Kommentar

Træt og alene

Donald Trump er måske nok blevet politiker i løbet af valgkampen, men ikke en særlig vellykket en. Desværre er der heller ikke meget at skrive hjem om hos Demokraterne
22. oktober 2016

I sidste uge stoppede Donald Trump op midt i en tale, som i et øjebliks eftertænksomhed. Eftersom han havde været i gang med sin kampagne i et halvandet år nu, sagde han, måtte det betyde, at han endelig var blevet politiker.

Desværre for ham, ikke en særligt god en af slagsen.

Alt tyder på, at Trump er på vej ned i meningsmålingerne. Hvad enten det skyldes en nøje planlagt offensiv mod ham, eller simpelthen et udslag af retmæssig vrede, der endelig viser sig, ser det ud til, at den hær af kvinder, der er blevet befamlet af Donalds små fingre, er blevet den afgørende vælgergruppe, som har vendt sig mod ham. Nu kan selv traditionelt republikanske stater glide ham af hænde.

På det seneste har Trump i sine optrædener virket frustreret, vred og alene.

Under onsdagens tv-debat virkede han mere samlet og velforberedt, men medierne var hurtigt ude med vurderinger af, at vælgerne aldrig kommer til at acceptere en kandidat, der har gjort det klart, at han ikke vil respektere det endelige valgresultat.

På en biltur for nylig gennem svingstaterne Pennsylvania og Ohio indsamlede jeg og journalisten Elisabet Svane beviser, der peger på det modsatte.

Snart sagt alle, vi talte med – det vil sige: alle hvide – bakkede Trump op. Ikke ligefrem med stort engagement, og flere af dem overvejede helt at undlade at stemme (»Er det her det bedste, landet kan diske op med?« var der en, som sagde; »De må have spist søm!« sagde en anden), men ingen af dem havde noget godt at sige om Hillary.

De fleste var i bedste fald nostalgiske og drømte om bedre tider, i værste fald indædt bitre.

Alle havde dårlige tænder

Nogle af de mest afslørende samtaler var med folk i det vestlige Pennsylvania, der før i tiden var rig på kul og naturgas. Midt mellem de bjerge, vi kørte forbi, var kulkraftværker, men de dybeste af minerne var lukkede og det eneste, der var tilbage, fik vi at vide, var de åbne miner, som er lettere at drive og bemande, men som også er mere forurenende.

De småbyer, der lå langs hovedvejen, var ikke ganske trøstesløse, men bygningerne var gamle, lurvede træhuse med aluminiumsforstærkninger, der kunne holde dem stående lidt længere, indtil termitterne har ædt sig hele vejen igennem bjælkerne.

Bortset fra en enkelt McDonald’s, eller en tankstation i ny og næ, var der intet nybyggeri i forstæderne, sådan som der plejer at være i levende byområder.

Nogle indbyggere var ekstremt overvægtige, andre smerteligt tynde, og de mandlige indbyggere med deres lange, uredte hår og grove skæg så ud som taget direkte ud af et hillbilly-reality show på tv. Alle havde dårlige tænder.

Men det var venlige folk, som gerne ville snakke. Indimellem var det som om, at jo flere personlige grunde, de havde til at støtte Trump, desto venligere mennesker var de.

Deres motiver var i overvejende grad følelsesmæssige snarere end rationelle, og blandt argumenterne var ikke sjældent frygten for, at indvandrere skal komme og tage de få job, der er; at velfærdsnassere skal æde de hårdt tjente skattepenge; modstand mod abort og faren for »udefrakommende indflydelse« i form af de penge, der er kastet efter Clinton Foundation, og som frygtes at ville påvirke Hillary som præsident.

De overflødige 

Og så er der våbnene. De var rædselsslagne for, at Demokraterne vil komme og tage deres våben. En ældre tjener på en diner i Pennsylvania sagde det ligeud:

»Min mand og jeg bor langt ude på landet. Vi har ingen venner. Vores venner er døde. Vi har kun bekendte, og dem taler vi ikke politik med. Hvis vi får indbrud, er den eneste ordensmagt, vi kan tilkaldte, delstatspolitiet, som vil være flere timer om at nå frem. Derfor har vi våben. Det er ikke nogen god ide med våben hjemme hos folk, der har psykiske problemer, det er vi godt klar over, men vi er altså nødt til at kunne forsvare os selv.«

Det var ikke vanskeligt at se, hvorfor hun følte sig udsat. Hvad vil der så ske med hende, med hendes by, med de naboer, hun ikke føler sig knyttet til? Hvordan skal de overleve, hvis den sidste tilbageværende mine lukker, hvis fracking efter naturgas bliver ulovligt eller urentabelt?

Trumps løfte om at genoplive lokal mineindustri, og Clintons opfordring til at lukke de nuværende forekommer lige utroværdige. For første gang i historien er de store dele af befolkningen, som ernærer sig ved fysisk arbejde, overflødiggjort. Det er ikke mærkeligt, at de er bitre og bange.

Afroamerikanere var vanskeligere at få i tale. En motelreceptionist sagde, at han ikke ville udtale sig om Trump, men at han ville stemme demokratisk, fordi de er fremsynede: De havde nomineret den første sorte præsidentkandidat, og nu den første kvindelige præsidentkandidat.

En afroamerikansk gæst på samme motel ville ikke sige andet, end at når han gik ind i stemmeboksen, ville Gud fortælle ham, hvad han skulle stemme. På vej ud fra parkeringspladsen forærede han mig imidlertid en dvd med Michael Moores Where to Invade Next, fordi det var, sagde han, et eksempel på en, »der søger efter de positive ting i livet«.

I Cleveland tog vi til et vælgermøde, hvor Obama var kommet for at støtte Clinton. Det var en overraskende lille forsamling – ikke mere end et par hundrede – og vi kunne komme ret tæt på Obama på hans vej ind og ud.

På vej ind så vi ham bagfra, og hans gang var drenget, hans påklædning afslappet. Han leverede en opløftende tale, men de mest mindeværdige øjeblikke var imidlertid dem, hvor han berørte de ting, han ikke havde opnået, og talte om nødvendigheden af, at unge mennesker bevarer deres idealisme.

På vej ud kunne vi se hans ansigt. Det var bestemt ingen dreng. Han så væsentlig ældre ud, end han er. Og meget, meget træt. Man fik det klare indtryk, at jobbet ganske enkelt kræver mere, end en enkelt person kan overkomme.

© George Blecher og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Serie

Blechers frontberetning fra det amerikanske præsidentvalg

Frem mod det amerikanske præsidentvalg den 8. november leverer den amerikanske forfatter George Blecher snapshots fra en valgkamp, der i sjælden grad sætter amerikanerne på prøve

Seneste artikler

  • Hvad sker der, når Trump støder mod virkelighedens mur?

    16. november 2016
    Efter den grimmeste valgkamp i nyere tid står USA’s næste præsident i et dilemma. Han kan enten indrømme, at han har givet løfter, der ikke kan indfris i praksis – og støde sine vælgergrupper fra sig. Eller prøve at gøre det alligevel – og blive kørt over af modstand fra systemet og andre dele af befolkningen
  • Demagogen og systembevareren

    4. november 2016
    Den mest beskidte valgkamp i mands minde lakker mod enden, uden at nogen af kandidaterne har inspireret til ret meget andet end lede
  • USA’s valgkamp nærmer sig rendestensniveauet

    1. oktober 2016
    I sin tredje ’frontberetning’ fra præsidentvalgkampen fortæller den amerikanske forfatter George Blecher om politisk mismod og frustrationer over, at ingen af kandidaterne indgyder håb om forandring, og om en valgkamp, der er ved udarte sig til ren mudderkastning
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Jørn Storgaard Andersen
Hans Jørn Storgaard Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Træt og alene, det lyder som en flot roman titel. Når vi konstant gennemfører besparelser der går ud over de samme mennesker, når vi effektivt, umuliggør at de selv samme mennesker kan flytte sig socialt, eller når vi effektivt og målrettet, gør det endnu sværere for folk der har det svært i forvejen, og de selv samme mennesker står helt alene, så er det så let som at tage slik fra børn at gennemføre nedskæringer. Vores kultur bygger på sraf, som nu går ud over de ledige især og de mest udsatte. Tidligere lagde vi samme filosofi ned over vores straffelovgivning, således, at højere straf gav færre kriminelle, den teori holdt ikke, nu er det så det ledige, jo mere srraf jo mindre ledighed, holder det???? Holder det alle andre steder i samfundet? jo mere straf jo mere yder vi? Nej vel, men den holder for de mest udsatte. Dertil må vi sige, at fastholder vi folk i en besværlig situation, eller nøjes vi ikke bare med det, men laver vi tiltag der forværrer folks allerede besvlrlige situation, så fastlåser vi folk i en socialt besværlig situation! Så kan vi jo spørge os selv om det er i samfundets interesse, eller det er en for dyr løsning, at få aflad for vores hævntrang og vores straffetrang. Kan vores trang til at straffe gøre os ude af stand til at tænke rationelt, som det var tilfældet, da vi troede på at højere straffe gav mindre kriminalitet! ???????

Anders Graae, Steffen Gliese, Jørn Andersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Nå nej, kære venner men i de her tider med pædagogik, og psykologi, på et højt plan, for ikke at tale om om selvudvikling og selvrealisering, så er det dog tankevækkende, at nogle mennesker betragtes som heste spændt for en vogn, jo mere pisk, jo hurtigere løber de! Forholder det sig sådan med intelligente væsner?????? Skal vi spørge en tænketank eller to??????

Henrik Brøndum

Undersat: "Det var ikke vanskeligt at se, hvorfor hun følte sig udsat."

Dansk; "Det var let at se, hvorfor hun følte sig udsat."

Kan et medie få penge af staten for at skrive et så dårligt dansk?

Søren Kristensen

Tankevækkende at denne beskrivelse af USA lyder som noget fra før århundredskiftet, altså det forrige.Måske har de taget støvlerne forkert på?