Kronik

Trump er en instinktdrevet huleboer i en moderne skyskraber

Det er en misforståelse, at Trumps budskaber og facon skulle være en nyhed. Han spiller på ældgamle fortællinger, der mange gange tidligere er blevet hevet op af det amerikanske folkedyb
Det er en misforståelse, at Trumps budskaber og facon skulle være en nyhed. Han spiller på ældgamle fortællinger, der mange gange tidligere er blevet hevet op af det amerikanske folkedyb

Nilas Røpke Driesen/iBureauet

26. oktober 2016

Donald Trump har splittet USA – eller redet kæphest på dets splittelse – så det forslår. Men på ét punkt deler mange af hans fans og fjender opfattelse: Noget lignende har man da aldrig hørt eller set! Trump er på godt eller ondt en nyhed.

Virkelig? Påstanden er både tankevækkende og bekymrende. For hverken det, Trump siger eller gør, rummer ny politiske tiltag, ny ideer, ny forståelse af sociale eller økonomiske problemer.

Hvis der er noget nyt, er det, at en kandidat vover at blæse på al substans til fordel for platituder, som enten har været udtalt til ulidelighed før eller er så banale, at få har været skamløse nok til at give dem udtryk.

Når det, manden siger om mexicanere eller kvinder eller Putin, markerer et ny lavmål i politisk diskurs, er det også, fordi det kan veksle fra den ene dag og forsamling til den næste.

Trump føler ingen moralsk eller anden forpligtelse til at holde ord eller stringens. Han er sælgeren, der alene går efter sit marked, og det kun så længe han kan profitere deraf.

Hans budskab eller brand har som eneste formål at fremme egen succes. Og med et vredt basisklientel, der føler, det har alt at vinde og intet at tabe, har den opskrift indtil videre tjent sin skruppelløse ophavsmands ambitioner vel.

Mere Twittler end Hitler

Men gør alt dette foretagendet til en nyhed? Har noget lignende ikke udspillet sig før? En del tyder på det.

Lad os se nærmere på et par ældre danske kilder fra årene omkring Anden Verdenskrig. Deres sammenfaldende evidens til trods udspringer den ene fra det yderste venstre: forfatteren og stalinisten Hans Kirk i Land og Folk 1950.

Den anden kommer lige så langt ude fra til højre: et radioforedrag af kritikeren og Hitlervennen Harald Nielsen fra 1939.

»Amerikansk kultureksport« kalder Kirk sit indlæg og beskriver eksportmarkedet således: »De har bedst af at tilegne sig den sunde respekt for dollars, maskulin kraft, pin-upper, boksekampe, succes, dollargrin og spraglede slips, kort sagt: Det kan aldrig skade, at de uvidende masser får herrefolket at se i hele dets åndelige udfoldelse.«

Læs også: Det er ikke kun Trumps retorik, der er vanvittig, men hele USA’s politiske system

Vidste man ikke bedre, kunne formuleringerne ned i mindste detalje være hentet fra Trumps drejebog.

For den, der i Trump måtte se en ny tids Hitler, er fortsættelsen specielt lærerig:

»Hitler havde nogenlunde det samme syn på tingene. Han lagde også stor vægt på den kulturelle penetration. Men han var alt for gammeldags og forstod ikke, hvordan moderne, smarte kulturagenter arbejder. (...) Amerikanerne arbejder ganske anderledes metodisk med tingene.« Trump er en instinktdreven huleboer, men bor højt i en moderne skyskraber. Mere en Twittler end en Hitler.

Kirk fortsætter sin analyse af amerikansk kultur(eksport) med afsnit om bl.a. tegneserier og litteratur.

Om de første hedder det, at »den altid trusseklædte Jane, fantomet, abemennesket ... hele flokken er som fostret i et åndssvagt barns hjerne, men visse træk har ikke noget med barnlighed at gøre, de taler til de uhyggeligste instinkter«. Hvordan bedre beskrive den ikke-kultur, der udgår fra Trump?

Om litteraturen, som Trump i øvrigt ikke rører, står der videre, at bestseller-delen og magasinnovellerne enes om en forfalskning af tilværelsen, der i Kirks optik kun forstærkes af dollarimperialismens nyhedsbureauer og »pseudo-oplysende internationale blade og tidsskrifter af typen Det Bedste.«

Oversat til nutidsforhold taler vi om organer som Fox News, hvis sexanklagede grundlægger, Roger Ailes, indtil for nylig var en af Trumps hovedstøtter, og diverse talk radios (Limbaugh, Hannity, O’Reilly, Ingraham).

I pengejagets tjeneste

Harald Nielsen er i sit førkrigsforedrag »En Amerikaner om Amerikanisering« ikke mindre USA-kritisk end Kirk.

Det er landet, som svælger i smartness og penge. Med Trumps ord (citeret af den respekterede journalist Mike Meyers i Minneapolis’ Star Tribune, 25. september):

»Jeg kan godt lide penge. Jeg er meget grådig … Jeg er en grådig person. Jeg burde ikke fortælle dig det, jeg er grådig – jeg har altid været grådig. Jeg elsker penge, ik’.«

Og som Nielsen bemærker, var betingelsen for denne rigdom allerede i 1939, »at man ved Indvandringsforbud forhindrede fremmede i at komme og forstyrre Idyllen.«

Læs også: Trump som Freuds urfar

Nielsens hjemmelsmand er den amerikanske historiker James Truslow Adams, og med ham i baggrunden hedder det, at »med eller mod vor Vilje er vi jo allesammen amerikaniserede og dyrker allesammen de samme Idealer.«

Hvor Amerikas civilisation er forretningsmandens, er vi dog lidt humanistisk tilbagestående. »Den, der bryder sig mere om Rigdom, Luksus og Magt end om at leve en afrundet og harmonisk tilværelse, er det som Grækerne kaldte en Barbar«, og som vi i dag med samme definition kan kalde en Trump:

»Alt stilles i Pengedyrkelsens og Pengejagets Tjeneste. Alle Forhold bliver paavirkede deraf, alle Idealer afpassede derefter.«

Kort sagt; »den nøje Forbindelse mellem Pengejag, Mekanisering og Demokratisering, er i Færd med at blive mere og mere barbariseret.« Ganske som Kirk hævdede – og Trump åbent medgiver. For det må man sige: Hans inautenticitet er autentisk!

Ingen åndelig genrejsning

Åndsliv bliver, ifølge Nielsen, reduceret til noget så foragteligt som en kvindeaffære, hvad Trump til fulde har bekræftet med både sit offentlige privatliv, sin reality TV-persona og nu sit præsidentkandidatur.

Det er alene landets materialistiske sjæl, han vil styrke, når han lover at gøre »America Great Again«. Netop den misere, der har givet ham medvind, vil han give ekstra vind i sejlene.

Med Nielsens ord: »De Rige er bleven rigere og de Fattige fattigere, og Mellemstanden, der ikke har kunnet følge med i Kapløbet, har set sin Eksistens mere og mere truet.« Hvis en nyhed om dagens USA er gammel, er det den!

Også i Kirks ånd, men stadig fra højre, går Nielsen ind på amerikansk masseforbrug og smagsensretning.

Og selv om tiden nok er løbet fra den karakteristik, og dagens marked overgår enhver forventning, nogen kunne have næret i 1939, så er populismen, der dengang var ensretningens skyggeside, ikke forduftet med markedets raffinering.

»John Quincy Adams, en af Amerikas første præsidenter, nægtede at gaa til et Marked i Maryland. Han sagde privat, at han ikke ønskede, at de Forenede Staters Præsident skulde optræde som Seværdighed paa et Dyrskue. Nu forlanger man, at Præsidenten skal optræde som en Seværdighed.«

Overgangen til det markedsgøgl, som amerikansk valgkamp har udartet sig til – med Trump som superseværdighed eller klovn, hvordan man nu ser det – er altså også en gammel nyhed.

Og hans (medie)dominans har kun forstærket tendenser til barbari, som længe lurede i kulturen. Interessant nok antyder Harald Nielsen, at skal demokratiet reddes fra denne fare, må en betydelig fører træde til. Ganske som når autoritære Trump forkynder, at han alene kan redde Amerika!

USA i 2016 er langt fra identisk med det portræt, man udefra så for sig fra højre til venstre i det politiske spektrum for trekvart århundrede siden.

Men det betyder ikke, som mange amerikanere synes at have trøstet sig med, at fortidens rå forsimplinger er gået op i en højere civilisation.

Snarere er de gået under den udsatte middelklasses bevidsthedstærskel, hvorfra de lader sig genfremkalde, når den rette demagog med instinkterne i orden, tager elevatoren ned i folkehavet fra sin hule oppe i skyskraberen.

Poul Houe er professor i nordisk litteratur på University of Minnesota

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Hajek
David Hajek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu