Den tyske skovfoged, Peter Wohllebens, bestseller Træernes hemmelige liv, der for nylig udkom på dansk, er blevet beskyldt for vild naturromantik og for at gøre træer levende.
Men det er jo rigtigt, træer er levende! Og selv om Wohlleben måske drager paralleller til mennesker, der kan virke nuttede på kølige gemytter, så er hans pointe dog udmærket.
Træer er levende og med den ælde, de kan opnå, indgyder de også en vis højtidelig ærefrygt.
Ikke sådan at forstå, at jeg tilbeder træer eller hænger amuletter på dem, bortset fra de to gange, hvor jeg har været med til at hænge mine børnebørns sutter på et suttetræ, det moderne barns første offer til højere magter, der har bestemt, at tandsættet ikke tåler det livsalige sutteri.
Men betydningsfulde træer slår man følgeskab med. Min barndoms træer var i mine tanker, hver gang det stormede, mange år efter at jeg var flyttet hjemmefra.
Så snart vinden havde lagt sig, ringede jeg til min mor for at høre, om de var uskadte. Rødpæretræet væltede. Men sukkerpæretræet blev stående, lige indtil det blev fældet af den boligforening, der overtog grunden efter min mors død.
Mens jeg var barn, var ’kastanieskoven’ attraktionen. At træerne var levende, skænkede jeg ikke mange tanker, men min heltinde fra bøgerne, Susy Rødtop, var skovriderdatter og havde en hel skov til sin rådighed, hvor hun kunne jagte krybskytter.
Det kunne hverken jeg eller nogen, jeg kendte, hamle op med, og derfor led jeg i flere år under skovmangel. De fem-seks kastanietræer i havens hjørne var kompensationen.
To af dem stod så tæt, at man kunne springe mellem dem og lege Tarzan og Jane.
Vi var fem børn fra gårdene i omegnen, to af os var jævnaldrende piger, men jeg var spinklest og suverænt den bedste klatrer, når jeg selv skal sige det, så jeg kunne forholdsvis let tilkæmpe mig rollen som Tarzan. Et tidligt eksempel på ’gender fluid’, hvad vi dog ikke var bevidste om.
De gange, jeg er kommet til skade i kastanieskoven, forbigår vi her.
Senere, hvor det snarere gjaldt om at slippe væk og gemme sig efter skoletid, blev lindetræerne mit tilflugtssted. To enorme kæmper, der vogtede havens nordside.
Dér kunne jeg sidde bekvemt i en stor tveje og læse i den bog, jeg havde bragt med op under blusen. Hvis min mor kaldte, havde jeg bare ikke hørt det. Hun ville ikke kunne finde mig.
Ja, træer er praktiske, for børn anvendelige til et utal af formål, men ærefrygtindgydende er de, hvordan jeg så skal forklare det. Måske med den følelse af sorg og forreven tomhed, der opstod i brystet, da jeg første gang kom forbi boligforeningen og så, at lindetræerne var fældet.
Træer har eksistens ud over deres konkrete tilstedeværelse. De vokser i den lange tid, årringene samler tiden op, og i min egen personlige tid groede lindetræerne stadig inde i mig. De havde en åndelig eksistens. Nu var der tomt, hvor de havde været.
Denne fornemmelse af lang tid, når man står under en århundredgammel kæmpe, dukker op igen, hvis jeg står ved en gravhøj, hvis jeg betræder en plet, hvor fjerne forfædre har gået og gravet og måske boet.
I begge tilfælde er der tale om en lidt uforklarlig følelse af at få sin egen eksistens strakt ud gennem tiderne. Det er en rå liv-tid, en art nøgen, biologisk tid. Det føles som opfyldelsen af et hidtil ukendt behov.
Når moderne adoptiv- eller reagensglasbørn, som har levet i et kærligt hjem med voksne, de har elsket, fra de lærte at sige mor eller far, alligevel investerer umådelige kræfter i at finde deres rigtige ophav – i registre, i Korea eller Nigeria – har det måske at gøre med dette behov, en drift til at findes som biologisk væsen, som levende i tiden, også i fortiden.
Snarere det, end at have rødder, en vending, der alt for letfærdig byder sig til, når talen falder på træer.
Vi er selv et opsamlingskar for tid, og netop det har vi jo til fælles med træerne.
Karen Syberg er kulturjournalist og forfatter. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning
Karens have
Lad ukrudtet gro, det er jo godt for klimaet. Rådyr, dræbersnegle og klimaforandringer set fra Møn. Mangeårig journalist på Information Karen Syberg bor i dag på sydhavsøen, hvorfra hun med jævne mellemrum rapporterer om små og store dramaer, der udspiller sig i hendes have.
Seneste artikler
Kampen mod snerlen er evig
22. maj 2023Ukrudt forgår som bekendt ikke så let, og over for den elegante, men ubehagelige snerle og dens meterlange slyngende stængler kan man ikke vinde endelig sejr – man må sameksistere og inddæmme bedst muligtDen første svale kvidrer over stinkende brændenælder
9. maj 2023Én svale gør ingen sommer, siges det, men faktisk er det ikke usædvanligt, at de sommerbebudende trækfugle sender en enkelt forpost i forvejen – i mellemtiden er tiden kommet til at gøde tomatbedetNetop som jeg skriver dette, dukker en frø op med et rask svømmetag
25. april 2023Der er så meget, som er på vej, vi har så meget til gode, som ikke er kommet endnu. Man bliver på en gang forventningsfuld og tålmodig, for hele tiden dukker nyt op. Det gælder bare om at se for at komme i zen
Træer - i vort sind og ude i Danmark
Desværre fylder nærhedens træer meget mere end dem, dom burde være ude i det danske land. Underskudet af træer skal måske måles i forhold til, at landet ville være skovdækket, hvis det ikke var for menneskene.
Mit kendskab til træer har jeg bl.a. fra mit arbejde i Danmarks Naturfredningsforening. Her hører jeg med mellemrum fra mennesker, som af romantiske egennyttige grunde ikke mener, at deres nabo må fælde træer, som af er blevet som skovtræer på små villagrunde eller rækkehusgrunde.
Flytter man træet ud i skoven blot et par kilometer væk fra disse træromantikere, så er sagen en hel anden. Her indtræder noget der ligner en uengageret ligegyldighed. Selv når det skal fældes 1.000 træer for f.eks. menneskenes fritidsaktivit som roning.
Træer - i vort sind og ude i Danmark (med rettelser)
Desværre fylder nærhedens træer meget mere end dem, som burde vokse ude i det danske land. Underskudet af træer skal måske måles i forhold til, at landet ville være skovdækket, hvis det ikke var for menneskene.
Mit kendskab til træer har jeg bl.a. fra mit arbejde i Danmarks Naturfredningsforening. Her hører jeg med mellemrum fra mennesker, som af romantiske egennyttige grunde ikke mener, at deres nabo må fælde træer, som per blevet som fuldvoksne skovtræer på små villagrunde eller rækkehusgrunde.
Flytter man træet ud i skoven blot et par kilometer væk fra disse træromantikere, så er sagen en hel anden. Her indtræder noget, der ligner en uengageret ligegyldighed. Selv når det skal fældes 1.000 træer for f.eks. menneskenes fritidsaktivitet som roning.
Smukt skrevet Karen. Hvornår skriver du en bog om træer (incl. smukke fotos)?
Erindringssted
Mindes barndommens have, én tønde land mellem købstad og land, anlagt på en tidligere preussisk skanse, planeret og suppleret med muldjord fra nabogårdens marker for foden af Dybbøl Banke, med oldefars arkitekttegnede hus, som endnu i dag vurderes bevaringsværdigt af kommunen, som ellers har så fandens travlt med at rive ned - et paradis med pære-, blomme- og æbletræer, hvis frugter alle blev plukket til supplement af familiens kælderdepot af marmelader og gelé, med frugtbuske af enhver sort blandet op med hylden i de levende hegn – tak til alle fuglene …
Men pæretræet, vores foretrukne klatretræ, det højeste i paradiset, eksisterer ikke mere, og har ikke gjort det meget længe, for oldefars gamle velanlagte- og veldrevne have er landet i kløerne på en supermarkedskæde og asfalteret, for ikke at sige betoneret, så kunderne, den sultne slavehær, kan køre lige til discountdøren – billigkommers skal der jo åbenbart til, men følelsen af træets bark mod de sarte håndflader og frugtens særlige pæreform, som gør dem lettere at plukke end æbler, kan stadig fornemmes ligesom smagen af de hjemmeavlede jordbær, som vi unger blev fodrede med, måske mere end godt var, for en enkelt af dem ’hader’ i dag alt der bare minder om jordbær - undtagen jordbæris …
Der findes et gammelt fotografi med overtegnede som ét-årig på græsplænen med træet i baggrunden – et såkaldt ’erindringssted’, som vi har så uendeligt mange af hernede i hertugdømmerne – mange bliver vedligeholdt, andre forsvinder for evigt …
Som bymenneske har jeg ikke haft særlig meget med træer at gøre, og bytræer står for det meste før eller siden i vejen for noget andet - udviklingen fx. Ja, her på min vej, hvor Røde Kors har fældet en have med flere magnolietræer, for at give plads til en megastor betontrappe, som de siger, man kan sidde på. Jeg giver ikke en krone til dem mere. Jeg har bebrejdet dem vandalismen, men de skrev tilbage, at det nok skulle blive godt til sidst, og at de nok skulle plante nogle nye træer. Hvor, kan jeg ikke se. På Niels Bohr står der også magnolietræer, mange, men de må også snart stå i vejen. Det sidste af Rigshospitalets gamle, flotte bygninger med haver er revet ned og nu rejser betonnen sig. Der skulle komme græs på tagene viser billederne. Panuminstituttet længere ned ad vejen dominerer nu med en kæmpeklods, som får Skt, Hans Kirken, der før knejsede majestætisk til at ligne Little church around the corner. Det hjælper ikke engang at melde sig ind i folkekirken for at harcelere over hærværket, for folkekirken tager sig ikke af småting. Hvem hjælper træerne (og os) mod vandaler af alle typer? Det er nemlig den samme type mennesker, der sidder alle steder (De kan nok forstå, Hr. Larsen, at hvis vi skal hjælpe, så skal der beton til, og skal vi hjælpe meget, skal der meget beton til, og De kan hjælpe til ved ikke at være sur over at, som De siger, deres vej bliver ødelagt, De kan bare gå tur på nogle andre veje, og de kan nok finde nogle betonfri veje på nettet betonfri.dk, og ellers må de jo bare glæde dem over, hvor mange mennesker vi kan redde med fx cement i lungerne henne på Riget).