Interview

’Du tager på bar, og jeg tager på vandpibecafé’

Forskellen på Yasmin Mahmoud og hendes storebror, Abdel, er, at hun voksede op efter 9/11 og Muhammedtegningerne. Hun har aldrig, som han, stræbt efter at blive så dansk som muligt, men fandt i stedet sin ’egen race’ i et arabisk, muslimsk fællesskab
Abdel Aziz Mahmoud og Yasmin Mahmoud med deres mor, Souad Taha, i midten. Souad Taha fortæller, at hun aldrig har følt, at hun skulle skærme sin familie, fordi de var brune.

Abdel Aziz Mahmoud og Yasmin Mahmoud med deres mor, Souad Taha, i midten. Souad Taha fortæller, at hun aldrig har følt, at hun skulle skærme sin familie, fordi de var brune.

Lærke Posselt

7. oktober 2016

Souad Taha havde tårer i øjnene hele vejen hjem. ’Grillaften’ havde der stået i invitationen til forældrearrangementet på Østre Skole i Middelfart dengang i sommeren 1990, men hun var kommet til at medbringe en gryderet.

Og ingen af forældrene til hendes søns nye klassekammerater havde haft lyst til at sidde ved siden af tilflytterfamilien fra Libanon. I hvert fald ikke før læreren bad dem om det.

»Men derhjemme blev far og jeg hurtigt enige om ikke at være kede af det. Vi var kommet fra krig til tryghed, og det kunne godt være, at de andre forældre misforstod os og var bange for os, men vi vidste, at hvis vi stoppede op og trak os ind i os selv, ville vi aldrig komme videre,« siger Souad Taha til sin ældste søn, Abdel Aziz Mahmoud, og sin datter, Yasmin Mahmoud.

De har inviteret Information indenfor til en samtale om at sortere i danske traditioner, om forskellen på at blive voksen som muslim i Danmark før og efter terrorangrebene 11. september 2001 og Muhammedtegningerne – og om, hvorfor Yasmin føler sig mere arabisk end sin storebror, selv om hun i modsætning til ham er født i Danmark.

Souad: »Jeg har aldrig følt, at jeg skulle skærme vores familie, fordi vi er brune. Jeg har altid været stolt og fortalt jer, at I aldrig må være flove. Og jeg har altid sagt til jer og jeres brødre, at I skal invitere venner hjem til os. De skal spise vores mad. Og I skal ikke være generte over at spise med fingrene i stedet for kniv og gaffel.«

Abdel: »Da vi var små, kunne du faktisk slet ikke lide, hvis vi spiste eller sov hos venner. De skulle hellere komme hjem til os, så du kunne lave mad til dem.«

Yasmin: »Ja, for ellers så skyldte vi … «

Souad: »Nej, nej, det er ikke på den måde … «

Yasmin: »Jo, det var pinligt at sende sine børn hjemmefra uden mad i maven eller hånden. Især hvis man havde sovet der og spist morgenmad dagen efter, så sagde du ’Yasmin, nu skylder vi dem morgenmad.‘«

Souad: »Ja, ok, det handler nok om min egen opdragelse. Da jeg var ung i Libanon, var min mor meget social, og alle vores venner kom og spiste.«

Yasmin: »Ja, men det gælder ikke kun vores familie, det er en araberting.«

Abdel: »Mor, jeg kan huske, at da vi flyttede ind på Merianvej i Middelfart, sendte du Murad og mig rundt til naboerne med poser af pitabrød, som om de var visitkort. Min ven Lasses mor, Inger Margrethe har sagt, at hun altid havde fryseren fuld.«

»Men når du siger, at det var vigtigt for dig, at vi ikke var flove over at være anderledes, så må jeg sige, at det var jeg i starten. Ikke nødvendigvis, fordi der var noget, I som forældre kunne have gjort nemmere for mig, men jeg var jeres prøvekanin udi det danske, og det var hårdt. I vidste af gode grunde ikke, hvordan man er forælder her, og jeg ville bare gerne være dansk så hurtigt som muligt – og spise lasagne og burger ligesom de andre børn.«

Yasmin: »Da jeg læste din bog, blev jeg faktisk overrasket over, at du har gjort så meget ud af det med at blive dansk. Det har slet ikke spillet en rolle for mig. Det er først inden for de senere år, at jeg er blevet bevidst om, at jeg ikke er hvid, og det har meget at gøre med den måde, der bliver talt om muslimer i debatten. Og så er jeg selvfølgelig begyndt at tænke over, om jeg er dansker eller palæstinenser. Eller begge dele. Eller ingen af delene.«

Fra Ølstykke til Dubai

Der var dækket op med the, kaffe og småkager i den danskpalæstinensiske ungdomsforening, Palung. Den stod på filmvisning med efterfølgende debat ved Svanemøllen i København.

Og Yasmin Mahmoud, der lettere modvilligt var blevet overtalt af sin grandkusine til at tage med – og i øvrigt aldrig havde overvejet, at hun manglede noget i sit liv med primært etnisk danske venner – fik den aften i 2011 pludselig følelsen af at være kommet hjem. 

Yasmin: »Jeg fandt min egen race, som man siger.«

»Det kom som en slags lettelse, da jeg mødte så mange muslimer på min egen alder. De lignede mig og havde de samme problemer som mig. F.eks. det med, at forældre gør forskel på piger og drenge. Det er ikke de vilde ting, men mor, du skriver f.eks. flere beskeder til mig end til Nadim (lillebror, red.). Bare for at sikre dig, at jeg er ok. Og hvis jeg er ude til sent, sidder du oppe og venter.«

Souad: »Som kvinde er man mere skrøbelig, og der er så mange historier om voldtægt i Danmark i dag ... «

Yasmin: »Men altså, det er meget svært at forklare, hvorfor det er noget særligt for mig at være sammen med muslimer. Vi har bare en anden kemi. Nogle ting er nemmere at tale om på arabisk end dansk, og jeg drikker ikke, så jeg vil hellere ryge vandpibe, end gå på bar med mine danske venner.«

I 2013 rejste Yasmin Mahmoud fra Ølstykke til Dubai, hvor hun boede hos sin moster i otte måneder og lærte at læse og skrive arabisk ved siden af sit arbejde i en tøjbutik.

»Dernede var der over 200 nationaliteter, og alle kunne snakke sammen. Men når jeg holder fødselsdag herhjemme og inviterer mine venner, så går de altid hver til sit efter maden. Så står danskerne og indvandrerne i hver deres gruppe og ryger deres smøger og taler kun med deres egne. Det er mærkeligt, og vi har talt meget om hvorfor, mig og araberne. Vi har bare nemmere ved at relatere til hinanden.«

Souad: »Jeg har aldrig følt mig udenfor med danskere. Jeg elsker at være sammen med dem … «

Yasmin: »Det gør jeg jo også. Men på en eller anden mærkelig måde er jeg bare mere mig selv, når jeg er sammen med mine muslimske venner.«

Abdel: »Til forskel fra dig, Yasmin, voksede jeg op i Middelfart, hvor vi var de eneste arabere. Der var ikke nogen, jeg kunne spejle mig i, så jeg ville bare gerne være ligesom majoriteten. For mig handlede det bare om at blive rost for, hvor god jeg var til at være dansk.«

Yasmin: »Så i dag tager du på bar, og jeg tager på vandpibecafé.« 

Abdel: »Det er ikke, fordi jeg har fravalgt muslimske venner. Jeg er bare ikke stødt på dem, hverken i skolen eller på arbejdet.«

Yasmin: »Men man kan nok godt sige, at jeg er mere religiøs end dig. Jeg følger i hvert fald de palæstinensiske traditioner mere. Jeg faster eksempelvis … og altså, det gør du jo ikke … «

Abdel: »Det gør jeg bare ikke lige om sommeren … «

Yasmin: »Nej, og heller ikke om vinteren i hvert fald … «

»Men altså, i forhold til de danske traditioner har vi taget dem på os på en lidt overfladisk måde, hvis man kan sige det sådan. Jeg har slet ikke noget imod at deltage i højtider og dåb og den slags. Men jeg kan huske, da du spurgte mor, om ikke jeg skulle nonfirmeres, når alle andre i skolen blev konfirmeret – så sagde jeg nej tak. For det ville på en eller anden måde være for falsk for mig. Som muslim gav det ingen mening for mig at deltage i det. Så hellere bare holde en normal fest.«

Abdel: »Da vi var små, spurgte Murad (bror, red.) og jeg flere gange, hvorfor vi ikke holdt rigtig jul … «

Souad: »Og så svarede jeg, at vi enten kunne holde jul eller Eid. Ikke begge dele. Vi bor i Danmark som muslimer, men hvis vi holdt både jul og Eid, ville I blive forvirrede. Vi har aldrig sagt nej til nissehuer og kalendergaver i skolen, selvfølgelig har vi ikke det, men på den anden side: Hvis vi skulle til at danse rundt om et juletræ derhjemme, ville det blive kunstigt.«

»Da jeg kom til landet spurgte jeg mig selv: Skal jeg være palæstinenser, eller skal jeg også være dansker? Og så besluttede jeg mig for at beholde nogle arabiske værdier, og samtidig optage nogle danske. Det har også været mit fokus i jeres opdragelse.«

Abdel: »Men mor, jeg synes, du får det til at fremstå enklere, end jeg oplevede det. Du sagde til Murad og jeg, at vi skulle vælge mellem jul og Eid, og så valgte vi Eid – men for jeres skyld. Sådan tænkte jeg som barn. Det ville være synd for jer, hvis vi forkastede det, som I kendte. Af samme årsag gik jeg heller ikke til kristendom i skolen. Jeg havde dårlig samvittighed, fordi jeg i forvejen vidste så lidt om min egen religion.«

Al den snak om tørklæder

11. marts 1998. Det er valgaften, og Abdel Aziz Mahmoud sidder foran tv’et og ser Dansk Folkeparti storme ind i Folketinget med 13 mandater sammen med sin far.

Eller det vil sige: Hamad Mahmoud sidder faktisk og sover, og Abdel 14 år har lyst til at ruske i ham. Kan han ikke se, hvad der var ved at ske med Danmark? Kan han ikke se fremmedhadet, som DF’s succes er et billede på?

Abdel: »Men da min far vågnede, sagde han bare: ’Hør her, der er jo ikke noget af det, DF siger om indvandrere, som vi ikke også selv siger. Nogle er jo for dovne, og det danske samfund har uden tvivl stillet for få krav.’ Det gav mig en helt ny forståelse for situationen. En del af Dansk Folkepartis kritik dengang var faktisk berettiget.«

»Men det, vi oplever i dag, er anderledes. Nadim har sagt til mig: ’Jeg lytter altid til, hvad du siger i debatten, for så har jeg noget at forsvare mig med’. Og så tænker jeg: Hvorfor er en som dig nødt til at forsvare sig? Mod hvad? Men det er sådan, den yngre generation oplever det i dag.«

Yasmin: »Den hadske tone mod flygtninge og indvandrere fylder så meget i min hverdag – især efter at der nu er to partier, som bare ikke gider os (Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, red.).«

Abdel: »Du og Nadim er vokset op efter 11. september 2001 og Muhammedtegningerne. Jeg er vokset op før, så jeg kan huske en anden tid. Og jeg tror på, at vi kan komme derhen igen på et tidspunkt.«

Yasmin: »Da jeg var yngre, tænkte jeg bare whatever, jeg bliver alligevel aldrig end af dem, som laver ballade. Men nu er det, som om de vil ramme os alle sammen. Og så er det, at de gode perkere skrider, som du skriver i din bog.«

Abdel: »Ja, nogle gange begynder jeg jo næsten selv at tro på, at alle muslimer er et kæmpe problem for det danske samfund. Men så kommer jeg i tanke om alle dem, vi kender, der minder så meget om os.«

»Al den snak om tørklæder og en mand, der ikke vil give kvinder hånden, og om indvandrerunger, der larmer i biografen, har jo intet med vores virkelighed at gøre. I det Danmark, jeg voksede op i, var der masser af nysgerrighed, rummelighed og kyllingepølser. Men i dag bliver små ting gjort store. Der er efterhånden ingen forskel på politikere og meningsdannere. De lever alle sammen af at tale om problemer.«

Souad: »Ja, jeg bliver så ked af det, når folk taler om Danmark som et samfund, hvor folk hader hinanden. For jeg kender det slet ikke. Jeg føler mig ikke anderledes end min kolleger fra dagplejen. Og når forældrene kommer og afleverer deres børn, accepterer de mig, selv om jeg ikke taler flydende dansk. Jeg har aldrig fået en klage, og børnene elsker, når jeg bager manaish til dem.«

Souad: »Når det er sagt, så ved jeg selvfølgelig godt, at der er uintegrerede flygtninge og indvandrere. Og det er helt sikkert et problem, at nogen gør for lidt for at blive en del af det danske samfund.«

»Men det handler jo også om, at kommunerne vælger at samle dem i ghettoer. Her har vi været heldige at bo i et lille lokalsamfund, hvor vi har været tvunget til at blande os med vores naboer og den danske kultur.«

Abdel: »Jeg savner, at flere politikere taler om, hvad vi er sammen om i Danmark, i stedet for, hvad vi er sammen imod – Bertel Haarder har fat i noget af det rigtige med sin kanon.«

»Men generelt har det været slemt efter angrebene på Charlie Hebdo, Krudttønden og synagogen i Krystalgade. Siden har medierne beskæftiget sig med alt muslimsk, der kan skabe en overskrift. Jeg er skuffet over mine journalistkolleger og alle de medier, der gør noget stort ud af hver eneste lille prut, som en muslim slår.«

Serie

Når man flytter til et andet land

Hvordan opdrager man som indvandrer sine børn til at begå sig i en kultur, man ikke selv kender til fulde? Hvordan undgår man, at de bliver rodløse og forvirrede af at pendulere mellem deres ophav og de danske normer?

I denne serie taler en række forældre og deres børn, som er kommet til Danmark fra så forskellige steder som Afghanistan, Polen, Libanon og Kina, om, hvordan man undgår at tabe sine børn mellem to kulturer.

Seneste artikler

  • ’What?! Er det mig, de laver abelyde af?’

    21. oktober 2016
    Mary Tesfay blev opdraget til at være dansk af sin mor, men fik som 17-årig sin første negative oplevelse af at være anderledes end sine hvidhudede jævnaldrende. Siden er hun blevet mere opmærksom på sine afrikanske rødder i opdragelsen af sin egen datter – og på hvordan man balancerer mængden af fugt og protein i en afrofrisure
  • En rigtig kineser tør ikke blive gal på sin mor

    16. september 2016
    ’Du skulle være en god gedigen danskerdreng, og det har så kostet mig min ret til at nyde min autoritet som kinesisk mor,’ siger Heidi Wang til sin søn, Daniel, i en samtale om aldrig at være blandt sine egne
  • ’Vi skulle ikke alene lære at være danske, vi skulle også lære at være jøder’

    9. september 2016
    Da Simon Fish og hans datter, Anette, kom til landet i 1973 som udstødte kulturjøder, anstrengte de sig for at lægge Polen bag sig. Men ikke alle nye traditioner gled ned lige let
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Niels Nielsen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • ingemaje lange
  • Ole Henriksen
  • Morten P. Nielsen
  • Viggo Okholm
Flemming Berger, Niels Nielsen, Robert Ørsted-Jensen, ingemaje lange, Ole Henriksen, Morten P. Nielsen og Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

I virkeligheden handler det netop ikke om at "blive dansk".

Det handler derimod om
- at lære sig sproget forstå kulturen og historien bag. Derefter

- at glæde sig over sin egen kultur og bidrage til at denne kan blive en del af og dermed berige og udvikle dansk kultur.

Men forudsætningen for at dette kan bære frugt er at vi alle forstår at respektere ytringsfrihed og det sekulære demokarti er en forudsætning for at der er plads til alle.

Det sekulære demokrati og en ytringsfrihed der ikke skal censureres af noget dogme - eller nogen form for ideologi og religion - tilhører os alle, det tilhører ikke nogen bestemt kultur.

Men det er en forudsætningen for at vi kan lave sammen uanset forskelle. Det er mere end det - vi skal kunne leve sammen på tværs af alle forskelle og vi skal kunne respektere og glæde os over, profitere af disse forskelle.

Det er dermed også en forudsætning for at vi kan beskytte mindretal i ethvert samfund. Mindretal er altid de første til at lide hvis det sekulære demokrti og ytringsfriheden det bryder sammen.

Flemming Berger, Niels Nielsen, Hans Aagaard og Dagmar Christiandottir anbefalede denne kommentar
Morten P. Nielsen

Fint indblik i de erfaringer og overvejelser, man er igennem som flerkulturelt menneske. Tak for det.

Fordi man råber højt, har man jo ikke nødvendigvis ret. Jeg kender ret mange, der overhovedet er enig med DF i deres politik og slet ikke bryder sig om den måde de råber op og samtidig mener, de har patent på danskhed - hvad det så præcis er? for mig handler det om tolerance, nysgerrighed på hvad andre tænker og mener og hvad de har med i bagagen. Om vi spiser frikadeller og sovs eller noget helt andet, er jo uendelig ligegyldigt. Jeg bliver ked af når man tror at alle er som DF og Pernille Vermunds nye parti. Vi har jo altid skulle haft en prygelknabe, så er det så dejligt for nogen at de kan overføre alle problemer til dem, de mener er anderledes og måske har en anden religion. Men husk at vi er andre i dette land, der ser verden med andre øjne. (Kom til at tænke på, at der er et gammelt ordsprog der siger: tomme tønder buldrer mest).

Charlotte Svensgaard

jeg bor i et indvandrer tungt område og har derfor tæt berøring med mennesker med en anden kulturel og religiøs baggrund end jeg selv.
Jeg kan godt forstå at man er grundig træt af at høre om muslim bashing ikke bare hver dag i medierne, men hver eneste dag. Det er jeg også.
Men der skal også gribes i egen barm. Selv en sølle børne fødselsdag skal laves om til et kæmpe drama fordi een af pigerne er muslim - alt fra maden (spaghetti m. kødsovs) til slikposen skal kritiseres og laves til et religiøst issue.
Måtte spørge mig selv om jeg ikke skulle skifte til et par større sko, det var trods alt bare en lille pige (10 år) som ikke ved bedre. Men jo, det gør hun faktisk
Og det er hver eneste fødselsdag vi har den scene og hun har det med et sted fra, nemlig hjemme fra.
Gad vide hvad der skete hvis min datter råbte konsekvent om hvorvidt dette eller hin var økoloooogisk eller vegetarisk, eller, for hun er altså vegeaaaaner.
Det er et lille eksempel, men viser meget godt hvorfor det måske fylder så meget?

Søren Kristensen

Det fortvivlende er man (de blåøjede af os i hvert fald) skulle tro efter 9/11, at den arabiske unge elite ville tage tage endnu mere afstand fra "vandpiberne" og forsøge at integrere sig yderligere omkring vestlige værdier. Omvendt kan jeg godt se logikken i at mange muslimer reagerer på den vrede der er akkumuleret i vesten de senere år, som en direkte følge af terror. Det mest ærgerlige er at terrorismen på den måde vinder, lige meget hvor hvad vi stiller op. Hvis man skal tro Jasmin kan vi, der befinder os nogenlunde i midten af det politiske spekter, ikke engang elske hende tilbage i folden. Hun har allerede taget bestik af de mest yderliggående (et gammelt og et nyt parti) og så goodbye. Mere skal der åbenbart ikke til. Gad næsten ikke vide hvad der sker, hvis en Donald Trump-type stiller op til statsministerposten herhjemme?

Søren Kristensen

I et halvt århundre blev tyskerne udråbt til denne verdens onde, fordi terror i form af nazismen havde slået rod i deres land, på en meget effektfuld måde. Tænk hvis de havde reageret på samme måde som unge muslimer af i dag, som også oplever omverdens fordømmelse og altså i modsætning til de unge tyskere siger: ok, i fordømmer os, jo alligevel, så kan vi ligeså godt fortsætte hvor vi slap, måske ikke med at bevirke terror (vi er jo ikke onde), men ved at dyre de positive sider ved islam, som i denne analogi ville svare til: gymnastikken, svastika, marcherne osv. under nazismen. Det gjorde man heldigvis ikke. Det nye tyskland sagde grundlæggende: lad os blive amerikanere, ligesom resten af europæerne. Altså ja tak til pop, jazz, burgere og alt det forlorne vi elsker fra Hollywood. Derfra er man langsomt begyndt at finde sig selv igen. De senere år så meget at de fleste unge tyskere ikke længere føler skam over deres herkomst (så vidt jeg ved). Det synes jeg, alt andet lige, er vejen frem. Og lad nu være med skyde mig i skoene at jeg påstår alle muslimer er nazister, det er ikke det jeg siger. Det jeg siger er bare, at man måske kan lære noget af tyskernes måde at håndtere det uhåndterlige på og at det er både tilladt og nogle gange også nødvendigt at skifte ham.

Robert Ørsted-Jensen, Herdis Weins, Niels Nielsen og Charlotte Svensgaard anbefalede denne kommentar

Interessant indblik i en velfungerende indvandrerfamilie..

Jeg er træt af bagatelleriseren og udbredte offerholdning fra denne religiøse minoritet.
»Men generelt har det været slemt efter angrebene på Charlie Hebdo, Krudttønden og synagogen i Krystalgade. Siden har medierne beskæftiget sig med alt muslimsk, der kan skabe en overskrift. Jeg er skuffet over mine journalistkolleger og alle de medier, der gør noget stort ud af hver eneste lille prut, som en muslim slår.«
Det var jo ekstreme terrorhandlinger og desværre ikke en "lille prut"..!

Nu gør muslimer sig jo oftest negativt bemærket med kulturfremmede krav og dominerende adfærd, fremfor blot at deltage i dansk samfundsliv på lige fod med flertallet, måske det er derfor debatten bliver tiltagende anstrengt som deres krav om særhensyn bliver mere markante..

Grethe Preisler

Souad Taha, mor til Abdel og Yasmin Mahmoud:
Født i Beirut i 1960 som barn af fordrevne palæstinensere fra nybyggerstaten Israel. Kom til Danmark som voksenflygtning fra Libanon i 1984.

Har alle glemt Israels militære invasion af Libanon i 1982 og de 'kristne' libanesiske falangisters israelsk godkendte og overvågede massakre på kvinder og børn i flygtningelejrene Sabra og Shatila i den libanesiske hovedstad?

En skandale, som dengang gav genlyd over hele den frie vestlige verden og bl.a. medførte, at Israels daværende forsvarsminister Ariel Sharon blev afsat efter en retssag, der nær også havde taget livet af landets daværende premierminister Menachem Begin.

Charlotte Svensgaard

Det ved jeg ikke, men jeg har ikke. Hvordan giver det sig til genlyd i den meget skingre retorik fra alle parter i den situation vi står i idag?

Robert Ørsted-Jensen

Preisler - israel er ikke hverken kærnen ieller årsagen til de problemer vi taler om her. Israel er snarer undskyldningen som alle misbruger.

At støtte udbredelsen of forståelsen for demokrti og ytringsfrihd er ikke kulturimperialisme eller nogen anden for form for imperialisme. Det er derimod forudsætningen for at vi kan tale om folkenes selvbestemmelse og sikre fredelig og respektfuld sameksistens.

Israelerne misbruger Shoa som undskyldning for forbrydelser mod menneskeheden. Det gavner så sandelig ikke på situationen. Men det bør ikke fører til at vi så indfører en anden form for ideologisk blindhed og kortslutning.

Grethe Preisler

Undskyld jeg spørger, Charlotte Svensgaard,
men hvordanhar du egentlig selv båret dig ad med at 'slippe ud af klikementaliteten' i den 'danskerghetto', du har forskanset dig i som fuldt integreret efterkommer af indvandrere fra andre lande med krav på 'positiv særbehandling' i forhold til 'muslimerne'?

Nu hvor 'jøderne' ikke længere kan bruges som syndebukke for alle de ulykker, der rammer 'urbefolkninger' i lilleputstater som Danmark i flæng, når krigs-elefanterne trompeterer og tramper græsset ned på den globale markedsplads for køb og salg af menneskelig arbejdskraft til dumpingpriser.

Charlotte Svensgaard

@Grethe Preisler. Jeg vil gerne besvare, men jeg forstår helt enkelt ikke dit indlæg.

Robert Ørsted-Jensen, Grethe Preisler og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

@Charlotte Svensgaard,
jeg har forsøgt at 'skære det ud i pap' og 'bøje det i neon' for at gøre det lettere for dig at forstå. Men 'web-moderator' har været der med slettelakken, så desværre - du kan ikke få mer' besked, du må tænke dig te'd. Men prøv at læse interviewet med flygtningefamilien fra Libanon påny, hvis du har læseadgang til andet og mere end overskriften og de første fem linjer af brødteksten.

Venlig hilsen

.

Robert Ørsted-Jensen skriver -
Israelerne misbruger Shoa som undskyldning for forbrydelser mod menneskeheden. – det er vel netop et eksempel på ’ideologisk kortslutning’, eller følger der en dokumentation for påstanden? …

Robert Ørsted-Jensen

Du mener ikke at Israel har begået forbrydelser mod Palestinenserne Weis? Du mener heller ikke at de har ligitimeret og til stadighed anvender Shoa som ligitimering for deres nationalstat?

Vel jeg skulle mener at begge ting er temmeligt indlysende og har været det fra grundlæggelsen af Israel oven på landområder der havde palisinensiske uindbyggere og også at Israels regeringer konstant har anvendt allehånde kneb for tilrane sig mere og mere land i et område af verden der aldrig har haft en nationalstat før i historien.

Robert Ørsted-Jensen

Og hermed ikke sagt at jeg sanktionere forbrydelser begået fra palestinensisk side eller at jeg skulle være antisemit, hvad der sgu nok skal være nogen der mener.

Grethe Preisler

Er der nogen, der vil foreslå en sang?

Hvad med den amerikanske matematiker og sangskriver mv Tom Lehrers 'National Brotherhood Week' fra 1966 (på etårsdagen for drabet på 'The black American muslim Malcolm X') ?

@Lars Riber

”Jeg er træt af bagatelleriseren og udbredte offerholdning fra denne religiøse minoritet.”

Så du mener simpelthen at man trækker ”offerkortet”, når man påpeger nogle ting der påvirker ens dagligdag negativt? ”De” skal måske bare holde kæft og finde sig i alt? ”De” kan jo umuligt have valide holdninger ikke?
I stedet for at prøve at tie folk ved konstant at beskylde dem for at trække ”offerkortet” lige så snart de åbner munden (ussel og uintelligent taktik i øvrigt)? Hvad med at høre hvad de har at sige og forholde sig til det?

”Nu gør muslimer sig jo oftest negativt bemærket med kulturfremmede krav og dominerende adfærd, fremfor blot at deltage i dansk samfundsliv på lige fod med flertallet, måske det er derfor debatten bliver tiltagende anstrengt som deres krav om særhensyn bliver mere markante..”

Muslimer? Er det sådan en homogen masse hvor alle mener det samme? Der findes selvfølgelig ikke forskellige slags muslimer med forskellig livssyn, kultur og værdisæt?
Sikke noget fordomsfuld og generaliserende ævl. Jeg kender rigtig rigtig mange ”muslimer”, nogle er praktiserende og dybt religiøse, andre er sekulære medens nogle slet ikke tror på en Gud. Ingen af de jeg kender, har haft ”kultur-fremmede krav” hvad end det er for en størrelse (jeg ved til gengæld hvor du vil hen med det), og de der har haft et behov for ikke at spise svinekød eller vise sig nøgne, har klaret det ret diskret, og det er heldigvis deres frie valg. Du tænker måske på de enkelte og ofte medie-opblæste historier der har været gennem tiden?
Hvis din opfattelse og dermed stempling af en hel population, afhænger af enkelte individers adfærd, så har du da et seriøst problem.

Robert Ørsted-Jensen

Iøvrigt hvad angår Israel som af for mig helt ubegribelige grunde konstant drages in i dette spørgsmål - uanset at det ikke har en skid at gøre med det - he er Roger Waters syn på sagen http://www.independent.co.uk/news/people/roger-waters-pink-floyd-israel-...
Weis og Preisler kunne passende opverveje denne bemærkning fra ovenstående People in Israel are “treated very unequally depending on their ethnicity. So Palestinian Israeli citizens and the Bedouin are treated completely different from Jewish citizens. There are 40 to 50 different laws depending on whether you are or you are not Jewish.”

Grethe Preisler

Postfaktuel historieskrivning eller selektivt hukommelsestab?

Nej naturligvis, Robert Ørsted-Jensen, har forholdene i de palæstinensiske flygtningelejre i Beirut og de europæiske jøders indvandring til og genbosættelse i det tidligere engelske mandatområde Palæstina efter 1948 ikke 'en skid at gøre' med hinanden. Muslimerne i Palæstina, der som bekendt var nomader, rykkede da bare deres teltpæle op og emigrerede til de muslimske lande i nærområdet (herunder Libanon) i 1948, fordi de ikke ville leve dør om dør med jøderne. Fuldstændig ligesom nazisternes eksperiment med 'den endelige løsning på jødeproblemet i Europa' i årene 1933 - 1945 ingen forbindelse havde med de europæiske jøders masseudvandring til det tidligere engelske mandatområde Palæstina efter afslutningen af tredje verdenskrig og den af FN sanktionerede oprettelse af staten Israel.

Vae victis - det er sejrherrerne, der skriver historien! Taberne, hvad enten de er jøder, kristne eller muslimer, må indrette sig på sejrherrernes betingelser, der hvor de nu tilfældigvis befinder sig mellem de evigt krigsførende supermagters militære sammenstød med hinanden.

Robert Ørsted-Jensen

Der er tale om en uheldig påvirkning men der er ikke tale om - årsagen.

De fleste muslimer lever langt fra dette og de er ikke palestinensere, og de aner ikke hvad konflikten drejer sig om. Desuden er palestinenserne splittede og jøderne i tiltagende grad drevet af religiøs fundamentalisme der til forveksling ligner den kristne og muslimske ditto.

Nej årsagen er helt den samme som også drev facismen, der er længslen efter en idealiseret forestilling om et samfund der styres af religiøse despoter og rosenrøde ideer om landsbyfællesskaber.

Der foregår en en kamp mellem modstridende forestilling om fremtiden. En kam mellem modernisme og demokrti og ønskert om en tilbavenden til en fortidig idyl der aldrig havde ret meget med virkeligheden at gøre. På den ene side mennesker der lever under urgamle religiøse forstillinger som har de største vanskeligheder med at tilpasse sig en moderne virkelighed og nødvendigheden af sekulært demokratisk styre. Den eneste styreform der kan beskytte og sikre respekt for midretal.

Grethe Preisler

Uheldig påvirkning, Robert Ørsted-Jensen?

I den familie, ovenstående artikel omhandler, er moderen født i Beirut i 1960 som barn af palæstinensiske krigsflygtninge, dvs. kun 12 år efter oprettelsen af staten Israel. Hun ankom først til Danmark som flygtning to år efter massakrerne i flygtningeghettoerne Sabra og Shatila i 1982, så mon ikke hun stadig har haft de historiske fakta i frisk erindring, mens hendes egne børn var små nye 'indvandrere af anden etnisk oprindelse' i Danmark, der skulle assimileres i det danske kultursamfund og lære at sige 'rødgrød med fløde' og spise frikadeller af svinekød, hvis de ikke ville mobbes af deres 'gammeldanske' klassekammerater i folkeskolen?

Jeg synes ærlig talt, den mor har gjort, alt hvad var menneskelig muligt for at lære sine nu voksne børn at begå sig i det 'sekulære' og 'tolerante' Danmark anno 2016 uden at komme i karambolage med straffelovens forbud mod tilskyndelse til 'islamisk terrorisme'. Men jeg kan forstå på dig, at jeg, som 'gammeldansker', egentlig burde melde mig ud af den folkekirke, mine forældre meldte mig ind i ved dåben, hvis jeg stadig vil regnes for værdig til at leve under et "sekulært demokratisk styre. Den eneste styreform, der kan beskytte og sikre respekt for mindretal" ..... ;o(

Robert Ørsted-Jensen

Næe Preisler du har Sam min og herrens velsignelse til at være forsætte tilværelsen som får med hyrde.

Jeg synes ærlig talt du burde læse hvad jeg skriver inden du stiller spørgsmål af den art.

Grethe Preisler

"Start your day with The Independent's news mail"

Fyr en fed, slå lyttelapperne ud og berus dig i Pink Floyd's psykedeliske halvfjerdser-rockopera The Wall. Så har du onkel Sams og herrens velsignelse til at skille bukkene fra fårene og rede dem med en svine- eller wienerbrødskam, mens The coalition of The willing Atheistic Society vælter murene omkring Jeriko med bomber fra fjernstyrede dronefly i det store tomme rum, hvor der altid er plads til en til, der vil og kan betale for en opgraderet smartphone.

Tak for sangen Robert Ørsted-Jensen. Tror du ikke, du ikke du har røget lidt for meget fniseurt på det seneste?

Grethe Preisler

Apropos fascismen - ikke at forveksle med nazismen:
"Foran de romerske konsuler gik med økser en vagt af lictores,
Min økse bærer jeg bagved din ryg, din skygge lærte mig mores."
(Heinrich Heine - 'Tyskland. Et vintereventyr')