Læsetid 2.4428571428571 min.

Den afdøde korrekthed

Sproget i den bevidstløse populismes tjeneste
11. november 2016
Delt 11 gange

Uanset hvad vej det gik, og det gjorde det jo så, står en af tidens mest fortærskede platituder tilbage i nyt lys: den politiske korrekthed.

I præsidentvalgets stadig mere groteske forløb føjede Donald Trump dén til sin enkle retorik og demonstrerede flosklens fortsatte plads i politisk demagogi, hvis substans er en by i Bibelbæltet med løgn og fordrejelse som gangbare agumenter.

At den udskældte politiske korrekthed i den grad led nederlag også i dette valg, må velsagtens betyde, at frasen i kampen mod de kreative, de snakkende klasser, eliten og dennes påståede, men annullerede almagt, må være faldet for aldersgrænsen.

Den politiske korrekthed her i landet optræder på linje med det mere lokale begreb ’kulturradikalismen’. Disse to sammenbragte størrelser, som de, der anvender dem flittigst, aldrig forholder sig ædrueligt til, har haft blivende status af foragt og skældsord.

Når kritikere anfægter utålelige asylbestemmelser og varsler om brud på konventioner og internationale aftaler, afvises indvendingerne som politisk korrekthed. Debat er derved afmonteret, hensigten opnået.

Når Pia Kjærsgaard kalder EU-Parlamentet for en rotterede, udlægges det som politisk korrekthed at kritisere folketingsformandens anløbne forhold til rottereder, Europa og det danske sprog. Det er formentlig også politisk korrekthed, der – ifølge den ordbogsforbrugende Kjærsgaard – har sendt en ’tusnami’ mod Messerschmidt og hans verden, Komiske Søren og den synligt driftforstyrrede Thulesen Dahl.

Det var rottereden i Bryssel, der fristede og forledte de fem musketerer – nu fire hvoraf mindst to er på spanden – til heftigt misbrug af EU-midlerne. Uskyldsren, som Søren Krarup jamrer, dét er den kreativt begavede ungersvend, der blot sjuskede. På et højt plan, som partiformanden mente.

Kritik og opposition vendes til modformel i selve den foragtede politiske korrekthed. Den korrekthed, der bl.a. forventer rene linjer og folkevalgte uden snyd. Pæne mennesker beder ydmygt, om man vil afdække de uregelmæssigheder, der utvivlsomt vil give anledning til politisk korrekt, begrundet forargelse.

’Hva’erdetdethedder’

Bestemte ord, vendinger og begreber nedslides i overdreven brug og mister kraften i mediernes repeterende malstrøm; til sidst er flosklerne drænet for betydning: at stå på mål for noget eller nogen, at adressere en udfordring, hjælpe i nærområderne, danske værdier, udfordringer, osv. Det meste er tilsyneladende harmløst og dækker over ingenting eller lukkes ud som substitut for et øh! I vid udstrækning afløst af formlen: ’Hvad hedder det!’ eller ’hva’erdetdethedder!’

Når dén langes ud, tæller lytteren, hvor mange ’hvad hedder det’, de kan nå pr. sætning eller i minuttet. En ’udfordring’, når det er medarbejdere i radioen, der trods alt må forventes at vide, hvad det, de taler om, hedder.

I DR’s radio takkes egne medarbejdere på det hjerteligste for at passe deres arbejde. 1000 tak! jubler vært og værtinde, når en kollega på fast skema, der må formodes at få løn for at udtale sig, lige har afleveret fem linjer lommeuld. 1000 tak for hvad hedder det …

Og så tilbage til kollega Karla Klump, der netop er sejlet hen til mikrofonen, og tusind tak’ fordi du kom, og hvordan har børnene det og pas godt på dig selv!

Sovset ind i flere og flere banaliteter og falske stiløvelser prisgives dén professionelle gnavenhed og distance, der er journalistikkens forudsætning.

Når nu proppen er af her midt i diskussionen om public service, siger de tit, når en af de mange mindre talentbelastede ministre er blevet interviewet om en ny skurkestreg: 1000 tak, fordi du kom, rigtig’ god arbejdslyst!

Floskuløse værter

Jamen, hvad f….. er meningen! Det skal journalister da ikke ønske nogen, slet ikke politikere og andre med begge hænder på magtapparatet, folk der hellere end gerne stiller op og snakker udenom. Journalister bør i væbnet neutralitet betjene deres ansvarlige gæster uden pinagtig underdanighed og ilde anbragte taksigelser.

Men det er måske også politisk korrekthed at bede licensbetalte funktionærer respektere fagets kritiske metode i form og indhold!

Floskuløse værter i radioen bør erindre sig, at alle disse tusinder af 1000 tak devaluerer det falske skrabud, til sidst er 1000 gange tak ikke mere tilstrækkeligt.

Trump og andre på fløjen værdinedskriver blandt mange andre skurkestreger til stadighed sproget og forfladiger ordenes betydning.

Et originalt udtryk som ’politisk korrekthed’ stammer fra amerikanske universitetsmiljøer i 70’erne, anvendt sarkastisk mod folk, der var i den grad frelst i mælet om farvede og kvinder og forlangte visse ord udrenset af daglig tale, så det var til at knække sig over. De var politisk korrekte, hvilket havde rødder i frisindet kulturdebat.

En af kulturradikalismens pionerer, apropos, Poul Henningsen skrev således med spidset skrivemaskine i 1931 revyen Pæn og Høflig. Her formulerede PH under salens fyråb det politisk korrekte ved at hævde en af Inger Støjbergs senere så umistelige politisk korrekte danske værdier: kvindens ligestilling.

Den gængse politiske korrekthed i de dage henviste kvinden til en sekundær plads i hakkeordenen. Kvinder, der skejede ud og insisterede på egen ret til liv, ære og velfærd, måtte finde sig i at blive centrum for den offentlige mening og sladderen – dengang uden tyveri af plankede kreditkortoplysninger. PH sluttede med et omkvæd som svar på et flertals blinde idioti, der ydermere blev en ny politisk korrekthed og et kulturradikalt slagord: tag og rend mig i den offentlige mening!’

Det sidste får man trang til efter valget af populismens superstar, der nu har aflivet den politiske korrekthed ved at gøre sig til talsmand for og verdensleder af en ny.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Hanne Ribens
    Hanne Ribens
  • Brugerbillede for Malan Helge
    Malan Helge
  • Brugerbillede for Torben K L  Jensen
    Torben K L Jensen
  • Brugerbillede for Hans Larsen
    Hans Larsen
  • Brugerbillede for Espen Bøgh
    Espen Bøgh
Hanne Ribens, Malan Helge, Torben K L Jensen, Hans Larsen og Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben K L  Jensen
Torben K L Jensen

Som sædvanlig en spids og journalistisk korrekthed der kan drive DR´s journalister ned i rottereden af skam. Godt gået Metz - jeg gider næsten ikke at sige som sædvanlig mere.

Finn Thøgersen, Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid, Hanne Ribens og Christian Schønbeck anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh

Det degenererede kommercialiserede demokratis ansigt.

Så er valget overstået, af Amerika "Præsident", og min hjerne slår flik-flak til ordet "pepsodent" navnet på en tandpasta engang, - der næsten gør sort til hvidt og med "sin omsorg" for vores orale velbefindende overfor andre.

Et valg hvor løgnene blev sagt direkte fra outsideren, i modsætning til insiderens fine retoriske indpakning af virkeligheden om, - "vi i den politiske elite vil gøre så meget for jer folket", - men først rager vi til os inden I skal have noget, og hvis vi glemmer det(jer) er det også lige meget, - for vores løgne kan siges på mange måder.

De direkte løgne i åbenhed vandt valget over de skjulte løgne i det politiske establishment, men tilbage står virkeligheden om, - hvem der har vundet ved det?

Som RL skriver om "Hillary: "Clinton er billedet på alt det, der ikke virker"", men ikke nok med det, så er utroværdigheden fra såvel hendes mand som hende selv ganske overvældende, ligesom deres samfundsstatus i forhold til det de gerne vil stå for hos mange vælgere, - modsætningsforholdet til virkeligheden var for stor!
Trump er al det som det politiske og medie aristokratiet i "the establishment" foragter åbenlyst, - men heller ikke koster penge, og som så mange tror på, men som "the establishment" selv dyrker som naturligt for dem selv.

Det degenererede demokrati vil ingen se åbenlyst i øjnene, for det stemmer ikke overens med opvækstens indoktrinering om Amerikanske superlativer om Amerikas dyder og retlinethed i et
samfund der beskriver sig selv som altomfavnende af ethvert friheds begreb.

Et 4 årigt tilbagevendende teaterstykke om et politisk demokrati for alle borgere hvor "en mand en stemme" udøver sit til demokratiets teaterstykke, hvor staffagen er det smukke bagtæppe, hængt op til lejligheden, med alle de smukke floskler.

Et Amerika hvor den yderste liberale front, er et kommercialiseret demokrati, med snoretræk i "Pinocchio" politikerne fra kapitalens side, der skal bruge disse som den legitime facade for kapitalens ønsker til lovene der skal gennemføres via dens "såkaldte lobbyister".

Det er jo kapitalens månedlige "bidrag" til politikerne, er er deres løn til deres livsstil, og for deres "holdninger" til hvilke love der skal gennemføres og indholdet i disse love, - "så kapitalen i hvert fald ikke bliver forfordelt - tværtimod"!

Kapitalen har brug for disse "Pinocchioer" som politiske stråmænd og deres afhængighed af penge, - ligesom narkomanen har brug for sit narko for at blive i rusen, og politisk beholde livsstilen og deres sæde i det politiske.

Så er kapitalen selv fri for at stå frem så alle kan se hvem de er, - "for den der lever i det skjulte lever som bekendt godt, og uden selv at stå til ansvar"!

Dette "Corpokrati" der i det skjulte har overtaget - "ejer" demokratiet i Amerika via deres pengemagt, vil ikke blive taberne i spillet - uanset hvem der bliver valgt eller noget andet.

Trump vil jo netop ikke dele sine mange penge mad andre, og eller sætte en stopper for skattefriheden på Bermuda for de rige, - som han selv tilhører, og nok også har fordel af!?

Ligeledes vil han nok heller ikke lukke for "billig arbejdskraft" fra Mexico eller andre Sydamerikanske lande, for der er ikke nogen fortjeneste til overs hvis arbejdskraften er for dyr.

Konturerne af hvem der skal have "Sorteper" træde tydeligt frem, så Trump er ingen fornyer eller "maskinstormer", for de "slet erkendte dyder som han bekender sig åbent til, og som Amerikanerne elsker i det skjulte", - dagen man for Amerikanerne er nu Præsident.

Brugerbillede for odd bjertnes

Inden de to begreber flyder for meget sammen - jeg opfatter sandelig mig selv som 'kultur-radikal'. altså jeg mener at det offentlige kan gøre en positiv forskel på holdninger. Det mener naturligvis også mange nordkoreanske beslutningstagere og 'politisk korrekte', men jeg er ikke politisk korrekt overhovedet, da det indebærer at forholde sig værdirelativt til de holdninger som det offentlige måtte finde på at understøtte. Den klassiske kulturradikalitet der har relevans i dag varetages af Trykkefrihedsselskabet og kredsen omkring det. Resten 'Sidder bare Her' - og det er jo også ganske harmløst egentligt (re : Jørgen Leths fonogram-ensemble)