hvorefter hendes udtryk bliver helt apatisk. Olivia og jeg har god emotionel kontakt. Hun er tydeligvis berørt over sin uoverskuelige situation og er nærværende. Men da hun skal forholde sig til breve og regninger, forsvinder nærværet. Hun bliver tom i blikket og holder op med at høre efter.«

Hvad jeg også kan forstå, når jeg læser journalen, er, at jeg dengang havde en levende mor, som bekymrede sig for mig. Jeg savner hende.

Der er en beskrivelse fra et hjemmebesøg, som indledes med, at hun ligger syg på sofaen, hun nævnes ikke igen. Som sådan tilstedeværende i teksten, men uden for blik og vurdering – jeg forestiller mig hendes åndedrag – mærkes hun som noget, der virkelig var.

Læs også: ’Psykiatrien skal virkelig drømmes helt forfra’

Der er også refereret mange samtaler, hun har med mine kontaktpersoner. Af de referater, må jeg udlede, at hun er min mor, ligesom i beskrivelserne af mig selv, hvor jeg må udlede, at det angår mit liv.

Nu skal jeg begynde det besynderlige arbejde at beskrive den beskrevne patient i journalen. Min største undren, når jeg læser hele journalforløbet, er, at jeg læser en tekst, om et menneske, der gradvist udvikler sig til at blive stofmisbruger, uden at nogen anser det for et problem.

Da journalen indledes, er jeg på det antipsykotikum, der hedder Seroquel, jeg har desuden ordineret Oxexypam til PNbrug. Et akut beroligende middel, jeg kan tage efter behov, men ikke flere end tre om dagen. Jeg fortæller om, at jeg benytter det sommetider, men ikke hyppigt.

Da jeg vedvarende fortæller, at jeg pines af voldsom træthed og en fornemmelse af ikke længere at kunne tænke, beslutter man at supplere Seroquel med endnu et antipsykotikum, Abilify, som i modsætning til Seroquels – med en eufemisme – beroligende virkning (sløvende ville være mere rimeligt), regnes for at have opkvikkende virkning.

Under en kortere hospitalsindlæggelse, årsagerne kender jeg ikke, jeg har ikke hospitalsjournalen, besluttes det at supplere med endnu et antipsykotikum, Truxal. Jeg er altså nu på tre antipsykotiske præparater samtidig, og man overvejer, om man skal nedjustere dosis af Abilify. Man overvejer ikke, om det at have en patient på tre antipsykotiske præparater samtidig burde føre til en mere grundlæggende overvejelse om, hvorvidt medicinen virker.

Jeg bliver ved med at beskrive – som det, der tydeligvis piner mig mest – at jeg ikke føler, jeg kan tænke længere, jeg lyder desperat, og jeg begynder også oftere og oftere at undlade at tage medicinen periodisk og giver som forklaring, at jeg har brug for at tænke.

Under de bratte medicinophør kan både jeg selv og navnlig min mor (som ellers var skeptisk over for medicinen til en start) beskrive, at jeg får det mærkbart værre, det bliver set og forklaret til mig og hende som et tegn på, at medicinen virker, selv om jeg i dag kan vide, at det nødvendigvis må medføre voldsomme udsving at ophøre med medicin, der virker i hjernen.

Samtidig med, at jeg er på disse tre antipsykotika, beskrives i journalen, hvordan jeg i tiltagende grad dels begynder at drikke dagligt, dels hvordan mit forbrug af de akut beroligende piller, oxexypam, stiger betragteligt.

Flere steder står beskrevet, at jeg har taget »omkring 10 oxexypam« i løbet af en urolig dag.

Man gør indsatser for at begrænse mit alkoholforbrug, men man gør ingen tilsvarende indsatser for at begrænse mit indtag af pillerne. Heller ikke efter, at jeg har overnattet på skadestuen, til observation, med en meget høj promille, men også, ifølge journalen, efter at have taget »omkring 10 oxexypam« henover en eftermiddag og aften. Man giver mig ved den efterfølgende samtale fortsat oxexypam med hjem.

Læs også: Samlebåndspatient på kolbøttefabrikken

Det er mærkeligt at læse om et ungt menneske, der for øjnene af adskillige voksne mennesker bliver stofmisbruger.

Der er ingen reaktion på min vedvarende, desperate klage om, at jeg ikke kan tænke.

Måske opfatter man det sådan, at jeg aldrig har kunnet tænke, at der ikke er tale om det skift, jeg selv oplever.

Jeg blev intelligenstestet, da jeg i sin tid blev udredt, og fundet under normalen, måske tænker man, at disse tanker, hvor meget jeg end giver udtryk for at savne dem, ikke er værd at savne.

Det er svært at se, når man læser journalen, at medicinen, hverken det ene eller det andet præparat, dosisøgning, krydsmedicinering, skulle have nogen afgørende effekt på de udtryk, de psykotiske symptomer, man har valgt at betragte som min sygdom.

Jeg bliver i den toårige periode, jeg er i OPUS, alle medicinændringer til trods, ved med at have det, man kalder psykotiske symptomer.

Jeg er ofte undvigende, umeddelsom og udebliver igen og igen fra aftaler, undlader at åbne døren ved hjemmebesøg, så denne undvigende adfærd taget i betragtning er det bemærkelsesværdigt, hvad der gør, at jeg omvendt sommetider selv tager initiativ til kontakt.

Det drejer sig aldrig om ting, der er nævnt på symptomlisten for min sygdom. Det drejer sig navnlig om mine vedvarende økonomiske problemer, og om mine vedvarende vanskeligheder med at tilpasse mig kravene, også de sociale, på de forskellige hf-enkeltfagskurser, jeg forsøger at tage, hvor jeg befinder mig under en stadig trussel om at blive smidt ud og også flere gange i journalens forløb bliver det. Det drejer sig om besvær og angst ved at forstå procedurerne vedrørende kontanthjælp.

Det drejer sig i alle tilfælde, om problemer af social art.

Man kunne så udlede, at jeg egentlig kun har ageret disse symptomer af behov for at tilfredsstille den forventning om lidelsesudtryk, der gav mig adgang til den støtte, jeg havde intenst brug for.

Jeg tror ikke, det hænger sådan sammen. Da jeg i sin tid blev udredt, kendte jeg intet til den diagnose, der endte med at blive stillet, jeg troede, jeg var indlagt med og ville få stillet diagnosen depression, som var den eneste psykiske sygdom, jeg kendte navnet på.

Jeg tror, det hænger sådan sammen, at de oplevelser og udtryk, der kom til at afgøre, at jeg fik min diagnose, ikke af mig selv blev betragtet som mit problem.

Det lader til, i samtalen med læger og kontaktpersoner i journalen, for mig først og fremmest at udgøre en formalitet, jeg bliver vedvarende spurgt til disse ting, og jeg svarer, men aldrig på en måde, som om jeg egentlig har lyst til at gøre det til genstand for længere samtale.

Læs også: ’Det værste er skammen over at have mistet sig selv’

Jeg har indimellem tænkt, at jeg burde fortælle mine nærmeste mere om disse ting.

Har tænkt: Er det mærkeligt, at jeg går gennem dagen og ikke fortæller min kæreste om mine syner. Er det mærkeligt, jeg undlader at fortælle min bror om det.

Der er et misforhold mellem, hvor meget jeg har fortalt om de ting til statsansatte, og hvor lidt til mine nærmeste. Man har givet mig den fornemmelse, at de ting udgjorde et afgørende punkt, hvorudfra man kunne forstå mit livs præmisser, og at det derfor, når jeg tilbageholdt det, måtte være af skam, af frygt for at støde folk fra mig og ikke blive forstået.

Nu ser jeg den mulighed, at jeg måske bare ikke har meget lyst til at tale om det.

Det er ikke fordi, det er så svært at forklare. For eksempel:

Sommetider, når jeg er alene hjemme, mærker jeg, at der er nogen bag mig. Så bevæger jeg mig kun med ryggen mod væggen, forlader måske ikke min lejlighed i flere dage, for jeg mærker, at der står nogen uden for døren og venter på mig, så fornemmer jeg, at ryggen allerede er taget, at det allerede sidder i ryggen, og jeg må lægge mig og vride mig, det kan tage kortere tid eller længere tid, men så kommer udmattelsen.

Sådan kan det være, det er udmagrende, og sådan har det været hele mit liv, fra min barndoms forestilling om, at mine forældres indre var blevet udskiftet med onde lyttemaskiner og altid, men der står intet sted i journalen, at jeg giver udtryk for hverken at ønske eller forestille mig, at det skal stoppe, det er uden for min tankesfære at forestille mig, at de ting kunne adskilles fra mit liv.

Der er heller aldrig nogen, der opholder sig ved, at disse udtryk og oplevelser, man kalder sygdomssymptomer, lige så vel kan være venligtsindede og beroligende, som det kinesiske børnekor, jeg fortæller om, der sommetider begynder at synge for mig, og det føles som en beskyttende bue om ansigtet.

Det lader til, at ’symptomerne’ udtrykker sig med så stor variation, som i så høj grad bare en måde at være og forstå, at det er meningsløst at betragte dem som et invasivt og entydigt destruktivt fremmedlegeme, som skal fjernes.

Jeg ser journalen igennem mennesker, der ønsker mig det godt, de ønsker, at jeg skal komme til at kunne klare mig og navigere i de krav, der bliver stillet. Jeg ser, at jeg får uundværlig hjælp til ting, jeg på daværende tidspunkt tydeligvis ikke ville have magtet selv, jeg får hjælp til at forstå tal og bureaukrati, og det er tydeligt, at det er OPteamets fortjeneste, at jeg på det tidspunkt ikke, oveni mine øvrige vanskeligheder, bliver boligløs.

Men jeg ser også mennesker, der er så loyale over for deres eget fag – et fag med en historie, der ikke kalder på loyalitet – at det gør det umuligt for dem at se, at de er med til at opstarte og underbygge et ødelæggende pillemisbrug, og jeg ser nogle mennesker, der i tiltagende grad opfatter mig som uvillig til behandling og respektløs, uden på noget tidspunkt at medtage i deres vurdering, at jeg gentagende gange fortæller dem, at den behandling, der tilbydes i form af pillerne, bringer mig i en tilstand, hvor jeg føler, jeg har mistet mine tanker, og dermed, kunne man også sige, en oplagt vej ud af ensomheden.

Asta Olivia Nordenhof er forfatter

Teksten er skrevet til og oplæst ved et arrangement om diagnoser afholdt på Frederiksberg Hospital tidligere i år

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
  • Anne Schøtt
  • Søren Andersen
  • Estermarie Mandelquist
  • Anker Nielsen
  • Troels Brøgger
  • Hanne Koplev
  • Lars Riber
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Slettet Bruger
  • Anne Eriksen
  • Hans Ditlev Nissen
  • Poul Sørensen
  • David Zennaro
  • Kurt Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
Jørn Andersen, Anne Schøtt, Søren Andersen, Estermarie Mandelquist, Anker Nielsen, Troels Brøgger, Hanne Koplev, Lars Riber , Anne-Marie Krogsbøll, Slettet Bruger, Anne Eriksen, Hans Ditlev Nissen, Poul Sørensen, David Zennaro, Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Her kommer et for nogle måske provokerende indlæg.

Asta beskriver en oplevelse af usynlig men mærkbar tilstedeværelse. Det samme har jeg oplevet - dog kun som enkeltstående oplevelser, ikke så massivt, som astas lyder til at være - og uden at være på psykofarmaka. Min måde at forholde mig til oplevelserne har været at betragte dem som noget indtil videre uforklarligt, tilhørende et esoterisk rum som, alle ved, ikke er fuldt forstået. Psykologien, psykiatrien og andre esoteriske områder er ikke fuldt beskrevet. Altså må jeg være min egen opdagelsesrejsende i dette indre rum samtidig med, at jeg ønsker at fastholde min funktionelle forbindelse til det eksisterende eksoteriske rum.

Jeg kan tilføje, at jeg en enkelt gang som 22 årig i en svær krise indtog een lægeordineret pille, hvilket atomiserede min tænkeevne. Det gjorde jeg kun den ene gang.

Jeg tror, at mine personlige ressourcer, herunder en stor kærlighed og lyst til livet, i en kombination med tidens vilkår muliggjorde et liv for mig, der ikke var psykisk invalideret. Det er i hvertfald helt sikkert, at den psykofarmaka, som jeg blev tilbudt, forværrede min tilstand og - med mindre min læsning er forkert - sådan jeg forstår, at det også har været tilfældet for asta. Hun havde desværre ikke personlig styrke til at sige nej til psykofarmaka, og at hun har været diagnosticeret som værende underbegavet, viser jo faktisk, at det er systemet og ikke hende, der er underbegavet.

steen nielsen, Annette Chronstedt, Jørn Andersen, Peter Hansen, Viggo Okholm, Estermarie Mandelquist, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Niels Erik Nielsen, David Zennaro, Søren Johannesen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Fantastisk artikel. Der sidder en masse diagnoserobotter derude, som bare dynger på uden nogen kritisk sans, fordi patienten har jo selv bedt om at få at vide alt hvad behandleren syntes der er unormalt, i og med hun har bedt om hjælp - Så der dynges bare på; fordi er det ikke det ene så er det nok det andet, der kan bruges til at stille en for behandleren tilfredsstillende diagnose... og jeg skulle hilse og sige at det ikke bare er inden for psykiatrien, mange almindelige læger sidder og skriver alt muligt i folks læge journal... hvem ved måske kan det bruges til at bortforklare et og andet en skønne dag...

- Der er en gevaldig mangel på professionelle mennesker der ved hvad de laver og til gengæld er der en overflod af idioter med diplomer.

Annette Chronstedt, Thomas Toft, Estermarie Mandelquist, Karsten Aaen, Anne Eriksen og Jens Kofoed anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

... mange unge kvinder har problemer og sådan har det altid været, men jeg hørte lige en ekspert udtale, at de stadig ikke ved hvad problemet udspringer af... men imellemtiden er det meget nemt for omgivelserne, hvis de bliver fyldt nervemedicin... velfærdssamfund min bare... Måske Mette Frederiksens nye store fremstød med at skamme folk ud, der går til prostituerede, vil løse alting....:-(

Annette Chronstedt, Peter Hansen, Karsten Aaen, Søren Johannesen og Jens Kofoed anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Steen Nielsen, hvilken ret har du til at mene, at folk "brander" sig ved at bruge "modeord"?

Du lader til at have en agenda mht. udskrivning af medicin. Fair nok. Men afhold dig venligst fra at påstå, at der findes "rigtige" diagnoser og "forkerte" ditto med den grund, at "folk forstår bare ikke".

Det kan være et problem hvis folk kun kan få hjælp til en besværlig situation ved at de får stillet en pzykologisk diagnose, det kan være en af årsagerne til at amtsrådsformanden siger at der stilles markant flere diagnoser! Folk bør kunne få hjælp til en besværlig situation, f.eks. I forhold til en beskæftigelses situation, også uden en psykologisk diagnose!

Annette Chronstedt, Estermarie Mandelquist, Karsten Aaen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Idag kan ekstraordinære tilbud, til folk i en besværlig situation, stort set kun finansieres ved hjælp af en psykologisk diagnose, hvis der ingen andre fysiske hindringer er, det er et problem, fordi der kan være mange andre problemer folk kan have brug for at få hjælp til at få løst uden at det nødvendigvis udelukkende handler om psykologi. Folk kan være uden nætværk, folk kan have en forkert alder, folk kan have været uforskyldt ledige for længe. Giv samfundet muligheden for at hjælpe folk til beskæftigelse, hvad enten de er akademikere eller ufaglærte, og hvis det er for besværligt og for dyrt for samfundet at få de mindst arbejdsparate i arbejde, så lad os kunne acceptere at de går ledige, men for et fornuftigt rådighedsbeløb, så vi ikke skaber store sociale problemer eller social uballance!

Annette Chronstedt, Viggo Okholm, Karsten Aaen, Anne Eriksen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Behovet for diagnoser hænger måske sammen med det politiske krav om afklaring af borgerens niveau for arbejdsmarkedstilpasning ud fra hvilken, evt overførselsindkomst fastsættes; standarder, som konstant udfordres af blå blok med henvisning til finansministerielle økonomiske modeller, som er stærkt selektive, ideologisk vinklede og derfor mangelfulde og dysfunktionelle.

Det er naturligvis ikke holdbart i det lange løb. (Det er værd at bemærke, at preben vilhjelm allerede for 50 år siden fremlagde amerikansk evidens (som desværre er gået tilbage) for den meget positive betydning, som befolkningens udddannnelsesniveau har for vækst.) At væsentlige parametre som befolkningens uddannelsesniveau udelades fra danske regnemodeller er eksempel på den tankegang, der kræver diagnoser af hensyn til et arbejdsmarked, som istedet for at tjene mennesker gør dem til slaver.

Hug en hæl og klip en tå - og du kan ikke længere gå. Arbejdsmarkedet ekskluderer og invaliderer for ofte, når det burde inkludere og give arbejdsglæde.

Annette Chronstedt, Hanne Koplev, Jørn Andersen, Poul Sørensen, Karsten Aaen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Det vigtigste er tanketabet.
De fleste mennesker vil minde at psykotiske vrangforestillinger bare skal væk. Det eneste der er at sige til det er, at de eneste tilfælde hvor de bør begrænses med medicin er der hvor der er overhængende fare for at de fører til selvskade eller vold mod andre. Ellers burde betragtes som meddelelser fra personen selv til sig selv.
Derfor burde vi være flere der turde gå med ind i stemmehøreres og hallucinerendes verden. Der ligger sandsynligvis en vej frem derinde, og den der lider af og med disse symptomer har selv, med noget hjælp, sandsynligvis nøglen til at få det bedre.
Helt konkret betyder det at vi som samfund burde sørge for trygge fysiske rammer hvor den slags kan foregå. Det koster penge. Det koster mere og mere lidelse at lade være.

Annette Chronstedt, Poul Sørensen, Randi Christiansen, Karsten Aaen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Et eller andet sted ved de fleste af os jo godt at der er en sammenhæng imellem samfundets måde at fungere på og antallet af "psykisk syge".

Annette Chronstedt, Anne Schøtt, Poul Sørensen, Randi Christiansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Kære Asta,
Jeg tror bestemt ikke, at du er dårligere begavet end gennemsnittet og jeg håber du skriver mere.
Det må være overvældende og udmattende at skulle forholde sig til flere lag virkelighed end de fleste og så kan man jo godt forstå at det kan blive uoverskueligt at håndtere alt det papirarbejde et liv i Danmark kræver. Jeg er ikke kvalificeret til at tage stilling til om psykofarmaka er godt eller skidt for dig, så det vil jeg lade være med, men jeg håber at du får lov til at finde din egen vej.

Randi Christiansen

Troels : "Derfor burde vi være flere der turde gå med ind i stemmehøreres og hallucinerendes verden."

Det ville også være en fordel med en neutral, undersøgende holdning til fænomenet. Hvis man studerer området lidt mere dybtgående, vil man erfare, at der findes utallige uforklarlige hændelser, og fordi man reelt ikke ved, hvad der sker, er medicinering en rigtig dårlig ide.

Eske willerslev har fx i en ny bog beskrevet adskillige såkaldt uforklarlige hændelser, og mange andre ædruelige private og professionelle har leveret vidnesbyrd om oplevelser i samme kategori som astas.

steen nielsen, Troels Brøgger, Annette Chronstedt og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

For mig er åndeverdenen helt virkelig og hele det danske folk har indtil i det tyvende århunderede troet på nisser som en selvfølgelig, det kun de sidste 80 - 100 år hvor vi har eksperimenteret med ikke at tro på at der er en åndelig verden, men den tid vil også passere som alle andre tider og vi vil igen se skeptisk på folk der ikke kan sanse den åndelige verden.... problemet med disse ting er at bibel-svingerne tror at de kan hjernevakse befolkningen med deres specielle udgave af åndeverden, men det er trækker bare tiden ud, fordi enden på det hele bliver at vi får et mere klart syn på den åndelige verden. Grunden til at de kristne har held med at trække tingene ud, er at åndeverdenen er nogen nisser og de kristne tror ikke mennesker kan klare at indse det, men jeg er sikker på at mennesker nemmere kan håndtere det, end at vi drukner vores samfund og sandheden i psykofarmaka og nonsens fortællinger fra biblen.

Det var tidligere in vogue at slå sig på flasken, hashish, opium eller deslige, når dagligdagens højvande skyggede for inspirationen, Citat; (de skrigende halse), "den-her sang har jeg skrevet på heroin". Vi skal derfor ikke være den sidste og første til at underholde psykofamika for et stykke med Thomas Bernhard.
Mit nye haiku hedder - Lithium og Gin-Tonic

Annette Chronstedt

- det klæ'r dig sgu så godt at du har været psykotisk. Tak for dét. Er vi ikke bare en voksende flok grænserejsende freaks, som brænder og ved vi lever i mere end én virkelighed ad gangen . ? Ind imellem vælter vi under det store rollespil i Enhedskulturen ( Babylon ). Så minder jeg mig selv om, at det er blevet tid til at smide skuespillet. Normaliteten er en despot i livsfare. Men glæden er stærkest. Sjælen kan ikke gå til grunde. Den vil altid vinde. Til sidst. Når min vrede er forvandlet til den mirakuløse mur, jeg gerne må sætte op for at kunne trække vejret og holde os oprejst i branden.
Vi klarer det. Din ærlighed hjælper sådan.

Forstå systemet på to minutter! Du er sygemeldt og bliver sendt til en psykologtest hos et privat firma, kommunen betaler, du kan ikke genkende noget af det testen konkluderer, du får at vide at resultatet af testen bør overdrives lidt for at du kan få en pose penge til en mentor ordning fordi du er ledig. Du ønsker ikke at testen skal benyttes fordi den intet har med virkeligheden at gøre. Din sag lukkes fordi du har nægtet at samarbejde, du havde ret til at frasige dig at testen blev brugt, da du så bruger din ret, lukkes din sag. Derfor er der et boom i diagnoser, du kan resikere ikke at kunne få hjælp i en besværlig beskæftigelses situation, hvis du ikke bare accepterer en diagnose eller resultatet af en misvisende test! Bør der ikke være andre måder, at få hjælp på end ved at det gøres til et psykologisk problem???

@Anders Sørensen,
Det må jeg vist kommentere på, jeg har vist aldrig skrevet, at folk bare ikke forstår hvad jeg siger, det jeg siger er; at hvis der kan være skadelige virkninger fra anti depressiv medicin og der kan opstå kroniske skader, så må vi pinedød kunne opfatte det som ligeså farligt som andre skadelige ting som f.eks. Asbest, i hvert fald bør det kunne underøges, det kan det ikke i dag, indtil videre! Så ligemeget om det er medicinal produkter mod fysiske lidelser, eller psykologiske, så bør de pinedød kunne undersøges, det var i store træk mit budskab!

Er der pludselig en markant stigning i diagnoser, behandling og udskivning af medicin indenfor psykiatrien og dem som har størst behov som børn f.eks. Som avisen her har skrevet om at pårørende har udtrykt bekymring over at mange nye tilførte midler til området , ikke har givet bedre behandling til dem der har størst behov og at amsrådformanden undskylder sig med at der er kommet langt flere patienter indenfor de senere år. Så kunne det være på tide at en avis som denne f.eks. Satte sig for at forsøge at belyse årsagerne til denne udvikling!