Kronik

Regeringens forsvar for kontanthjælpsreformen er fuld af logiske brist

Det er tilsyneladende svært at argumentere for regeringens kontanthjælpsstramninger. Argumenterne for reformen holder ikke til et kritisk eftersyn
Man kan mene om den disciplinerende socialpolitik, hvad man vil. Men uanset ideologisk ståsted kommer man ikke uden om, at det kun kan være meningsfuldt at give mennesker incitament til at arbejde, hvis de rent faktisk er i stand til at reagere på det, skriver dagens kronikør.

Man kan mene om den disciplinerende socialpolitik, hvad man vil. Men uanset ideologisk ståsted kommer man ikke uden om, at det kun kan være meningsfuldt at give mennesker incitament til at arbejde, hvis de rent faktisk er i stand til at reagere på det, skriver dagens kronikør.

Jens Dresling

Debat
17. oktober 2016

Regeringen har den seneste måned haft travlt med at argumentere for de nye stramninger, der rammer landets kontanthjælpsmodtagere.

Både hårdtslående statistik og henvisninger til moral og retfærdighed har været i brug. Særligt tre argumenter er gået igen. Lad mig se på dem et for et.

For det første har det lydt, at det er et faktum, at antallet af mennesker på kontanthjælp i de senere år er steget for meget.

Som beskæftigelsesministeren og socialministeren formulerer det i kronikken »Kontanthjælpsloft, Myter og fakta« (Jyllands-Posten, d. 19. september): »Fakta er, at det samlede antal personer i kontanthjælpssystemet er steget voldsomt i løbet af de seneste år. Fra 129.000 personer i 2. kvartal af 2011 til 158.500 i 2. kvartal 2016.«

Den nyeste kvartalsvise opgørelse viser godt nok et beskedent fald i antallet af fuldtidspersoner på kontanthjælp.

Men isoleret set er det alligevel rigtigt, hvad regeringen siger: Vi har oplevet en stigning i antallet af kontanthjælpsmodtagere over de seneste fem år. Der er bare noget, de undlader at fortælle.

For det er fuldt forventeligt, at antallet af kontanthjælpsmodtagere er steget fra 2011 og frem til i dag, fordi man med en lang række politiske reformer netop i de år har begrænset borgeres adgang til andre former for sociale ydelser og overførsler.

Et par eksempler: Med førtidspensionsreformen, som trådte i kraft 1. januar 2012, er det blevet vanskeligere at få tilkendt førtidspension, og vi har siden set et fald i antallet af årlige førtidspensioneringer på omtrent 10.000.

Efter dagpengereformen fik effekt fra 2012, er mange tusinde borgere røget ud af dagpengesystemet. Og på grund af efterlønsordningens udfasning har vi i årrækken set et fald i antallet af borgere på efterløn på i omegnen af 40.000.

Årsagen til det stigende antal kontanthjælpsmodtagere er næppe, at borgere er blevet arbejdsløse, men snarere, at nogle, der før ville have fået én type overførselsindkomst, på grund af politiske reformer nu får en anden.

Man kan få syn for svagheden i regeringens argument ved at skubbe lidt til præmissen. Forestil jer, at vi, stik imod tidens ånd, tilbød alle aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere en førtidspensionering.

Hvis to ud af tre takkede ja til tilbuddet, ville vi være vidner til et enormt fald i antallet af kontanthjælpsmodtagere. Med et insisterende nærsynet blik kunne vi fremlægge det som en faktuelt positiv udvikling.

Ministrene kunne skrive i kronikker, at »fakta er, at antallet af kontanthjælpsmodtagere nu er halveret«, og embedsmænd kunne producere faktaark med figurer og grafer, der dokumenterede den glædelige udvikling.

Det ville ganske vist være et udtryk for, at mennesker havde fundet sig et arbejde, lige så lidt som den verserende udvikling er et udtryk for det modsatte. Men det behøver man jo ikke sige til nogen.

Disciplinering

Det andet gennemgående hovedargument for ændringerne er, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det store fokus på gevinster ved at tage et arbejde har været med til at forme et nysprog, hvor nedsættelser af udsatte borgeres ydelser kan beskrives som en slags gaver, de bør udvise taknemmelighed for.

Som beskæftigelsesministeren har formuleret det »skylder (vi, red.) de mennesker, der er ramt af længerevarende ledighed, også at få mulighed for med økonomiske incitamenter og anden støtte igen at blive en del af det arbejdende fællesskab« (Jyllands-Posten den 1. oktober 2015).

Man kan mene om den disciplinerende socialpolitik, hvad man vil. Men uanset ideologisk ståsted kommer man ikke uden om, at det kun kan være meningsfuldt at give mennesker incitament til at arbejde, hvis de rent faktisk er i stand til at reagere på det.

I selv den sorteste af alle ideologiske verdener giver det ingen mening at give den stærkt handicappede kørestolsbruger et incitament til at tage et job som stilladsarbejder.

Meningsløse grænser

Et væsentligt spørgsmål er derfor, hvor man trækker grænsen mellem dem, der skal sanktioneres og dem, der skal undtages fra sanktioner.

I praksis er disse grænsedragninger altid forbundet med administrativt bøvl for landets sagsbehandlere og modstand fra borgerne. De nye stramninger bidrager med nye grænsedragninger imellem borgere efter en logik, der kan være vanskelig at følge. 

Det erkendes på den ene side, at nogle modtagere af kontanthjælp må undtages, fordi de end ikke teoretisk har nogen mulighed for at reagere på stramningerne.

Det gælder f.eks. i forbindelse med 225-timersreglen, der som udgangspunkt kræver 225 timers ordinært arbejde inden for 12 måneder som modydelse for kontanthjælpen.

Borgeren kan ifølge lovteksten undtages fra kravet, hvis »arbejdsevnen vurderes at være så begrænset, at vedkommende ikke kan opnå beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked«.

Men alle kontanthjælpsmodtagere er allerede opdelt i to grupper. De, der inden for de næste måneder er parate til at tage et job, og de, der ikke er.

Læs også: Kommuner anvender 225-timersreglen vidt forskelligt

Med den nye regel skal sagsbehandlerne så lave endnu en opdeling, hvor de vurderer, om der blandt de borgere, som vurderes ikke umiddelbart at kunne arbejde, alligevel findes nogen, der godt kan arbejde en lille smule, og som derfor skal rammes af den nye regel.

Vi får dermed en mærkværdig mellemkategori af borgere, der ikke kan arbejde, men som måske alligevel godt kan arbejde en lille smule, og som derfor må sanktioneres, hvis ikke de arbejder.

Forvirringen øges, når man også medtager kontanthjælpsloftet i ligningen. Det respekterer nemlig ikke opdelingen efter arbejdsdygtighed.

Dermed kommer nogle borgere til at stå i en besynderlig situation. På den ene side vurderes de at være så belastede, at de ikke har mulighed for at arbejde 225 timer på et år.

Men samtidig presses deres ydelser ned af kontanthjælpsloftet under parolen om at ’Det skal kunne betale sig at tage et arbejde.’ Man kan ikke bebrejde de borgere, der ikke kan følge logikken.

Nedskæringer rammer alle

Det tredje hovedargument, som har ført stramningerne frem, er, at de er nødvendige for at sikre ret og rimelighed. De skal bidrage til at skabe »den rette balance« imellem, hvad man kan få, når man er på kontanthjælp, og når man arbejder i et lavtlønnet job til en overenskomstfastsat løn.

Der er givetvis nogen, der får det bedre, nu hvor de ved, at en del af de mennesker, der ikke arbejder, har fået det værre. Og det tjener magthaverne til ære, at de her toner rent flag og erkender, at de bedriver socialpolitik for den arbejdende.

Alligevel er der noget urovækkende ved den politiske fortælling om lavtlønnede og kontanthjælpsmodtagere, der står over for hinanden som to væsensforskellige grupper på en slagmark med modsatrettede interesser.

For det første fordi grupperne jo ikke er statiske. Den, der blev fyret til formiddag, var en kollega i går. Og den kollega, der bliver ansat i næste måned, er måske lige nu på kontanthjælp.

De velfærdsstatslige sikkerhedsnet, som er udspændt under os, er færre og har større masker end tidligere. De, som påduttes at have interesse i mere utålelige vilkår for kontanthjælpsmodtagere, risikerer selv at skulle udholde disse utålelige vilkår engang i fremtiden.

For det andet sætter overførselsindkomster et bundniveau for overenskomstfastsatte mindstelønninger. Når overførselsindkomster sænkes, øges samtidig mulighederne for at sænke lønnen.

Det positive ved alt dette er måske, at fortællingen om ret og rimelighed gør socialpolitik til noget, der har direkte relevans for alle borgere – og ikke blot for dem, der er i direkte berøring med politikken.

Kritikeren må kile sig ind i denne fortællings spotlight som en gøgeunge. Og benytte opmærksomheden fra de mange omkringstående til at byde den herskende fortælling trods.

Mathias Herup Nielsen er postdoc ved Aalborg Universitet og redaktør på Netudgaven.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

*enlig kontanthjælpsmodtager med 4 børn så konsekvent altid sat op i mod en modpart hvor børn ikke tælles med

Jannik Lindquist

Der er kun én person i Danmark, der hedder Jannik Lindquist - og det er mig. Da jeg desuden gennem tiden har været stærk kritisk overfor Steve Jobs, fremgår det, at den person, der optræder her under navnet "Jannik Lindkvist" er ude på at miskreditere mit navn. Jeg går ud fra, at Informations debatredaktion snarest sletter "Jannik Lindkvists" profil

Karsten Aaen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Mon ikke der er tale om Jannik Lindkvist Roholte?

Jens Thaarup Nyberg

Niels K. Nielsen
18. oktober, 2016 - 00:10
"En singel mor med 4 børn på kontanthjælp kan få 23.000 kr. udbetalt hver måned.
Er det ikke nok?
Så meget har de færreste, der går på arbejde, udbetalt.
Er det rimeligt ? "
Til deI første: måske, men nu ser det ud til at nogle kontanthjælpsmodtagere har besvær med at betale huslejen; det gælder ikke dé i job, så mon det alligevel er nok ?
Til det andet: som sagt, ingen, der går på arbejde, er kommet i klemme med huslejen, dét er kun kontanthjælpsmodtagere; er det rimeligt ?

Ib Christensen

@Heidi Larsen

Så misforstod jeg dig. Det enkelte individ har ikke pressionsmidler. Der giver jeg dig ret. En er ikke nok. Og heldigvis, for ellers havde enkelte egoister kørt demokratiet af sporet for længe siden.

Men jeg mener stadig, at hvis det enkelte individ undlader at gøre, hvad individet kan gøre. Så nytter det ikke at klage over at alle andre heller ikke gør noget.
At jeg ikke går ind for det cirkus løntilskudsordning /"hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet" der foregår, betyder ikke, at alle andre skal være enige med mig. Jeg står bare ved min holdning og lever efter den. I et demokrati følger/bøjer vi os for flertallet og lever vores eget liv. Igen sådan er det min opfattelse.

Hvis vi alle ikke lever vores liv efter vores holdninger, men derimod efter vores dovenskab/tankeløshed. Så kan vi ikke forvente andet end, at samfundet ender med at køre anderledes end hvad vores holdninger/ønsker er.

Pressionsmidlerne jeg tænker på, er mange bække små gør en stor å. Jeg forsøger blot at være en bæk der løber, og ikke en vandpyt. :)

Ib Christensen

@ Heidi Larsen

Ang. Bilka som eksempel:
Du skriver:-"Hvis en på kontanthjælp eller dagpenge nægter at tage et "job" i fx Bilka med tilskud fra fælleskassen med på arbejde, så bliver vedkommende straffet af systemet."

Mit indtryk er at du syntes det er forkert. Og det syntes jeg også.
Det hedder sig at hæleren er lige så slem som stjæleren. Og det er kort sagt princippet bag, at jeg går udenom at handle sådanne steder.

Kan nævne jeg selv har været desperat og tilbudt at arbejde 4 uger for en arbejdsgiver gratis. Men det var uger på min egenbetalte dagpenge, og ikke fra fælleskassen.
Har også fortalt en arbejdsgiver, at i et land, hvor "nasserøve der ikke selv vil betale deres omkostninger" ingen respekt skal have, skal jeg heller ikke være til nytte for dem.

I skulle vide hvor mange af jeres skattekroner der går til at financierer konkurrenternes omkostninger. Så kunne det være i forstod, hvorfor jeres egen arbejdsgiver mener i er for dyre. :(

@Ib Christensen
Jeg tvivler på, at uanset hvor meget vi står sammen på bunden - jeg er selv en af dem, jeg er på førtidspension - så vil det aldrig blive til nok pres på vores politikere, for vi har intet at presse med. Vi kan jo ikke nedlægge arbejdet som efterlønner, førtidspensionist eller dagpengemodtager. Og dem er er ude praktik/job med penge fra fælleskassen kan heller ikke, for så bliver de straffet. Vi kan jo heller ikke undlade at betale vores skat.

Hvordan skal vi, os, kunne presse opad når det faktisk er kommet dertil at, det bare handler om at overleve bedst muligt for det enkelte individ? Så derfor spørger jeg igen, hvordan skal vi som GRUPPE gøre det her, hvad er vores pressionsmiddel, når vi i et væk også bliver spillet ud mod hinanden (hvilket helt klart også er en af politikernes dagsorden)? Vi er meget tæt ved at blive "os" mod "dem" her nede på bunden. Når truget er tomt, så bides hestene. Det er der vi er. Vi kan ikke gøre noget uden vi får middelklassen med, for vi har ingen magt overhovedet på bunden.

Ja, jeg synes Bilka eksemplet er forkert, al støttet "arbejde" der ikke er regulært arbejde, men praktik osv., skulle forbydes. Det er ren slavehandel og får ingen i regulært arbejde. Det er straf med straf på. Selv den seneste fleksjobordning og førtidspensionsreform synes jeg er under al kritik, det er rent makværk der er lavet.

Karsten Aaen, Ib Christensen, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Tilføjelse til min ovenstående kommentar til Ib Christensen;

Det er politikerne der har magten over os på bunden, for de kan rask væk tage pengene fra os, hive gulvtæppet væk under vores eksistensgrundlag og påstå det er for vores egen skyld at vi bliver straffet...Og vi kan intet gøre overhovedet, for det er jo vores egen skyld, siger politikerne, at vi er syge, arbejdsløse, gamle osv osv., for der er jo masser af arbejde vi bare kan tage.

Jesper Frimann Ljungberg, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Der kan faktisk godt være politikere, også i Folketinget, som ikke er blevet "hjerneblæst" i magtens slipstrøm.
Men de har måske ikke en position, hvor de kan komme til orde over for hierarkiet i toppen.
Sådan tror jeg det er i Venstre, kan være i alle partier. Bare tænk på en arbejdsplads :)

Er begrebet ildsjæle uddødt? Næppe, men det er hårdt og utaknemligt - i hver fald i starten.

Ib Christensen

@Heidi Larsen

Ingen er perfekt! Det nytter ikke noget! Man kan ikke tage højde for alt!

Ingen af de ovennævnte, er grunde til at opgive på forhånd. Og alligevel er det arven jeg ser vi er endt med, efter jagten på smagsdommere og interesse for vores frie valg.

Og jeg tror jeg ikke bare forstår dig, men deler følelsen.
Min måde at klare det på er, at holde mig til min egen samvittighed. Feje for min egen dør. Og håbet er, at vi ender med at være mange nok.
Jeg er måske forkert på den med noget, men rigtigt med andet. At jeg ikke ændre noget alligevel individuelt, ser jeg ikke som en grund til ikke at forsøge. Lad os håbe på, at der hvor jeg rammer det rigtige, der er der også andre der forsøger.

@Ib Christensen
Vi klarer det alle på hver vores måde. Det er vi nødt til, for vi har hvert vores liv der skal hænge sammen, men det det jo også det der gør det så svært at stå sammen om en fælles sag med et fælles fodslag, ikke sandt?
God vind til dig fremadrettet.

Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

@Heidi Larsen

Jeg føler vi deler sagen og kan kun give dig ret i, at fodslaget er svær at finde.

Mens den danske regering går i verdens mindste sko og tvinger bl.a. mennesker, som kun kan bevæge sig ved hjælp af en rollator og andre syge i arbejdsprøvning, så de dør væk under hænderne af dem, mens denne usaglige regering gør alt for at marginalisere de 'udsatte' ved at skære i deres overførselsindkomster eller helt fratage dem deres indtægt, og mens kommentatorer i Information slår hinanden i hovedet om dette nu er retfærdigt eller uretfærdigt....ja, så går verden faktisk videre.

Verden - det betyder alle mulige steder uden for landet med verdens lykkeligste befolkning - har nemlig opdaget, at de kun står et skridt fra den industrielle revolution nr. 4. En revolution, som fx i Tyskland vil fjerne op til 49% af arbejdspladserne inden for det kommende årti eller måske de kommende 15 år.

Hvor der bliver diskuteret emner som 'ønskearbejdstid', basisindkomst og hvad menneskene så skal lave.

Danmark, med den mest inkompetente regering i verden lige efter Nordkorea har ikke brug for at bekymre sig om den slags. Med de forholdsregler og tiltag, den har gennemført er det tvivlsomt, hvorvidt der er ret mange tilbage at bekymre sig om, når IR 4. slår fuldt igennem

Niels Duus Nielsen, Randi Christiansen, Karsten Aaen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

@Heidi Larsen.

Og selvfølgelig en særdeles god vind til dig også. :)

@Ib Christensen

Tak :)
Jeg tror slet ikke vi er så uenige som det måske kan se ud, du er nok bare mere optimistisk end jeg er :)

Jesper Frimann Ljungberg

@Heidi Larsen
Jeg tror at al ildsjæl og godt intensioner bliver vasket ud af politikerne når de skal op gennem det partipolitiske hierarki .
Jeg er vokset op i de almennyttige boliger på vestegnen efterfulgt af Nørre Bronx. Så ja jeg har set dem der gjorde en karriere ud af at arbejde så lidt som muligt og så ellers på understøttelse (som det hed dengang). Og de er der. Men de er et klart klart mindretal.

Jeg mener at man fra politisk side, kører rent automat pilot, og ser søm alle vegne når der er brug for helt andre værktøjer.
Jeg mener at UBI er vejen frem, det ville frigøre .. rigtig rigtig mange højtuddannede ansatte i Staten, kommunerne og den private arbejdsløsheds industri ville blive frigjort til at deltage i at skrabe penge hjem til samfundet.

// Jesper

Sider