Jørgen Steen Nielsens artikel den 12. oktober, »Bønderne rykker ud og investorerne ind i EU« er tankevækkende og øjenåbnende. Dybest set præsenterer den en række eksempler på den internationale pengekapitals erobringstogt og overhøjhed som en universel menneskeskabt byttevare, hvormed naturkapital – råstoffer, afgrøder, jordarealer, arbejdskraft – kan udbyttes i stor stil.
Som modsvar kræves intet mindre end en reformation af den nuværende globale pengeøkonomi, der kan dæmme op for dette fortsatte erobringstogt, der køber jorden og naturgrundlaget bort under fødderne på dem, der skal bo og leve på og af jorden. Kan vi starte reformationen på et nationalt grundlag? Ja, men det kræver langsigtet politisk sved og hårdt arbejde – og en Grundlovsændring. Ud fra en miljødemokratisk tankegang drejer det sig principielt om at tage landbrugsjorden tilbage til fællesskabet inden for nationens grænser og fremover gøre den utilgængelig for køb og salg for pengekapital.
I stedet for en ejendomsret til jorden bestemt af internationale pengekapitaler, der trækker fødevareproduktionen, høsten og overskuddet bort fra det nationale fælleskab, bør ejendomsretten administreres af fællesskabet selv, i Danmark af Folketinget. I programmet for Socialdemokratiet 1913 er noget af tankegangen formuleret sådan:
»Udyrkede Arealer, Jorder, der samfundsmæssig set er uforsvarlig anvendt, samt andre Jorder, som samfundet har en særlig interesse i at eje, erhverves. Samfundets Ekspropriationsret udvides. Jord i offentlig besiddelse bør som Regel ikke afhændes til privateje. Brugen af den i samfundets Besiddelse værende dyrkelige Jord overdrages til Landarbejdere og Ligestillede. Hvor det er fornødent tilvejebringes de nødvendige Driftsmidler af Samfundet… Hvor Brugsretten til Samfundets Jord er overdraget enkelte Personer eller Sammenslutninger, fastsættes en afgift af jorden i Forhold til dens Værdi«.
På dette tidspunkt var Socialdemokratiet stadig et Miljødemokrati.
Forfatteren til læserbrevet citerer fra Socialdemokratiets jordpolitiske målsætninger, som de blev formuleret i 1913. Der kan måske være grund til at overveje det brugbare i den jordpolitiske linje, der lægges i citatet. Man skal i den forbindelse tage højde for, at programmet vedtages i en periode hvor der i forvejen var debat om jordpolitikken i Danmark. Baggrunden var at en del jord stadig var ejet af en lille gruppe mennesker, ca. 800 adelsfamilier. En del af denne jord kunne ikke sælges frit, fordi den igennem historien var blevet givet af kongemagten til adelsfamilierne som løn for at stå til rådighed med et militært beredskab. Som tiden gik mistede dette beredskab sin betydning, man overgik i stedet til at staten selv stod for det militære beredskab. Men de privilegier der fulgte med, da adelen havde de militære forpligtelser, blev stadig opretholdt. Resultatet var en højst ulige fordeling af jord og at det kunne være svært at få adgang til jord, for de socialt dårligst stillede i landbruget. Da de sociale problemer voksede i slutningen af 1800-tallet, med social forarmelse til følge (pt. ikke et ukendt fænomen) i især landdistrikterne, stillede Socialdemokratiet kravet om jordfordeling og jord i offentligt eje. Noget man, især efter 1905, kunne enes med det Radikale Venstre om. Adgangen til jord blev nemlig på denne tid set som en mulighed for at løse nogle af de sociale problemer, fordi et mindre landbrug ved hårdt arbejde ville kunne brødføde en familie. Det er derfor partiet kræver jorden overdraget til landarbejderne. Partiet havde så meget ret i sin politik, på daværende tidspunkt, at de mindre landarbejder- og husmandsbrug kunne blive rentable, ved et mindre kvægbrug og tilslutning til det lokale andelsmejeri. Brugene udgjorde nemlig rygraden i andelsmejerierne - dermed i en kvalitetsproduktion der kunne afsættes til det engelske marked.
For mig at se, er det et åbent spørgsmål om den nuværende situation er sammenlignelig med disse, historiske, forhold. Personligt har jeg mine tvivl.
Men man kan bruge ovennævnte historie til at påpege at historien her viser, at det er muligt at udtænke alternative udviklingsveje for et erhverv i krise. Det er sådan set det der er kernen både i historien om dansk jordlovgivning og i historien om hvorledes erhvervet selv udviklede en række fællesejede produktionsvirksomheder: andelsbevægelsen. Det kan samtidigt være med til at sætte spørgsmålstegn ved landbrugsministerens opfattelse, også præsenteret i dagens avis, at der kun findes en udviklingens vej der ikke lader sig ændre: nemlig en yderligere koncentration af jorden på færre og færre bedrifter. vh. poul.