Kommentar

Religion er (også) vold

Hver gang et nyt terrorangreb begås, skynder flertallet af politikere, debattører og forskere sig at understrege, at det intet har med tro at gøre. Det er måske nok etisk fornuftigt, men det er langt fra realiteterne
3. oktober 2016

Dalai Lama og paven siger det.

Politikerne og meningsdannerne siger det, og forskere støtter op: Terror begået i religionens navn er ikke udtryk for religion som sådan, vold kan forklares med noget andet.

Med andre ord religion er ikke i sig selv voldelig, og islam har ikke indbyggede voldelige gener.

I religionsforskningen er det da også en generelt udbredt teori, at religion blandt andet er samfundsstabiliserende. I det meste af historien har religiøs praksis været ganske fredsommelig.

Synspunktet er fagligt relevant og nødvendigt som modvægt til højrefløjens populisme, der med misundelsesværdig immunitet over for virkeligheden abonnerer på letkøbte generaliseringer. Det religiøse kort kan trækkes strategisk i enhver konflikt, både af religiøse selv, og af meningsmagere med interesse i dæmonisering.

Men religion er heller ikke i sig selv ikkevoldelig. Religionskritiske teorier og empiriske studier har også kunnet godtgøre, at vold, krig og konflikt i hele historien har været væsentlige dele af religionernes univers.

Rituelle ofringer af dyr og mennesker har været en normal kommunikationskanal til guderne og et af de mest centrale aspekter ved også tidlig religion.

Ares, Mars, Tyr, Indra og Hachiman var alle krigsguder, der blev æret for deres bidrag til verdens opretholdelse, dengang man ikke skelnede mellem religion og ikkereligion.

I den indiske helligtekst Bhagavadgita opfordrer Krishna helten Arjuna til, som vej til frelse, at gå i krig, og krigskunst har været del af både kinesisk og japansk religionsudfoldelse længe før disse blev transformeret til moderne sport og spiritualitet.

Islams grundlæggelse var baseret på konflikt, og hellig krig mod de vantro optræder ofte i både Koran og Hadith. I Det Gamle Testamente er glorificering af herskeres krigskunst og kampen mod de andre udpenslet med god sans for dramatik. 

Vold er en fast del af religionen

Kigger man uden for helligteksterne til den levende religion, bliver eksemplerne endnu tydeligere.

Kristendommen, der ellers både i sin tidlige teologi og som minoritetsreligion kærligt vendte den anden kind til, har med korstog, inkvisition, hekseafbrændinger, kolonialisme, racisme og alskens undertrykkelse bidraget til mange mørke sider af historien, uanset hvor meget de kristne selv har været dedikeret troende.

Ortodokse jøders kamp om det hellige land er politisk, men i høj grad også religiøst funderet og legitimeret.

Kristendom og islam er sammen med jødedom de tre væsentligste monoteistiske religioner; der findes hos dem kun én Gud. En sådan grundtanke kan føre til intolerance og absolutte opdelinger, ikke mindst mellem de frelste og de fortabte, mellem det gode og det onde.

Fundamentalister har let ved at finde skyts i teksterne hos sådanne religioner, og ægyptolog og religionsforsker Jan Assman har tidligere slået til lyd (og fået på puklen) for teorien, at netop monoteistiske religioner nærmest har iboende konfliktpotentiale.

Men også i pluralistiske Asien er religion og vold blandet sammen. Religiøs forfølgelse, sekteriske stridigheder og religiøs terror findes også her i stor udstrækning, og i moderne Indien er nationalisternes kamp for et ‘Hindurige’ lige så meget religion, som det er politik.

Selv de bløde buddhister har været på barrikaderne. Under Anden Verdenskrig deltog japanske buddhistmunke i krigen mod kineserne, og buddhistorganisationer supplerede den militaristiske shintoreligion ved at sponsorere våben og uddanne soldater i klostrene.

Det siges endda, at en af den fremtrædende zenbuddhist D.T. Suzukis bøger, bestilt af det japanske militær, var med til at påvirke Nazitysklands militærånd.

I Sri Lanka er buddhistmunkes retoriske (og fysiske) kamp mod hindu-tamiler nu vendt mod muslimerne, ligesom også undertrykkelsen af og volden mod muslimer i Myanmar hører til manges selvforståelse som rettroende munke.

Tag religionen alvorligt

Den ’retfærdige krig’ har ligesom i Vesten været anråbt som legitimering af en politisk ’nødvendig’ kamp som del af en større religiøs kosmisk kamp, tydeligst udtrykt ved visse nyreligiøse bevægelsers apokalyptiske visioner, men også som del af moderne muslimsk jihad (og Bush-administrationens korstog mod samme).

Som sociolog og religionsforsker Mark Juergensmeyer har understreget, er krigens og religionens symbolske universer meget ofte overlappende eller identiske.

Ikke al religion er vold, og megen kampsymbolik er metaforisk ordensregulering.

Men alle religioner har trukket blodspor. Amerikanske Pew Forum kunne i en rapport godtgøre, at både fjendtlighed mod religioner og religiøs terror og sekterisk vold også i dag er udbredt og i stigning.

Relationen mellem religion og vold er kompleks. Politik, etnicitet, race, køn og økonomi er nødvendige variable til enhver diskussion heraf. Men religion med dens religiøse aktører, diskurser, symbolske universer og institutioner er også vigtig at analysere som magtfaktor, selvbevidst performet og iscenesat af også megen nutidig islamisk terror.

At retouchere religiøs vold til forkert religion er måske etisk fornuftigt, men fagligt problematisk.

At bortforklare volden som udtryk for noget andet end religion, vil belyse vigtige baggrunde, men mørklægge andre. At undsige religionens eget bidrag til vold er primært del af en ideologisk og religiøs diskurs.

Først ved at anerkende, at religion (ikke altid, men) også er voldelig, tager man faktisk religion alvorligt.

Jørn Borup er lektor ved religionsvidenskab på Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Skov
  • Robert Kroll
  • Viggo Okholm
  • Peder Kruse
  • Ernst Enevoldsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Benno Hansen
Torben Skov, Robert Kroll, Viggo Okholm, Peder Kruse, Ernst Enevoldsen, Palle Yndal-Olsen og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Lyngsgaard

Det lyder jo vældigt seriøst og nuanceret at religioner i sig selv kan medvirke til vold, men ligesom videnskaben kan medvirke til vold så kan religionerne medvirke til vold. I det øjeblik du laver et koncept ud af dele af helheden, er der potentielt en fare for at det kan anvendes voldeligt. I det øjeblik vi ser hinanden som adskilte individer er der en fare for vold. Det er når vi opfatter os selv som adskilte enheder med hver vores sandhed at voldspotentialet opstår, især når vi tror på at materien eksisterer uafhængig af vores bevidsthed.

Viggo Okholm, Arne Lund og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

For så vidt en udmærket redegørelse, men hæmmet af at forfatteren øjensynligt abonnerer på den gamle oplysningsideologiske idé om at mennesket fødes som en tom tavle - hvoraf følger at alt, hvad det gør, er udtryk for dets miljø, herunder religion.

Dette bliver især et problem overfor kristendommen.

Kristendommen, der ellers både i sin tidlige teologi og som minoritetsreligion kærligt vendte den anden kind til, har med korstog, inkvisition, hekseafbrændinger, kolonialisme, racisme og alskens undertrykkelse bidraget til mange mørke sider af historien, uanset hvor meget de kristne selv har været dedikeret troende.

Her fremstilles almen og uundgåelig menneskelig adfærd som resultat af kristendom uden at se på at sådan gør alle der kan og at der ingen støtte er i teksterne.

Det interessante og fagligt korrekte er at se på, hvordan forskellige tankekonstruktioner påvirker mennesker og det kan man selvsagt ikke, når man tænker udfra et menneske uden egenskaber, som ikke findes i virkeligheden.

Ellers kan man konkludere at: 'Religioner får mennesker til at trække vejret'.

Nu ser jeg at du er ansat på AAU, hvor vi har lært at dydens sti er smallere end hos Indre Mission, så jeg forstår at du nok er afskåret fra at indgå i saglige debatter, men nu har jeg så rettet lidt PK til saglig viden.

Lennart Kampmann

Religiøse dogmer er ofte totalitære og ekskluderende, men mennesker har nogle gange held med at omsætte dem til noget venligt og fornuftigt. Andre gange er det blevet kimen til noget værre bras.

Et stort skridt fremad vil være at erstatte hele pivtøjet med Kardemomme-loven.

Med venlig hilsen
Lennart

Jesper Nielsen, odd bjertnes, Lilli Wendt, Kurt Nielsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Der er ingen religioner, der har noget at lade hinanden høre mht. skriftsteder, der opfordrer til - endog blodig - vold mod de "vantro". End ikke buddhismen kan sige sig fri, jvfr. Sri Lanka og overgrebene i Myanmar mod muslimer. For slet ikke at tale om kombinationen zen og japansk militarisme. Men klart nok: Nnogle er værre end andre. Kristnedommen og islam er vist de mest blodtørstige, når der ses på skriftsteder og suraer, og antal afhuggede hoveder, brændte hekse mv.
.
Alligevel kan man ikke frakende, at religionen for også er det absolut modsatte, og af stor værdi for mange. Det er derfor halsløs gerning, at ville afskaffe den. Som med sex: den er kommet for at blive. Take it or leave it.

Servicerer en given religion Mennesket, eller de relaterede ånde-forestillinger ?
Er den eventuelt delvist eller overvejende sekulær ?
er den politisk ? ... ,
servicerer den eet bestemt idehistorisk fænomen udover sig selv ?
Skelner den mellem sig selv og verden ?
Kombinationer i hvilke mængder af alt det ?

Er den individfokuseret eller kollektivistisk ?
Er den kosmisk sandhedssøgende eller etnisk kulturkonsoliderende ?
Er dens 'sandhedsdefinition' analytisk
....eller kvantitativ omkring den stærkeste alfahans kølle.
Er den dogmatisk sig selv nok i en aktiv konflikt med andet ?
Hvis ja til det sidste : hvad ?

Det er ikke så jolly ens alt sammen, og enhver religion konfronteres før eller siden med at skulle positionere sig i alt dette. Forskellene er ganske kvalitative og kan betyde gigantiske forskelle på sigt.

Den tro der ikke ejer 'tvivlens nådegave' d. v. s. bevidsthed om, at man kan tage fejl, ender ofte i forstenet dogmatisme, som er afsæt for umenneskeliggørelse af 'de andre', dem med den 'forkerte' tro

Annemette & Ejlif Bach & Vrejlev

Man kan starte med hvad der eventuelt kan stå om vold mod andre i de religiøse tekster. F.eks. er det ikke det samme der bliver skrevet i Koranen fra Mekka perioden og fra Medina perioden. I Mekka perioden var Muhammed bare en prædikant, men i Medinaperioden var han også en regeringsleder og hærchef. Gud i det gamle testamente er ikke så fredelig, som i det ny testamente, som jo er den egentlige kristendom.
Derefter kan man jo undersøge hvad religionen og hvordan de religiøse leder har brugt deres religion. Nogle paver har jo f.eks. lyst andre i band og brugt korstogene som magt imod andre. Luther brød sig ikke om jøder.
Og i Dalai Lamas rige var der menneskeofringer hvert år helt op til midten af 1900 tallet, og det selv om landet var buddhistisk siden 1100 tallet. Var Dalai Lama så overhovedet eller ej for denne grusomhed? Yderligere kan Dalai Lama med rette kalde angrebet imod Tibet for kommunistisk? Hvad er en kommunist?

olivier goulin

De islæt af vold i religiøse tekster og symboler, som forfatteren nævner, er blevet helt fejllæst og fordrejet af opportunister, som findes i alle religioner - som de findes i enhver samfundsgruppe.

Den spirituelle symbolik i 'krigen' eller 'kampen' - som eksempelvis i Bhagavad Gita - er helt og aldeles invortes. Det er 'Jihad' som kampen mod de indre dæmoner. Det er den korrekte betydning af krigssymbolikken i samtlige religiøse tekster, såfremt de omhandler spirituelle og ikke verdslige spørgsmål.

Religigiøs sprogbrug og religiøse tekster er spækket med symbolik, som er oplagt til misforståelse og mistolkning - og det bliver det da også af det store flertal af menige troende - for slet ikke at nævne de ikke-troende.

Derfor er der en vis ræson i, at hellige tekster bør udlægges af lærde og indviede personer.

/O

Vi levede lykkeligt i Edens Have. Så dukkede Gud op, og der startede al ævl, kiv og strid til vore dages ende. En enkelt undtagelse var den sidste halvdel af det sidste århundrede, hvor han i Danmark gik længere og længere væk. Nu er han der igen i al sin magt og vælde. Trist.

Oliver Goulin kunne ikke have ønsket sig en bedre bekræftelse af sin grundtese. Peder Kruse.
'Lærde og Indviede' kunne dog godt trænge til lidt nærdefinition.
'Lærd' er det samme som 'omnibus-videnskabelig' - den engang akademisk obligatoriske tilhørende uddannelsessystematiske enhed er afskaffet som andet en videnskabssociologi, et marginalt bibliotekarsskolefag. Så jeg røg en fed og pissede på CBS sidste uge. Udmærket passtime ved ventetid på Flintholm. Og lidt sakralt ;-D

Buddhismen har en tilflugtsritual Bl.a: Levende væsener er utallige, jeg lover at frelse dem.
Store ord,som kan fortolkes for at frelse dem? at redde dem? fra hvad og hvordan? I Myanmar kunne det jo tyde på at man ønsker at frelse sine egne fra andre religioner og så bilder sig ind at vold er tilladt. Under alle omstændigheder er buddhismen ikke et Guds ord og alle udsagn, belæringer m.v. lover man at teste ved en tilflugt og i øvrigt er det på eget ansvar vi reagerer.P.S. Jeg tillader mig at kalde mig buddhist.

Menneskets behov for at identificere sig med en gruppe med fælles værdier er øjensynlig så grundfæstet, at den viser sig i alle mulige sammenhænge: blandt foldboldfans, politiske partier, haveforeninger etc. etc. religiøse grupperinger er blot endnu en udgave af dette almene fænomen. Gruppementaliteten som altid mere eller mindre findes i alle grupperinger - og som på mange måder er noget positivt - rummer også faren for 'vi og dem' tænkningen, som i sidste ende kan resultere i intergruppevold. Kunsten er at balancere mellem et gruppetilhørsforhold og samtidig være åben for kritisk selvransagelse ind af til

Søren Ferling

"Er dens ’sandhedsdefinition’ analytisk
....eller kvantitativ omkring den stærkeste alfahans kølle."

Dette er nok den væsentligste forskel i samfundsmæssig sammenhæng.

Har sandheden eller magten højst status - det er det afgørende forhold.

At tendere imod at tillægge magten den største status ligger i menneskets gruppetænkende natur.
At søge sandheden, selv om den stadig undslipper os, fordrer et højere kulturelt stade.