Populismen er vor tids spøgelse. Uanset hvorhen vi kigger, uanset om det er i Europa eller i USA, ser vi det samme: Et oprør mod de politiske, kulturelle og økonomiske eliter og nærmere bestemt afvisningen af en liberal globalisme, der har domineret politisk og ideologisk tænkning siden Den Kolde Krigs afslutning.
Der er ikke så få, der mener, at populismen er et alvorligt problem, fordi den udfordrer vores politiske og økonomiske regimes legitimitet, manøvremuligheder og stabilitet.
Den danske oversættelse af historikeren Jan Werner-Müllers Hvad er Populisme? er frisk fra tryk fra Informations forlag, og tidligere i år skabte journalisten Anne Applebaum overskrifter, da hun profeterede, at verden, som vi kender den, ville styrte i grus, hvis briterne stemte for Brexit, amerikanerne valgte Donald Trump, og franskmændene stemte Front National.
Tænker man som Applebaum – og delvist som Müller – må opgaven være at mane populismen i jorden. Og det er der unægteligt en væsentlig pointe i. I hvert fald ville det være et udslag af dyb letsindighed, hvis ikke man var på vagt over for udsigten til en præsident Trump eller et Frankrig domineret af Front National.
Men det virkelige spørgsmål er, om det ikke også er udtryk for en farlig letsindighed at se populismen som problemets kerne? For hvad nu, hvis populismen ikke bare er en uforklarlig ideologisk perversion, men en indikation på reelle problemer i den liberale globalisme, som den er et oprør imod?
Den antikke lektie
Her kan det, som så ofte før, være fornuftigt at anlægge et historisk perspektiv, og det er netop, hvad historikeren Barry Strauss har gjort i et essay i tidsskriftet The New Criterion.
Strauss’ artikel beskæftiger sig med den romerske republiks lange dødskamp i årene fra det andet århundrede til 27 f.Kr. Det tankevækkende i Strauss’ skildring er ligheden mellem nu og dengang. I takt med at Romerriget havde ekspanderet, underlagt sig nye territorier og var blevet den dominerende magt i den kendte verden, var den sociale sammenhængskraft gået fløjten.
Julius Cæsar i spidsen for sin hær på vej over floden Rubicon i Italien. Julius Cæsar nægtede at følge senatets ordre og afgive kommandoen over sine legioner, og da han overskred Rubicon 49 f.Kr., kastede han riget ud i borgerkrig. Herefter var der kun Republikkens højlydte dødsrallen tilbage.
Med ekspansionen flød enorm velstand ind i lommerne på Republikkens overklasse, der langsomt men sikkert trængte de mindre jordbesiddere væk fra de gode jorder, samtidig med at de i kraft af deres kontrol med det politiske system reelt stjal Republikkens offentligt ejede jord, hvor småbønderne førhen havde sendt deres kvæg hen for at græsse.
Det var ellers småbønderne, der var rygraden i Republikkens imponerende militære magt, for den romerske bonde var på en gang landmand og soldat. Det var netop dem, der var draget ud og havde lagt verden for Roms fødder. Når de vendte hjem, måtte de ikke sjældent erfare, at de havde mistet deres gård og jord til rige godsejere. Den sociale kontrakt, der havde bundet det romerske samfund sammen, var revet itu.
Oprøret mod eliten
Det var på den baggrund, at folketribunen Tiberius Gracchus i 133 f.Kr. indledte en kamp for omfattende jordreformer til fordel for småbønderne og det voksende jordløse proletariat. Ifølge Strauss var Gracchus en slags proto-populist. For han så stort på den romerske forfatning, og i stedet anvendte kombinationen af folkemagt og rå brutalitet til at realisere sine planer, der var en åben krigserklæring mod samfundets elite, hvis politiske magtbastion var Roms senat.
Hvad der fulgte, var næsten uundgåeligt: Inden længe var konflikten eskaleret, og ved et voldeligt sammenstød mellem Gracchus’ og senatets tilhængere, blev Tiberius Gracchus banket til døde.
Mordet på Gracchus blev ikke afslutningen på den anti-elitære proto-populisme, men indvarslede en lang epoke, hvor Republikkens vigtigste skillelinje kom til at gå mellem proto-populisterne, der blev kaldt popularer, og eliten, der kaldte sig selv optimater, det vil sige ’de bedste mænd’. Strauss beskriver optimaternes konstitutionelle grundsyn således:
»Optimaterne mente, at en snæver elite, baseret på velstand, herkomst og offentlig fortjeneste, skulle herske … Optimaterne foretrak, at det jævne folk og deres politiske institutioner kun skulle besidde begrænset magt.«
Dette var i overensstemmelse med Roms forfatning, som den nu engang blev praktiseret. Derfor kunne optimaterne se sig selv som vogtere af den hævdvundne orden og frihed. Deres dygtigste talsmand, Marcus Tullius Cicero, forsvarede i Republikkens tusmørke indædt Roms blandede forfatning mod det, han så som magtbrynde og overgreb fra ærgerrige demagoger, ofte af fornem byrd, der brugte det jævne folks vrede til at fremme deres egne politiske ambitioner.
Republikkens fald
Gang på gang dukkede popular-førere op og udfordrede senatets magt. Og gang på gang blev de slået ned og myrdet. Men trolden var ude af æsken, og medens fraktionerne sloges om magten, skred opløsningen af Republikken ubønhørligt frem. Trin for trin og demagog for demagog gled magten ud af politikernes hænder og over til ambitiøse hærførere.
Reelt set var det hele forbi, da den sidste af de store popularer, Gaius Julius Cæsar, efter at have underlagt sig Gallien nægtede at følge senatets ordre og afgive kommandoen over sine legioner. Han overskred Rubicon 49 f.Kr. og kastede riget ud i borgerkrig. Herefter var det kun Republikkens højlydte dødsrallen, man bevidnede.
Cæsars ’arving’, Augustus, gjorde en ende på det 27 f.Kr. Den ældgamle romerske forfatning fik nu kun lov at bestå af navn, mens de politiske institutioner og embeder blev tømt for indhold. Frem til Romerrigets fald i 476 e.Kr. var riget et monarki, hvor magten lå hos kejseren og hæren.
Hvorfor gik det sådan, og kunne det være endt anderledes? Dette spørgsmål rejser Strauss og peger på, at det faktisk var de problemer, som Gracchus ville løse, der havde undergravet den romerske republik. Jordreform var nødvendigt, men den romerske elite havde affejet kravet som populisme. Eliten var villig til at gamble med samfundets fremtid på grund af sine egne kortsigtede økonomiske interesser. Strauss konkluderer:
»Det var et dårligt sats. Fraværet af landreform betød i sidste ende, at de romerske legioner blev forvandlet fra en hær af småbønder til en hær af jordløse proletarer. De havde ikke længere ejendom og et lod i samfundet, men de havde sværd … og således gik Rom fra en epoke under senatet og dets loyale hærførere som Cato og Scipio til en ny under førere og diktatorer som Marius, Sulla, Pompejus og Cæsar.«
Elitens svigt
Hvad har alt dette med os at gøre? Rigtig meget, hvis man spørger Strauss. For forløbet op til Republikkens fald understreger, at det ikke er populismen i sig selv, der er problemet, men derimod elitens svar på den. Når en elite – med Strauss’ ord – er korrupt eller snæversynet og nægter at anerkende folkets legitime krav, ja så er det folkets legitime ret at udfordre eliten. Ansvaret for den romerske republiks fald og de vestlige demokratiers legitimitetskrise ligger hos eliten.
Forstandige eliter må ifølge Strauss tage populisme som et wake-up-call. I stedet for at møde populisme med en attitude, der siger »problemer, hvilke problemer?«, må de spørge ind til de bekymringer, der giver populismen næring. Det indbefatter erkendelsen af, at populisme er noget, der må inviteres med ind i samtalen, ikke noget, der skal udskammes eller inddæmmes.
Populisme er ikke en sygdom, men et symptom. Ja, måske gennemlever vi ikke en krise med populismen, men en krise med eliten, det moderne rodløse Davos-menneske, som administrerer stater, organisationer og virksomheder uden blik for det lokale, rodfæstede og kontingente.
Optimaterne lærte det aldrig, og prisen blev Republikkens sammenbrud. Vor tids globalistiske eliter har stadig mulighed for at lægge øret til og justere kursen, inden de vestlige demokratier slår ind på en kurs, der leder mod krise eller ligefrem undergang og cæsarisme.
Christian Egander Skov er ph.d. og redaktør ved Årsskriftet Critique
Filmen "The American President" med Michael Douglas indeholder flere lektioner i forskellenn på populisme og seriøs politik. Bla. i talen her fra slutningen af filmen:
https://www.youtube.com/watch?v=OC2jhQ0KAAU
Filmen "The American President" med Michael Douglas indeholder flere lektioner i forskellenn på populisme og seriøs politik. Bla. i talen her fra slutningen af filmen:
https://www.youtube.com/watch?v=OC2jhQ0KAAU
Det er under alle omstændigheder aldrig fornuftigt at dæmonisere andre mennesker, bare fordi man er (grundlæggende) uenig med dem.
Det er løfterigt, at konservatismen igen begynder at finde en stemme, efter at ligget under for liberalismen alt for længe.
Vil man redde demokratiet og vores samfund, er det ikke populisterne, man skal angribe, men de problemer, der giver dem opbakning i befolkningen.
Så sand. Men her er det jo populisterne selv der forhindrer netop dette. DF afleder fokus fra de relle problemer og beskytter den liberalistiske elites status quo.
Som dengang. som nu: Eliten var villig til at gamble med samfundets fremtid på grund af sine egne kortsigtede økonomiske interesser.
Og populisterne støtter i virkeligheden eliten. Det gælder både Trump og DF. Derfor giver det godt mening også at angribe populismen.
Populismen er ikke republikansk - i dag
Derfor holder sammenligningen ikke.
Det er værd at tage med i sin vurdering, at systemet uddanner en masse mennesker, der har et eksamens bevis, hvor der står at de forstår en hel masse ting, men som de reelt kun har lært uden ad.
- Jeg høre masser af mennesker i nyhederne og møder dem i samfundet, som har en uddannelse hvor det forventes af dem at de skal være i stand til at være "problemløsende", men disse mennesker tages igen og igen i at de ikke kan løse relative simple problemer - senest er lægerne gået ud og har bedt om at læger jævnligt bliver gentestet for at undersøge om de kan klare deres job.
- Mange uddannede bruger ikke indersiden af hovedet og når de bliver taget i det, så undskylder de sig med, at der ikke er penge nok eller andre latterlige undskyldninger...
...Eliten har altid været den ødelæggende kraft i et hver samfund gennem historien. Og uanset udfald ender de altid med at stå på benene igen.
...Populister er også i den grad magt mennesker og selvfølgelig vil de gøde den platform de bygger deres magt på og fremme utilfredsheden med de mekanismer som giver stemmer blandt vælgerne. Uanset omkostninger. Populisme er rendyrket magt begær.
...En ting er helt sikkert. Eliten er komplet ligeglade med den almindelige befolkning. Bare de kan bevare deres egen position og status er det eneste de har i deres tanker. Og vi almindelige mennesker finder os bare i det.
...Og bare vendt. Det bliver meget være. Så snart automatisering kan genproducerer sig selv og elitens sikkerhed kan garanteres gennem "sikkerheds" droner er det almindelige menneske værdiløs og overflødig i deres øjne - At de 20% skaffer sig af med de 80% kan set med elitens øjne være meget belejligt med de klima og ressource udfordringer verden står over for :-(
...Siger ikke det nødvendigvis skal ende sådan, men vi bevæger os i den retning med høj fart og der er en meget stor risiko for det ender sådan, hvis ikke det bliver bremset i tide.
Populisme har ingen ideologi. Det kan heller ikke udryddes i et demokrati, fordi det essentielt er at sige hvad vælgerne gerne vil høre. Dvs at folkelig kollektiv intuition benytter denne form som medie.
Det er risikabelt dogmatisk at fjendegøre folkelig kollektiv intuition. Dens hensigter er som regel bedre end kalkulernes.
Herman Hansen
Eliten har opfundet den computer, du bruger lige nu. Plus naturligvis rets- og velfærdssamfundet. Det skal du ikke finde dig i. Nu er det nok med denne ødelæggende kraft gennem historien!
Man skal nok være varsom med at drage alt for snævre paralleller mellem den romerske republik og nutidens demokratier, men når populistiske ledere, der selvfølgelig er magtmennesker i lige så høj grad som deres modstandere, kan få så mange med sig, må det vel være et symptom på et eller andet. Det løser ikke noget at skælde ud på populistiske demagoger, det løser heller ikke noget at udskamme de millioner, der stemmer på dem. Det, man skal have fat i, er årsagen til, at disse millioner handler, som de gør. Og her kan et spejl være et nyttigt redskab - der er jo en grund til, at sådanne bevægelser kaldes "reaktionære". En reaktion er aldrig årsagen; det begynder aldrig med, at den anden slog igen.
Eliten versus populismen: Kunne vi, der ser os selv som helt almindelige engagerede mennesker, bare få gjort det til en olympisk disciplin. Så kunne vi, hver fjerde år, sidde tilbagelænet og nyde et scenarie, hvor de udrydder hinanden. (Herligt!!!).
For aldrig mere at genopstå. Vel at mærke.
Nå, det er måske en kende for optimistisk.
Så måske skulle 'vi' nøjes med at bakke op om demokratiets uovervindelige værdier. - Og prøve at få grundloven justeret i harmoni hermed.
Den globaliserede verden er en åben og gennemsigtige verden, hvor valid information gennem sociale medier, gør det tydeligt og gennemskueligt for alle, hvad det er der foregår, samt de bagved liggende årsager og det faktum, at enhver med en mobiltelefon, kan gennemskue, at politikere ikke tjener borgernes interesser, men fokusere på privates kortsigtede økonomiske interesser, for kortsigtet økonomisk vækst, der samtidig undertrykker borgernes generelle sikkerhed på den lange bane.
Det er bare uholdbart!
Harman Hansen værre endnu :) :
At de 20% skaffer sig af med de 80% kan set med klodens, naturens og livets øjne være meget belejligt med de klima og ressource udfordringer verden står over for.
Det mennesker evt kan gøre er at trække i retning af at det sker ved naturlig afgang, og derafkommende massivt vækststop i ... (nåja en generation er såmænd nok ...30 år ?) ...men med en kronprins der alligevel får 4 børn har det nok lange udsigter ^^
Klodens naturens livets ... Undskyld jeg glemte en væsentlig interessent på listen : Menneskearten selv i sin tågede enhed. Livet selv er nok mere ligeglad. Det er jo 'nazist' :-D
odd bjertnes,
"meget belejligt med de klima og ressource udfordringer verden står over for"
...Det er præcis det som er pointen for fremtiden ;-)
De problemer, som populisterne påpeger, er ikke problemer, som eliten interesserer sig for. At almindelige mennesker fattiggøres af udenlandske løntrykkere og at tvinges til at leve i socialt belastede boligkvarterer, hvor de føler sig fremmedgjorte, er jo ikke elitens problem. Derfor skal man ikke skal forvente, at eliten vil forsøge at løse de problemer, der har skabt populismen. Set fra elitens synspunkt, består problemet med populismen alene i, at ikke alle dele af folkets brede lag ”makker ret”.
Blekingebandens ideologiske mentor, Gotfred Appel, havde ret i, at arbejderklassen i Vesteuropa og USA har en materiel levestandard, der forudsætter, at den vestlige verden fastholder sin udbytning af verdens u-lande. Når globaliseringen ophæver betydningen af landegrænserne, ophæves også forudsætningen for, at almindelige mennesker i den vestlige verden kan levet et trygt og godt liv. Forståeligt nok vender almindelige mennesker sig i USA og Europa sig imod denne udvikling og støtter derfor populistiske kræfter. Derfor stemte briterne for Brexit, og derfor blev Donald Trumph nomineret til republikansk præsidentkandidat.
De venstreorienterede interesserer sig mere for global retfærdighed end for arbejder- og underklassens velfærd i deres eget land. Derfor er de venstreorienterede i objektiv forstand arbejderklassens og underklassens fjende. Med sit syn på globaliseringen har de venstreorienterede i virkeligheden mere til fælles med den internationale globale højfinans end med almindelige mennesker. Der er derfor, at det på ingen måde falder de venstreorienterede for brystet, at Hillary Clinton sponsoreres af investeringsbankerne på Wall Street, og at hun omtaler fattige amerikanere som "trailer trash".
De etablerede medier - af onde tunger kaldet "die Lügenpresse" - støtter den liberale globalisme og gør dermed front mod almindelige mennesker, der har en interesse i bevarelsen af de nationale velfærdsstater. Indtil videre har det som regel været muligt for de etablerede medier at manipulere med den offentlige mening, således at et flertal har støttet den fremadskridende globalisering. Først med fremkomsten af internettet er det blevet muligt at skabe en modoffentlighed, der effektivt kan gå op imod den internationalt orienterede elites narrativer.
Set i et overordnet perspektiv udgør populismen ikke noget demokratisk problem, men er tværtimod en politisk strømning, der muliggør en højere form for demokrati, hvor den førte politik afspejler folkenes sande interesser. Hvis populismen skal besejre den liberale globalisme forudsætter det imidlertid, at en intellektuel elite gennem de alternative medier er i stand til at bevidstgøre folkets brede lag og mennesker fra alle sociale lag med hjertet på det sted.
Populismen er opgør med alle de fora for internationalt samarbejde, der blev etableret efter 2. Verdenskrig og er derfor udtryk for en frigørelsesproces, der vil være til gavn for langt de fleste mennesker i den vestlige verden. I denne forbindelse skal man huske på, at den internationale liberale globalisme såmænd ikke står så stærkt endda. Som Anne Applebaum rigtigt har påpeget, vil det betyde et sammenbrud af hele eksisterende verdensorden, hvis Trumph vinder det amerikanske præsidentvalg og Marine Le Pen blive valgt til fransk præsident i 2017. Dette perspektiv finder hun skæmmende, jeg finder det løfterigt.
Når vi køber historien om, at Augustus' enevældige kejserdømme opstod sådan "helt tilfældigt", alle efterfølgende rigers storhed og fald lige så og det samme for vores nuværende situation, så har vi i selvvalgt blindhed accepteret at vi absolut ingen indflydelse har på vores egen eksistens. Den er alene en konsekvens af tilfældigheder ovenfor vores kontrol. Vi har frivilligt givet magten over vores liv til toppen af Eliten og det er ikke et øjeblik i tvivl om hvad de vil bruge den til!
Jeg er sikker på, at toppen af pyramiden var ganske tilfredse med Augustus' indførelse af 500 års militærdiktatur. Præcis som toppen af samme pyramide er ganske tilfredse med den nuværende udvikling, så de ser endda frem til og skubber på for det totale system kollaps skal finde sted, aller helst i form af en ny verdenskrig. Det giver dem muligheden for, at bringe en gammel traver på banen igen "Lov og Orden" skabt via tvang og militær kraft.
Toppen af eliten har siden Augustus set frem til et nyt 500-1000 års rige med total dominans og verdens herredømme. Hvis de kunne lykkedes med det, hvad skulle så holde dem tilbage og hvorfor ville de ikke ønske det. Et sådan imperie vil med tiden "tilfældigvis" falde til fordel for et en mere demokratisk styreform, som nødvendigvis er dømt til at falde fra hinanden pga. de lavere eliters korruption .... og så er vi tilbage ved et nyt militærdiktatur - rundt og rundt går det og vi bliver loge "overraskede" hver gang.
Selvfølgelig er det planlagt, præcis som Lars Lykkes hemmeligholdelse af et kritisk brev fra FN. Et dokument fra slutningen af 1800 tallet af den amerikanske frimurer Pike, beskriver hvordan historien vil udfolde sig frem til i dag. Dokumentet beskriver 3 verdenskrige, de to af dem kender vi og fandt sted præcis som beskrivet. Nu udestår så blot den sidste, hvis altså vi hopper på alle røverhistorierne igen igen. Men jeg er sikker på det ikke lykkes denne gang, ikke fordi denikke forsøger, de sidste 5 års aktiviteter må være bevis nok.
Men hvem skulle så denne gang levere den militær magt til at indføre dette "verdensherredømme"? Her bør vi nok begrænse os til at kigge på fakta og holde politisk propaganda ude af billedet. Prøv at undersøge hvilket land i verden som har flest militære baser og installationer placeret udenfor landets egne grænser, antallet er overvældende ligegyldigt hvordan man vælger at opgøre det. Og dette land har siden sin etablering bevist gang på gang, at de er mere end villige til at bruge deres militær magt til at nå deres mål. "Manifest Destiny" kalder de de vist når det skal lyde pænt.
Danske fly var med til at dræbe 80 syriske regeringssoldater (ved en fejl naturligvis) i et land som vi ikke burde være i krig med og som ikke har inviteret os. Vi blev "inviteret" af en god ven, som absolut intet har at gøre i det land. Måske det er på tide at få nogle nye venner eller i det mindste se mere faktuelt på vores nuværende relationer.
Mihail Larsen,
"har opfundet den computer, du bruger lige nu"
...Ja, ligesom atombomben og napalm.
Ofte taler man ikke om "populister", men om "højrepopulister". Det vi nogle, der er kede af, da vi ikke ønsker at blive sat i bås med snæversynede borgelige, der udelukkende kerer sig erhvervslivets interesser.
På en mandagsdemo i Berlin i 2014 lykkedes det den tyske redaktør og forfatter Jürgen Elsässer kort og fyndigt at udtrykke populismens inderste væsen med ordene: "Nicht links gegen rechts, sondern unten gegen oben". Hertil siger jeg : "Spot on".
...Højrepopulisme har givet os Adolf Hitler, det dumme svin, og givet plads til det fanatiske nye borgerlige, som bl.a. går ind for borgere må bære våben. Sindsygt. Det siger jeg "Spot on" til.
@Herman Hansen
Ligesom man ikke kan bebrejde en almindelig socialist rædslerne i Stalins diktatur eller en moderne kristen hekseafbrændingerne, giver det ikke mening at lægge nutidens populister udskejelserne i Hitlers Tyskland til last.
Med sin højredrejede sociale profil opfylder Nye Borgelige ikke betingelserne for at kunne anses for populisme. Et parti, der tager udgangspunkt i den økonomiske overklasses interesser, kan ikke være populistisk.
Den 3. verdenskrig er for længst i gang, hvis nogle endnu ikke skulle have bemærket det.
Den har bare et anderledes profil end de to første, den er meget mere kompleks med uklare fronter og skiftende alliancer og fjendebilleder. Den viser sig også i forskellige manifestationer, ikke mindst takket være Internettet som i den nuværende form jo er en meget rendyrket populistisk platform.
I Mellemøsten findes der områder hvor lokale konflikter har været i kog siden Moses og så er det ret naturligt at der findes kræfter der gør alt for at antænde nye konflikter og holde de gamle i gang. Hos os i den vestlige verden lurer konflikten mellem underklasserne og eliten hvor eliten gør alt for at splitte de lavere klasser og pudser dem på hinanden. Her er højrepopulismen elitens foretrukne redskab. Det jeg ikke forstår med højrepopulismen i Danmark er at de mennesker som udgør baglandet for DF ikke fatter at de bliver røvrendt af partiets elite.
Jeg vil tro at højrepopulismen er elitens værn mod en ægte populisme - mag til folket. Med hjælp af populistiske metoder pudser man den danske underklasse på den underklasse som flygter fra de konflikter som eliten holder kørende andre steder i verden. Den typiske Syriske krigsflygtning tilhører den samme sociale klasse som den typiske DF'er og har de samme drømme og forventninger for livet.
Den typiske krigsflygtning fra Syrien er ikke en rettroende anatolisk fårehyrde der hverken kan læse eller skrive men en sekulær lærer, bankassistent eller maskinmester fra en civiliseret by der er blevet gjort til enten en rygende ruin eller er besat af en brutal psykopatisk fremmedlegion. Denne fremmedlegion dyrker en pseudoreligiøs dødskult der er finansieret og støttet af eliten i middelalderlige arabiske monarkier, også skabt og holdt i live med Vestens støtte.
Højrepopulismen forgifter vores sind som gør at vi stedet for at se de mange fællestræk mellem dem og os, kun kan få øje på de få forskelligheder der findes pga. af i virkeligheden ret ubetydelige kulturforskel.
mag --- magt
Hver gang der er nogen, der kalder dansk folkeparti populister, bliver jeg bare mere og mere sikker på at jeg vil stemme på dem igen til næste valg - Udelukkende ud af trods, og udelukkende på grund af den nedladende attitude over for andres holdninger, der ligger i at bruge det udtryk om sine politiske modstandere.
Jeg gad godt vide hvor mange af Trumps vælgere der har det på samme måde?
Bastian Barx,
- men det er jo fint. Så lader du andre bestemme, hvem du skal bestemme på. Det gør en stor del af Trumps vælgere også, så dér har du givetvis ret.
Populisme er ikke kun et symptom, men også en sygdom
Det er rigtigt, at populisme har nogle samfundsmæssige årsager; det er disse årsager, den er en reaktion på. Men ikke i et 1:1 format (mekanisk materialisme). Vreden er sådan set velbegrundet, men når den først har taget ideologisk form af anti-intellektualisme, så får den sit eget liv og sin egen dynamik. I sin massepsykologiske udgave kan den få mennesker til at opføre sig som lemminger, der hovedløst kaster sig ud i den ene katastrofe efter den anden.
Lige nu ser det f.eks. ud til, at Trump forfølger den brændte jords taktik, der vil efterlade et USA i en varig, indre krise, med udbredt civil ulydighed, raceuroligheder og vold. (Jeg hører netop nu, at Trump også anbefaler israelerne at skide på palæstinenser - formentlig for at tækkes de kristne fundamentalister i USA. Helt efter bogen.)
Bastian Barx [2]
... hvem du skal stemme på
Tankegangen er idiotisk. Men den har i et par årtier været vidt udbredt, også på venstrefløjen i Danmark. Hver gang DF har sagt noget, der trods alt var fornuftigt, har mange på den modsatte fløj følt sig tvunget til at indtage det modsatte standpunkt. På den måde har DF kunnet sætte dagsordenen suverænt.
Det er når en folkelig intuition af givne talerør bliver til 'hele folkets' intuition at symptomet bliver sygt. Hvis man skal fatte den irrationelle DF-'kritik', som Mihail Larsen lige her før nævner, så har den at gøre med en angst for at blive hægtet af 'folket' i en sådan italesættelse. Hvilket igen først sker når den folkelige intuition bliver paranoid, hvilket (igen igen) den bliver når den møder irrationel kritik der kører på tilsvining i stedet for argument og udredning. Det er en negativ symbiotisk cirkel.
?
??
???