Kommentar

Storbritannien excellerer i Trump-agtigheder

Efter Brexit er britiske ledere begyndt at argumentere med følelser frem for fakta. Ja, ofte vil de slet ikke argumentere; vover man at tale imod Brexit, stemples man som landsforræder. Hvad sker der dog for landet, der for et øjeblik siden var et demokratisk forbillede?
28. oktober 2016

Her fire måneder efter, at briterne stemte for at forlade EU, har et nærmest utænkeligt spørgsmål rejst sig: Er Storbritannien stadig et seriøst land?

Eller er den nation, der gav verden det parlamentariske demokrati, i gang med at flirte med deres egen version af Trump-land – et chauvinistisk, autoritært og irrationelt sted, hvor fakta er mindre værd end følelser?

Det var ikke forslaget fra det konservative byrådsmedlem om, at regeringen skulle taksere modstand mod Brexit som ’landsforræderi’, der kan straffes med fængsel, som gjorde det helt klart, hvor galt det står til. 

Det var snarere reaktionen fra premierminister Theresa Mays talsperson.

Talspersonen fordømte ikke forslaget, og forsvarede heller ikke borgernes ret til at diskutere dette årtis mest afgørende spørgsmål.

Hun sagde blot: »Forskellige mennesker vælger at formulere sig på forskellige måder.«

Velkommen til post-Brexit Storbritannien, eller rettere England. Skotland ligger nemlig på en ganske anden linje.

Buldren og bluf

I dagens England har parlamentet intet at skulle have sagt i forhold til Brexit, selv om det primære argument for Brexit var at genrejse suveræniteten.

Det er et land med en udenrigsminister, der har skrevet et digt, hvor Tyrkiets præsident har sex med en ged.

Boris Johnson, som talte for at forlade EU, fordi Tyrkiet var på vej ind. Han hævdede også, at han ikke kunne se den store forskel på EU og nazisterne. Derpå tog han til Tyrkiet for at fortælle lidt om, hvordan han kunne hjælpe dem med … at komme ind i EU.

Johnson og andre Brexit-fortalere uddeler stadig løfter om, at der kan indgås en fantastisk aftale med EU, selv om de på ingen måde har planlagt hvordan. Som Financial Times-redaktøren Lionel Barber har udtrykt det: »Selv den japanske regering var bedre forberedt på Brexit.«

Også dette er Trump-agtigt: At buldre og bluffe i stedet for at planlægge. Det samme er at reagere med angreb, når man bliver kritiseret. Storbritanniens mest magtfulde avis er den milliardærejede hysteriske og pro-Brexit-avis Daily Mail.

Sidste uge blev Brexit-modstandere fordømt som upatriotiske på forsiden. Redaktøren på The Daily Telegraph opfordrede for sin del til at fyre alle de offentligt ansatte i Finansministeriet, som havde forudset katastrofale økonomiske konsekvenser af Brexit.

Også det konservative parlamentsmedlem John Redwood har truet med, at britiske virksomheder, der har talt imod Brexit, skal »betale dyrt for det«.

Racisterne vandt

Hvad er der sket med den nation, som altid har repræsenteret grundig debat og åbenhed over for udenlandske talenter?

Det er vanskeligt at forestille sig, at en ikketysker kunne stå i spidsen for Bundesbank, men det var netop, hvad Storbritannien gjorde, da canadiske Mark Carney blev hyret ind som direktør for den britiske centralbank.

Det er denne tilgang, der har fået de britiske universiteter ind i toppen af verdens ranglister og gjort London til Europas finanscentrum, hvor nogle banker har 40 procent udlændinge blandt de ansatte.

Nu har minister Amber Rudd foreslået, at britiske virksomheder offentliggør deres lister over udenlandske ansatte, og London School of Economics har fået besked på ikke at ansætte udenlandske akademikere til at udarbejde konsulentrapporter om Brexit for staten.

Efter store protester blev begge forslag skudt ned, men retningen er tydelig: Bare ordet udenlandsk er nu nok til at affærdige folk.

»Britiske job til briterne« var en gang det nynazistiske British National Party’s parole. Nu er det regeringens politik.

Problemet er ikke, at regeringen er racistisk. Men at racisterne i Storbritannien tilsyneladende mener, at de har vundet afstemningen, og at hverken regeringen eller tabloidpressen giver dem grund til at tro andet. Det er ikke mærkeligt, at antallet af hadforbrydelser mod ikkebriter er steget med 41 procent.

Det er følelsen, der tæller

Det måske stærkeste tegn på de nye tider viste sig i Theresa Mays tale på De Konservatives årsmøde. Hun sagde: »Hvis man oplever – og jeg ved, at mange ikke har lyst til at indrømme dette – at man er blevet arbejdsløs eller er gået ned i indtægt på grund af ufaglært indvandring, så forekommer tilværelsen bare ikke retfærdig.«

Det er en klassisk post-rationel Trump-agtighed. Det handler med andre ord ikke om, hvorvidt det passer, at ufaglærte indvandrere stjæler jobbene. Det handler om, hvordan man som vælger oplever det. Og May lover at repræsentere dem, som simpelthen bare har besluttet sig for, at det er indvandrernes skyld.

Der var også det lille indskud: »og jeg ved, at mange ikke har lyst til at indrømme dette«. Disse ’mange’ er ifølge May ’den internationale elite’, som ’håner’ almindelige vælgere. At beskylde sin modstander for at være drevet af arrogance snarere end af en anden fortolkning af fakta er igen en Trump classic. Man lukker ganske enkelt debatten ved at nægte andre retten til at være uenige.

Den håbefulde læsning er, at den britiske regering er splittet og forvirret over et resultat, ingen havde regnet med, og udsender mærkelige signaler, alt imens den prøver at finde sine ben.

Ikke desto mindre begynder flere og flere at konkludere, at Brexit ikke blot markerer en vending væk fra EU, men også fra et åbent og internationalistisk udsyn. Det er ikke mærkeligt, at de største Brexit-fans er Putin, Le Pen og naturligvis selveste the Donald.

Joris Luyendijk er journalist og antropolog. Hans seneste bog om banksektoren ’At svømme med hajer’ er udkommet på Tiderne Skifter.

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mihail Larsen
Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Boris Johnson deltog i Spectator's konkurrence som et forsvar mod at Erdoğan ville retforfølge en tysk digter. Boris vandt med sit digt:
There was a young fellow from Ankara
Who was a terrific wankerer
Till he sowed his wild oats
With the help of a goat
But he didn’t even stop to thankera.
Boris' kommentar var
If somebody wants to make a joke about the love that flowers between the Turkish president and a goat, he should be able to do so, in any European country, including Turkey

Jeg synes ikke om argumentationsstilen i Joris L's artikel. Det sker at man bruger politik (bevidst eller ubevidst) fra personer/partier men det betyder IKKE at man er enig i alt deres politik. (Trump-agtigt og nynazistiske British National Party’s parole.)

UK skal nok klare sig og fakta er ikke altid korrekt fakta.

Skotland vil gøre mange ting til en sag om de skal have endnu en afstemning. Måske er det bedst skotterne bliver selvstændige. En skotte sagde at hvis de bliver selvstændige, da vil deres interne stridigheder blomstrer op. Her er konflikter mellem Church of Skotland (presbyteriansk) og katolikker. Af og til med vold. Ligeledes er der klanstridigheder. Desuden er det usikkert hvad EU vil med Skotland.

Brexit er et resultat af en demokratisk afstemning. Den skal respekteres. Risikoen for en gentagelse af nr 2 afstemning som i Danmark og Irland er til stede.
EU er skrøbeligt med en masse udfordringer.
EU og UK har interesse i at finde en fornuftig løsning og komme videre. Lige nu er det retorik.

Hvem er uenig i, at vi skal samhandle og samarbejde i Europa ? Uenigheden opstår når diskussionen går på, hvad EU er, og ikke mindst hvor EU er på vej hen. Det passer ikke, når Margrethe Vestager siger, at EU er medlemsstaterne, og medlemsstaterne er EU. Hun mangler et ikke ubetydeligt led i ligningen. Et led, som besidder eneretten på initiativ til al lovgivning i unionen. I virkelighedens verden er magten i EU begrænset til ganske få individer i et lukket netværk, som medlemslandenes regeringer har begrænset adgang til, og for Europas borgere er dette magtspind komplet usynligt. Magt korrumperer stadig, helt som i det gamle USSR.

Hvis det lykkes UK at kaste EUs åg af sig, er der håb om at hele Europa endelig accepterer tingenes tilstand og vælger en vej ud af det kriseproducerende mareridt, som drømmen om EU har materialiseret sig.