Læsetid 6 min.

Middelklassen definerer, hvem der har ret til at være forældre

Medarbejderne hos de sociale myndigheder ser verden gennem deres egne middelklassenormer, når de behandler børnesager. De kan ikke se, at man kan leve et o.k. liv med et afslappet forhold til tøj og rengøring. Eller at børn kan trives, selv om voksne fester, og børn får lov at feste med. Var jeg barn i dag, var jeg sikkert selv blevet tvangsfjernet
Medarbejderne hos de sociale myndigheder ser verden gennem deres egne middelklassenormer, når de behandler børnesager. De kan ikke se, at man kan leve et o.k. liv med et afslappet forhold til tøj og rengøring. Eller at børn kan trives, selv om voksne fester, og børn får lov at feste med. Var jeg barn i dag, var jeg sikkert selv blevet tvangsfjernet

Line Høstrup/iBureauet

22. oktober 2016

Jeg er barn af hippier. En tumultarisk skilsmisse sendte mig som seksårig direkte fra Skovshoved til Christiania.

Det var i begyndelsen af 1980’erne, stiknarkomaner varmede sig i min nye trappeopgang, rockerne solgte hash foran min hoveddør, og politiet bankede min stedfar – jeg fik også selv en knytnæve af en civilbetjent igennem en knust rude.

Havde jeg været barn i dag, ville mange fagfolk nok spå mig en anden fremtid end det liv, jeg lever. Måske ville man have valgt at forebygge ved at tvangsfjerne eller intervenere i hjemmet med familiebehandling og særlig støtte.

Nu var det så bare sådan, at den støtte, jeg fandt, var i fællesskabet. Dengang var der blandt fagprofessionelle en udbredt tillid til, at børn som jeg nok skulle overleve i netop fællesskabet. Linen var lang – og min kære klasselærer, Bo, vidste da godt, hvad jeg lavede ovre på Christiania, når jeg pjækkede fra skole.

Hvis det havde været anno 2016, ville mange sikkert have sagt, at min mor og far handlede uforsvarligt. At mine behov – og min udvikling og trivsel  – var i fare.

For nylig læste jeg i Information om et forskningsprojekt, der netop havde undersøgt forebyggelsesindsatsen på børne- og ungeområdet. Det viste, at fagprofessionelle har en tendens til at stemple de familier, der kommer fra et andet miljø end dem selv. Det betyder, at man ofte sætter ind over for de forkerte familier og børn. Havde jeg været barn i dag, var jeg sikkert endt i den gruppe.

Barnets bedste

Jeg arbejder i dag selv som socialrådgiver med selvstændig virksomhed, og hjælper bl.a. forældre med anbragte børn. Forældre, der ud fra systemets opfattelse og vurdering ikke kan varetage det gode forældreskab. Men hvem har retten til at afgøre det? Og hvilke metoder og indsatser bedømmer fagpersonerne forældreevnen ud fra?

I svaret på det spørgsmål er fagbogen Omsorgssvigt er alles ansvar, som Kari Killen skrev i 1996, helt central. Den er en bibel på det sociale område i forhold til omsorgssvigtede børn. Samtlige socialrådgiverstuderende bliver indviet i Killens tankegang, der groft sagt går ud på, at man er nødt til at forebygge social arv ved at skille barnet fra dets biologiske ophav.

Den tanke har stadig sin gang i de danske forvaltninger, selv om forskning viser, at børn har bedst af at have kontakt til deres familie for at kunne udvikle sig som hele mennesker.

Det har man også erkendt ved, at man i den sociale lovgivning har indført ret til samvær. Men kommunerne arbejder i langt de fleste sager efter devisen om, at mindst muligt samvær er bedst for barnet, for efter samvær reagerer nogle børn voldsomt.

Det tillægges ofte forældrenes negative indflydelse, men man kunne jo også få den tanke, at det sker, fordi det rent faktisk er hårdt for barnet at skulle skilles fra de biologiske forældre efter en times samvær en gang om måneden.

Jeg oplever, at man fra forvaltningens side helt og holdent tror på, at det man gør, er til barnets bedste. At det virker – og at man faktisk gør barnet en kæmpe tjeneste ved at fjerne det og beskytte det fra dets biologiske ophav. Men i mange sager gør det mere skade end gavn. Det underbygges af SFI-undersøgelser, der viser, at anbragte børn ikke får et godt voksenliv – tværtimod. Det kan der naturligvis være mange årsager til. Men faktum er, at anbringelsen ikke viste vejen til det gode liv.

Forebyggelsesflip

Der er gået så meget forebyggelsesflip i den, at man allerede fra børnehaveklassen bliver udspurgt, målt og vejet af en sundhedsplejerske, der skal vide alt om hjemmets vaner, kost og sociale habitus – og lever man ikke op til djøffernes skema, hvor der er tre svarmuligheder, er man på den som forældre. Spiser I slik? Ser I tv? Går du til noget i fritiden? Hvor mange timer sover du? Er du glad? Og derud af.

Tænk, hvis jeg i børnehaveklassen havde været underlagt forebyggelsesindustrien og dokumentationsherredømmet. Vi havde ikke bestået som familie. Der havde med garanti ligget en underretning, der havde sat skub i en børnesag i det, der dengang hed Børneforsorgen.

I dag hedder det børnefamilieafdelinger, og de er ofte befolket af unge og uerfarne socialrådgivere. De er måske nyuddannede og har ingen praksiserfaring. For mens det tidligere var toppen af poppen for socialrådgivere at arbejde i en børne- og familieafdeling, er det i dag et område, alle flygter fra.

Man har læssevis af sager – og kendskabet til de enkelte familier er minimalt. Man handler i blinde og humper med. Man lider under bunkepres og krav om dokumentation. Det sociale arbejde skal man ofte kigge langt efter. Så hvordan forebygger man sociale problemer i en familie, når man ikke har tid tid at møde den?

Middelklasseværdier

For nylig kontaktede en mor mig og fortalte, at kommunen har taget hendes søn, og at hun ikke må se ham. Man mener, at hun ikke kan varetage moderrollen, fordi hun er kæreste med en rocker. Og sådan kunne jeg komme med mange eksempler.

Men er man en skidt mor, fordi man er blevet forelsket i en rocker? Skulle jeg så også have været tvangsfjernet, fordi min mor blev forelsket i en politisk aktivist, der sloges med politiet?

Det er en skræmmende udvikling. Skræmmende, fordi man ikke længere kan vide sig sikker på, om systemet en dag dømmer en ude som far eller mor.

Med systemet mener jeg bl.a. de unge, nyuddannede socialrådgivere og fagpersoner som psykologer, skolelærere og sundhedsplejesker, der typisk lever et middelklasseliv, der får livet i andre samfundslag til at virke abnormt forkert.

Det er fagfolk, der mener, at børn skal vokse op, som deres egne. De har ofte en helt forkvaklet tilgang til det at møde mennesker og familier, der har et helt andet ståsted i livet end deres eget. De kan ikke se, at de familier lever et o.k. liv, selv om de ikke har råd til rejser, bil, båd eller hus. Og selv om de har et afslappet forhold til tøj og rengøring.

Det er en umulig tanke for dem, at børn kan trives i omgivelser, hvor de voksne fester, og børn får lov at feste med. Hvor børn hører det, de voksne taler om; hvor børn er en del af problemerne i hjemmet. Hvor børn hører, at voksne kan græde. De har svært ved værdier, politiske holdninger, tøjstil og boligindretning, der er forskellig fra deres egen.

Det kan ende med at true familien. Hvis man først kommer ind i kommunemaskinen og får åbnet en børnesag, så kører møllen.

Den journale arv

Når disse sager har stået på – mange gange i årevis – handler det ikke længere om den sociale arv, men om den journale arv. Forvaltningen gør alt for, at et barn enten skal fjernes eller forblive fjernet. Også selv om de ikke kan påvise, at en tvangsfjernelse vil kunne sikre barnets fortsatte udvikling og trivsel.

Ja, faktisk sker der ofte det omvendte: Efter en kort anbringelse går barnet i mistrivsel og får stillet flere diagnoser.

Jeg tvivler på, at udviklingen hos de 12.000 børn, der pt. er anbragt, ville have været i overhængende fare, hvis de var blevet hos deres forældre.

Gad vide, hvor mange af dem, der er anbragt for at forebygge den negative sociale arv bedømt ud fra nogle fagprofessionelles fordomme om gode og dårlige liv. Gad vide, hvor mange af dem, der er blevet ofre for de fagprofessionelles fejlslagne fagkultur.

Det er på tide med et fagligt opgør på børneungeområdet. Et opgør med den tudsegamle fagkultur, der nedstammer fra bl.a. Kari Killen. Måske skulle man undersøge, om den negative sociale arv overhovedet kan brydes med tusinder af anbringelser.

Og til sidst vil jeg gerne takke Bo og Nils – og alle de andre lærere, der troede på fællesskabet, og ikke dømte mine forældre ude, så jeg endte i systemets forebyggelsesklør.

Puk Sabber er selvstændig socialrådgiver

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Leo Nygaard
    Leo Nygaard
  • Brugerbillede for Dorte Sørensen
    Dorte Sørensen
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Roselille Pedersen
    Roselille Pedersen
  • Brugerbillede for Anne Schøtt
    Anne Schøtt
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Carsten Mortensen
    Carsten Mortensen
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Claus Jørgensen
    Claus Jørgensen
  • Brugerbillede for Gunilla Funder Brockdorff
    Gunilla Funder Brockdorff
Leo Nygaard, Dorte Sørensen, Flemming Berger, Kurt Nielsen, Roselille Pedersen, Anne Schøtt, Steffen Gliese, Carsten Mortensen, Anne Eriksen, Claus Jørgensen og Gunilla Funder Brockdorff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Claus Jørgensen
Claus Jørgensen

Min kone og jeg kommer i den gryde som du skrive om her, da vi har en afslappet forhold til tøj og rengøring , så har vi nogle kroniske sygdom der gør at vi ikke altid er lige friske , derfor synes kommune at vi ikke kunne klar at har en teenager datter boede.

Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Fint nok, men mon ikke fanden var løs hvis de samme grupper IKKE råbte op .Aftenshowet, og Information ville være fyldt med bebrejdelser mod lærere, socialrådgivere og hjemmesygeplejersker der var ligeglade og kommuner der bare ville spare penge. Hvis jeg som lærer skulle have megen brugt tid på at få børn til at vaske sig, børste tænder og skifte tøj, så havde jeg nok at gøre, men en del unger syntes sjovt nok at det faktisk VAR helt rart at få skiftet underbukser engang imellem. Er det nu også småborgerligt......

Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

Jens Peter Hansen. Man kan ikke lade folk, der kun oplever verden gennem medierne, have alt for megen indflydelse.

Søren Johannesen, Flemming Berger, Lise Lotte Rahbek, Carsten Wienholtz, Karsten Aaen, mikkel schou, Steffen Gliese, Carsten Mortensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Jensen

Kære Puk
Du har muligvis en pointe, men det sørgelige er, at din artikel savner faglighed og er fyldt med fordomme, over for den faggruppe der dagligt arbejder med børn. Jeg er temmelig godt kendt i den professionelle "middelklasse" du forsøger at beskrive, og det billede du tegner kan jeg heldigvis ikke kende. Rammerne er meget videre end dem du beskriver - og selv udviser i din stigmatiserende beskrivelse af "unge, nyuddannede socialrådgivere og fagpersoner som psykologer, skolelærere og sundhedsplejesker".

Det ville ikke undre mig, om der er børn der er fjernet på forkert grundlag, hvis der fandtes en objektiv målemetode, og det er bestemt tragisk når det sker. Samtidigt er jeg 100% sikker på, at der er børn der burde være fjernet, men som ikke er fjernet, netop fordi mange forvaltninger anlægger dit syn på vigtigheden af tilknytningen til forældrene, næste uanset hvilke betingelser det foregår under. Jeg kan også tilføje, at ren og skær økonomisk tænkning i kommunerne, har efterladt børn i håbløse familieforhold. Dagligdagen er desværre fyldt med eksempler, der peger i stik modsat retning af dit indlæg - nemlig at får mange børn efterlades i håbløse situationer, og rent faktisk svigtes af alt for rummelige "middelklasse" fagfolk.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg din artikel mangler faglighed Dine gæt på hvad der var sket hvis du selv havde være barn i dag og din yderst korte beskrivelse af at et barn der er fjernet, udelukkende fordi moderen er kæreste men en rokker, er simpelthen ikke kvalificeret og det får artiklen til at fremstå som utroværdig, i min optik.

Tor Thrysøe, Kristian Rikard, Birgitte Buch, Søs Dalgaard Jensen, David Zennaro, Mikkel Madsen, Torben Kjeldsen, Henning Kjær og Marie Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Nej, artiklen er ikke utroværdig!
Det er bare ikke noget, man snakker så meget om, heller ikke i medierne...

Vi kan alle sammen være enige om, at de elitære skrivebordsgeneraler og visse folketingsmedlemmer skulle holde fingrene fra folkeskolen med reformer baseret på deres teorividen og lade folk med erfaringer fra praksis komme til for at virkeliggøre "reformerne" til den daglige tilværelse.
Men et ungt menneske, der uddanner sig til socialrådgivere, pædagog, skolelærer og sundhedsplejeske kommer ofte lige fra gymnasiet og falder hurtigt i grøften over "familier eller især enlige med børn" altså lever et andet liv end de selv har været vant til...

Som færdiguddannet har denne opfattelse ikke rokket sig meget på trods af praktikker diverse steder og de skriftlige opgaver har været særdeles smukke eksempler på samfundets evner til at f.eks. modvirke "den sociale arv" (begrav den dog inden den når et jubilæum, det gamle væsen).
Altså smukke tanker om hvordan man kommer ud og løser problemerne og er til nytte!

Så er det, jorden nærmer sig med en vis fart - virkeligheden svarer ikke til opgaverne...
Hvad så? - hvor længe det tager at få de erfaringer, der rækker ud over ens egne perfekte tanker, er individuelt - men det tager nogle år.
Det meget høje og katastrofale tal på fjernede børn har eskaleret gennem årene og den stadig større ulighed i samfundet hjælper ikke på det, tværtimod.
Der skal nok sidde en masse folk i gode stillinger, som mener at alt er perfekt og velfungerende - de må så også ned på jorden. (det ville være sundt om folk, der manipulerer og iværksætter love/ effektiviseringer lærte lidt om samfundets klasser live, i stedet for at sidde med næsen i statistikkerne - folketing m.m.?)

Dorte Sørensen, Flemming Berger, Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Jørn Andersen, Nille Torsen, Anne Schøtt og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Jamen har fjernelserne ikke netop været et resultat af at der har været en ramaskrig om at for mange børn for længe blev overset, selv om de levede under dårlige forhold ? At børn der i øvrigt trives bliver fjernet fordi der er rod i hjemmet er vist en sandhed med modifikationer.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Jens Peter Hansen,
Hvem bliver fjernet og hvorfor...
Hvis du mener nogle af de skandaløse sager, hvor børn er blevet misbrugt - ja, så skal det fungere bedre.
Her fungerer det måske ok og familien er glad for hinanden - kommunen synes så, at der er rodet, nullermænd eller at man spiser, drikker eller synger for højt.
Sådan har de det jo ikke? - men børn/ unge har brug for accept og følelser fra dem, de kender. Det kan en plejefamilie/ institution ikke give. Personalet er betalt og følelsen af at være "unormal - kikset osv" kommer ofte som resultat.
Det er ikke kun ro, renlighed og mad, der tæller...
Man kan sige, at nogle gange er det rigtigt - andre forkert - et spil i lotteriet.

Dorte Sørensen, Karsten Aaen, Kurt Nielsen, Nille Torsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for charlie white

Hvis man kiggede på årsager istedet for symptomer så det måske anderledes ud.

Iøvrigt kan man da stille ? om hvem det er man forsøger at hjælpe og om det er at hjælpe at splitte en familie ad.

Man må antage at omkostningerne ved at hjælpe familien med skidtet er billigere end at splitte familien.

Set ud fra en barnets tarv vinkel, skal der være virkelig dybe bekymringer før man griber til fjernelse af børn.

Det er også vigtigt at fastslå at de fejl der begås er minimale og at de mennesker der arbejder med tvangsfjernelser, er fagligt meget kompetente og bør have meget tillid af os alle.

Det jo heller ikke deres skyld at vi alle er fremmedgjorte fra hinanden og har nok i os selv.

Nille Torsen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det er jo, fordi vores samfund er blevet vendt totalt på hovedet siden Nyrup-årene, hvor samfundet holdt op med at være et skattefinansieret sikkerheds- og serviceorgan for befolkningen til at blive en opdragelsesinstans til strømlining af befolkningen til brug for erhvervslivet.

Nille Torsen, Søren Johannesen, Carsten Wienholtz, Dorte Sørensen, Jakob Silberbrandt, David Zennaro, Lise Lotte Rahbek, Karsten Aaen, mikkel schou, Kurt Nielsen, Ole Steensen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er i stand til at fastslå, om antallet af fejl i sager om tvangsfjernelser kun er minimale. Det bedste vil vel være at spørge børnene.

Derimod mener jeg myndighederne bør kunne sandsynliggøre, at tvangsfjernede børn kommer til at vokse op under bedre forhold end de forlader. Det bedste vil vel være at spørge børnene.

Nille Torsen, Dorte Sørensen, Flemming Berger, Flemming S. Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er i stand til at fastslå, om antallet af fejl i sager om tvangsfjernelser kun er minimale. Det bedste vil vel være at spørge børnene.

Derimod mener jeg myndighederne bør kunne sandsynliggøre, at tvangsfjernede børn kommer til at vokse op under bedre forhold end de forlader. Det bedste vil vel være at spørge børnene.

Brugerbillede for charlie white

Børn er utroligt loyale overfor deres forældre og de bliver spurgt, de skal spørges, men der er alligevel fjernelser som er nødvendige og de fleste fjernelser er da også i samarbejde med forældrene.

I 2015 er der 14000 fjernelser kun de 10 % (1400) er uden forældrenes samtykke.

Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

Ja, Charlie White, og fagfolk er utroligt loyale overfor deres fagfæller.
Hvad kan man udlede af det? At man ikke i alle tilfælde får en uvildig vurdering fra fagfolk.

Carsten Wienholtz, Flemming Berger, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Det er vel først og fremmest udtryk for utilstrækkelig hjælp til familien, når der anbringes så mange børn...?

Carsten Wienholtz, Jacob Mathiasen, Flemming Berger, Kurt Nielsen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

A Better Start - Child Maltreatment Prevention as a Public Health Priority

Abstract:
Child abuse prevention programs have historically focused on individual and family dynamics
rather than community-based or societal strategies to prevent child maltreatment. Recently, there has been a growing recognition of the importance of communitywide efforts to prevent child maltreatment before abuse or neglect occurs by offering a continuum of services that promote
the health of the population as a whole. The authors describe how a public health approach to child maltreatment addresses the range of conditions that place children at risk for abuse or neglect and include strategies at the individual, family, community, and societal levels to promote health and
well-being."

https://vetoviolence.cdc.gov/apps/phl/docs/A_Better_Start.pdf

Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Det er en umulig tanke for dem, at børn kan trives i omgivelser, hvor de voksne fester, og børn får lov at feste med. Hvor børn hører det, de voksne taler om; hvor børn er en del af problemerne i hjemmet. Hvor børn hører, at voksne kan græde. De har svært ved værdier, politiske holdninger, tøjstil og boligindretning, der er forskellig fra deres egen.
Skrives der.
Helt ærlig, hvordan f... kan man bare købe den !!?

Brugerbillede for Anne Eriksen

Jens Erik Starup,
Det kommer meget an på hvordan man spørger børnene - husk du lægger ansvaret over på dem, der måske allerede har rigeligt med ansvar. For at modvirke at blive fjernet, at skjule evt. ting, som i realiteten ikke er af voldsom betydning - men alligevel.e.
Det bedste var, at de folk, som skal håndtere sagen er erfarne og klædt på. Det er essensen af en masse ting, der skal tages med åbne øjne når man handler.
I dag er det sørme også et spørgsmål om penge - det er i hvert fald øget de sidste mange år, desværre.
Faktisk er det vel sådan, at det hører til sjældenhederne, at offentlige afgørelser er uvildige og korrekte?

Brugerbillede for Karsten Aaen

Her er en lidt anden vinkel på det, se her:

http://politiken.dk/forbrugogliv/sundhedogmotion/ECE3436274/bostedet-lin...

Og hvad er det første der står i artiklen:

"Folketinget lægger op til nultolerance over for stofmisbrug på nye socialpsykiatriske afdelinger, hvor personalet får lov at kropsvisitere beboere og ransage deres værelser, hvis der er mistanke om, at de skjuler hash, kokain, amfetamin eller andre ulovlige stoffer."

Igen, en typisk dansk middelklasse - småborgerlig - holdning at have overfor personer, og mennesker, der har haft det svært. Og har det svært - i sit liv - lige nu! Det er som middelklasseDK; den småborgerlige del af DK; slet ikke vil indse og erkende, at det at komme ud af et misbrug er en proces, hvor det ofte kan tage mange, mange måneder, eller år, at blive fri af ens misbrug. Men bare vil straffe hele tiden - og straffe andre mennesker - fordi de ikke lever et liv som vort. Med villa, vovse og volvo.

Søren Johannesen, Anne Eriksen, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Lad os kigge lidt på hvem denne Kari Killen er, se her:

"Kari Killen er blitt gitt en nestorrolle innen fagbøker og foredrag og undervisning for kommende barneverns sosionomer. I flere årtier har det blitt avslørt alvorlige overgrep og alvorlig kunskapsmangel i barnevernet. Hvem er denne Killen som har fått dominere dette feltet så lenge uten at noen har stilt alvorlig kritiske spørsmål av både metode og kunnskapsinhold? Hun bygger sin kunnskap på bla. egen forskning av 17 barn i 1988. I sin avhandling , "Omsorgssvikt og barnemishandling - en kasusstudie og etterundersøkelse av barn i omsorgssviktsituasjoner " ( 1988 ) , har hun utviklet en metode for å bestemme og forutsi omsorgssvikt av foreldrene . Studien bygger på foreldrene til 17 barn, uten bruk av kontrollgruppe!"
kilde:
http://www.sakkyndig.com/psykologi/artikler/killen.pdf

Uden at skulle tage stilling til resten af indlægget, kan jeg bare tørt konstatere, at 17! (sytten) undersøgte er alt alt for lidt til at tage stilling til noget som helst....ift. noget som helst andet.

Kristian Rikard, Anne Eriksen, Flemming Berger, David Zennaro, Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Middelklasseværdier er den slags, som man er nødt til at anerkende, fordi der er for meget udgrænsning forbundet med at kritisere dem. Alligevel bør man gøre det: arbejdsomhed uden et ærværdigt mål er ikke efterstræbelsesværdigt, bjærgsomhed burde ikke være en dyd i et velfærdssamfund, hvor trygheden er garanteret, flid er OK, hvis den er nødvendig.

Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

Anne Eriksen.
At man spørger børnene betyder vel ikke, at de nødvendigvis pålægges noget ansvar?
Psykologi er jo ikke en eksakt videnskab. så jeg kunne da godt tænke mig, at de kære fagfolk ville udvise en smule ydmyghed. At man selv indbilder sig at være ufejlbarlig, betyder jo ikke, at man ikke fejler.

Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Da jeg underviste flygtede socialrådgiverne også deres vej. Nogle familier havde på to år fem forskellige, hvis de altså ikke var sygemeldte. Sådan var det var i slutningen af 80'erne. Vi havde elever fra en ungdomspension, hvor de unge ikke mente at medarbejderne var i stand til at hjælpe dem lidt med lektier. Hvor normen var at ungerne selv skulle finde ud af at komme op om morgenen og at den pot der blev røget var lige så rigelig blandt de ansatte som hos de unge. Lidt kedsommelig nærvær fra personalets side var i den grad efterlyst af de unge. Småborgerligt var det ikke, men hvad det ellers var...... slattent i følge de unge selv.

Brugerbillede for Frank Hansen

Da min datter gik i børnehave fik jeg konstateret slidgigt i hænderne. For at modvirke smerter foreslog min læge, at jeg anskaffede mig et sæt kinesiske metalkugler, som jeg så skulle sidde og rulle mod hinanden i hænderne mens jeg fx så fjernsyn. Min datter fandt hurtigt ud, af at det var sjovt at lade disse kugler trille hen ad gulvet, og de sagde en høj melodisk lyd, når de stødte sammen.

Børn fortæller alt om hvad der foregår i hjemmet i børnehaven, og min datter havde til en af pædagogerne sagt, at hun elsker at lege med fars kugler. Der kom en bestyrtet henvendelse fra børnehaven, som heldigvis straks forstod situationen. Tænk hvis der var oprettet en sag i kommunen og man var skredet til tvangsfjernelse alene på en mistanke.

Nille Torsen, Kristian Rikard, Flemming Berger og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben  Kjeldsen
Torben Kjeldsen

Lidt input i en rigtig svær diskussion. Er selv den 'slemme småborgerlige' der er med til at anbringe børn. Fra SFI. For ca. halvdelen af de børn, der anbringes uden for hjemmet, betegnes anbringelsens resultat som positivt. Kriteriet for et positivt resultat er blandt andet, at barnet under anbringelsen har udviklet positive relationer til en eller flere voksne på anbringelsesstedet. Anbringelsesstedets faglige og menneskelige kvaliteter har afgørende betydning for resultatet.
Læser man følgende link skulle det gerne give basis for en vigtig og kompleks diskussion.
Dagens forfatter peger på et vigtigt problem, men hendes analyse og konklusion er alt for smal.

http://videnskab.dk/kultur-samfund/forsker-finder-de-mest-udsatte-anbrag...
http://www.sfi.dk/publikationer/anbringelser-af-boern-9009/
https://www.information.dk/indland/2013/02/forsker-aner-anbringelser-uds...
https://www.sus.dk/wp-content/uploads/Fakta-anbragte-boern-070512.pdf

Kristian Rikard, jens peter hansen, Peter Jensen, Erik Jensen, David Zennaro, Mikkel Madsen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Jens Erik Starup,
Hvis jeg forstår dig ret, så mener du at "skyldspørgsmålet" (ansvaret) pålægges af andre?
Nej, det er barnet/ den unge selv - som påtager sig en følelsesmæssig skyld - uden i øvrigt at være skyld i noget som helst.
Det sker også ved skilsmisser.

Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

Anne Eriksen.
Hvis jeg forstår dig ret, finder du det forkasteligt, hvis man spørger børnene.
Skade så, at lovgivningen forlanger, at børnene høres.

Brugerbillede for Martin Madsen

Men er man en skidt mor, fordi man er blevet forelsket i en rocker?"
Jep! Det indikerer ufattelig dårlig dømmekraft og en omfattende mangel på moral.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Jens Erik Starup,
Det er rigtig øst/ vest kommunikation, det her.
Selvfølgelig skal det være barnets tarv, det var bare måden, man gør det på - spørger - der er vigtig.

Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

Anne Eriksen.
Mon problemet skulle være, at du er tilbøjelig til at lægge dine egne fordomme over andre menneskers udsagn?

Brugerbillede for Jacob Mathiasen
Jacob Mathiasen

@Torben: Og hvor stor er udskiftningen af personale så henover den tid børnene er der og har brug for pasning(myndighedsalderen?)? Det er vel ekstremt negativt at udvikle positive relationer til personer, som derefter blot forsvinder sporløst? Altså skader man barnet og bringer det tilbage til tabet af forældre påny?

50% - og vurderingen er lavet af systemet selv? Det lyder pænt ringe i mine ører?

Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

Anne Eriksen.
Jeg har ikke udtalt mig om, hvordan spørgsmålene skal stilles, så jeg takker for tilståelsen.

Hvad angår Torben Kjeldsens dokumentation, så er det glædeligt, at man forsøger at evaluere på anbringelserne, omend der synes at være god plads til forbedringer.

Da anbringelser uden for hjemmet er kostbare, både pekuniært og meneskeligt, ville det vel være naturligt, hvis man forsøger at støtte i hjemmet.
Findes der opgørelser over, i hvilken udstrækning dette finder sted?

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Vi har jo næsten haft en systemisk modstand imod familien i nogle årtier.

Nille Torsen, Søren Johannesen, Jacob Mathiasen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Her er den så igen - Systemet over for befolkningen. Statens forhold over for den enkelte.
Den stat, der mener, at andre lever deres liv forkert.
Systemet avler gennem faguddannelser dets repræsentanter til at tolke regler.

Meninger kan alle have og gode råd værdsættes.
Problemet opstår, når systemet udstyres med magtmidler.
Behandlerne gør deres pligt, og er de i tvivl, tager de den repressive, sikre holdning. Man skulle jo nødigt anklages for embedsforsømmelse.

Alle de mediebårne "sager" forskrækker behandlerne, som tænker - jeg må hellere for en sikkerheds skyld.............
Børnene bliver samfundets børn og ikke forældrenes. Det nære ansvar og omsorg i storfamilien og i naboskabet forsvinder, og vi henviser til systemet.
På andre områder sker den samme udvikling. Friheden knægtes og det personlige ansvar formindskes. Klienter og behandlere står overfor hinanden.

Så er der med fortsat udvikling i denne retning kurs mod fascismen.

Skorstensfejere forhindres i at udføre arbejdet, som de har gjort i hundrede år.
Børn overbeskyttes og forhindres i livets opdragelse, som det er sket i tusind år.
Vi er alle i "systemets forebyggelsesklør", hvis vi ikke protesterer.

Nille Torsen, Søren Johannesen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Hvis man lader sig styre af medierne, så er der vist ikke megen faglighed tilstede.
Nej, men er dette ikke netop et medium ??