Kommentar

Selskaber, der selv vil bestemme, hvor meget de vil betale i skat, er en bombe under ethvert velfærdssamfund

Ingen har forsøgt at bilde folk ind, at det skulle være muligt at opretholde en velfærdsstat som den skandinaviske med et skattesystem, hvor de, som har flest penge, betaler mindst, mens de, som har færrest, betaler mest
Apple-CEO, Tim Cook, kaldte det for 'totalt politisk lort', da EU besluttede, at Irland skal opkræve skat fra Apple

Apple-CEO, Tim Cook, kaldte det for 'totalt politisk lort', da EU besluttede, at Irland skal opkræve skat fra Apple

Marcio Jose Sanchez

11. oktober 2016

At betale skat er sjældent særlig vidunderligt.

Men hvis en velfærdsstat skal fungere, er det ubetinget nødvendigt, at vi alle gør det.

Især for en velfærdsstat som den skandinaviske, der har påtaget sig store skattefinansierede forpligtelser over for sine borgere.

Uden skatter, ingen skattefinansieret velfærd – så elementær er sammenhængen.

Og alligevel er sammenhængen åbenbart ikke tilstrækkeligt elementær til, at alle uden videre vil acceptere, at rækker skatterne ikke til at finansiere forpligtelserne, må man nødvendigvis enten reducere disse forpligtelser eller også opkræve en højere skat.

Gennem årene er der i al fald investeret mængder af politisk energi i at gøre det til en troværdig position, at man både kan sænke skatter og øge forpligtelserne – ved at effektivisere, privatisere, kræve driftsoverskud, indføre konkurrenceparametre, og hvad det nu alt sammen hedder.

Alle disse paroler, som en overgang forførte så mange. 

Men parolerne overbeviser stadig færre. For når velfærdens ydelser beskæres, bliver sammenhængen mellem beskatning og offentlige forpligtelser desto tydeligere.

Skat à la carte

Ingen har dog forsøgt at bilde folk ind, at det skulle være muligt at opretholde en velfærdsstat som den skandinaviske med et skattesystem, hvor de, som har flest penge, betaler mindst, mens de, som har færrest, betaler mest.

Ja, hvor de, som har flest, faktisk helt selv kan vælge, hvor meget eller hvor lidt de ønsker at betale i skat, og i hvilket land de ønsker at betale den.

Det er ikke desto mindre netop den slags skattesystem, vi er på vej til at få, i og med at virksomheder og enkeltpersoner uden hindringer i dag kan flytte deres kapital fra et land til et andet, og fordi der findes lande, eller hvad man nu skal kalde det – nogle gange er det bare små øer i havet – der har specialiseret sig i at tilbyde paradisiske skattevilkår for dem, der ikke ønsker at betale skat i de lande, hvor de bor og arbejder.

Alt dette blev anskueliggjort med chokerende klarhed for et par måneder siden, da hemmeligholdelsens slør blev revet væk fra de omfattende kapital- og skatteunddragelsesaktiviteter, der foregik i regi af advokatfirmaet Mossack Fonseca i et af verdens mange skattely, Panama.

Afklædning

Pludselig stod de der, splitternøgne i det globale spotlight: præsidenter, statsministre, store virksomheder, små virksomheder, kendte personer, ukendte personer, tusindvis af navne og tilhørende dokumenter med forbindelse via de mest indviklede og vildledende omveje til i alt 214.000 såkaldte offshore-selskaber, hvoraf de fleste alene synes at have haft ét eneste formål: at skjule formueejernes kapital fra de nationale skattevæsener og i værste fald fra lov og ret.

Her taler vi ikke om millioner eller endda milliarder. Vi taler om billioner – i bare ét enkelt advokatfirma.

Dollar, altså. Ikke kroner.

Hvor mange af den slags billioner, det drejer sig om globalt set, ved ingen. Vi venter således stadig på Bahamas-papirerne, Seycheller-papirerne, Cypern-papirerne og alle de andre papirer fra alle de andre advokatfirmaer i alle de andre skattely.

Men vi behøver ikke at vide så meget mere for at konstatere, at vi er ved at få et skattesystem, som bliver stadig mere ineffektivt til at inddrive skatter og stadig ringere gearet til at fordele skattebyrden bare nogenlunde fair – og som derfor i stadig ringere grad formår at opretholde en universel velfærdsstat af vores type.

Panama-papirerne er kun toppen af ​​et meget stort isbjerg.

Selskabsdiktater

Man kunne tilføje, at vi i dag har globalt opererende virksomheder, der er så magtfulde, at de selv kan diktere deres betingelser til individuelle landes skattesystemer, hvilket er, hvad Apple gjorde i Irland, hvor man til gengæld for etablering af virksomheder i landet tilbød at betale nogle sølle procenter i skat af virksomhedens samlede globale overskud.

Også Apple er kun toppen af ​​et andet isbjerg.

Da EU omsider besluttede, at Irland skal opkræve Apple den skat, som man burde have opkrævet for ikke at overtræde EU’s regler for ulovlig statsstøtte – omkring 150 milliarder kroner – kaldte Apples CEO, Tim Cook, det hele for ’totalt politisk lort’ – total political crap.

Cooks ordvalg giver os et fingerpeg om, hvordan den globale gigant Apple ser på skatter og skattesystemer, nemlig som brikker i et spil, de selv sætter reglerne for.

Hvilket igen kan give os et fingerpeg om, hvorfor skatteparadiser stadig eksisterer på trods af alle politiske proklamationer om at ville gøre op med dem.

Politisk bullshit, ville Tim Cook måske også sige om denne retorik.

Og i betragtning af det globale isbjerg, vi kan skimte under Panama-papirerne, står det stadig tilbage at bevise, at han skulle have taget fejl.

© Göran Rosenberg og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robin Frederiksen
  • Torben Skov
  • David Zennaro
  • Espen Bøgh
  • Mihail Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ivan Breinholt Leth
  • Kurt Nielsen
  • Oluf Husted
  • Toke Andersen
Robin Frederiksen, Torben Skov, David Zennaro, Espen Bøgh, Mihail Larsen, Lise Lotte Rahbek, Ivan Breinholt Leth, Kurt Nielsen, Oluf Husted og Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

De største multinationale selskaber og alverdens embedsmænd, samt de handlingslammede politikere har en fælles interesse i at beholde overkompliseret skattelovgivning.

Ovenstående påstand er jeg nået til, efter 27 års oplevelser med min forenklingsplan fra 1989:
http://www.whistleblowers.dk/live/skattereform.php (denne opdaterede udgave er fra sep. 2008)

Mindst 40 skatteministre, partiledere, skatteordfører, nationalbankdirektører, samt topembedsmænd
har jeg diskuteret min plan med, skriftligt og i radioudsendelser siden 1989, begyndende med statsminister Poul Schlüter og Marianne Jelved.

Min forsikrings- og skattereforms enkelthed skræmmer embedsværket, da enkelthed er den største trussel mod deres job.

Tak til Niels Ivar Larsen for oversættelsen, vil du love mig at læse mit korte og konkrete forslag, det tager ca. fem minutter, samt videresende min kommentar til Göran Rosenberg?

Fordi: Velskrevne artikler, om enorm elendighed, er vigtige, men gennemtænkte forslag til ændringer er endnu vigtigere.

Ivan Breinholt Leth

Skatteunddragelsen er kun den ene side af medaljen og Apple er et godt eksempel, for Apple er på vej ned ad den samme boldgade som en lang række andre store amerikanske virksomheder. Den anden side af medaljen er spekulation. De fleste store børsnoterede amerikanske virksomheder har i dag en finansiel afdeling. Oprindeligt blev disse afdelinger oprettet med henblik på at yde små lån til kunderne. Nu er de spekulative afdelinger, som især er optaget af at få virksomhedens aktiekurser til at stige.

I 2013 lånte Apple $17 mia af Goldman Sachs. Det år var Apple en af verdens mest profitable virksomheder med en skønnet egenkapital på $145 mia. De $17 mia skulle anvendes til at opkøbe Apple's egne aktier (share buybacks), således at man kunne udbetale højere dividender til aktionærerne. Pengene blev lånt af GS, fordi størstedelen af de $145 mia ikke befandt sig i USA med i oversøiske skattely, og at hente pengene hjem ville betyde, at de skulle pålægges en beskatning på 35%, som er selskabsbeskatningen i USA.

Amerikanske børsnoterede virksomheder er i årtier sakket bagud for asiatiske og europæiske virksomheder. Der investeres mindre i R&D og innovationen er stagnerende. Hvis tendensen fortsætter, vil USA stå med en række store virksomheder, som hverken betaler skat eller skaber arbejdspladser, men hvis primære aktivitet er spekulation og produktion af bobler, som staten skal betale for, når de brister. Da GM blev nationaliseret fandt man, at ca. 70% af virksomhedens aktiviteter bestod i køb og salg af derivater, mens kvaliteten af Chevrolet biler var faldet så meget, at mangefuldt sikkerhedsudstyr angiveligt havde kostet 140 mennesker livet.

Ifølge visse amerikanske økonomiske eksperter finder innovation i USA i dag i stigende omfang sted i mindre ikke børsnoterede virksomheder, der ligesom Apple i 70erne, arbejder i en garage.

Robin Frederiksen, Torben Skov, Flemming S. Andersen, David Zennaro, Espen Bøgh, Niels Erik Nielsen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar

Indledningsvis vil jeg påpege en fejl i overskriften,ordene; "ethvert velfærdssamfund", hvor
det havde været mere rigtigt at bruge ordene; "ethvert samfund", for det gælder nemlig ikke kun
velfærdssamfund!

Det giver ingen politisk demokratisk mening, at virksomhederne via deres "aggressive
skattetænkning", - det minder mig om "kreativ bogføring", selv bliver forvaltere af deres egne omgivelser, - og optræder derfor i samme rolle som krigsherrerne i f.eks. Afghanistan, der
har deres eget lille kongedømme, hvor rigdommen er forskellen.

Politisk ser vi i dag et Amerika der hvert 4. år afholder valg til præsidentposten, senatet og
repræsentanterne, - men det er kun et skuespil foran et bagtæppe af demokrati som skjold for, at demokratiet ikke ligger hos politikerne, - men derimod i de virksomheder der betaler mest til deres politikere, så deres tanker kommer til udtryk i lovene der gennemføres, eller ikke bliver gennemført.

Politikerne i Amerika lønnes nemlig ikke af statskassen og dermed er uafhængige af disse virksomheder, men er derimod dybt afhængige af de pengestrømme der kommer fra virksomhederne, så de kan beholde deres sæde i de politiske forsamlinger.

Næsten intet er mere undergravende for et demokrati end lige netop denne form for aflønning af
politikere, hvilket især kan aflæses i den evige deregulering af især finans og kapital markedet
gang på gang, og som atter igen og igen skaber disse bobler, der er så skadelig for økonomien og velstanden, fordi den politiske styring er overladt til den økonomiske grådighed ved bagdøren.

Når disse store amerikanske virksomheder benytter sig af bl.a. udflytning af deres penge til
skattefrie - begunstigede områder/lande fordi de ikke vil betale skat til de samfund som de
opererer i, så sker det alene af egoistiske kapitalgrunde for aktionærerne, men samtidig har
det også en anden virkning i samfundet, og signalerer det også noget helt andet.

Det eller så nationalistisk stolte Amerika og dets fællesskabsånd er i forfald, for en virksomhed der ikke betaler skat til fællesskabet, betaler så heller ikke til forsvaret af landet, men overlader udgiften alene til arbejderklassen at betale herfor med deres arbejdskraft med deres skatter, så nationalfølelsen skider disse virksomheder på, for regningen for forsvaret af deres elskede Amerika vil de ikke betale til.

Samtidig forventer mange af disse virksomheder at staten altid kan punge ud i krisetider ligesom i 2008, hvor f.eks. de store bilfabrikkers direktører kom flyvende i privatfly til Washington og ville have staten til at dække deres virksomheders fortsættelse.

De blev imidlertid kritiseret for deres privatfly, og så samtidig komme med tiggerskålen for at få statens penge som garantier til virksomheden, og nøgleordet var "arbejdspladser", dem de ellers ikke regnede for noget når der skulle deles ud af mio. i optioner, lønninger og forgyldte håndtryk til direktørerne overalt i virksomheden for deres gode arbejdsindsats.

Situationen var derfor den besynderlige, at politikere skulle beslutte som de selv ville have løn,
- bidrag fra disse store virksomheder til deres fortsatte politiske virke, eller lade virksomheden passe sig selv uden statsstøtte, og dermed ikke få "løn"(bidrag) fra virksomhederne fremover.

- Det er næppe svært at gætte hvilken beslutning politikerne tog!

Bag facaden er Amerika ikke et demokrati, men derimod et "Corpokratik", hvor landet styres politisk bagfra, af magtfulde virksomheders penge til politikerne, og hvor Kleptokratiet er særdeles udbredt, - måske vil lidt ekstra under bordet hjælpe på "forståelsen" hos mange politikere.

Senest har fru Clinton modtaget over $ 600.000,- fra Goldmann Sachs for nogle ord på et papir, hvis indhold er hemmeligt, men sammenblandingen af kapital og politisk gerning et helt tydeligt.

Robin Frederiksen, Christian Larsen, Torben Skov og Oluf Husted anbefalede denne kommentar

Nej, EU har ingen fællesgrænse for virksomhedsbeskatning, men Magrethe Vestager forsøger sig dog lidt herud i.

EU har heller ingen værn mod skattefiflerier i de lande i EU som mange amerikanske selskaber tjener deres penge, og enten ved "transfer-pricing" får deres overskud bragt udenfor skattelovgivningen overalt i EU.

Sagt i al enkelhed, så forsørger vi amerikanerne via disse skattearrangementer, men ikke nok med det, så er toldbytte forholdet mellem EU og Amerika, hvor varer fra EU til Amerika er belagt med 15 % told, hvorimod varer fra Amerika til EU kun er belagt med omkring 5 % told, der er et helt urealistisk forhold, og som også medvirker til EU's forsørgelse af amerikanerne.

Det er så store pengemængder vi her taler om årligt, og efter så mange år har Europas arbejdere betalt hele Marshall-hjælpen tilbage med både renter og rentes rente flere gange.

PS: TTIP vil blot forstærke og øge udbytningen af Europas landes økonomier endnu mere med nye særaftaler af økonomisk fordelagtigheder for amerikanerne.

Robin Frederiksen, Ole Brauer og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Sterling

Danmarks største problem er ikke skattely svindlerne, men derimod minimalstat politikerne. Diverse regeringer har bevidst kørt Skat i grøften for at fjerne velfærden og skabe minimalstaten. Dette har haft forfærdelige konsekvenser for hundrede tusinder af mennesker i bunden af samfundet, som har fået fjernet en stor del af deres eksistensgrundlag.

Politikerne har været villige værktøj til afmonteringen af bl.a. Skat, erhvervslivet er en af hovedaktørerne/bagmændene og her er en overskrift fra dr.dk om virksomhedernes svindlere: "Skat-medarbejdere: Det er alt for nemt for virksomheder at snyde i skat".

"Skats egne tal viser, at de årligt kun kontrollerer tre procent af de virksomheder, der er i Danmark. Og ifølge Skats egen undersøgelse, den såkaldte Compliance Analyse, er der fejl i skatten hos over halvdelen af virksomhederne i 2012. Hver tiende virksomhed snyder ifølge undersøgelsen bevidst. Groft sagt kan virksomheder i et eller andet omfang afregne, angive og betale det, de har lyst til".

"Flere medarbejdere, som DR Fakta har talt med, mener, at der er en direkte sammenhæng mellem de mange nedskæringer i Skat og den manglende kontrol af virksomhederne". "Da daværende skatteminister Kristian Jensen (V) i 2007 fremlagde den nye indsatsstrategi for Skat, var det med overskriften: Mindre kontrol, mere vejledning”. https://www.dr.dk/nyheder/penge/skat-medarbejdere-det-er-alt-nemt-virkso...

Skat er nu ude af stand til at håndtere de almindelige opgaver, heraf de store skandaler bl.a. sagen om udbytteskat til svindel på 12,3 milliarder. Her er Skatteministeren Karsten Lauritzens virkelige tanke med Skat:

"Skatteminister Karsten Lauritzen (V) erkender, at Skat har problemer med at inddrive skatten. Men han mener ikke, at flere kontrolmedarbejdere er løsningen". "Det er forældet og gammeldags at tro, at man alene løser Skats opgaver med at få den rigtige skat ind, ved at ansætte flere kontrollanter. Jeg tror, man kommer meget længere ved at uddanne borgere og virksomheder i at betale deres skat, siger han". "Det er forældet og gammeldags at tro, at man alene løser Skats opgaver med at få den rigtige skat ind, ved at ansætte flere kontrollanter". http://www.dr.dk/nyheder/penge/skat-medarbejdere-det-er-alt-nemt-virksom...

Desuden vil jeg påpege at grunddefinitionen på Fascisme er når ejerne af de største virksomheder bestemmer lovgivningen.

Ebbe Overbye, Robin Frederiksen og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Robin Frederiksen

Der skrives og tales mange ord, som ganske berettiget og på fortrinlig vis udstiller den grådighed og egoisme, der hersker globalt. Og det er der gjort i mange år. Også før lækkene fra Panama og Luxembourg blev forsidestof på dagbladene. Men der kommer altså ikke til at ske en fløjtende fis før befolkningerne rundt om i verden danner fælles front og indtager gader og stræder. Spørgsmålet til en værdi af prisen på en velfærdsstat er derfor: Hvordan mobiliseres masserne?

Selv da man solgte dele af fællesejet til vampyrerne i GS, og det endda blev offentligt kendt, at GS ville benytte sig af en skattelykonstruktion ifbm køb og fremtidigt udbytte, så stod vi stadig kun mellem 300 og 600 mennesker på Christiansborgs slotsplads en råkold vinteraften. Bevares, næsten 200.000 havde skrevet under på en protestunderskriftsindsamling. Men det var jo bare et internetfænomen. Desuden var der sikkert fusket. Hvis vi i stedet havde været 200.000 i gaderne op til dong-snyderiet havde man nok ikke på samme måde være sluppet afsted med at underkende og ignorere den eksisterende modstand i befolkningen. Men måske folk var lammet i chok ovenpå det skruppelløse forræderi, som den daværende blå s-r (og sf) regering allerede havde begået. Jeg ved det ikke. 199.000 underskrivere havde i hvert fald valgt at blive hjemme. Men hvorfor? Her havde vi en reel sag, hvor et opgør med wallstreet kunne udspille sig på dansk jord, og så blev det sådan fuser. Eskapisme og konformitet spiller afgjort en rolle i mysteriet.

Det er en skam at flere ord ikke bliver gjort til handling.