Læsetid 3 min.

En singlemors bekendelser

Det var ment som ros, da pædagogen bemærkede, at min datters motoriske udvikling er på linje med dem, der bliver hentet klokken tre og går direkte på legeplads. Men siden har den bemærkning puffet til min utilstrækkelighed … sammen med alt det andet, jeg gør helt forkert
1. november 2016
Delt 8 gange

Den dag jeg hentede min datter før klokken 16 i vuggestuen, gav det en følelse af ultimativ succes. Det er sket en enkelt gang på et halvt år. Normalt noterer jeg på en iPad i vuggestuen, at jeg henter hende klokken 16. Men den bliver ligeså ofte 16:15, når jeg svedig halser ud på legepladsen og med lettet hjerte konstaterer, at hun trods alt ikke er den allersidste.

Det med hentetidspunkt har ligget på lur i baghovedet, lige siden en sød og velmenende pædagog roste min datter med ordene:

»Hendes motoriske udvikling er på linje med dem, der bliver hentet klokken tre og går direkte på legeplads.«

Jeg topper den bemærkning med følelsen af utilstrækkelighed over for jobbet og kollegerne, fordi jeg altid er den første, der er ude af klappen.

Jeg pisker mig selv over, at næsten alle aftensmåltider for tiden står på svampepizza fra Jespers Torvekøkken, butter chicken fra Agnes Færdigretter og kødboller fra Cofoco leveret af nemlig.com. Jeg er ellers vild med at lave mad, men min datter står og hiver i mig konstant, bare jeg skal koge et æg.

Og når vi nu er ved mad. Jeg har ikke tal på de gange, jeg er cyklet i vuggestue, mens min datter har indtaget morgenmaden på barnesædet. En frugtsmoothie – I ved, sådan en man suger ud af en lille pose – i den ene hånd, og knækbrød med smør og ost i den anden. Endnu engang er jeg kommet for sent i seng, og jeg er kommet for sent op, og jeg vil ikke komme alt for sent på arbejde.

Jeg plages af sort samvittighed over at lade min datter ligge alene og vågen på sit værelse søndag morgen i i hvert fald en halv time, inden jeg går ind og tager hende op af tremmesengen. Hun græder ikke. Hun ligger jo bare der og pludrer – og børn skal også lære at være alene, det er sundt, hun føler sig tryg derinde, siger jeg til mig selv, mens jeg ligger i min egen seng og tager endnu en rundtur på de sociale medier, der bekræfter mig i, at der alligevel ikke er sket en skid.

Der er den evigt dårlige samvittighed over de weekenddage, jeg har været sløj eller i alarmerende mangel af overskud, hvor formiddagene er gået med Onkel Reje, Gurli Gris, Frode Får og resten af vennerne fra sendefladen på Ramasjang.

Og apropos skærmtid – alle de gange min datter i klapvognen i bussen har været utidig, og jeg ikke har orket at tage kampen foran en busfuld møgsure medpassagerer, og hvor det bedste holdkæftbolsje er min iPhone med YouTube-videoer med 17 forskellige versioner af ’Hjulene på bussen’. På engelsk.

Og så er der skyldfølelsen over de gange, jeg har afspadseret på en hverdag og ikke har holdt min datter hjemme. Indrømmet, jeg har set det som et frirum at stå i halve timer i helvedeskøen i Føtex' postbiks, handlet skruer i Silvan og være på forkant med aftenens madlavning – men der er da også gået dage med at ligge på sofaen og falde ind og ud af en lur med Netflix kørende i baggrunden.

Jeg har fået helt enorme, røde ører over, at jeg to gange har konstateret moderat feber hos min datter og derfor skudt en panodil op i hendes numse for at aflevere hende i vuggestuen (Undskyld Viola. Undskyld vuggestue!).

Men med tidsbegrænset ansættelse og ambitionen om en kontraktforlængelse – eller måske ligefrem en fastansættelse – undgår jeg for meget fravær. Datteren havde det jo også fint, humøret og energien var i top, og det var sikkert bare nogle kindtænder, der var på vej.

Jeg ved ikke, om det er samfundets forventninger til mig som forælder, der for længst har overskredet en realisme, som nogle af vi forældre ikke længere kan være med på? Al den debat om, at institutioner er dårlige for vores børn toppet med udsigten til besparelser på institutionsområdet og de rædderlige blogs, der løfter pegefingre. Eller er det bare mig, der giver mig selv skyld med skyld på, fordi det ser ud til, at alle gør det meget bedre på Facebook, på Instagram, i mødregruppen og også i virkeligheden.

Jeg har besluttet, at jeg vil stoppe med at piske mig selv fra nu af. Det skal være slut med bortforklaringer og dårlig samvittighed. Lige bortset fra det med panodilerne.

Tina Splidsboel er journalist

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Tine Friis

Det er ikke let at være aleneforælder. Det er ofte en ensom opgave. Man er alene om problemerne, og man er også alene om glæderne. Så det er en stor, men absolut ikke umulig opgave, og en vigtig ting er benhård planlægning og prioritering (herunder at passe sin nattesøvn). Dette kan godt medføre et rutinepræget liv - men det er der ikke noget galt med. Hver livsfase har sine muligheder og udfordringer, og det er kun så kort tid vi har børnene til låns (du kan nok høre at jeg er halvgammel :-)

Hvis jeg i dag var aleneforælder, ville jeg absolut nedprioritere alt der hedder sociale medier og i stedet fokusere på konkret og meningsfuldt samvær med barnet. I hverdagen handler det måske mest om at lave aftensmad sammen, mens indkøb og tøjvask kan samles til dage hvor man har mere overskud. En god weekend kan sagtens bestå i at vaske tøj, gå tur og lave mad. Pointen er at man gør tingene sammen. Når man giver sig tid, bliver det til gode oplevelser, og det er en uvurderlig investering i fremtiden, samtidig med at man nyder nutiden sammen med sit barn.

Brugerbillede for Niels Nielsen

lol - jeg sidder og bliver helt nostalgisk, for sådan var mit liv i en årrække. Det var hårdt, men det var det hele værd.

Tak for at minde mig om, at mit liv ikke er helt spildt. Vi overlevede strabadserne, og vi havde det sgu sjovt, sønnike og jeg, selv om pædagogerne og mange andre pæne mennesker ikke altid helt forstod den måde, vi tilrettelagde livet på. Heldigvis kunne de se, at vi trivedes i den lille familie, så vi kunne stort set gøre som vi ville.

Jeg har godt nok aldrig brugt tricket med panodiler, jeg var lidt mere udspekuleret: Jeg afleverede ungen i vuggestuen/børnehaven, og gik så på arbejde, hvor jeg afventede opkaldet fra institutionen. For når de ligefrem ringer fra børnehaven og siger, at ungen er syg, kan arbejdsgiveren ikke påstå, at man tager en pjækkedag. Det var før mobiltelefonerne var opfundet, så opkald til arbejdspladsen gik altid via en telefondame m/k, som kunne bevidne overfor chefen, at jeg havde rent mel i posen.

Brugerbillede for Tino Rozzo

Når man ikke prioriterer samværet med sine børn, får man dårlig samvittighed.
Det er nærmest en naturlov.
Derfor kan man ikke bare lukke ned for den og sige, man ikke vil have den mere.
Den eneste måde at komme af med den på, er ved at omlægge sine prioriteringer, så samværet med børnene kommer højere op på listen.

Brugerbillede for Lennart Kampmann
Lennart Kampmann

Hold nu op med at lytte til alle de forbandede meninger. En mor ved om hendes barn er glad og det er den målestok man må måle tingene ud fra.
Velmenende pædagoger er netop velmenende pædagoger, men de har ikke opgaven. Det har forældrene(forælderen).

Forældre har nok at se til når børnene er i den servicetunge alder mellem 0 og 5 (your miles may vary).

Det sidste man har brug for er en eller anden velmenende anden, der fortæller en noget man ikke kan bruge til en skid. Hvis folk har travlt med at fortælle forældre hvad de skal gøre, kan de starte med at komme hjem og tage opvasken, støvsuge og hænge vasketøjet op. Så skal man jo nok lytte til dem. ;-)

med venlig hilsen
Lennart