Kronik

I den sociale indsats bekymrer vi os om de forkerte børn og unge

Forebyggelse er blevet mantraet i den sociale indsats på børne- og ungeområdet. Men i praksis er det vanskeligt at udpege de unge, der er i risiko for social deroute. Man risikerer at stigmatisere og give børn problemer, de ikke havde fået, hvis det ikke var for de velfærdsprofessionelles bekymring
Forebyggelse er blevet mantraet i den sociale indsats på børne- og ungeområdet. Men i praksis er det vanskeligt at udpege de unge, der er i risiko for social deroute. Man risikerer at stigmatisere og give børn problemer, de ikke havde fået, hvis det ikke var for de velfærdsprofessionelles bekymring

iBureauet/Mia Mottelson

12. oktober 2016

Forebyggelse fremstilles som et vidundermiddel i debatten om den moderne velfærdsstats udfordringer. Ikke mindst på børne- og ungeområdet.

Logikken er klar: Sociale problemer, negativ social arv, sygdom, kriminalitet og radikalisering skal løses med viden, uddannelse og gode vaner i de unge år.

Man vil løse problemer ved at undgå, at de opstår, og det skal spare omkostninger både økonomisk og menneskeligt.

Der er meget godt at sige om denne forebyggelseslogik. Men forebyggelse er ikke uden problemer, og det er centralt for den fortsatte udvikling af velfærdsstatens kerneinstitutioner at forholde sig kritisk til nogle af forebyggelseslogikkens faldgruber.

Én af disse faldgruber handler om, hvordan man kan oversætte videnskabelige modeller til konkrete forebyggelsesindgreb over for individuelle børn og unge.

I en artikel udgivet af SFI, Det nationale Center for Velfærd, fortæller seniorforsker Mogens Christoffersen om, hvordan man på SFI har afprøvet netop dette.

Forskerne brugte eksisterende viden om risikofaktorer for kriminalitet til med registerdata at identificere dem, der risikerede at blive kriminelle. Herefter undersøgte de (med nyere registerdata), om disse børn og unge i en alder af 22 år havde haft kontakt med politiet.

Undersøgelsen viste, at selv om man gætter mere rigtigt end forkert, så kan man kun identificere ca. en fjerdedel af de børn og unge, der rent faktisk senere blev anholdt eller sigtet.

Og ca. en tredjedel af dem, man identificerede som i risiko for at begå kriminalitet, fik ikke kontakt til politiet. Man identificerede altså en del falsk positive.

Middelklassen som normalen

I lyset af problemerne med de statistiske modeller og forudsigelser kunne man hævde, at det især er netop brugen af statistik og registerdata, der er problemet.

Forebyggelse i praksis, hvor velfærdsprofessionelle udnytter deres viden og erfaring i kombination med et tæt personligt kendskab til og indsigt i børnene og de unges liv og historie, er noget helt andet. Men også her er der faldgruber.

I et netop afsluttet forskningsprojekt har vi undersøgt, hvordan sundhedsplejersker, pædagoger og folkeskolelærere i indskolingen taler og tænker om forebyggelse og identifikation af udsatte børn og familier.

Et af hovedresultaterne er, at de velfærdsprofessionelle i arbejdet med at identificere udsatte børn og unge bruger både deres fagprofessionelle viden og det, man kunne kalde hverdagsviden.

Det er næppe overraskende, at velfærdsprofessionelle arbejder på den måde. Det kendetegner mange erhverv og professioner, at den viden, man får fra videnskabelige undersøgelser og formel uddannelse, i praksis kombineres med personlige erfaringer.

Men i relation til identifikation og forebyggelse af social udsathed og marginalisering rummer integrationen af viden, personlig erfaring og værdier problemer.

Vi finder således en tendens til, at bekymringer for konkrete børn påvirkes af sociale forskelle og forskellige forståelser af, hvad der er et normalt og et unormalt liv.

Det betyder, at en del velfærdsprofessionelle bekymrer sig mere for børn og familier, der kommer fra en anden social baggrund end den middelklassebaggrund, der præger de fleste velfærdsprofessionelle selv. Og det gælder uanset, at problemerne i de forskellige familier beskrives ens.

Stereotyperne hersker

Vi finder også tegn på, at velfærdsprofessionelle bruger sociale stereotyper i deres forebyggelsesarbejde.

Brugen af stereotyper er præget af en tendens til at anvende simplificerede og lukkede forestillinger om andre mennesker baseret på den sociale kategori, de befinder sig i.

Man slutter f.eks. fra få oplysninger om udseende eller forældres baggrund til, at et barn har bestemte sociale problemer.

Sociale stereotyper er udbredte i vores almindelige, sociale liv, og de giver ofte en form for sammenfatning af vores erfaringer.

Men for velfærdsprofessionelle er der grund til at være skeptisk over for brugen af dem, fordi de professionelles erfaringer kan være meget forskellige fra det liv, andre mennesker lever.

Og dermed opstår potentielt den samme tendens til falsk positive, som vi så med de statistiske modeller, dvs. udpegning af børn som socialt udsatte, uden at dette reelt er tilfældet.

Falsk positive resultater tages normalt meget alvorligt inden for sundhedssektoren. For er det rimeligt, at borgere skal håndtere en besked om mulig sygdom for så efter ugers bekymring at finde ud af, at der var tale om en falsk positiv?

Vi vil mene, at man bør se med samme alvor på falsk positive inden for forebyggelsespolitikken, for her kan de negative konsekvenser være langt større.

En identifikation som potentielt socialt marginaliseret, kriminel eller radikaliseret rummer nemlig både stigmatisering og følelsen af at blive uretfærdigt behandlet, ligesom der også kan være en tendens til selvopfyldende profetier, fordi den velfærdsprofessionelle tilpasser sine forventninger til stereotyperne.

Organiser til rummelighed

Det er vigtigt for os at understrege, at vi på intet sted i vores resultater ser tegn på, at velfærdsprofessionelle bevidst forskelsbehandler børn, unge og familier. De påvirkes derimod af ubevidste mekanismer som f.eks. brugen af stereotyper.

Samlet giver vores resultater derfor stof til eftertanke for den forebyggelsespolitiske diskussion. For når hverken statistiske modeller eller professionelle erfaringer er en sikker vej til at udpege de børn og familier, der er i risiko for at blive udsat, hvad gør man så?

For det første viser vores forskning, at forskellige forhold svækker brugen af stereotyper og øger tendensen til at kunne rumme sociale forskelligheder. Det sker, når velfærdsprofessionelle i deres arbejde møder børn og familier fra vidt forskellige baggrunde.

Og det sker, når velfærdsprofessionelle giver udtryk for en forståelse af fællesskaber, der prioriterer abstrakte politiske eller offentlige fællesskaber, i modsætning til små, nære og private fællesskaber.

Vi vil derfor mene, at der er behov for et øget fokus på, hvordan professionelles arbejde kan organiseres og opkvalificeres på en måde, der skaber åbenhed og rummelighed.

Det sidste rammer ned i en anden højaktuel diskussion om forholdet mellem professionel praksis, evidensbaseret viden og offentlig styring.

For er vi bedst tjent med at stole på de statistiske modeller og styringsmodeller, eller kommer vi længst med den professionelles konkrete erfaring og kendskab til det enkelte barn?

Det klare – men ikke enkle – svar er: hverken eller! Der er åbenlyst behov for at kombinere statistisk viden og erfaring fra praksis, både generelt og i arbejdet med forebyggelse.

For det andet peger vores forskning på, at det især er det udprægede fokus på individuelle indsatser, der er problemet.

Det er udpegningen i sig selv, der er kernen i problemet med de falsk positive og den mulige stigmatisering. Generelle forebyggende indsatser, hvor alle børn i f.eks. en daginstitution eller en skole hjælpes til gode vaner, kan være mindre problematiske.

Gitte Sommer Harrits er ph.d. og lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Marie Østergaard Møller er ph.d., tidligere lektor i Statskundskab og Folkesundhed ved Aarhus Universitet og tidligere seniorforsker ved KORA, nu selvstændig og grundlægger af virksomheden ProPublic.

Sammen har de netop udgivet bogen ’Forebyggelse og bekymring i professionelt arbejde’ på Hans Reitzels Forlag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Jørgensen
  • Lars Riber
  • David Zennaro
  • Heidi Larsen
  • Anne Eriksen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Steffen Gliese
Claus Jørgensen, Lars Riber , David Zennaro, Heidi Larsen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marie Sanne Caroline Malmros

Det minder mig om et socialt forsøg jeg lærte om i kriminologi på jurastudiet. Man forsøgte at forebygge at børn og unge blev kriminelle og havde en tilsvarende kontrolgruppe, hvor man intet gjorde. Kontrolgruppen blev langt mindre kriminelle end dem man havde forsøgt at hjælpe. Man mener at stigmatiseringen var det der gjorde forskellen. En anden undersøgelse var at 2 tilsvarende grupper kriminelle hvor den ene gruppe var blevet fanget. Dem der var blevet arresteret blev langt mere kriminelle end den anden gruppe. Tankevækkende.

Karsten Aaen, Søren Ferling, Ib Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men, Marie Sanne Caroline Malmros, vel også så banalt, at vi allesammen ved det: folk gør, hvad man forventer af dem.

Steffen Gliese

- og derfor er det selvfølgelig bedst, at forventningerne er positive, og at man belønner i stedet for at straffe.

Forebyggelse via: Kollektivt indsats, eller individuel indsats (stigmatisering)? Hvad er dyrest? Hvad kræver mest personale? ...spørger den visionsløse politiker.

Måske fejler vi allerede, når vi undervurderer de naturlige kræfter, mennesker besidder - og/eller kan udvikle, når de gives omsorg og vises umiddelbar tillid? Der er udtalt tendens til vi sent - og med mekaniske tiltag af overvejende juridisk/økonomisk art - forsøger at lære (udvalgte af) os noget, vi efter mangt og meget at dømme spontant kan fra naturens hånd, men som aflæres under indtryk af konstruktioner om livets ubønhørligheder og hårde nødvendigheder, som man må hinke sig igennem.

I TV - En mor og far med 4 børn og en på vej bliver efter flere års overvågning (start uoplyst) skilt ad - børnene tvangsfjernes med to dages varsel. Dokumentaren viser ingen konkrete årsager. Moren bedømme som en god mor - med en problematisk fortid. Faren er en "rigtig" mand, selvbevidst og ubehøvlet. Hans mimik afspejler ærligt hans person (min tolkning).
Børne trives, alle elsker hinanden.
Skiftende sagsbehandlere. Ingen kommentarer, tavshedspligt.

Så er de jeg tænker - Alle de grimme sager påvirker behandlerne. De tager hellere 100 sager som mulige risikoeksempler, hvor èn muligvis ender galt. De er bange for at tage ansvar og sikrer sig selv mod at ende som en uansvarlig fagperson, der har svigtet.
Måske lidt forståeligt, når man ser offentlighedens mangel på forståelse for fejl.

Artiklen ligger langt fra den praksis, som jeg kender i mit arbejde som skolepædagog, på en århusiansk folkeskole - Vi har for længst fundet ud af, at vi får mere af det vi leder efter - altså er det altid den positive vinkel vi går efter - og husk nu at forældre og professionelle, omkring vores børn, gerne skulle have det samme mål for børnene..

@ Jan Jensen Det er glædeligt at praksis er bedre og positiv i tilgangen hos jer.
Jeg ved af personlig erfaring mange af problemerne som nævnes i artiklen er særdeles reelle i dagens Danmark!

Forudfattede holdninger, klientgørelse fremfor afklaring af potentiale, stribevis problemdefinerende instanser og uerfarne "eksperter" uden evne eller vilje til bud på overordnet gavnlige løsninger for familien.
Barnets tarv tolkes som forældre der yder under højeste middelklassedefinerede fællesnævner er nemt kritisabelt bytte, mens åbenbart lovbrydende og krænkende ansatte i forvaltningen ukritisk accepterer og forsvarer egen laveste fællesnævner uden skelen til hvilken konkret hverdag deres uigendrivelige beslutninger medfører!

Politisk ønsket forebyggende arbejde er vilkårligt og sidste ende helt afhængig af tilfældige sagsbehandlers faglighed og kommunens pengekasse!

Alt for unge og personlig som fagligt uerfarne medarbejdere sidder alene med komplekse problemer de ikke har forudsætninger for at håndtere fagligt korrekt!
Desværre hersker der i offentligt regi en (feminin...) medgørlighedskultur hvor konsensus er vigtigere end resultatet!
Mange flere offentligt ansatte burde sætte foden ned overfor urimelig praksis og evt forlade jobbet i protest.
Nogle forvaltninger lider omvendt tydeligt under princippet: færreste ledere bryder sig om ansatte der er dygtigere end dem selv..
Resultatet for det offentliges indsats er jo ikke selvsorterende som i det private erhvervsliv hvor dårlige firmaer lukker når kunderne søger bedre service.
Der er kun den samme instans at forvente hjælp fra og enhver, selv saglig kritik, udlægges som "svær at samarbejde med" ligesom et overordnet ansvar for seriøs hjælp (læs: bureaukratiske begreb for benhård realitet: "sagsbehandling") er komplet fraværende pga den udflydende struktur offentlige sektor organiseres i Danmark!
Ingen enkeltperson eller instans kan eller vil leve op til f eks serviceloven fra a til b!
En udflydende holdning i bedste DDR stil. Hvor individuelle behov/holdninger ignoreres eller udnyttes efter devisen 'alt du siger og gør vil blive brugt imod dig' !

Mere eller mindre kompetente og hjælpetrængende forældre er, efter min årelange erfaring, snarere sikre på et system som mangehovedet uhyre vægter lige præcis deres udlægning af problemerne og handler iskoldt derefter.

Begreber som dialog, eget ansvar for eget liv, medborgerinddragelse er er som byer i Rusland...

Karsten Aaen, Claus Jørgensen og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

Så må jeg efterlyse, hvad der vil ske, hvis vi skrottede det hele ud fra tesen om, at det er til mere skade end gavn, og tog de dårlige og ulovlige hændelser som de kom.
Helt som området med de ledige og andre modtagere af sociale ydelser, er statskontrollen kørt helt af sporet. Både i undskyldelig inkompetence og i systemets indbyggede fascistiske tendenser.
Rigtige humanistiske overvejelser taber til den overkloge elites misforståede NPM tænkemåde.
Håbløst at ændre på, når politikerne tænker på samme måde.

Yderfløjene i dansk politik må gå sammen - de liberale/borgerlige med socialisterne - om den personlige frihed og forsvaret for de svageste i samfundet - i forsøget på at ændre tingenes tilstand
Midten vil intet gøre. Det er jo dem der har formet systemet gennem 50 år.