Læsetid: 1 min.

Ny it må ikke gå ud over patienter

8. oktober 2016

Kære Annette Møller, tak for din kommentar»Det er synd for hospitalet«(1. oktober), hvor du beskriver dine oplevelser som pårørende i forbindelse med din mands undersøgelser og operation på Gentofte Hospital.

Du skriver først og fremmest om dit møde med et personale, der brugte mere tid på et nyt it-system end på at tale med dig og din mand. Hele forløbet gav jer ikke en følelse af ikke at være velkommne.

Vi er kede af at læse om din oplevelse, for vi stiler efter, at patienter og pårørende føler sig godt modtaget, når de kommer hos os.

Du nævner som sagt et nyt it-system, Sundhedsplatformen, der blev indført i slutningen af maj på Herlev og Gentofte Hospital. Systemet erstatter mange forældede it-systemer og er en ny måde for os at arbejde på. Målet er at få et bedre overblik og at inddrage patienterne, for eksempel ved at læge og patient sammen udfylder journalen.

Det er en stor forandring, der tager tid, og vi er ikke nået i mål endnu.

Vores intention er selvfølgelig, at patienter og pårørende skal mærke mindst muligt til vores arbejde med at tage de nye it-systemer i brug. Men det er svært helt at undgå. Det skal ikke være en undskyldning. Uanset hvilket it-system, vi arbejder med, ønsker vi at inddrage patienter og pårørende samt lytte til kritik og forslag til forbedringer.

Derfor vil vi gerne invitere dig og din mand til et møde hos os på Gentofte Hospital, hvor I kan uddybe jeres oplevelser som pårørende og patient: Hvad kan vi gøre bedre set med jeres øjne? Hvordan kan vi give den bedst mulige behandling, og hvad kan vi ændre, så moderniseringen af it og det gode patientforløb går hånd i hånd?

Finn Rønholdt, Flemming Olsen, Helene Bliddal og Thomas Høi-Hansen er ansatte ved Herlev og Gentofte Hospital

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu