Kronik

Zabis rejse ind i natten

For nylig blev en 21-årig afghaner forsøgt tvangshjemsendt. Iført spændetrøje og med blodet silende ud af munden blev han tvunget om bord på et chartret fly. Om lidt er det 19-årige Zabi Amiris tur. Mener vi oprigtigt, at sådan en fremfærd over for nødstedte mennesker er nødvendig for at sikre Danmarks fremtid?
Når 19-årige Zabi Amiri bliver tvangshjemsendt til Kabul, træder han fra Helvedes forgård ind i Helvede, skriver Carsten Jensen. På billedet ses politifolk, der har afspærret en vej i den afghanske hovedstad efter en kraftig eksplosion.

Når 19-årige Zabi Amiri bliver tvangshjemsendt til Kabul, træder han fra Helvedes forgård ind i Helvede, skriver Carsten Jensen. På billedet ses politifolk, der har afspærret en vej i den afghanske hovedstad efter en kraftig eksplosion.

Massoud Hossaini

20. oktober 2016

Forestil dig en spinkel, ung mand på 21, der sidder i en mørklagt celle kun iført t-shirt og underbukser, da fire betjente træder ind og kaster sig over ham.

Forestil dig, at han bliver anbragt i en spændetrøje, får remme om arme og ben, en hjelm på hovedet og i de næste 12 timer bliver udsat for den mest hårdhændede behandling.

Forestil dig, at det lykkes ham i desperation at sluge et lille barberblad, der forårsager kraftige blødninger fra munden.

Forestil dig, at der er en læge til stede, som erklærer, at dette ikke vil skade den unge mand.

Forestil dig, at han bliver bragt om bord på et charterfly i en forladt, lille provinslufthavn. Der er plads til 180 passagerer i flyet, men der er kun ham og tre andre fanger, som han forhindres i at komme i kontakt med.

Forestil dig, at han i sin spændetrøje fastgøres til sæderyggen med nye remme, så han er ude af stand til at røre sig. Forestil dig hans t-shirt, som nu er stiv af blod.

Forestil dig den otte timer lange flyvetur.

Forestil dig stewardessen, der af og til sender et nervøst blik i den fastbundnes retning, mens hun serverer måltider og drinks til betjentene og lægen.

Forestil dig lægen, der har aflagt et lægeløfte, hvor han forpligter sig til »at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn.«

Forestil dig betjentene, der, som det hedder, bare gør deres arbejde, dvs. beskytter den stat, der har ansat og betalt dem.

Forestil dig, at truslen mod statens sikkerhed skulle være den spinkle 21-årige med en t-shirt, der er tilsølet af blod på grund af et barberblad, der fra mundhulen gennem spiserøret bevæger sig ned mod mavesækken, hvor det ifølge den medicinske autoritet i god ro og orden vil gå i opløsning i mavesyren.

Nødvendigt for Danmark?

Spørg dig selv, hvad det er for et land, der begår sådanne overgreb.

Måske tænker du på Putins Rusland eller afdøde Pinochets Chile. Du tænker på råkolde kældre, bødler og læger, der samvittighedsløst lader deres medicinske ekspertise misbruge til at fastslå, hvornår et menneske har nået sin yderste grænse.

Men hvad hvis jeg siger, at landet er Danmark, at episoden fandt sted for fem uger siden, og at den spinkle 21-årige er en afvist afghansk flygtning, der naivt har bedt om vores hjælp og beskyttelse, og at dette er vores svar på hans sagtmodige anmodning?

Hvis vi nu bliver enige om blot at kalde ham ’udlændingen’, sådan som han konsekvent omtales i den politirapport, hvor mishandlingen af ham i forbilledligt neutrale vendinger beskrives, vil oprøret i dit sind så dæmpes?

Måske vil du så tænke, at episoden ganske vist er beklagelig, men dog nødvendig, fordi hele verden ikke kan bo i Danmark?

Jeg vil spare dig for mine følelser, da jeg læste Ulrik Dahlins reportage i Information torsdag den 13. oktober, hvor behandlingen af den 21-årige afghanske flygtning er grundigt dokumenteret. Jeg vil ikke hævde, at jeg blev grebet af hverken grædefærdig afmagt eller fortvivlet raseri.

Jeg vil heller ikke komme med fraser i stil med, at jeg skammer mig over Danmark, for jeg ved, at nogle af dansk presses bedst skrivende penne straks vil bevise, at der bag min påstand gemmer sig en helt utålelig selvgodhed, og at det hele i virkeligheden kun handler at fremhæve mig selv.

Jeg vil heller ikke indsnævre mit perspektiv og sige, at jeg skammer mig over den danske regering, for de fleste partier i Folketinget er enige med den, og da det folkelige flertal også bakker den op, vil jeg ikke have gjort andet end at demonstrere min foragt for det danske folk og dets helt legitime bekymringer.

Jeg vil blot sige en eneste ting: Alle danskere, men især skolebørn, skulle tvinges til at læse Ulrik Dahlins artikel i Information og derefter svare på et helt simpelt spørgsmål: Er det dette samfund, du gerne vil bo i, og mener du oprigtigt, at kun med en sådan fremfærd over for et nødstedt menneske sikrer vi din fremtid, din uddannelse og det danske velfærdssamfunds fortsatte beståen?

Charterflyets næste passager

Vi ved ikke noget om rapportens anonymiserede hovedperson. Vi kender kun til hans alder og spinkle statur. Vi kan gætte os til hans rædsel, for det er formodentlig dødsangsten, der dikterer ham den for alle uventede kropsstyrke og den dramatiske beslutsomhed, hvormed han sluger et barberblad.

For nylig mødte jeg charterflyets næste passager.

I dag skal Zabi Amiri forlade Danmark om bord på et fly med kurs mod Kabul. Hvis han ikke gør det, og det agter han ikke at gøre, vil han blive bedt om at underskrive et dokument, hvori han indvilger i uden modstand at lade sig tvangshjemsende til Afghanistan.

Hvis han ikke underskriver, vil han blive spærret inde, enten i et asylcenter eller et af de fængsler, der benyttes til formålet.

Hvis han, når dagen for tvangshjemsendelsen oprinder, nægter at lade sig overmedicinere med bedøvende indsprøjtninger, vil han blive afhentet af mindst fire betjente, og kort tid efter vil han i en spændetrøje befinde sig om bord på et charterfly, der i ly af nattens mørke påbegynder rejsen mod Kabul. Driver angsten eller desperationen ham til modstand, vil han i løbet af de otte timer, flyveturen varer, blive bragt til ro med de mest brutale midler.

Ved landingen i Kabuls lufthavn vil han fra Helvedes forgård træde ind i Helvede. De lommepenge, han har modtaget fra de danske myndigheder, vil blive berøvet ham af den modtagelseskomité af korrupte embedsmænd, der venter i lufthavnen. Han vil tilbringe sine første tre nætter i et særligt modtagelseshus, hvorefter han bliver henvist til livet på gaden.

Zabi Amiri var analfabet, da han 14 år gammel flygtede fra Afghanistan. I Kabul har han aldrig været. Uden familie eller nogen form for netværk har den uerfarne unge mand ingen overlevelseschance i byen, der har fem millioner indbyggere, hvoraf to tredjedele lever på de omgivende bjergskråninger i selvbyggede mudderhuse uden el, vand og sanitære installationer.

Ifølge den danske efterretningstjeneste træder årligt 400.000 unge afghanere, mange af dem med en uddannelse, direkte ud i arbejdsløsheden. De eneste muligheder, der vil byde sig til for Zabi Amiri, er medlemskab af kriminelle bander eller væbnede militser.

Sidstnævnte har i de sidste år været den eneste branche, der har kunnet fremvise nogen form for vækst i det krigshærgede Afghanistan. Eller Zabi Amiri kan gå til bunds som en af Afghanistans tre millioner narkomaner.

Retur til Helmand

Nu sidder jeg over for den unge mand på Andersens Bakery ved Københavns Hovedbanegård. 19-årige Zabi Amiri er ankommet sammen med Annette Olsson fra organisationen Bak-Op i Roskilde, en privat socialpædagogisk støtteorganisation, der også tager sig af danske unge med problemer, og i hvis hus Zabi Amiri har boet under sit fire år lange ophold i Danmark.

Zabi Amiri er en genert ung mand med et venligt ansigt, og når jeg spørger ham, hvordan han har det, svarer han med en blufærdighed, der er typisk for en ung mand, at han er okay. Men han er ikke okay.

Annette Olsson kan berette, at han siden afslaget på sin ansøgning om permanent opholdstilladelse i Danmark har lidt af søvnbesvær, mavepine, manglende appetit og voldsomme hududslet.

»Han tager afslaget som et personligt nederlag. Han føler, at han ikke er god nok. Han har ikke turdet fortælle det til sin mor, og han taler heller ikke med sine venner om det,« siger Annette Olsson.

Zabi Amiri smiler undskyldende og ser væk.

Jeg har læst afslaget på ophold fra Udlændingenævnet. Den vigtigste begrundelse for afslaget er, at Zabi Amiri nu er myndig. Han forlod landet som 14-årig og havde derfor »sine formative år« i Afghanistan. Derfor kan han mageligt integrere sig, lyder argumentet.

En 14-årig, analfabetisk bondedreng, der aldrig har set andet end markerne omkring sin fars gård, skal efter fem års fravær på egen hånd finde sin plads i en af verdens mest forråede og kaotiske storbyer?

Jeg hører allerede indvendingen. »Jamen, så kan han da bare tage hjem til fars marker!«

Her er det, begrundelsen for Udlændingenævnets kategoriske afslag falder fra hinanden. De kendsgerninger i Zabi Amiris liv, som også er de alt bestemmende motiver bag hans flugt, bliver fuldstændigt ignoreret.

Et hurtigt blik på hans ansigt fortæller allerede meget. Zabi Amiri har smalle øjne og bred næse, hvilket er typiske centralasiatiske træk. Han tilhører hazaraerne, en etnisk minoritet, som i århundreder har været diskrimineret, og som især har været genstand for Talebans uforsonlige had.

Det ignoreres også, at Zabi Amiri kommer fra Helmand, Afghanistans mest urolige provins, hvor der konstant er voldsomme kamphandlinger. Da Zabi Amiri flygtede i september 2011, var der anslået 30.000 udenlandske soldater i Helmand. Nu er der ingen, og Taleban kontrollerer cirka 80 procent af provinsen.

Zabi Amiri kommer fra byen Saidabad i Nad Ali-distriktet i Helmands vestlige del. For fem måneder siden besøgte jeg sammen med den norske journalist Anders Hammer distriktet, og overalt var Taleban i offensiven. Kun 2-300 meter fra de landeveje, hvor vi kørte, vajede deres hvide flag.

I dag er Nad Ali-distriktet stort set erobret af oprørerne, og vi ville være afskåret fra at besøge de fleste af de steder, hvor vi dengang færdedes. For mindre end to uger siden blev over 100 regeringssoldater nedslagtet af Taleban i netop Nad Ali-distriktet.

Anders Hammer kontakter på mine vegne den lokale journalist, der fungerede som guide, tolk og chauffør på vores reportagetur, og spørger til Zabi Amiris hjemby.

»Saidabad er totalt i hænderne på Taleban,« svarer journalisten uden tøven.

I begrundelsen for afslaget omtales Zabi Amiris far lakonisk som »forsvundet«, hvilket må siges at være et skånsomt synonym for død. Zabi Amiris far var lastbilchauffør. Han blev standset ved en af Talebans improviserede kontrolposter, hvorefter han blev trukket ud af bilen og dræbt.

Det var formodentlig derfor, at Zabi Amiris mor besluttede sig til at betale en menneskesmugler for at bringe Zabi Amiri til Europa. Hun ville sikre sig, at familiens ældste søn i det mindste overlevede. Senere flygtede hun sammen med Zabi Amiris tre yngre søskende til Iran, hvor familien i dag lever uden opholdstilladelse.

Skulle Zabi Amiri ønske at slutte sig til dem, ville han blive et nemt bytte for de iranske myndigheder, der efter et velkendt mønster giver unge, mandlige afghanske flygtninge det skæbnesvangre valg mellem et liv i en fængselscelle eller døden som kanonføde på Syriens slagmarker.

Det er derfor, Zabi Amiri hjemsøges af søvnløse nætter og mavepine. Han ved, hvad der venter ham. Danske myndigheder vil ikke vide det og vælger derfor at ignorere alle væsentlige forhold vedrørende hans fortvivlede situation.

Menneskehandelsminister

Den spinkle udlænding, som på charterflyet tilbragte 12 timer i en spændetrøje, endte med at blive sendt tilbage til Danmark, takket være en kvindelig viceminister for flygtninge, Alema, som var mødt op i lufthavnen i Kabul og opbragt udbrød, at Danmark og Norge var de værste lande, når det kom til tvangshjemsendelse af flygtninge, ligesom hun bebudede, at Afghanistan ikke fremover ville modtage flere tvangsudviste.

I dag er det ikke muligt at få hende i tale, idet hun formodentlig er blevet truet med enten degradering eller forflyttelse.

Situationen var helt den samme i februar 2015, hvor den daværende afghanske flygtningeminister, Hussain Alemi Balkhi, udsendte en indtrængende appel til blandt andet Danmark og Norge om at stoppe tvangshjemsendelserne, idet han hverken kunne garantere de hjemvendte liv eller sikkerhed eller nogen form for vellykket integration.

Daværende handels- og udviklingsminister, socialdemokraten Mogens Jensen, rejste dengang til Kabul og tog en kammeratlig samtale med præsident Ghani, hvor han sandsynligvis truede med nedskæringer i bistandshjælpen til landets kleptokratregering, hvorefter Afghanistan igen åbnede sine døre for de tvangshjemsendte.

Mogens Jensen rejste ud som handelsminister og kom hjem som menneskehandelsminister.

Han var en foregangsmand i uanstændighedens pokerspil. Den samme menneskehandel foretager EU nu i meget større stil. Op til 80.000 afghanske flygtninge vil i de kommende måneder og år blive sendt tilbage, og igen er det løfter om udviklingshjælp, der spiller den korrumperende rolle.

Folkeligt vidnesbyrd

For Zabi Amiri handler det om liv og død. Charterflyet venter på ham. Hans rejse ind i natten vil snart finde sted.

Hvad handler det om for os?

Da jeg gennemgik papirerne for Zabi Amiri, lagde jeg mærke til, hvor mange anbefalinger han har fået fra sportsklubber og arbejdspladser. De fremhæver alle hans pligtopfyldenhed, hans ligefremme venlighed og gode kontakt til kunderne. »

Som træner er jeg meget stolt af ham,« skriver AFC Volley i Roskilde.

»Mødestabil og yder god kundeservice.« Sådan lyder anbefalingen fra butikschefen i Fakta i Lundtoftegade på Nørrebro.

Og Gastronomia Italiana i samme bydel giver følgende bedømmelse: »Zabi har en enorm appetit på at udvide sine faglige evner, og med den energi skal han nok nå langt, for han er en rigtig dygtig dreng.«

Mellem linjerne i alle disse omhyggeligt formulerede anbefalinger står der også noget andet: Der er plads til Zabi Amiri i Danmark. Han har noget at give, også til os. Det er mennesker fra mange forskellige lag og steder i samfundet, der skriver sådan, et folkeligt Danmark, som i disse år kun sjældent kommer til orde midt i larmen af flygtningefjendtlige politikere og opportunistiske medier.

Men dette andet Danmark findes, og det er det eneste opløftende i historien om Zabi Amiri.

Der findes et Danmark – fuldt ud så fuldt så folkeligt, som det populisterne påberåber sig – der ikke mener, at vores eneste svar til mennesker i nød er at sende dem på en rejse ud i mørket, i spændetrøjer på natlige fly med kurs mod en uvis skæbne.

Det er det Danmark, hvis stemme vi så inderligt trænger til at høre i disse år.

Carsten Jensen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Leif Koldkjær
  • Martin E. Haastrup
  • Niels Duus Nielsen
  • Per Kaas Mortensen
  • Jan Weis
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Torben K L Jensen
  • Peter Wulff
  • Holger Madsen
  • Svend Erik Sokkelund
  • Hans Larsen
  • Steen Sohn
  • curt jensen
  • Christian Mondrup
  • Finn Boe Jørgensen
  • Jørgen Rink
  • Jens Frederiksen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Pia Qu, Leif Koldkjær, Martin E. Haastrup, Niels Duus Nielsen, Per Kaas Mortensen, Jan Weis, Kurt Svennevig Christensen, Torben K L Jensen, Peter Wulff, Holger Madsen, Svend Erik Sokkelund, Hans Larsen, Steen Sohn, curt jensen, Christian Mondrup, Finn Boe Jørgensen, Jørgen Rink, Jens Frederiksen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

- "Der findes et Danmark ... der ikke mener, at vores eneste svar til mennesker i nød er at sende dem på en rejse ud i mørket, i spændetrøjer på natlige fly med kurs mod en uvis skæbne."

Hvor stort er mon dette Danmark?

Gad vidst hvorfor vi finder os i, at medmennesker behandles på den måde. En del foregår lyssky og før nogen er klar over det, men i det her tilfælde er vi med fra begyndelsen. Det er simpelthen oprørende.

Bruger 247317, Niels Duus Nielsen og Jan Weis anbefalede denne kommentar

Grænseløse overgreb
Der er sikkert mange, der spørger sig selv, fra hvornår overgår denne lidet sympatiske praksis til at kunne betegnes som tortur efter konventionerne …

Torben Andersen

Steen Sohn o.a.
Jeg tror dette »Danmark 2« (som retfærdigvis bør kaldes 1) er temmelig stort, men mange personer og vel også organisationer holder sig afventende under radaren og nøjes foreløbig med at ryste på hovedet overfor alle de urimeligheder der sættes i værk. Desuden er der vist et organisations-/kommunikationsproblem. Hvem får løst det og spiller ud til samling af tropperne? Store demonstrationer o.lign. var der mange der kunne for få årtier siden. Kan vi ikke nu?

Niels Duus Nielsen

Problemet er, at demokratiet er afløst af et system, hvor man ikke diskuterer sig frem til politiske løsninger, men i stedet tæller til halvfems og gennemtrumfer sin vilje.

Det danske repræsentative demokrati har afskaffet sig selv, og er afløst af et oligarkstyre, hvor adgangen til magten går gennem partierne, der sikrer, at kun de af de reelle magthavere godkendte repræsentanter bliver opstillet til folketingsvalg. Og den enkelte vælger resignerer, så længe det ikke lige går ud over ham/hende.

Og når det så gør - går ud over den enkelte - er det for sent, for så tilhører man pludselig de 49%, som ikke indgår i de 90 mandater.

Peter Bækgaard

det er problematisk at hjemsende mennesker, som ikke er kriminelle, til en hjemstavn der er så farlig som eksempelvis Helmand. når det så er sagt, så bør vi også undersøge hvor mange tilfælde af denne her slags forekommer i ved tvangshjemsendelser.
Der er helt sikkert flere aspekter og der er helt sikkert sager, som vi ikke hører om, hvor tvangshjemsendelse foregår i relativ ro og til områder / lande hvor der ikke er fare for folk.

Peter Bækgaard

Og når jeg skriver "ikke kriminelle", så mener jeg at der vel også er visse sammenfald med udvisninger og hjemsendelser. En kriminel gæst her i landet burde jo naturligvis være klar over at kriminelle handlinger har konsekvenser og at værten i yderste konsekvens beder gæsten om at forsvinde og aldrig komme tilbage.

" Mener vi oprigtigt, at sådan en fremfærd over for nødstedte mennesker er nødvendig for at sikre Danmarks fremtid?"

Ja der kan vel ikke være megen tvivl om at, JA - det mener "vi". Det er jo åbenbart det der kræves for at vinde valg og beholde magten i Danmark. Dermed har dem der stemmer på den hårde linje taget et valg og et ansvar på sig. No big deal (for dem)............ forstemmende .... puha!

Følger man lidt med i Tante Berlingers nye tema om at lede efter en (forsvunden/ny/gammel?) borgelighed, så er der måske en smule lys for enden af tunnelen. Flere borgerlige debatører efterlyser en borgerlig anstændighed og/eller humanisme ..... men det er sgu nok for meget at håbe på. Derudover er der de 2 store beton klodser DF og Soc.Dem. ................

"Vi" må vel bare indse at Danmark er og altid har været, et koldt land beboet af kolde og kyniske mennesker. Der har været et par årtier hvor solidaritet var på dagsordnen .... men det var vel i virkeligheden en parentes i historien!

Problemet, og ja der er faktisk et problem, og det er ikke tyrannernes tyranni, men vores stilhed og passivitet overfor depoterne.

Der skal snart ske noget, i en fart, og der skal ske en kolossal omvæltning, hvad enten det er i form af Jesus nedsendelse, Mahdittens fremkomst eller en vækkelse af vores indre så vi selv kan genfinde og genvinde menneskeheden.