Kommentar

Hvor er vreden over Aleppos ødelæggelse?

De store fredsbevægelser, der massemobiliserede mod Irak-krigen og Gaza-krigen glimrer ved deres fravær i forbindelse med den syriske konflikt
Vi har ikke set noget, der på mindste måde kunne minde om den græsrodsmobilisering, som tidligere krige – f.eks. Irak-krigen i 2003 eller Gaza-konflikten – kunne fremkalde. Ej heller har de kunstnere, fagforeningsledere, intellektuelle eller politikere, der tidligere så ivrigt bakkede op om antikrigsbevægelserne, vist vilje til at rejse folkemasser bag krav om stop for nedslagtningerne i Syrien

Vi har ikke set noget, der på mindste måde kunne minde om den græsrodsmobilisering, som tidligere krige – f.eks. Irak-krigen i 2003 eller Gaza-konflikten – kunne fremkalde. Ej heller har de kunstnere, fagforeningsledere, intellektuelle eller politikere, der tidligere så ivrigt bakkede op om antikrigsbevægelserne, vist vilje til at rejse folkemasser bag krav om stop for nedslagtningerne i Syrien

Hussein Malla

Debat
14. oktober 2016

Hvor er demonstrationerne i vestlige hovedstæder mod det brutale stormløb på Aleppo? Omkring 300.000 mennesker er udsat for tæppebombning, bunkergennembrydende bomber og klyngebomber. Er efterårsvejret så dårligt, at ingen vil stille op på en offentlig plads eller foran en russisk ambassade? Eller er vi ligeglade? Tror vi ikke, det gør forskel, om vi protesterer eller ej?

Tag London. Der har i de seneste måneder været flere demonstrationer mod internationale forhold, men ingen om Aleppos belejring og ødelæggelse. En munter menneskemængde forsamledes foran Frankrigs ambassade for at gøre grin med sommerens forbud mod burkini på Rivieraen.

I juni deltog tusinder af Brexit-modstandere i en ’march for Europa’, og i sidste måned fandt en stor sympatidemo sted til støtte for flygtninge. Alle sammen udmærkede initiativer. Men den syriske konflikt har ikke fået nogen til at gå på gaden.

Græsrodsmobilisering

Billedet er det samme i Paris, Berlin, Madrid, Rom. Der har været demonstrationer med deltagelse af få hundreder i Bruxelles og København, men initiativtagerne har været små grupper, ofte eksilsyrere og menneskerettighedsaktivister.

Vi har ikke set noget, der på mindste måde kunne minde om den græsrodsmobilisering, som tidligere krige – f.eks. Irak-krigen i 2003 eller Gaza-konflikten – kunne fremkalde. Ej heller har de kunstnere, fagforeningsledere, intellektuelle eller politikere, der tidligere så ivrigt bakkede op om antikrigsbevægelserne, vist vilje til at rejse folkemasser bag krav om stop for nedslagtningerne i Syrien.

Måske har den konstante strøm af gruopvækkende nyheder, herunder om de hundredsvis af børn, som er dræbt ved de sidste ugers luftangreb i Aleppo, gjort os følelsesløse. Det kan også være, at den syriske konflikt virker for kompleks. Men hvori består det komplekse i et krav om beskyttelse af civile? Hvor kompliceret kan det være at fordømme dem, der er i øjeblikket udsætter boligkvarterer og hospitaler for massive bombardementer?

Jo, det er sandt, at vestlige regeringer har anklaget Rusland og Bashar al-Assad for krigsforbrydelser. Det er også sandt, at FN-diplomater har sammenlignet Aleppo med Guernica og Srebrenica. Men betyder denne officielle afstandtagen, at opbud af offentlig vrede er overflødiggjort? Er det ikke en grundlæggende menneskelig værdi at protestere mod grusomheder, om ikke andet så for at udvise solidaritet?

Eller er forklaringen vor tids nye ’postfaktuelle’ vilkår? Har den russiske og syriske regerings propaganda fået os til at tvivle på, om de nu også bryder folkeretten? Har vi købt deres påstande om, at tæppebombning kan forstås som antiterrorindsats?

Er vi begyndt at tænke, at det vil være bedst for Aleppo, hvis byen faldt hurtigt. Som historikeren Tacitus i sin tid sagde om romerne: »De skaber en ørken og kalder det fred.«

Grosnyj om igen

For at forstå, hvad der sker i Aleppo, er det værd at se tilbage på begivenhederne i Grosnyj i vinteren 1999-2000. Det er præcis den operation, de russiske styrker trækker på i deres luftoffensiv over det østlige Aleppo. Som andre af de journalister, der dækkede krigen i Kaukasus, ser jeg klare paralleller.

Moskvas strategi for at få has på 7.000 tjetjenske oprørere fra Grosnyj, en by med 250.000 indbyggere, var at bombe hele byen sønder og sammen. Der findes mange videoer og billeder fra Grosnyj i 2000 online – tag et kig. Det var en total udryddelseskrig uden nogen som helst lighed med vestlige interventioner.

Tæppebombningen af Grosnyj skulle tømme byen for mennesker, enten ved at dræbe dem eller gøre dem til flygtninge. De ’sikre korridorer’, som den russiske hær stillede i udsigt, var falske løfter, hvis ikke ligefrem en fælde: Hele familier, der forsøgte at flygte, blev dræbt. Assad-regimet har foreslået, at lignende korridorer oprettes i Aleppo med den ildevarslende tilføjelse, at enhver, som bliver og ikke overgiver sig »vil møde deres uundgåelige skæbne«.

Grosnyj blev omringet og derpå næsten jævnet med jorden, mens anslået 50.000 mennesker befandt sig i den, sultne og fangede i kolde kældre og tunneller.

Herefter rykkede de russiske landtropper ind og gennemførte massegrusomheder, skød overlevende i hovedet og voldtog kvinder i rædselsvækkende ’oprydningsoperationer’, der trak et spor af menneskelig ødelæggelse efter sig, især i Novye Aldi-området, hvor jeg selv så flere spor af disse krigsforbrydelser.

Det russiske militærs torturcentre blev snart fyldt op. Massegrave blev gravet i al hast for at slette sporene. Utroligt modige lokale menneskerettighedsforkæmpere såsom Natalia Estemirova, myrdet i 2009, dokumenterede meget af dette. Det samme gjorde den russiske journalist Anna Politkovskaja, der blev dræbt tre år tidligere.

Rusland og Assad vil erobre Aleppo ved brug af metoder, der ligner dem fra Grosnyj. Det er ofte blevet sagt i Vesten, at der ikke findes nogen militær løsning i Syrien. Men en militær ’løsning’ er lige præcis, hvad Moskva og regimet i Damaskus nu går efter – ved at massakrere civile vil de skabe et tomrum, som de så kan kalde ’pacificering’.

Jeg siger ikke, at demonstrationer i London eller Paris vil stoppe tyrannerne. Men hvis vi kunne organisere den slags protester, ville skammen være mindre, når vi engang i fremtiden skal se tilbage på disse begivenheder.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Fokus på Syrien

Det, der sker i Aleppo i disse dage, sætter vores verden på spil. Det er grusomt for ofrene og ødelæggende for vores tro på, at vi lever i en verden, hvor verdenssamfundet beskytter borgere i alle lande mod diktatorers krigsforbrydelser og massemord.

Men Syrien er mere end et land hærget af krig: det er en kulturel stormagt, et land med en poetisk tradition og et sted, hvor borgerne bliver ved med at drømme.

Vi har i en dag sat resten af verden i parentes for at sætte krigen, landet og den store verdensorden i perspektiv – forfra.

Seneste artikler

  • Modstand er den eneste mulighed

    17. oktober 2016
    De intense bombardementer af civile og udsultningen af Aleppo har til formål at presse oprørerne og befolkningen til overgivelse, mener de kæmpende grupper i byen. Men hvad venter, hvis de overgiver sig, spørger de retorisk
  • Hvem stod bag angrebet på FN-konvojen?

    15. oktober 2016
    Der hersker fortsat uvished om, hvem der stod bag angrebet på en nødhjælpskonvoj den 19. september. Sagen illustrerer, hvor vanskeligt det er at skelne mellem sandhed og propaganda i Syrien
  • De Hvide Hjelme og politiseringen af nødhjælpen

    15. oktober 2016
    Syriske nødhjælpsorganisationer, der opererer i de oprørskontrollerede områder, beskylder FN for at være i lommen på det syriske regime. Men også de syriske hjælpeorganisationers påståede neutralitet forekommer tvivlsom
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jesper Nielsen

Sikke en gang agitprop. Det kunne da lige passe at opfordre til forsvar for en samling religiøse fundamentalister a.k.a. "moderate oprørere" i bekæmpelsen af diktatorerer og fæle russeres navn. Jeg synes Information tilsvarende burde dække oprørernes adfærd, lad os starte med deres moderate granatbeskydninger på SDF-kontrollerede Sheikh Maqsoud eller det regeringskontrollerede armenske kvarter i Aleppo. Eller saudisk middelalderlig wahhabismes enorme indflydelse på den frihedselskende, demokratiske revolution. Eller oprørernes massakrer på minoriteter, f.eks. drusere i Qalb Loze. Eller.....

Michael Kongstad Nielsen

Folk, som påkalder sig folkets vrede, mangler som regel en god sag, og tilstrækkelig argumentation.