Klumme

Det socialdemokrati, du kender … og så alligevel ikke

Mette Frederiksen bruger sin popularitet og status som ’ægte’ socialdemokrat til at føre partiet væk fra den hovedlinje, der har været dominerende de seneste 30 år. Villy Søvndal forsøgte samme nummer i SF. Det kostede dyrt
7. oktober 2016

Sidst jeg var på socialdemokratisk kongres var i 1996, hvor jeg deltog som ung DSU'er. Dengang talte alle om behovet for fornyelse.

Ud med de tykke, gamle fagforeningsmænd med røde seler og beton mellem ørerne. Plads til ungdommen og akademikerne. Som ung kommende akademiker synes jeg dengang, det lød som en rigtig god idé.

Og det lykkedes. Arbejdervælgerne efterlod sig et så gabende hul i de socialdemokratiske rækker, at partiet nu, selv på en god dag, stadig er små 10 procentpoint under valgresultaterne fra 1990’erne.

Da jeg for et par uger siden igen deltog på kongressen som journalist, var de røde faner tilbage på podiet, og afdøde partiformand Anker Jørgensen blev hyldet, så en katolsk helgen måtte blive misundelig. Selv navnet er nu det samme. Mette Frederiksen har gjort op med Nyrups kiksede rebrandingsforsøg, og partiet hedder nu igen Socialdemokratiet.

Men bag symbolerne er Mette Frederiksen i gang med et opgør med arven fra sine forgængere. Det er ikke ligesom i det gamle Sovjetunionen, hvor gamle kammerater faldt i unåde fra den ene dag til den anden og blev skåret ud af officielle fotografier, så kun skoene var tilbage.

Processen er langt mere glidende, men ikke til at tage fejl af. Arven fra Nyrup fik et hak med kritikken af new public management. Helle Thorning-Smiths EU-positive linje var glemt, og Frederiksen sagde direkte, at der var grænser for, hvor mange udlændinge Danmark kunne tage imod.

Et ekko af Anker Jørgensen, der var inde på det samme, men det er noget, Auken aldrig ville havde sagt.

Det er en proces, der er meget lig den, Villy Søvndal forsøgte med SF. Holger K. og Gert Petersen skulle pensioneres, SF være mindre hjemmestrikket, og de ravbærende akademikerkvinder skulle skiftes ud med Aksel Larsenske faglærte arbejdere.

Da støvet havde lagt sig, var planen kun lykkedes halvt. Man fik skræmt fløjsbuksesegmentet væk, men det lykkedes aldrig at få Thor Mögers berømte leverpostejmadsmørende Kansas-iklædte arbejdere til at stemme SF.

Ironisk nok er mange af Mette Frederiksens løjtnanter gengangere fra samme SF. Både Jesper Petersen, Astrid Krag, Mattias Tesfaye og selvfølgelig Thor Möger, der internt i SF var kendt som ’Albuedværgen’ og var selve symbolet på SF’s forandring.

Men Mette Frederiksen har det samme problem som Villy Søvndal sloges med i sin tid i regeringen. Det var nemt nok at ændre retorikken, men det kniber gevaldigt, når det kom til at levere reelle resultater for arbejderklassen.

Når de delegerede fra København ankommer til Kastrup, kører de hjem med en metro, der står som en skamstøtte over partiets svigt af sine egne vælgere.

Metroen bygges af tvivlsomme virksomheder, der har omdannet et af danmarkshistoriens største anlægsprojekter til en plattenslagerrede, hvor der takket være EU’s udbudsregler konstant svindles med løn og arbejdsmiljø, og hvor alt fra arbejdsmænd til møtrikker har været medbragt fra udlandet. Og som fagforeningen 3F gudhjælpemig har anmeldt for at hvidvaske narkopenge og sælge kokain. Samme 3F, der blev så eftertrykkeligt ignoreret, sidst Socialdemokratiet var i regering.

Siden Nyrups efterlønsfadæse har Socialdemokratiet brugt løs af den tillid, som var blevet opsparet igennem hele partiets historie. Helt galt gik det under Thorning med DONG-salget.

Fornemmelsen af, at sosserne står på den jævne danskers side, vakler. At selv om de med Egon Olsens ord er nogle hundehoveder og hængerøve og lusede socialdemokrater, så var de sat i verden, for at den lille mand og den lille dame kunne få et ordentligt arbejdsliv til en ordentlig løn.

Når partiet i den røde hovedstad ikke kan sikre ordentlige forhold på et byggeri på størrelse med flere storebæltsbroer, så kan det ikke undre, at arbejderne i stedet stemmer på populister, der lover, at vi bare kan lukke af for Europa og samtidig høste fordelene ved de internationale aftaler.

Hvis Mette virkelig er nede med det, så skylder hun en forklaring på, hvad hun konkret vil gøre anderledes end Søvndal og Thorning.

Niels Jespersen er cand.mag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu