Læserbrev

Alternativet skaber ulighed

9. november 2016

I et indlæg på TV2’s hjemmeside den 30. oktober argumenterede Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, for højere flypriser og afgifter på alt fra benzin til oksekød.

Rasmus Nordqvist skriver, at Alternativet »vil investere for at forandre, forny og forbedre Danmark. Og hvis vi skal lykkes med den opgave, skal vi flytte mere end kommaer«.

At hæve benzin-, fly- og kødpriser er dog næppe tiltag, der fornyer og forbedrer Danmark. Tværtimod vil de blot styrke den allerede førte politik, der øger uligheden mellem rig og fattig og mellem dem, der bor i storbyerne og dem, der ikke gør.

Det er nemlig ikke alle, der bare lige kan droppe benzinbilen og i stedet hoppe på en cykel eller et S-tog og så være fremme ved deres destination på under 45 minutter. Det er heller ikke alle, der vil have råd og mulighed for at skifte benzinbilen ud med en elbil – registreringsafgift eller ej.

Jeg ønsker ikke et Danmark, hvor det er ens pengepung, der afgør, om man har råd til kød i sin pastasovs eller ej, men det er den virkning, Alternativets afgifter har. For et parti, der ønsker at blive opfattet som socialt ansvarligt, er det utrolig ærgerligt, at Alternativet gentagne gange foreslår politik, der vil gøre Danmark til et mere ulige land. Og det er desværre ikke kun i afgiftspolitikken, Alternativets sociale bundlinje halter.

Partiets tidligere forslag om at afskaffe indkomstskatten, der utvivlsomt vil få uligheden til at stige markant, viser tydeligt, at Alternativet på ingen måde har et socialt kompas, men i stedet ligger på linje med Liberal Alliances Ungdom, der ligeledes ønsker indkomstskatten afskaffet.

At Alternativet vil finansiere klimaforbedringer gennem afgifter på kød, benzin og rejser, er utrolig ærgerlig. Den grønne omstilling skal nemlig ikke ske på bekostning af ligheden i Danmark, og skal heller ikke komme gennem Alternativets smagsdommeri og degressive afgifter.

Den grønne omstilling skal derimod sikres ved grøn omtanke i offentlige investeringer, en international begrænsning af virksomheders mulighed for at forurene og incitamenter, der driver virksomheder til grøn omstilling.

Så kære Rasmus Nordqvist og Alternativet, lev nu op til jeres egne retningslinjer om social og klimamæssigt overskud, og kæmp for en progressiv omfordelingspolitik og en grøn omstilling, der skaber resultater, men som samtidig sikrer alle borgeres mulighed for at leve, spise og rejse, som de vil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bill Atkins
  • Per Klüver
  • Flemming S. Andersen
  • Jørgen M. Mollerup
Bill Atkins, Per Klüver, Flemming S. Andersen og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Alternativet og Liberal Alliance er begge børn af Det Radikale Venstre. Nogle mener, at de Radikale tilhører rød blok.

Flemming S. Andersen

Måske er sandhederne i denne kronik også for meget for de ALs medlemmer og fortalere, der plejer ar markedsføre partiet som noget enestående, ved enhver lejlighed.

De følger tilsyneladende deres traditionelle taktik og prøver at tie kritik ihjel, eller bare lade som den ikke er der og alle andre er uvidende.