Kronik

Oprøret, der forsvandt

Jeg brugte min tidlige ungdom i BZ-bevægelsen. I dag må jeg give Peter Øvig ret i, at bevægelsen har haft forsvindende lille betydning for eftertiden. Det skyldes bl.a. lukkethed, som blev skabt af den millitante indstilling – og at oprøret var præget af en elitær følelse af at være en særlig klarsynet avantgarde, der kunne nøjes med at kommunikere i obskure selvudgivelser
Debat
5. oktober 2016
Billederne af BZ’erne, som holder barrikaderne i Ryesgade, viste, at det radikale alternativ var en konkret realitet

Billederne af BZ’erne, som holder barrikaderne i Ryesgade, viste, at det radikale alternativ var en konkret realitet

Bo Svane

Konfrontationer fyldte i min opvækst på Møn i begyndelsen af 1980’erne. Jeg kom tit op at slås, fordi jeg blev mobbet.

På himmelen over mig trænede de nye F-16 fly til det store opgør med Warszawapagten, som kunne finde sted ude i Østersøen når som helst.

Og den gang før internettet var jeg ofte konfronteret med en helt ubærlig kedsomhed, som lokalsamfundet tilbød to muligheder for at kurere: Druk eller sport.

Jeg var nogenlunde til at drikke men håbløs til sport, så jeg tilbragte helst min tid på biblioteket efter skole.

Udover at studere hvor mange gange supermagterne kunne ødelægge Jorden, forskellen på PLO og PFLP og udgivelser fra Tiderne Skifter, slugte jeg Tine Brylds bøger om Liv og Alexander, som tændte en længsel i mig efter et andet liv, som en del af et alternativt fællesskab.

Læs også: Anmeldelse: Peter Øvig afpolitiserer BZ’erne i sin nye bog

Jeg sad klistreret til radioen og hørte P4 i P1 berette om politiets brug af tåregas mod unge, og mærkede en radikal vrede vokse. Jeg drømte om en helt anden verden og kom i min søgen på en Tvind-efterskole.

Udover store mængder sport gik tiden med at konfrontere lærerne i uendelige debatter om, hvorvidt jeg måtte have huller på buskerne, og hvorvidt gardisetterne skulle være trukket for om dagen. 

Det er her i september 1986, at Peter Øvig Knudsens bog om BZ-bevægelsen når sit klimaks: Jeg er nøjagtig 16-årig og står i tv-stuen og ser billederne af BZ’erne, som holder barrikaderne over Ryesgade. 

Det giver mig et svar på, hvad jeg skal i en verden uden fremtid: Jeg skal ’befri mit liv’. Skabe et alternativt til ’imperialismen’ fra Vest og fra Øst, til mobberne, til Tvind-lærere og til alle andre eksisterende sociale og politiske strukturer. Billederne fra Ryesgade viste, at det radikale alternativ var en konkret realitet.  

Voldens problem

Jeg beslutter, at jeg også vil være BZ’er. Jeg flytter til København, som stadig lugtede af kål og petroleum og var præget af ungdomsarbejdsløshed og boligmangel.

Fire år senere, 1990, bliver jeg anholdt tidligt om morgenen i det sidste besatte hus i København i Viborggade. En rydning, som Peter Øvig sætter som BZ-bevægelsens endeligt.

Den lille håndfuld år, jeg var en del af bevægelen, satte sig sine spor i mig. I modsætning til resten af landet, hvor BZ-oprøret stort set ingen politiske spor har sat sig.

Der er ingen nutidige debatter, organisationer, institutter, tænketanke, tidsskrifter, forlag eller politiske partier, som har deres rod i BZ, og ifølge Peter Øvig er bevægelsen glemt af ungdommen i dag. 

Hvorfor? Mest iøjnefaldende havde villigheden til at konfrontere statsmagten med vold nogle helt grundlæggende strategiske problemer.

Læs også: Historien om en flok helt almindelige, etniske danskere som radikaliseres

I debatten om Peter Øvigs bog hævder mange gamle BZ’ere, at det er urimeligt at blive identificeret med vold. Det er sandt, at fællesskabet var meget andet end vold.

Men alene fravalget af civil modstand og tilvalget af en permanent trussel om voldelig konfrontation resulterede i nogle uløselige problemer.

Mest direkte forstærkede det ’repressionen’ og sørgede for, at alle tomme huse fremover blev revet ned med det samme eller gjort ubeboelige.

Samtidig blev politiet utrolig gode til at håndtere husbesættelser, uden at det kom til store slag: Man venter bare og snupper besætterne, mens de sover. Færdig arbejde.

Det blev umuligt at få succes, og politiske bevægelser minder på den måde om teknologi: Hvis de ikke har været en umiddelbar succes for brugerne, så får de ikke nogen efterfølgere og uddør.

Skrid!

Dernæst var bevægelsen – til trods for at den fyldte meget i offentligheden – stort set uden langsigtede og holdbare alliancer.

En social bevægelse, der vil være en kraft for demokratisk forandring, men som er helt selvoptaget og uden allierede i det civile samfund, har ikke en chance for at sætte sit præg på eftertiden.

Det skyldtes dels, at den millitante radikalisme skabte nogle helt praktiske problemer i forhold til at engagere sociale kræfter uden for miljøet og inddrage nye grupper af unge.

Er du millitant, er det en god ide at være hemmelighedsfuld, og det skaber en lukkethed, som isolerede bevægelsen fra resten af demokratiet. Helt konkret lignede huset i Viborggade for eksempel et fort fra Mad Max, der sagde ’skrid’ til forbipasserende.

Det intense fjendskab med politiet og en stærk følelse af ’os’ mod ’systemet’ slog over i det elitære og i en følelse af at være en særlig klarsynet avantgarde, der ikke behøvede at kommunikere med det omgivende samfund i andet end obskure manifester og anonyme udtalelser nøje afstemt på et fællesmøde.

Isolationen havde til dels også en ideologisk årsag: Vi troede ikke på den store revolution som en praktisk konkret begivenhed, og der var ikke noget håb at hente i – hvad der blev opfattet som – en forstenet traditionel venstrefløj.

Derfor handlede det først og fremmest om at befri det nære fællesskab i kollektivet, og der var ikke nogen grund til at engagere sig med folket.  

Her havde man rent faktisk muligheder for at engagere sig i forvejen eksisterende demokratiske strukturer. Men ’reformisme’ var et udpræget skældsord, og de ideer, man havde, fik ikke nogen spredning.

Modsat for eksempel den italienske ’centro sociali’-ide, hvor man undgik konfrontationer, og hvor husbesættelser blev brugt til at skabe sociale rum for bredere initiativer inden for alt fra narkoafvænning og pladestudier til computeraktivisme, hvilket skabte stærke platforme for efterfølgende generationer.

Endelig blev basisdemokratiet så basis, at det undergravede langsigtede forandringer. Ønsket om at etablere brugerstyrede huse, byggede på ideer, der kom fra ’68-oprøret, men i en mere radikaliseret form.

Der var en stærk anarkistisk nerve, og punken var oprørets kulturelle rum, og derfor var man direkte imod at etablere institutioner og udpege ledere.

Derfor kunne oprøret ikke transformeres til langsigtet politisk forandring, hvilket netop lykkes for 68’erne, fordi de også opbyggede organisationer, havde markante ledere og en mere eller mindre bevidst plan for det nye samfunds institutioner inden for især ligestilling, miljø, undervisning og kultur, hvilket har haft stor betydning for eftertiden.

Den skjulte arv

Skal vi finde spor af BZ-oprøret i nutiden, skal vi derfor vende blikket væk fra det politiske og mod det urbane landskab. Afvisningen af politik som traditionel politisk organisering betød, at handling blev ophøjet til den højeste værdi.

Det skabte entreprenante mennesker, der var gode til at få praktiske ting gjort fra bunden, og derfor er der i dag flere større københavnske virksomheder med en social profil, som har rødder i BZ. Ligesom flere direkte sociale projekter rettet mod unge er drevet af tidligere BZ’ere.

Endelig bidrog  BZ til en mentalitetsændring i forhold til byudvikling:  Ved at gøre byrummet til en konfliktzone kom der meget mere fokus på brugerinddragelse og eksperimenterende byrum.

Udover at København er blevet en meget rig by siden, er det også kulturelt set en helt anden by i dag, hvor kommunen sørger for alternative tilbud til unge. Mange af dem var helt utænkelige for 30 år siden.

For mit eget vedkommende udviklede jeg mig sammen med byen. Jeg blev hængende nogle år efter rydningen, men efterhånden som Den Kolde Krig blev historie, ungdomsarbejdsløsheden blev meget mindre, og jeg begyndte på et studie, lignede verden pludselig et sted med en fremtid med plads til andet end at forberede sig på den næste konfrontation.

Nikolai Lang er cand. mag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Poul Sørensen

Jeg husker at ungdomsoprøret blev kaldt for et sidespor og dødt allerede i 70'erne.... Jeg tror der er masser af vitaminer i BZ bevægelsen fordi den var meget autentisk og det er noget der vil gribe mere og mere ind i fremtidens bevægelser...
De forskellige kapitler der er og bliver skrevet om den anarkistiske bevægelse forsvinder ikke bare i den blå luft...

Poul Sørensen

Ungdomsoprøret fik vel første gang en renæssance i 90'erne og er først for alvor blevet alment accepteret efter årtusindeskiftet. Nu er mange af modstanderne af ungdomsoprøret døde eller har opgivet at "bede de unge om at blive klippet". Det er nemmere at gøre noget til mode når alle de kristiske stemmer er blevet hæse .... tidens pendul svinger frem og tilbage og man ser ofte først effekten meget senere....

Vi unge den gang manglede én ting: En grund til at involvere sig i et samfund, der grundlæggende var usympatisk og ikke levnede plads til andet end materialisme: Præcis som i dag.

Odin Rasmussen

Det vestlige system har en god evne til at optage revolutionære og modkulturelle tendenser, strategier og grupperinger og gøre dem til en slags sub- kultur eller et udtryk der kan kommercialiseres i en mode. Eller bruge en bestemt arbejdsmetode i erhvervs livet. Vi har jo to erfaringer: den anerkendte også fantasien, den uartikulerede, virtuelle erfaring ”noget kunne være anderledes”.

Torben Skov, Peter Jensen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Der er flere fejlslutninger i denne Information-artikel fra en ex-bz'er. For bare at nævne nogle få i stikord:
- De fleste Centri Sociali Autogestiti rundt om i Italien, var i deres tilblivelse som regel i en hård konfrontationscyklus med det italienske statsapparat (- ofte ledet af kommunistiske borgmestre fra det hedengangne PCI). Se f.eks. på historien om den vel største "Centro sociale Leoncavallo” i Milano.
- Alliance-duelighed: Bz-bevægelsen og autonome grupper søgte konstant politiske alliancer at kæmpe sammen med: således ved diverse strejker/blokadeaktioner, antiapartheid aktiviteter, anti-Nato-kampagner, anti-atomkraftdemoer, men også gennem social tværgående aktionsuger som kulørte og sorte klat-initiativer, mv. der bl.a. involverede gamle mennesker der aktivt protesterede mod deres usle vilkår.

- "Udover at København er blevet en meget rig by siden, er det også kulturelt set en helt anden by i dag, hvor kommunen sørger for alternative tilbud til unge ..." - Hvad består disse "fantastiske muligheder" i? Med bare en overfladisk gennemgang af den socioøkonomiske situation, vil enhver hurtigt blive klar over, at neoliberalistiske tiltag og gentrificeringen har skabt ny fattigdomsformer og prekære forhold for en betragtelig del af bybefolkningen - unge studerende, indvandrere, kontanthjælpsmodtagere, boligløse, you name it.
(Hilsen fra en som dengang var med blandt de udskældte autonome)

Peter Jensen, Poul Sørensen, Niels-Holger Nielsen, Søs Jensen og inge hansen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

Det er jeg ikke helt enig i. Jeg opfattede BZ-bevægelsens formål som fortsættelse af ungdomsoprøret.

"I modsætning til resten af landet, hvor BZ-oprøret stort set ingen politiske spor har sat sig."

Det er vist ikke helt korrekt, selvom de fleste spor efter BZ, som jeg stadig oplever i det danske samfund, er i den offentlige sektors sagsbehandling. De politiske spor omtales sjældent direkte, men er alligevel ret tydelige. Overordnet er det vigtigste spor fra BZ-bevægelsen, at evnen og viljen til kamp er vigtigere end behov, når offentlige ydelser og politiske mål skal prioriteres.

En forskel, der passer godt med, at BZ-bevægelsens medlemmer nu er blevet ældre, er, at evnen og viljen til kamp nu er flyttet til Nordsjælland samt højtuddannede og økonomisk velstillede mennesker. Modsat skæres mest ned på offentlige tilbud til befolkningsgrupper, der ikke er kendte for modstand.
Faktisk er arven efter BZ også tydelig i sagsbehandlingen i forhold til arbejdsløse og mennesker uden for arbejdsmarkedet: De, der ikke kan eller vil kæmpe for sin sag, får ingen hjælp, mens alle døre står åbne for de, der har en troværdig evne til kamp. Nogle administrative stramninger de seneste årtier var, at proceduren for ansøgning om offentlige ydelser blev mere komplicerede samtidig med, de blev betragtet som en ret snarere end støtte givet efter behov.

"Der er ingen nutidige debatter, organisationer, institutter, tænketanke, tidsskrifter, forlag eller politiske partier, som har deres rod i BZ,"

Det kan skyldes, at de, der var med i BZ-bevægelsen, har fået gode jobs i den offentlige sektor eller er kunstnere. Nutidens debatform er præget af BZ-bevægelsens adfærd, hvorfor mange debatter er forsvundet til fordel for begrebet 'nødvendig politik' og kampagner, som vanskelig kan modsiges. Det er ligegyldigt, om organisationer, institutter, tænketanke og politiske partier direkte har sin rod i BZ, hvis de rekrutterer sine ledelser fra uddannelsessteder, hvor BZ-bevægelsen præger undervisningen, eller tidligere medlemmer af BZ-bevægelsen er ansat i ministerier.

Børge Rahbech Jensen - Hvilet belæg har du for at skrive, " hvis de rekrutterer sine ledelser fra uddannelsessteder, hvor BZ-bevægelsen præger undervisningen, eller tidligere medlemmer af BZ-bevægelsen er ansat i ministerier". Det er jo et udsagn, der minder om, studenteroprørets ledere og hippier, "der alle blev departementchefer".
Tjah, en håndfuld måske....=?

Henning Egholk

Godt skrevet Nikolai Lang! Synes bare lige at du glemmer konfrontationen omkring Ungdomshuset som jo var langt senere. Dette førte jo til voldsomme optøjer og gadekampe på Nørrebro og Christianshavn. Ok Ungdomshuset var vel som sådan ikke bezat, men stillet til rådighed af kommunen. Men da det så først var solgt, så var det vel i teorien også BZ'ere der..

Peter Bækgaard

Det var besat. Hvis du ejer et hus og folk benytter det uden din tilladelse så er det sgu da besat. Så er det fløjtende ligegyldigt om møgungerne føler sig uretfærdigt behandlet.

Ungdomshuset var stillet til rådighed for de unge af Københavns kommune, men Søren Pind og Geertsen fik listet en beslutning om salg igennem i BR under en periode med en vikars varetagelse af overborgmesterposten. I dag har de unge helt - hvad der er helt naturligt i en storby - et selvstyrende ungdomshus ...nu beliggende på Dortheasvej 61. NV

Peter Bækgaard

Det er irrelevant. Huset tilhørte en kæber som har ret til at disponere over ejendommen indenfor lovens rammer. Det kan en flok fornærmede unge ikke ændre på.

Peter Bækgaard, det du kalder irrelevant var de unges forhandling med kommunen om at finde et nyt sted til de unge. Altså en en helt legitim udenomsparlamentarisk proces for at få overrulet de reaktionære kræfter i BR, og i øvrigt.

Peter Bækgaard

det er irrelevant fordi de forblev på en adresse der ikke længere var til deres disposition. De kunne have valgt at tage en normalt begavet dialog om et nyt hus, i stedet ville de have gang i gade.
De er lige så tåbelige som de altid har været.

Peter Bækgaard, jeg tror ikke du husker højreflokkens retorik fra den gang. Det var et politisk raid mod selve det selvstyrende element. I øvrigt er dit forsøg på at skrælle sagen ind til det rent juridiske en ægte højrereaktionær reaktion. Ingen - hverken sælger eller køber var i tvivl om at kommunen løb fra sit ord til de unge. Og sådan fungerer politik jo ikke i et demokrati.

Hmm. Sådan har demokratisk politik ellers virket temmeligt længe.

Torben Skov, hvis ikke magtens ret og jura er til diskussion så stivner samfundet i visionsløshed. I øvrigt er et ord et ord også i jura.

BZ var drevet af frihedskamp, ikke af vold
https://www.information.dk/debat/2016/10/bz-drevet-frihedskamp-vold