En singlemors bekendelser

Det var ment som ros, da pædagogen bemærkede, at min datters motoriske udvikling er på linje med dem, der bliver hentet klokken tre og går direkte på legeplads. Men siden har den bemærkning puffet til min utilstrækkelighed … sammen med alt det andet, jeg gør helt forkert
1. november 2016
Delt 8 gange

Den dag jeg hentede min datter før klokken 16 i vuggestuen, gav det en følelse af ultimativ succes. Det er sket en enkelt gang på et halvt år. Normalt noterer jeg på en iPad i vuggestuen, at jeg henter hende klokken 16. Men den bliver ligeså ofte 16:15, når jeg svedig halser ud på legepladsen og med lettet hjerte konstaterer, at hun trods alt ikke er den allersidste.

Det med hentetidspunkt har ligget på lur i baghovedet, lige siden en sød og velmenende pædagog roste min datter med ordene:

»Hendes motoriske udvikling er på linje med dem, der bliver hentet klokken tre og går direkte på legeplads.«

Jeg topper den bemærkning med følelsen af utilstrækkelighed over for jobbet og kollegerne, fordi jeg altid er den første, der er ude af klappen.

Jeg pisker mig selv over, at næsten alle aftensmåltider for tiden står på svampepizza fra Jespers Torvekøkken, butter chicken fra Agnes Færdigretter og kødboller fra Cofoco leveret af nemlig.com. Jeg er ellers vild med at lave mad, men min datter står og hiver i mig konstant, bare jeg skal koge et æg.

Og når vi nu er ved mad. Jeg har ikke tal på de gange, jeg er cyklet i vuggestue, mens min datter har indtaget morgenmaden på barnesædet. En frugtsmoothie – I ved, sådan en man suger ud af en lille pose – i den ene hånd, og knækbrød med smør og ost i den anden. Endnu engang er jeg kommet for sent i seng, og jeg er kommet for sent op, og jeg vil ikke komme alt for sent på arbejde.

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Det bedste fra Information

Kommentarer

Brugerbillede for Tine Friis

Det er ikke let at være aleneforælder. Det er ofte en ensom opgave. Man er alene om problemerne, og man er også alene om glæderne. Så det er en stor, men absolut ikke umulig opgave, og en vigtig ting er benhård planlægning og prioritering (herunder at passe sin nattesøvn). Dette kan godt medføre et rutinepræget liv - men det er der ikke noget galt med. Hver livsfase har sine muligheder og udfordringer, og det er kun så kort tid vi har børnene til låns (du kan nok høre at jeg er halvgammel :-)

Hvis jeg i dag var aleneforælder, ville jeg absolut nedprioritere alt der hedder sociale medier og i stedet fokusere på konkret og meningsfuldt samvær med barnet. I hverdagen handler det måske mest om at lave aftensmad sammen, mens indkøb og tøjvask kan samles til dage hvor man har mere overskud. En god weekend kan sagtens bestå i at vaske tøj, gå tur og lave mad. Pointen er at man gør tingene sammen. Når man giver sig tid, bliver det til gode oplevelser, og det er en uvurderlig investering i fremtiden, samtidig med at man nyder nutiden sammen med sit barn.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

lol - jeg sidder og bliver helt nostalgisk, for sådan var mit liv i en årrække. Det var hårdt, men det var det hele værd.

Tak for at minde mig om, at mit liv ikke er helt spildt. Vi overlevede strabadserne, og vi havde det sgu sjovt, sønnike og jeg, selv om pædagogerne og mange andre pæne mennesker ikke altid helt forstod den måde, vi tilrettelagde livet på. Heldigvis kunne de se, at vi trivedes i den lille familie, så vi kunne stort set gøre som vi ville.

Jeg har godt nok aldrig brugt tricket med panodiler, jeg var lidt mere udspekuleret: Jeg afleverede ungen i vuggestuen/børnehaven, og gik så på arbejde, hvor jeg afventede opkaldet fra institutionen. For når de ligefrem ringer fra børnehaven og siger, at ungen er syg, kan arbejdsgiveren ikke påstå, at man tager en pjækkedag. Det var før mobiltelefonerne var opfundet, så opkald til arbejdspladsen gik altid via en telefondame m/k, som kunne bevidne overfor chefen, at jeg havde rent mel i posen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tino Rozzo

Når man ikke prioriterer samværet med sine børn, får man dårlig samvittighed.
Det er nærmest en naturlov.
Derfor kan man ikke bare lukke ned for den og sige, man ikke vil have den mere.
Den eneste måde at komme af med den på, er ved at omlægge sine prioriteringer, så samværet med børnene kommer højere op på listen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lennart Kampmann

Hold nu op med at lytte til alle de forbandede meninger. En mor ved om hendes barn er glad og det er den målestok man må måle tingene ud fra.
Velmenende pædagoger er netop velmenende pædagoger, men de har ikke opgaven. Det har forældrene(forælderen).

Forældre har nok at se til når børnene er i den servicetunge alder mellem 0 og 5 (your miles may vary).

Det sidste man har brug for er en eller anden velmenende anden, der fortæller en noget man ikke kan bruge til en skid. Hvis folk har travlt med at fortælle forældre hvad de skal gøre, kan de starte med at komme hjem og tage opvasken, støvsuge og hænge vasketøjet op. Så skal man jo nok lytte til dem. ;-)

med venlig hilsen
Lennart

anbefalede denne kommentar