Kommentar

Havde hun været en hund, havde jeg fået den aflivet på stedet

Min mor nægtede i flere år at indse, at hun aldrig ville blive rask. Hun jamrede og skreg sig gennem livet. Men den dag håbet forsvandt, besluttede hun sig for at tørste og sulte sig selv ihjel. Det lykkedes, men det var rædselsfuldt at være vidne til
5. oktober 2016

Min gamle mor fik som 97-årig en hudsygdom. Den betød til sidst, at hun hverken kunne gå eller stå, men blev henvist til en sygeseng i dagligstuen.

Her lå hun og jamrede sig i fire måneder, fuldstændig afhængig af en pligtopfyldende hjemmepleje, der kom dag og nat.

Jeg havde soveværelse oven på hendes stue, og især om natten var det rædselsfuldt at høre på hendes skrig og jamren, uden at kunne gøre hverken fra eller til.

Endelig, efter aftale med hjemmesygeplejersken, som efterhånden synes, det var langt ude med evindelige sårrensninger til ingen nytte, kom hun ud på hudafdelingen på Bispebjerg, som ordinerede en benhård behandling, der betød, at hun mere eller mindre mistede evnen til at sanse og samle.

Før sygdommen var hun både en velorienteret avislæser og en af bibliotekets bedste lånere.

Forfængeligt håb om heling

Trods behandlingen, som fik de mange sår på fødder og ben til at forsvinde, var hun stadig ude af stand til at gå eller stå, eftersom muskelvævet var pist væk efter de mange sengeliggende måneder, så den eneste rimelige løsning var, at hun kom på plejehjem.

Hendes tilstand var så kritisk, at jeg ikke regnede med, at hun ville holde mere end et par dage eller uger, og en uge efter blev hun da også indlagt med lungebetændelse.

Jeg blev tilkaldt af vagtlægen, som spurgte, om han overhovedet skulle indlægge hende, hvad jeg ikke følte mig kompetent til at mene noget om. Men på sygehuset aftalte jeg med lægen, at der ikke skulle gøres noget i forhold til genoplivning.

Desværre livede hun ganske godt op på sygehuset, og fik to sørgelige år med sengekran, kørestol og bleskift.

Læs også: ’Jeg vil selv have lov at bestemme, hvornår jeg vil gå fra festen’

Hun mistede efterhånden også evnen til at huske ord, hvorfor kommunikationen blev ret begrænset. Hun var da kvik nok til at kommentere på Mandelas død med et: »Han var da også en gammel mand«.

Trods hendes hjælpeløshed og elendige fysiske forfatning, havde hun svært ved at begribe, at hun ikke kunne komme sig igen, et forfængeligt håb, der ikke forlod hende, før hun fyldte 100 år.

Men alt for ofte, når jeg var der, brød hun ud i fortvivlede høje vræl og gråd og var helt utrøstelig. Jeg kunne sjældent holde det ud og måtte gå min vej, forfulgt af en umiddelbar følelse af, at hvis det var min hund, havde jeg fået den aflivet på stedet.

Samtidig var jeg helt bevidst om, at det ville være mig umuligt at gøre det samme for et lidende menneske; et skisma, som ud fra en human indstilling til lidende dyr er helt absurd.

Tørstede sig ihjel

Et halvt år efter min mor fyldte 100, gav hun endelig op. Livsviljen slukkedes helt og holdent, hvorfor hun bevidst og stædigt nægtede at indtage vand og føde og døde efter seks dage.

Dagen inden hun lagde sig til at dø, drak hun pligtskyldigt en kop kaffe sammen med mig, og lidt senere da jeg ville give hende et glas vand, slog hun det vredt ud af hånden på mig. Herefter trak hun sig ind i sig selv og al kontakt ophørte.

Ingen på min mors plejehjem blandede sig i hendes valg, ingen tvang hende til næring, men respekterede hendes ønske om at få fred og vågede omsorgsfuldt over hende, når jeg ikke var der.

Jeg ved ikke, om hun var ved nogen form for bevidsthed eller ej i de dage, men ud fra hendes anstrengte lyde, lød det som et helvede, i hvert fald for mig.

Min morbror anvendte i øvrigt samme metode. Da han kom på plejehjem, ophørte han straks med at spise og drikke, og det er jo en velkendt metode, gamle og udslidte har brugt siden Arilds tid.

På plejehjemmene er man helt fortrolig med denne form for selvmord; de kender forløbet ud og ind, for begge gange blev jeg ringet op nogle timer før med besked om, at nu var tiden inde.

Læs også: Kampen for livet kan ende i meningsløshed

Min mor ville på ingen måde have haft mig til at hjælpe sig over på den anden side, uanset hvor ulykkelig hun var; også for hende ville det være en grænseoverskridende handling at bede mig om.

Det blev en dødskamp, hun måtte klare selv, nok også i troen på, at hendes død ville være en lettelse for mig. Det var den også.

Det er dog en fremgangsmåde, der kræver både mod, vilje og stædighed, som mange ikke har. Spørgsmålet er så, om vi som pårørende må tillade, at man hjælper til med at fremskynde en irreversibel dødsproces, den gamle selv har valgt?

Det er tungt at være vidne til andres lidelser, især hvis vi holder af den lidende. Og det er rigtigt svært, hvis de beder os om hjælp til at dø.

Udenforstående, uden følelsesmæssige bånd, evner nok bedre at anskue dødshjælpen ud fra de etiske og humane normer, vi problemløst efterlever, når vi afliver lidende dyr.

Når syge og døende eksplicit beder om hjælp, bør der selvfølgelig være en lovlig mulighed for hjælp. Nok hedder det »er der liv, er der håb«, men når håbet dør, bliver livet jo meningsløst; både for levende og døende.

Hanne Schmidt er pensioneret arkitekt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Johannes Lund
  • Hanne Koplev
  • Ken Sass
  • Lise Lotte Rahbek
Johannes Lund, Hanne Koplev, Ken Sass og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu