Interview

’What?! Er det mig, de laver abelyde af?’

Mary Tesfay blev opdraget til at være dansk af sin mor, men fik som 17-årig sin første negative oplevelse af at være anderledes end sine hvidhudede jævnaldrende. Siden er hun blevet mere opmærksom på sine afrikanske rødder i opdragelsen af sin egen datter – og på hvordan man balancerer mængden af fugt og protein i en afrofrisure
Det var aldrig Mary Tesfays plan at finde sammen med en anden eritreer, fortæller hun. ’Så når folk i dag spørger, om min familie havde en finger med i spillet, så kan jeg eddermame love for, at det ikke er på grund af min familie, at jeg er gift og har tre børn med Filmon.’ Foto: Sille Veilmark

Det var aldrig Mary Tesfays plan at finde sammen med en anden eritreer, fortæller hun. ’Så når folk i dag spørger, om min familie havde en finger med i spillet, så kan jeg eddermame love for, at det ikke er på grund af min familie, at jeg er gift og har tre børn med Filmon.’ Foto: Sille Veilmark

Sille Veilmark

21. oktober 2016

Sara Ghebre Andom kunne mærke, at der var noget på færde.

Hendes datter havde besøgt København før, men den seneste tid var togturene fra Aarhus Hovedbanegård til Hovedstaden blevet langt hyppigere. Havde hun mon fået en kæreste?

Mary Tesfay tog sin tid, inden hun svarede på spørgsmålet.

Men ja, det havde hun.

Nå … hvad hed han?                                                    

Han hed Filmon.

Ok. Hvorfra?

Lang pause.

Fra Eritrea.

Aha … Og farens navn?

Længere pause.

Ja, nu var det ikke faren, Mary Tesfay datede, men ok, han hed Abraham.

Og ham kendte Sara Ghebre Andom, selvfølgelig. 20 år forinden havde Abraham tolket for eritreere, da Sara i 1986 var kommet til Danmark fra Østafrika med sin toårige datter.

»Jeg tænkte, det er simpelthen løgn,« siger Mary Tesfay.

»Det var dæleme ikke meningen, at min mor skulle indblandes i det her. Og det var aldrig min plan at finde sammen med en anden eritreer. Så når folk i dag spørger, om min familie havde en finger med i spillet, så kan jeg eddermame love for, at det ikke er på grund af min familie, at jeg er gift og har tre børn med Filmon.«

Tre hop

Mary Tesfay har i dag inviteret sin mor til at tage togturen fra Aarhus til Amager.

Information lytter med, når de taler om at komme til Danmark fra en lille afrikansk landsby; om at skille sig ud alene i kraft af hudfarven. Om at droppe glattejernet for at statuere et eksempel; og om at blive udsat for racisme – både den utilsigtede og den, der kommer ud som abelyde.

Sara: »Det eneste, jeg sagde til dig dengang, var, at så længe din nye kæreste havde et godt hjerte, så var jeg glad på dine vegne.«

Mary: »Sådan havde din bror i USA det ikke. Kan du huske de kæmpe konfrontationer, jeg havde haft med ham gennem mine teenageår, fordi han insisterede på, at jeg skulle finde sammen med en eritreer? ’Hvad rager det dig’, sagde jeg bare.«

Sara: »Jeg har forsøgt at smide de dårlige ting fra min kristne opdragelse i Eritrea ud. I skulle opdrages på en anden måde. Traditioner skal give mening for mig, ellers bliver de sorteret fra.«

Læs også: ’Jeg var det eneste perkerbarn, der ikke kunne finde ud af at bede’

Mary: »Det har jeg helt sikkert arvet fra dig, det dér med ikke at være autoritetstro. Når en del af vores eritreiske venner og familie er begyndt på den med, at jeg skal lave et bål og hoppe over det på syvendedagen, efter at jeg har født ... «

Sara: »Tre hop, hvis det er en pige, syv hop, hvis det er en dreng … «

Mary: »Så har jeg bare sagt: ’Glem det, jeg har lige fået kejsersnit, jeg skal ikke hoppe over noget som helst!’

»Men altså, du og far har altid gjort, hvad I kunne for, at mine brødre og jeg ikke skulle føle os anderledes end danskerne. Vi har holdt dansk jul, vi har spist hveder.«

Sara: »Ja, og svinekød. Jeg har egentlig aldrig været vild med det – og man spiser det heller ikke i Eritrea – men i Danmark har jeg bare tænkt: Jaja, hvorfor ikke.« 

Mary: »Man kan sige, at du har opdraget mig til at være fuldstændig som mine danske venner. Men min hudfarve vil altid være en anden. Og folk har faktisk behandlet mig anderledes – på grund af mit udseende og ikke, hvem jeg er som person.«

Ikke kun danskere

17-årige Mary Tesfay var halvt i løb, da hun passerede en gruppe fodboldspillende drenge på en villavej i Tilst. Hun skulle til dans og var kommet for sent ud af døren den sommerdag i 2001.

Men lydene, der kom ud af drengene, fik hende til at stoppe op.

Mary: »Jeg tænkte: What?! Er det mig, de laver abelyde af? Jeg havde jo travlt og kæmpe hørebøffer på, så jeg kiggede mig omkring. Og gu’ fandme var det mig! De havde stoppet spillet og stod i stedet og lavede lyde og abefagter.«

»Det var i den periode, det negative begyndte at komme. For tidligere, som barn, havde jeg faktisk aldrig følt mig udenfor. Jeg gik i en fantastisk folkeskole, og lærerne gjorde et fantastisk arbejde for, at alle skulle føle sig velkomne. Men igen, mit udseende har altid været det, der skilte mig ud. Men dengang mest på den positive måde … selv om jeg selvfølgelig drømte om at have lyst, glat hår ligesom Anne-Sofie fra klassen … «

Sara: »’Du er smuk, som du er,’ sagde jeg så.«

Mary: »Men altså, da jeg blev teenager, kom det negative så. Kan du huske min historielærer i gymnasiet? Ham, der underviste os i USA’s slavehistorie og kiggede insisterende på mig, hver gang han sagde ’neger’ ... Først tænkte jeg, at det bare var mig, der havde noia, men så bemærkede mine klassekammerater det også.«

»Og så var der den opgave, han ville dumpe, fordi jeg havde skrevet ’mobilisere’ et sted. Den måtte jeg have skrevet af fra nettet, sagde han, for det ord burde sådan en som mig slet ikke kende.«

Sara: »Jeg var så vred. Jeg ville fare over på gymnasiet og tale med rektor ... «

Mary: »Og hvis du havde gjort det, var det hele bare blevet værre. Men det er rigtigt, hvad du altid har sagt til mig: Vi kommer aldrig til kun at være danskere. Vi er også noget andet.«

Tal lidt tigrinya

Sara: »Jeg har faktisk tænkt meget over, hvad der skal blive af vores kultur og min identitet her i Danmark. Hvem er jeg? Hvem bliver mine børn? Vi ser anderledes ud, og vi har andre rødder. Men vil jeres stolthed over at være fra Eritrea forsvinde? Den frygt har jeg stadig.«

»Derfor håbede jeg, at du og dine brødre ville blive ved med at tale jeres modersmål, da I var unge. Og siden du selv er blevet mor, har jeg sagt: ’Hallo, Mary, tal nu lidt tigrinya med børnene.’«

Mary: »Det var bare, som om jeg fik travlt med andre ting, da jeg blev teenager. Men da Liora (Mary Tesfays ældste barn, red.) var omkring to år gammel, skete der noget med mig: Hun begyndte at sige, at hun ikke syntes, hun var smuk; at hun hellere ville ligne de andre. Det var ligesom at få en mavepuster. Min datter har virkelig det smukkeste, lange, krøllede hår, men hun syntes, det var et problem – præcis ligesom jeg selv gjorde som barn.«

»Det var en ond cirkel, og jeg fortalte hende selvfølgelig, hvor smuk hun er. Men det kunne jeg jo sagtens sige. På det tidspunkt gik jeg selv og glattede mit hår, jeg prøvede jo også bare at ligne andre. Så jeg tænkte: Jeg er nødt til at være det gode eksempel; det her er never ending, medmindre jeg som mor sætter en stopper for det.«

Læs også: ’Vi skulle ikke alene lære at være danske, vi skulle også lære at være jøder’

»Så nærmest fra den ene dag til den anden holdt jeg op med at glatte mit hår, ligesom jeg stoppede med at bruge relaxer (relaxer er et hårprodukt, der glatter hår, red.). Det er jo ren rottegift for hovedbunden. Og når vi tegnede sammen, insisterede jeg på kun at tegne brune mennesker med fletninger og afro. Ligesom jeg konsekvent valgte den brune dukke, og når Liora sagde ’Ej, mama, hun er ikke så pæn’, så sagde jeg: ’Ved du hvad, jeg synes, hun er smuk!’«

Sara: »Jeg blev så stolt … «

Mary: »Men jeg vidste jo nul og nix om, hvad jeg skulle stille op med mit hår i dets naturlige stadie. Jeg havde altid flettet det eller fønet det eller sat det op, men nu var der krøller over det hele.«

»Man tror, at afrohår er megastærkt, men det er noget af det mest skrøbelige hår ever, det knækker, hvis man ikke finder den rette balance mellem fugt og protein. Det er en hel videnskab, og jeg har googlet som besat. Hurra for internettet!«

»Jeg siger ikke, at hvis man glatter sit hår, er man nødvendigvis offer for usunde skønhedsidealer. Det skal bare ikke være glat hår, der definerer, om jeg – og slet ikke om min datter – er smuk eller ej.«

Hvor er ’kineseren’?

Liora var på ingen måde klar til at tage med hjem fra børnehaven, da hun en eftermiddag for et par år siden løb sin mor i møde og trak hende med ud på legepladsen. Mary Tesfay skulle nemlig verificere, hvad pædagogen tidligere på dagen havde betvivlet: Lioras mor var skam fra Aarhus.

Forklaringen var, at børnene til en samling var blevet spurgt, hvor deres forældre kom fra. Og mens nogle var københavnere, og andre var fra Fyn og Jylland, så var Liora ikke sluppet så let: Hendes mor var jo mørk, så hvor kom hun rigtigt fra? Det ville pædagogen vide.

Mary: »Og det bliver man så mødt af som femårig. Pædagogen var helt sikkert oprigtigt nysgerrig, og det er fint nok. Men samtidig fratager det min datter, som jo er født og opvokset her, muligheden for at være fuldstændig dansk, fordi hendes forældre ikke er det.«

Sara: »I Danmark er institutionslivet en stor del opdragelsen. Det er sindssygt vigtigt, hvordan lærere og pædagoger opfører sig. Sammen med forældrene udgør de jo børnenes fundament. Og vi to har jo begge mange års erfaringer som pædagoger, og vi ved, at der stadig er et stort problem her.«

Mary: »Uvidenhed … det lyder hårdt, men alligevel … Liora har gået i en virkelig god integreret institution, og hun elsker den, men nogle ting kommer bare til udtryk på en måde, så de rammer etniske minoritetsbørn, fordi de ser anderledes ud.«

Sara: »Det har jeg set så mange eksempler på. Jeg havde en kollega for nogle år siden, der kaldte en adopteret dreng for ’kineseren’ … «

Mary: »Han har nok ikke tænkt det som racistisk, men stadig … det er bare så klodset. Og der er altså stadig pædagoger, som insisterer på at sige ’neger’ om børnene – for ’sådan gjorde man jo engang’. Den slags er blevet diskuteret livligt i nogle af de facebook-grupper for pædagoger, jeg har haft adgang til. Pak nu nostalgien væk, siger jeg bare.«

Sara: »I mit arbejde som pædagog har jeg fået de bedste resultater ved at rose børnene, men uden at fokusere på deres hudfarve. ’Du ser flot ud, jeg kan godt lide dig’, har jeg bare sagt. Også til dem, der har været træls. For så begynder de at slappe af, og så åbner de op.«

Mary: »Sådan har du faktisk også været som mor. Jeg har altid følt, at jeg kunne komme til dig med mine problemer. Vi har også været uenige, selvfølgelig, men dialogen har altid været der.«

Sara: »Ja, næsten … Der var lige dengang, jeg fandt en pakke smøger i dit tøj … «

Mary: »Puha, det kan jeg sagtens huske. Jeg sad på stuegulvet og strakte ud, som jeg trofast gjorde hver eneste aften, når jeg havde været til dans. Og ud af det blå kom spørgsmålet: ’Ryger du?’«

»Jeg var som et dådyr fanget i en bils lygter. Jeg kunne ikke lyve, men samtidig vidste jeg bare, at det ville knuse dig fuldstændig – selv om du prøvede at skjule det.«

Sara: »Jeg følte, at du havde snydt mig. Jeg græd faktisk over det – ikke foran dig, selvfølgelig. Og jeg skrev et digt. Jeg var vokset op med, at man altid skulle være respektfuld over for sine forældre og aldrig holde noget skjult, og den tankegang havde jeg stadig med mig. Men lige dér vidste jeg, at de børn, jeg havde opdraget, var anderledes.«

Serie

Når man flytter til et andet land

Hvordan opdrager man som indvandrer sine børn til at begå sig i en kultur, man ikke selv kender til fulde? Hvordan undgår man, at de bliver rodløse og forvirrede af at pendulere mellem deres ophav og de danske normer?

I denne serie taler en række forældre og deres børn, som er kommet til Danmark fra så forskellige steder som Afghanistan, Polen, Libanon og Kina, om, hvordan man undgår at tabe sine børn mellem to kulturer.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Vilvig
  • David Zennaro
  • Christian Mondrup
Jørn Vilvig, David Zennaro og Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu