Oprøret, der forsvandt

Konfrontationer fyldte i min opvækst på Møn i begyndelsen af 1980’erne. Jeg kom tit op at slås, fordi jeg blev mobbet.

På himmelen over mig trænede de nye F-16 fly til det store opgør med Warszawapagten, som kunne finde sted ude i Østersøen når som helst.

Og den gang før internettet var jeg ofte konfronteret med en helt ubærlig kedsomhed, som lokalsamfundet tilbød to muligheder for at kurere: Druk eller sport.

Jeg var nogenlunde til at drikke men håbløs til sport, så jeg tilbragte helst min tid på biblioteket efter skole.

Udover at studere hvor mange gange supermagterne kunne ødelægge Jorden, forskellen på PLO og PFLP og udgivelser fra Tiderne Skifter, slugte jeg Tine Brylds bøger om Liv og Alexander, som tændte en længsel i mig efter et andet liv, som en del af et alternativt fællesskab.

Læs også: Anmeldelse: Peter Øvig afpolitiserer BZ’erne i sin nye bog

Jeg sad klistreret til radioen og hørte P4 i P1 berette om politiets brug af tåregas mod unge, og mærkede en radikal vrede vokse. Jeg drømte om en helt anden verden og kom i min søgen på en Tvind-efterskole.

Udover store mængder sport gik tiden med at konfrontere lærerne i uendelige debatter om, hvorvidt jeg måtte have huller på buskerne, og hvorvidt gardisetterne skulle være trukket for om dagen. 

Det er her i september 1986, at Peter Øvig Knudsens bog om BZ-bevægelsen når sit klimaks: Jeg er nøjagtig 16-årig og står i tv-stuen og ser billederne af BZ’erne, som holder barrikaderne over Ryesgade. 

Det giver mig et svar på, hvad jeg skal i en verden uden fremtid: Jeg skal ’befri mit liv’. Skabe et alternativt til ’imperialismen’ fra Vest og fra Øst, til mobberne, til Tvind-lærere og til alle andre eksisterende sociale og politiske strukturer. Billederne fra Ryesgade viste, at det radikale alternativ var en konkret realitet.  

Voldens problem

Jeg beslutter, at jeg også vil være BZ’er. Jeg flytter til København, som stadig lugtede af kål og petroleum og var præget af ungdomsarbejdsløshed og boligmangel.

Fire år senere, 1990, bliver jeg anholdt tidligt om morgenen i det sidste besatte hus i København i Viborggade. En rydning, som Peter Øvig sætter som BZ-bevægelsens endeligt.

Den lille håndfuld år, jeg var en del af bevægelen, satte sig sine spor i mig. I modsætning til resten af landet, hvor BZ-oprøret stort set ingen politiske spor har sat sig.

Der er ingen nutidige debatter, organisationer, institutter, tænketanke, tidsskrifter, forlag eller politiske partier, som har deres rod i BZ, og ifølge Peter Øvig er bevægelsen glemt af ungdommen i dag. 

Hvorfor? Mest iøjnefaldende havde villigheden til at konfrontere statsmagten med vold nogle helt grundlæggende strategiske problemer.

Læs også: Historien om en flok helt almindelige, etniske danskere som radikaliseres

I debatten om Peter Øvigs bog hævder mange gamle BZ’ere, at det er urimeligt at blive identificeret med vold. Det er sandt, at fællesskabet var meget andet end vold.

Men alene fravalget af civil modstand og tilvalget af en permanent trussel om voldelig konfrontation resulterede i nogle uløselige problemer.

Mest direkte forstærkede det ’repressionen’ og sørgede for, at alle tomme huse fremover blev revet ned med det samme eller gjort ubeboelige.

Samtidig blev politiet utrolig gode til at håndtere husbesættelser, uden at det kom til store slag: Man venter bare og snupper besætterne, mens de sover. Færdig arbejde.

Det blev umuligt at få succes, og politiske bevægelser minder på den måde om teknologi: Hvis de ikke har været en umiddelbar succes for brugerne, så får de ikke nogen efterfølgere og uddør.

Skrid!

Dernæst var bevægelsen – til trods for at den fyldte meget i offentligheden – stort set uden langsigtede og holdbare alliancer.

En social bevægelse, der vil være en kraft for demokratisk forandring, men som er helt selvoptaget og uden allierede i det civile samfund, har ikke en chance for at sætte sit præg på eftertiden.

Det skyldtes dels, at den millitante radikalisme skabte nogle helt praktiske problemer i forhold til at engagere sociale kræfter uden for miljøet og inddrage nye grupper af unge.

Er du millitant, er det en god ide at være hemmelighedsfuld, og det skaber en lukkethed, som isolerede bevægelsen fra resten af demokratiet. Helt konkret lignede huset i Viborggade for eksempel et fort fra Mad Max, der sagde ’skrid’ til forbipasserende.

Det intense fjendskab med politiet og en stærk følelse af ’os’ mod ’systemet’ slog over i det elitære og i en følelse af at være en særlig klarsynet avantgarde, der ikke behøvede at kommunikere med det omgivende samfund i andet end obskure manifester og anonyme udtalelser nøje afstemt på et fællesmøde.

Isolationen havde til dels også en ideologisk årsag: Vi troede ikke på den store revolution som en praktisk konkret begivenhed, og der var ikke noget håb at hente i – hvad der blev opfattet som – en forstenet traditionel venstrefløj.

Derfor handlede det først og fremmest om at befri det nære fællesskab i kollektivet, og der var ikke nogen grund til at engagere sig med folket.  

Her havde man rent faktisk muligheder for at engagere sig i forvejen eksisterende demokratiske strukturer. Men ’reformisme’ var et udpræget skældsord, og de ideer, man havde, fik ikke nogen spredning.

Modsat for eksempel den italienske ’centro sociali’-ide, hvor man undgik konfrontationer, og hvor husbesættelser blev brugt til at skabe sociale rum for bredere initiativer inden for alt fra narkoafvænning og pladestudier til computeraktivisme, hvilket skabte stærke platforme for efterfølgende generationer.

Endelig blev basisdemokratiet så basis, at det undergravede langsigtede forandringer. Ønsket om at etablere brugerstyrede huse, byggede på ideer, der kom fra ’68-oprøret, men i en mere radikaliseret form.

Der var en stærk anarkistisk nerve, og punken var oprørets kulturelle rum, og derfor var man direkte imod at etablere institutioner og udpege ledere.

Derfor kunne oprøret ikke transformeres til langsigtet politisk forandring, hvilket netop lykkes for 68’erne, fordi de også opbyggede organisationer, havde markante ledere og en mere eller mindre bevidst plan for det nye samfunds institutioner inden for især ligestilling, miljø, undervisning og kultur, hvilket har haft stor betydning for eftertiden.

Den skjulte arv

Skal vi finde spor af BZ-oprøret i nutiden, skal vi derfor vende blikket væk fra det politiske og mod det urbane landskab. Afvisningen af politik som traditionel politisk organisering betød, at handling blev ophøjet til den højeste værdi.

Det skabte entreprenante mennesker, der var gode til at få praktiske ting gjort fra bunden, og derfor er der i dag flere større københavnske virksomheder med en social profil, som har rødder i BZ. Ligesom flere direkte sociale projekter rettet mod unge er drevet af tidligere BZ’ere.

Endelig bidrog  BZ til en mentalitetsændring i forhold til byudvikling:  Ved at gøre byrummet til en konfliktzone kom der meget mere fokus på brugerinddragelse og eksperimenterende byrum.

Udover at København er blevet en meget rig by siden, er det også kulturelt set en helt anden by i dag, hvor kommunen sørger for alternative tilbud til unge. Mange af dem var helt utænkelige for 30 år siden.

For mit eget vedkommende udviklede jeg mig sammen med byen. Jeg blev hængende nogle år efter rydningen, men efterhånden som Den Kolde Krig blev historie, ungdomsarbejdsløsheden blev meget mindre, og jeg begyndte på et studie, lignede verden pludselig et sted med en fremtid med plads til andet end at forberede sig på den næste konfrontation.

Nikolai Lang er cand. mag.