Kommentar

Asylbørnene lærer mig så meget om livet

I mit første lærerjob er jeg endt på en skole, der underviser asylbørn. Det er ikke rosenrødt, men deres iver og håb smitter
I mit første lærerjob er jeg endt på en skole, der underviser asylbørn. Det er ikke rosenrødt, men deres iver og håb smitter

Kim Agersten

Debat
21. november 2016

Klokken er 7.45, og det ringer ind. Ind i klassen vrimler en gruppe børn hen mod deres stole og får hurtigt taskerne hængt væk.

Der falder ro på snakken, men man når alligevel at observere, at det ikke foregår på dansk. 

Børnene sidder stille og forventningsfulde. Nu er det min tur. 

Jeg er 23 år og under uddannelse som lærer. Samtidig er jeg så heldig at have min daglige gang i asylklassen A2A på Svartingedal Skole i Hasle.

En af drengene mangler; han er til interview. Det ved alle børnene, og de er efterhånden vant til, at det er en del af dagligdagen.

Interviews, samtaler og usikkerhed er en del af deres verden – en del af deres virkelighed.

Morgenen begynder som altid med struktur: Dagens skema gennemgås, og der bliver skrevet lærere på fagene. Eleverne fungerer bedst, hvis de ved, hvad der skal ske. Så er det hele trygt.

De øver sig i at lege

Klokken nærmer sig hastigt otte, og eleverne ved godt, hvad det betyder. Vi skal i 4. klasse og have fælleslæsning med de danske børn. Det er et højdepunkt for eleverne, de bliver fagligt udfordret, og de får snakket en masse dansk. Efter læsningen stråler de mørke øjne i hele klassen.

»Maria, hvornår kan vi læse med 4. klasse igen?« spørger de. Både asylbørnene og de danske børn nyder timerne sammen. Der bliver lært, talt og grinet. Her er børn bare børn. De danske børn på skolen skulle have en kæmpe tak for deres integrationsindsats.

Klokken ringer ud. Børnene tager hurtigt et stykke frugt i hånden og løber ud for at lege med resten af skolen. Her er vi vidne til en skøn blanding af alder, køn, etnicitet og oprindelse. Men ikke alle kan finde ud af at lege. Det lyder mærkeligt, for de er jo børn.

Men nogle af dem har boet hele livet på forskellige asylcentre, og andre er blevet holdt hjemme, fordi de risikerede at blive kidnappet. Så de skal lære at lege, men det skal nok komme, for de øver sig hver dag.

En af pigerne ser mut ud i pausen. Det gør hun tit, hun ved, at de har fået taget fingeraftryk i Ungarn, så de skal sendes tilbage dertil. Hendes humør er svingende. Nogle dage er gode, andre er dårlige.

Hun lever i et virvar af svære følelser. Hendes glade dage letter mig og gør mig glad. De andre dage kan man ikke gøre andet end at være der. Sådan er det.

Skolen som frirum

Resten af dagen foregår, som de fleste lærere kender den. Asylbørnene modtager undervisning i de samme fag som jævnaldrende danske børn. Bruger samme arbejdsmetoder og er nysgerrige på det danske sprog. 

På mange måder minder det hele meget om en almindelig skoledag – og så alligevel ikke. Bag de mørke øjne gemmer der sig en anden historie, en historie om flugt og en historie fyldt med traumer. Men for dem er skolen et frirum. Her er tryghed, voksne, der ikke bare forsvinder, ro og struktur: Her er rart at være.

Det vigtigste er at lytte, at være her, at give et kram og at behandle dem som almindelige børn. Klokken 14.45 ringer det ud. Det er tid til at komme hjem. Asylbørnene er ikke som de danske børn. De danske børn glæder sig til at komme hjem og få fritid, også selv om de har haft en god dag i skolen.

Hos asylbørnene er stemningen en anden – for hvad skal de hjem til? Et asylcenter, hvor de ikke finder fred og ro. De skal hjem til deres forældre, som er utrygge over, hvad fremtiden bringer. Det kan jeg som lærer ikke gøre så meget ved. For mine elever er ferier og weekender aldrig noget at se frem til. Det er for usikkert. Men jeg kan stå her igen i morgen klokken 7.45, som jeg har lovet.

Rørende

Hver dag bliver jeg rørt helt ind i hjertet. De børn giver mig så meget inspiration. De har hver deres forfærdelige historier med sig, men de har så meget at give af, og de har så meget håb for fremtiden. De vil så gerne lære, de er nysgerrige på sprog og kultur, og de opsnapper alt, hvad de overhovedet kan komme til.

Alt er ikke rosenrødt: Det er benhårdt og kan gøre ondt i hele kroppen at sige farvel. Det gør ondt længe. Dem, der er blevet sendt ud, glemmer jeg aldrig. Jeg hører måske ikke fra dem igen, men de er i mine tanker. Dem, der får lov til at blive, er med til at give mig gløden i øjnene. Jeg lyser op, hver gang jeg på dansk hører fra dem.

Det her er mine første erfaringer med lærergerningen, mit første rigtige job. Jeg føler mig heldig. Vanvittig heldig over at få lov til at være en del af en skole, der er med til at ruste asylbørnene til deres fremtidige liv, hvad enten de kan blive i Danmark eller ej. Jeg lærer nyt hver dag. Lærer at blive lærer.

Mit liv har ikke været det samme, siden jeg for første gang trådte ind i en asylklasse. Det har været hundrede gange bedre.

Maria Fromseier Kjærgaard er lærerstuderende og kommunalbestyrelsesmedlem i Bornholms Regionskommune for Socialdemokratiet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Optimisme er underrated i disse tider. En artikel jeg vil læse anden del af...:-)

jens peter hansen

Da jeg begyndte som lærer i 1974 lærte jeg sandelig også meget af børn og det blev ved med til jeg holdt op. Dage med nedture, helt almindelige dage og dage i paradis. Sådan er det at være lærer i den nedgjorte folkeskole.