Kronik

Dansk universitetspolitik er på slingrekurs

De danske universiteter har været igennem en dramatisk udvikling. Fra autoritært professorvælde gik man over til et totaldemokrati, og da man mistede tilliden til det, fik bureaukraterne magten. I dag har man for stærke ledere og et for stærkt ministerium med for svingende signaler og uigennemtænkte incitamenter
Studenteroprøret i foråret 1968 begyndte som et antiautoritært oprør – ikke marxistisk. Og oprøret sejrede, studenterne fik halvdelen af pladserne i studienævnene, og studenter og kontor-personalet halvdelen af pladserne i fagråd og fakultet. Professorvældets tid var definitivt forbi.

Studenteroprøret i foråret 1968 begyndte som et antiautoritært oprør – ikke marxistisk. Og oprøret sejrede, studenterne fik halvdelen af pladserne i studienævnene, og studenter og kontor-personalet halvdelen af pladserne i fagråd og fakultet. Professorvældets tid var definitivt forbi.

Erik Gleie

18. november 2016

I knap 50 år har jeg været tilknyttet universitetet som forsker, underviser og medlem af de styrende organer. Især ledelsesdelen har været turbulet: professorvælde, studenteranarki og nu en hierarkisk topstyring. Vi har bevæget os fra den ene grøft til den anden.

Desværre arbejder Uddannelses- og Forskningsministeriet nu med planer om at føre os endnu længere ud i den grøft, vi allerede er endt i. Udgangspunktet er en rapport fra konsulentfirmaet Nextpuzzle, som hverken inddrager erfaringerne fra den danske historie eller fra andre lande.

Konsulenterne synes tværtimod at tro, at de arbejder med et privat firma; der står meget om statens »ejerinteresser«. De synes ikke at have opdaget, at de danske universiteter siden 2003 har været selvejende.

Professorer med kæpheste

I professorvældets tid før 1968 blev lederne valgt af medarbejderne, men det var kun professorerne, der havde stemmeret og kunne vælges.

Det var fagkundskaben, der havde magten, men de valgte ledere fungerede kun i kortere perioder og ville nødigt blande sig i kollegaernes dispositioner. Det var nok de faglige kapaciteter, der regerede, men de havde også frie hænder til at pleje deres egne kæpheste.

I folkeret underviste f.eks. de to koryfæer Alf Ross og Isi Foighel, men vi økonomer gik mest til de effektive manuduktører.

Vores manuduktør indprentede os, hvilke spørgsmål Ross stillede, og hvad vi skulle svare, og tilsvarende med Foighel. Det svære var de spørgsmål, både Ross og Foighel stillede. »Bland for Guds skyld ikke svarene sammen, så dumper I!« tordnede manuduktøren. 

Røde mod sorte

Alt dette sluttede brat med studenteroprøret i foråret 1968. Oprøret begyndte som et antiautoritært oprør, ikke et marxistisk. Og oprøret sejrede, studenterne fik halvdelen af pladserne i studienævnene, og studenter og kontor­personalet halvdelen af pladserne i fagråd og fakultet. Professorvældets tid var definitivt forbi.

Diskussionen i organerne blev imidlertid hurtigt politisk – det blev en kamp mellem ’røde’ og ’sorte’, for og imod det kapitalistiske system.

I 1970’erne, hvor jeg var formand for Det Økonomiske Studienævn, endte valgene hertil normalt med valget af tre sorte lærere og en rød og tre røde studenter og en sort.

Kunsten som formand var så at få den røde lærer til at føle sig mere som lærer end som rød, og den sorte student mere som sort end student, og så var flertallet på 5-3 etableret. På den måde kæmpede vi i 1970’erne fra ansættelse til ansættelse og fra pensum til pensum.

Denne situation blev gradvist modificeret. Reglerne gjorde det sværere for de demokratiske organer at gå imod de fagkyndige udvalgs indstillinger, og de studerende blev fredeligere og mindre marxistiske.

Det var selvfølgelig meget forskelligt, hvordan udviklingen forløb i de forskellige fag. Nogle steder overtog marxisterne magten, andre steder nåede studenteroprøret aldrig frem.

Mistillid

Det mest ødelæggende ved de stormfulde 1970’ere var nok, at befolkningen og politikerne mistede tilliden til universiteterne. Studenter- og ungdomsoprøret blev aldrig nogen folkesag. Det blev tydeligt ved folkeafstemningen i 1969 om 18-årsvalgret.

Her benyttede vælgerne anledningen til at sige fra over for den vilde ungdom. Forslaget faldt med et brag; i visse jyske valgkredse var nejprocenten over 90.

Og selv om problemerne på universiteterne de fleste steder blev løst i sidste halvdel af 1980’erne, bestod mistilliden stadig. Den resulterede i 2003 i en helt ny styrelsesmodel. At loven kom på det tidspunkt, var nok mere af landspolitiske end universitetspolitiske årsager.

Med regeringsskiftet i 2001 fik Dansk Folkeparti og andre med en kritisk holdning til intellektuelle universitetskredse stor indflydelse. Samtidig havde en række af periodens fremtrædende politikere som Per Stig Møller (K) og Bertel Haarder (V) i deres studietid oplevet studenteraktivismens mørkere sider.

Universitetsdemokratiet blev derfor afskaffet. Universiteterne bliver nu ledet af en bestyrelse med eksternt flertal, og lederne bliver ansat, ikke valgt.

Bestyrelserne blev imidlertid ikke magt­centrene på universiteterne. De eksterne bestyrelsesmedlemmer har oftest – men det er selvfølgelig meget personafhængigt – være kloge nok til at erkende, at de er på udebane i universitets­politik, og så støtter de sig til deres administrerende direktør, det vil sige rektor.

Der er altså ikke meget reelt modspil til rektor fra bestyrelsernes side, og lederne under rektor, f.eks. dekanerne, er ansat af rektor. Rektorerne står ekstremt stærkt.

Når det alligevel endnu ikke er gået værre, skyldes det nok, at en stor del af de nuværende rektorer har fået deres vaner og ledelsesmæssige opdragelse i det demokratiske system fra før 2003.

De har derfor ikke helt glemt, at ledelsen bør huske på at have forbindelse til den daglige produktion af undervisning og forskning. Denne forbindelse er ellers et hovedproblem på de moderne kæmpeuniversiteter.

Detailregulering

Politikerne har på trods af 2003-styrelsesloven stadig ikke tillid til universitetssystemet, og det har betydet en urimelig detailregulering. Et aktivistisk ministerium har de sidste 15 år været den danske universitetssektors største problem. Vi har set detaljerede godkendelsesprocedurer for studieordninger og meget springende signaler.

For halvandet år siden skulle flest muligt lukkes ind, nu bebrejdes universiteterne, at de uddanner for mange til arbejdsløshed. I den forrige regerings tid var det centralt at modvirke den sociale arv; nu er det den geografiske ulighed, der er vigtig. Svingende budgetter giver jævnlige fyringsrunder. Men man kan ikke drive et universitet i verdensklasse med så svingende signaler.

Det er imidlertid klart, at universiteterne opfører sig som alle andre økonomiske agenter. Hvis de får betaling efter studietrinstilvækster, prøver de at producere flest muligt og lægge ’filialer’, hvor der er mange studerende, f.eks. Aalborg Universitet i København, og opretter mange studiepladser i modefagene. Det skyldes ikke ledelsesproblemer på universiteterne, men forkerte incitamenter og restriktioner fra central hold.

Fra det autoritære professorvælde gik man over til et totaldemokrati, og da man mistede tilliden til det, fik bureaukraterne magten.

I dag er den danske universitetssektors problemer for stærke ledere med store kommunikationsafdelinger og ledelsessekretariater; et for stærkt ministerium med for svingende signaler og uigennemtænkte incitamenter samt for lidt indflydelse til de faglige miljøer.

Det er næppe muligt at lave en fejlfri styrelseslov, men man kan hente mange nyttige erfaringer fra de sidste 50 års universitetshistorie.

Hvornår fungerede det så bedst? I de 50 år jeg på forskellige poster har været med i universitetsstyret, var det (i hvert fald der hvor jeg har været) nok i 1990’erne. Der var ikke så mange flagrende politiske signaler.

Konsistorium med et flertal af repræsentanter for de videnskabelige miljøer var en effektiv ’bestyrelse’, og 1970’ernes politiske syge var overstået. På vejen fra den ultrademokratiske grøft til den bureaukratiske var man nok i en periode nogenlunde midt på vejen.

Det, der er brug for, er ikke et stærkere ministerium og da slet ikke bestyrelser, der er underlagt ministeriet. Alle verdens førende universiteter er præget af stor uafhængighed og akademisk stærke ledelser. Statsstyrede universiteter er noget, der med skræmmende resultat er prøvet i lande, vi ikke ønsker at sammenligne os med. Manglende uafhængighed er gift for universiteternes troværdighed.

Niels Kærgård er professor ved Københavns Universitet og fhv. overvismand. Han har siddet i styrende organer på Københavns Universitet og Landbohøjskolen stort set siden 1968

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Henrik Brøndum
  • ingemaje lange
  • Ejvind Larsen
Peter Jensen, Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Henrik Brøndum, ingemaje lange og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg aner ikke, hvem der kan have mistet tilliden til universiteterne, bortset fra politikerne, der i 30 år har kæmpet for at lægge alle beslutninger ind under centraladministrationen, i stedet for at sikre det frie, joviale og uformelle samfundsliv med flad ledelsesstruktur.
Styrelsesloven var forbilledlig, og det eneste rigtigt ærgerlige, der fældede den, var, at dens principper ikke i tide blev bredt ud til det øvrige undervisningssystem og straks efter til andre offentlige institutioner.