Kommentar

Efter neoliberalismen er turen kommet til nationalpopulistiske demagoger

Opgøret med neoliberalismen døde i 2008. Fremover er det de nationalpopulistiske demagoger fra Putin til Trump, der bør være hovedmodstanderen
Opgøret med neoliberalismen døde i 2008. Fremover er det de nationalpopulistiske demagoger fra Putin til Trump, der bør være hovedmodstanderen

David Goldman

Debat
7. oktober 2016

Tømmermændene efter neoliberalismens globalisering kan stadig gøre det svært at få øje på den nye elite – for slet ikke om at drage den til ansvar.

Den neoliberale orden satte ind med valget af Margaret Thatcher og Ronald Reagan i 1979-80, og man skal være i 50’erne for at huske den epoke, der kom før.

Den orden gik til grunde, da Lehman Brothers krakkede i 2008. Var det svært at erkende dens død, var det, fordi der ikke trådte et nyt system frem i stedet for det gamle.

Men nu toner efterfølgeren frem. Som en skikkelse fra en ond drøm, vi troede, var manet i jorden: Nationalismen er tilbage, demagogisk og løgnagtig, som vi så i kampagnen for Brexit og ser i Donald Trumps, Marine Le Pens og Vladimir Putins politik.

Selv Grækenlands Syriza-bevægelse, som nogen har villet se som respektabelt alternativ til status quo, er nok så meget drevet af nationalistisk germanofobi.

Når underhunde bliver overhunde, ændres alt. I dag er det de tidligere underhunde, der bestemmer, hvor ihærdigt de end foregiver noget andet. Deres magt til at smadre samfund og menneskers tilværelse må udstilles, analyseres, imødegås.

Vi må bekæmpe neonationalismens demagogi. Ikke kun fordi de løfter, hvormed den søger at forføre godtroende tilhængere, er falske. Men af en grund, mange ikke fatter: Bare fordi den gamle orden svigtede hele socialklasser og var ulighedsskabende i umoralsk grad, betyder det ikke, at dette nye alternativ er bedre.

Men fremfør det synspunkt i dag og bliv mødt med en svada af klicheer: ’Tag ikke elitens parti’. ’Tal ikke ned til almindelige mennesker’. ’Spark ikke nedad’.

Mediemedløb

I bedste fald afspejler dette et ønske om at lytte til og sympatisere med dem, globaliseringen har ladt i stikken. Den neoliberale stasis har medført voksende træthed ved det bestående.

Ønsket om at udæske ’establishment’ fik medier til at opbygge populister som Nigel Farage og Trump og give dem gratis pr. for millioner af dollars. Her var nye folketribuner, der mente noget andet end de kedelige gamle politikere. Alene derved var de interessante.

Selvfølgelig skyldes de europæiske socialdemokratiske partiers kollaps også, at middelklassevenstreorienterede har haft svært ved at forstå og solidarisere sig med deres ringere stillede medborgere.

Partiteknokrater troede, at hvis påstande om, at indvandrere stjæler job eller trykker løn kunne vises at være grundløse, kunne modstand mod indvandring afvises som irrationelle fordomme. De anerkendte ikke, at mange finder tryghed i det velkendte og det lokale og ville ikke forstå, at mange indfødte europæere var foruroliget over kulturmøder i deres hjemland, som de ikke kunne aflæse.

Argumentafmagt

Den autoritære vending på en venstrefløj, der ikke tåler fri debat, er yderligere vand på højrepopulisternes mølle. Frie borgere er for længst holdt op med at høre efter dem, som opgiver at argumentere og hellere kræver de politisk ukorrekte udskammet eller forlanger, at universiteter udelukker talere, der afviger fra venstreorienteret ortodoksi.

Kommunismens sammenbrud efterlod USA som verdens eneste supermagt. Men se, hvor ’supermagten’ står i dag. Rusland, Assad, Iran og Hizbollah bryder den syriske våbenhvile. De bomber hjælpekonvojer og forvandler Aleppo til det 21. århundredes modstykke til Dresden.

Barack Obama og John Kerry ligner ikke herrer i en unipolær verden. De ligner, hvad de er: Impotente og ydmygede has beens. Rusland kan gøre, hvad det vil i Mellemøsten, og hvor højlydt USA end beklager sig, må det rette ind.

I årevis har nogle af os tordnet imod umoralen hos politikere og intellektuelle, der forsvarede Slobodan Milošević, islamofascismen, Saddam Hussein, Irans præstestyre og Ruslands kleptokrati.

Som mål for råddenskabens udbredelse ser vi nu Trump, lederne af UKIP og Front National hylde og beundre Putin, samtidig med at det britiske Labour-parti har genvalgt en partileder, som førhen var betalt propagandist for iransk stats-tv, forsvarede Milošević, Hamas og Hizbollah – og Putin.

Den moralske afsky over al denne meddelagtighed bør aldrig falme. Men i vores nye tidsepoke bliver de moralske argumenter også politisk presserende. Ødelæggelsen af ​​Syrien presser flygtninge til Europa, hvis tilstedeværelse nærer de samme højreekstremistiske partier, som Putin sponserer.

Fordømmelser af amerikansk magt, ’neoliberalisme’ og ’liberal elite’ er i dag at betragte som spasmer fra et lig. De er de opbrugte svar fra en verden, der forgår. De har stadig propagandaværdi, men i dagens verden er det Brexit-tilhængerne, der med doktrinær vilje presser på for at skabe et ondere og fattigere Storbritannien end det, de fandt.

Det yderste venstre og det yderste højre understøtter de regimer, der truer os. Og i dag er det russisk imperialisme og magtpolitik, ikke amerikansk, der truer med at kaste Europa ud i kaos.

Liberale teknokrater, der ’behandler almindelige mennesker som tåber’, skal ikke frikendes for andel i den politiske forfaldshistorie. Men i dag må det handle om, at få ’de almindelige mennesker’ til at indse, at deres nye formodede herrer og mestre holder dem for nar. Først da kan vi gøre os håb om at vende strømmen.

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten P. Nielsen

Det kommer til at fungere helt fint, at bekæmpe begge dele samtidigt.

Christian de Thurah

Den autoritære vending på en venstrefløj, der ikke tåler fri debat, er yderligere vand på højrepopulisternes mølle". Ja, mon ikke. Højreekstremisme kommer ikke af sig selv, det er derfor den kaldes "reaktionær".

Niels Duus Nielsen, Bent Gregersen og Søren Ferling anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er fortsat det såkalte frie marked, der bliver dereguleret, som øger uligheden og driver mennesker imod den særke mand/kvinde og totalitarisme.

Et godt eksempel på dette er, hvad der sker i Danmark precist i dag fredag 7. oktober 2016.

Regeringen vil sætte CETA-aftale i kraft før politisk godkendelse, hvilket er et godt biled på forskellen på et Danmark med demokrati og et i dag ikke demokratisk Danmark, som er medlem af EU, hvor det såkalte frie deregulerede marked afskaffer demokratisk bestemmelse med et overstatsligt ISDS retssystem (Investor-state dispute settlement)

Det er ikke fair handel, men såkalt frihandel, der afskaffer demokratiet.

Det er nødvendigt med genindførsel af demokrati med beslutningsret, tilbagerulning af alle skattelettelserne til de velhavende privatpersoner og virksomhedder, forhindre EU beskyttede off-shore skatteunddragelse og andre selskabsskattefinter, indførsel af finansskat på finans spekulation, opsplitning af systemiske banker og andre finansinstititutioner også pensionsselskaber, samt fuldstændig opsplitning af bank og finansinvesterings forretning.
Focus på de kortsigtede økonomiske gevinster, kaldes positivt for liberalisering, men betyder for samfundet fattigdom.

Verden i globaliseringens tegn er kombination af, den økonomiske og politiske elite, der i fælleskab tager demokratiet fra befolkningen og skaber politiske tyranniske demagoger i kølvandet.

maida saralic, Martin Madsen, Ivan Breinholt Leth, Mads Berg, Karsten Aaen, Espen Bøgh og Søren Ferling anbefalede denne kommentar

Historieløse er vi....den har med at gentage sig.

Det kunne neoliberalisterne lige tænke sig. De har selv endnu engang fremmanet spøgelset, Og nu skal vi alle bekæmpe det, så de kan fortsætte deres plyndring i fred.

Men fjern neoliberalisterne, så forsvinder de andre helt af sig selv!

John Andreasen, Niels Duus Nielsen, Ivan Breinholt Leth, Birgitte Gøtzsche, Espen Bøgh og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nick Cohen er en af de værste apologeter for Neolib, han har givet millioner for at forhindre Corbyns valg som formand. Han er en af de førende tilhængere af New Labour, der om noget har ødelagt al tillid mellem borgerne og deres folkevalgte repræsentanters ønske om at skabe et godt, retfærdigt og lige samfund.

John Andreasen, Niels Duus Nielsen, Ivan Breinholt Leth, Birgitte Gøtzsche, Torben Skov, Karsten Aaen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg glemte: hvis vi bekæmper Neoliberalismen, falder nynationalismen af sig selv.

John Andreasen, Ivan Breinholt Leth, Birgitte Gøtzsche, Torben Skov, Espen Bøgh og Ole Henriksen anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

Det virker uklart om Nick Cohen eller David Goldman er forfatter til teksten.
Uanset er de begge neoliberalister, der ønsker en langt værre form for fascisme end Trump og Putin.
Deres ønske er énverdenstaten, hvor al magt er smeltet sammen til én entitet og hvor alle andre end en lille elite er magtesløse.
Der er tale om et par særdeles farlige herrer.

Jesper Nielsen, Torben Skov og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er opbygget en frihandels stråmand.

Protektionisme og det at tager forbehold for de menneskeskabte klimaforandringer i prissætning af transport og færdig produkters produktions udledning af CO2, er ikke det samme.

Det er, som sagt ikke fairhandel, men såkalt frihandel, der ved den urimelige, ulighedsskabende, klimafatestrofe skabende og indbygget underminering af demokratiet, der skaber et vakuum uden demokrati, der åbner rum for de fakta resistente politiske demagoger, som Clinton og Trump i USA, det er politikere og den økonomiske elite, der ikke forholder sig til den globaliserede verden de udbytter.

Fair handel der får mennesker ud af fattigdom, er naturligvis enormt vigtig, ingen behøver at sulte, ikke mindst for at stoppe befolkningstilvækst i verden, men det skal være slut med udnyttelse af ideologier, som liberalisme og dennes såkaldt frihandel for, hvem vil give producenter der bruger slave frihandel eller den nuværende, såkalte økonomiske og politiske elite på kul, olie og gas for økonomisk vækst frihandel?

Formodentlig ingen der har børn!

Neo er det nye prefix man kan sætte på alt man ikke kan lide. Neosocialisme, neokommunisme, neovenstrepopulisme er et par nye bud.
Nej, jeg synes også der er mange skræmmende tendenser i verden, men det kommer fra alle sider. Dem der gør oprør kommer fra begge fløje og er i deres yderste manifestation lige farlige

Ivan Breinholt Leth

DSGE - alle neoliberale økonomiske modellers moder - anvendes stadigvæk verden over til planlægning af nationers økonomiske politik, og så længe den gør det, er det en overdrivelse at påstå, at neoliberalismen afgik ved døden i 2008. Tværtimod ser det nærmest ud til, at neoliberalismen gik styrket ud af sin værste krise siden Reagan og Thatcher. Det er neoliberal økonomisk politik, som skaber stigende ulighed og utryghed, ligesom det er neoliberal økonomisk politik, som får utrygge og angste mennesker til at klamre sig til nationalstaten. Og det er ikke irrationelt. Ingen overnational organisation - og slet ikke EU - har nogensinde tilbudt almindelige lønarbejdere tryghed i form af arbejdsløshedsunderstøttelse og skatteyderbetalt lægehjælp, uddannelse etc.

Er meget forvrøvlet indlæg, som det må undre har fået plads her på Informations sider, og det uanset og forfatteren er Nick Cohen eller David Goldman.

Lad os begynde med et citat fra indlægget:
"Den neoliberale orden satte ind med valget af Margaret Thatcher og Ronald Reagan i 1979-80"

- Jeg ville hellere have udtrykt det således; "Margaret "stædig" Thatcher", og populismen, reaktionismens og nationalismens forkæmper Ronald Reagan.

Men et enkelt citat er vist ikke nok her i den forbindelse:
"Men nu toner efterfølgeren frem. Som en skikkelse fra en ond drøm, vi troede, var manet i jorden: Nationalismen er tilbage, demagogisk og løgnagtig, som vi så i kampagnen for Brexit og ser i Donald Trumps, Marine Le Pens og Vladimir Putins politik."

Underforstået at Amerika ikke har nogen nationalisme, demagogi, løgne til krige i verden, og slet intet om den amerikanske exceptionalisme der dyrkes overfor omverdenen i helt egen selvforståelse, så indirekte hyldes Amerika i stedet for som frihedselskende nation, for alt det rigtige og gode.

Det som mange lande kloden rundt har oplevet Amerika har forsvaret; "Chile, Iran, Irak, Afghanistan, Libyen, Vietnam osv.,osv.", - folkets frihed i ord og tale har altid været et Amerikansk anliggende, - men at så mange har mistet livet herfor skal de ikke nævnes, for det var ikke amerikanerne der gjorde det, - men generalerne i Chile støttet af CIA.

Det bliver ikke bedre af knægtelsen af friheden sker "by proxy", når herren over friheden alligevel ikke ønsker andet end død over frihedens tanker og ord i det land man lader ske i, for det frikender ikke Amerika at lade det ske "by proxy"!

Så bliver der ellers sparket lidt rundt til alle sider i EU og Europa, Frankrig(Le Pen), Grækenland(Syriza), England(Ukip), og vist mangler der en del, man lad det være i første omgang.

Forføreriske, tåber der ikke ved hvad de taler om, nationalister, populister og alle slags skældsord fra det politiske establishments side, og dets følgere, - men hvad tilbyder de selv når det kommer til stykket.

I et demokrati er det en demokratisk ret til frit at tænke og tro hvad man vil og samtidig oplyse andre om sine tanker via enten medierne og andre udbredelsesformer, men det er bare ikke sådan forfatteren ser det, derimod ser han helst ensretningen i tanke og tro, - men hvorfor afviser har så ikke dette selv som gammelkommunistisk tankegang, i stedet for at kræve accept heraf fra disse gruppers side?

Hvis friheden skal være bundet i forfatterens oplysthed, ser det sløjt ud for friheden, og ikke nok med det også for demokratiet, som så vil være faldet for diktaturets metode- og betontænkning.

Men hvad tilbyder de så selv; "jo en fastholdelse af det sædvanlige uden ændringer - se bare holdningen fra EU's tops side", men ikke nok med det så ligger der også, mærkelig nok, også et udsagn om ensretning alene til fordel for det bestående establishment, som vi kender det fra EU, "vi skal have mere EU"!

Indlæggets forfatter/ere bærer præg af at have taget Nelson modellen til sig som doktrin: "sæt kikkerten for det blinde øje og alt vi stå i et klarere lys"!

Sjov tekst.
Når jeg fjerner alle de konkrete eksempler Cohen understøtter sine påstande med og alene betragter de store linjer, er jeg rørende enig.
Hvis jeg så tager dem med igen, viser det sig, at mange i virkeligheden er eksempler på helt andre sammenhænge, med væsentlig anderledes betydning end den Cohen tilsyneladende forsøger at lægge i dem.
Om der er tale om en freudiansk fortalelse eller et sofistikeret retorisk kneb anvendt med forsæt. skal jeg ikke kunne sige. Men man kan ikke lade være med at mistænke det sidste, når Cohen så behændigt 'name-dropper' udvalgte fjender og kritikere af Israel, i grupper af navne beregnet til at illustrere en generel negativ geopolitisk udvikling, de færreste i øvrigt kan være uenig i.