Vi elsker ildsjælen og hader kommunen

Det er altid den enkelte skolelærer eller socialrådgiver, der hyldes, mens hans arbejdsgiver, kommunen, hånes. Det er ikke rimeligt, for bag enhver ildsjæl gemmer sig et system – en kommune – der skaber rammerne for at handle personligt, kreativt og med fokus på den enkelte borger
Lad os få anerkendelsen af socialrådgiverne og andre fagfolk tilbage. Lad os hylde kommunerne, når de skaber rammerne for et godt stykke socialarbejde. Og lad os være kritiske, når der reelt er noget at være kritiske overfor, skriver Lisbeth Zorning Andersen.

Lad os få anerkendelsen af socialrådgiverne og andre fagfolk tilbage. Lad os hylde kommunerne, når de skaber rammerne for et godt stykke socialarbejde. Og lad os være kritiske, når der reelt er noget at være kritiske overfor, skriver Lisbeth Zorning Andersen.

Linda Johansen
30. november 2016
Delt 2666 gange

For nylig blev jeg spurgt, om jeg kunne pege på en person, der følte sig godt hjulpet af kommunen, og som i dag lever et godt og bæredygtigt liv på grund af kommunens indsats.

Da jeg i tankerne gennemgik de mange mennesker, jeg kender, som lever eller har levet på kanten af samfundet, og hvad der havde hjulpet dem, var svaret: »Jeg kender en masse.«

Men ved nærmere eftertanke gik det op for mig, at deres individuelle fortællinger oftest handler om et enkelt menneske i systemet, der gjorde en forskel. Og samtidig en vrede mod systemet for at fejle eller svigte.

Læs også: Mønsterbrydere skygger for fortællingen om velfærdsstatens succes

Hvordan kan det egentlig hænge sammen? At den enkelte skolelærer eller socialrådgiver hyldes, samtidig med at deres arbejdsgiver hånes?

Det hænger ikke sammen. Fordi oftest er det ikke den enkelte fagperson, der handler på trods af systemet, men derimod på grund af systemet.

Hovedreglen er faktisk, at bag hver god fagperson, er der en ledelse, en arbejdsgiver og et politisk system, som har prioriteret den indsats, den enkelte fagperson yder.

Pia er der

Lad os tage mit yndlingseksempel, Pia.

Pia Tøttenborg var frem til påsken i år min bror Tonnys sagsbehandler. Det havde hun været i 18 år, har vi regnet os frem til. Tonny er på førtidspension og kunne som sådan egentlig godt ’lades i fred’, uden at der bliver iværksat en indsats for ham.

Det har Pia valgt ikke at gøre. Hun sørger for, at han klæder sig ordentligt, bor ordentligt, sparer penge op til gaver til sine børnebørn og mine børn, at han tager sin hiv-medicin og kommer til kontrol på Hvidovre Hospital.

Når Tonny smider sin telefon væk, hvad der sker med jævne mellemrum, går hun ud og køber en ny til ham. Hun har sågar strikket en trøje til hans nyeste barnebarn, ligesom hun også tog med til vores storebrors begravelse for at hjælpe Tonny og mig.

Derudover har Pia sørget for, at Tonny er tilknyttet en frivillig ringekæde bestående af borgere, der har forpligtet sig til at ringe hver morgen kl. 8.00 for at sige godmorgen til ham.

Og tager han ikke telefonen, bliver der ringet videre til mig eller mine børns far, så vi kan undersøge, hvorfor han ikke tager telefonen. Vi er lykkelige for den ringekæde. Og for Pia, hvis nogen skulle være i tvivl.

For at runde historien af om, hvor Pia er i dag, af, er det sådan, at efter hun gik på pension ved påsketid, er hun blevet frivillig støtteperson for Tonny. Og Tonny har fået en ny socialrådgiver, der gør nøjagtig de samme ting som Pia. Og som Tonny er lige så glad for.

Skiftet var ikke så voldsomt, for Tonnys nye socialrådgiver har vikarieret og haft Tonny som borger, når Pia var på ferie eller kursus. Så han kendte hende godt.

Kontinuiteten fastholdes

Er Pia enestående?

Ja da. Men ikke i den gængse forstand. Derude i forvaltningerne er der mange Pia’er, der får rammerne til at gøre det rigtige. Pia ville ikke have kunnet gøre noget som helst af det, jeg har remset op, hvis hun ikke havde sin arbejdsgivers opbakning. I dette tilfælde Rødovre Kommune.

Det er kommunens fortjeneste, at kontinuiteten fastholdes, så Tonny kan have den samme socialrådgiver i 18 år. Den struktur har Pia som menig medarbejder ikke indflydelse på.

Det er også kommunens fortjeneste, at Pia kan få lov at administrere Tonnys økonomi, så han ikke bliver smidt ud af sin bolig. Det er også kommunens beslutning, at man anvender frivillige kræfter som f.eks. ringekæden.

Den beslutning ligger heller ikke på den enkelte socialrådgivers bord. Det er ligeledes kommunens fortjeneste, at den nye socialrådgiver viderefører den støtte, som Pia har leveret i 18 år.

Det er selvfølgelig udelukkende Pias fortjeneste, at hun vælger fortsat at være der for Tonny. Men lur mig om ikke beslutningen er truffet på baggrund af nogle gode arbejdsbetingelser i årenes løb, hvor hun har lyst til at give en hånd med for at sikre Tonnys sidste år såvel til gavn for ham som for hendes kolleger.

Pia ved, at det ikke (kun) handler om hende, men at opbakning fra ledelsen er afgørende.

»Jeg er ikke optaget af, at tingene er helt regelrette og efter bogen. Hvis der ikke er en god løsning inden for det sædvanlige system, så leder jeg efter den et andet sted,« har hun sagt til vpt.dk.

Derfor tager hun også gerne et møde med en borger hen over et par madder ved køkkenbordet hjemme hos den pågældende i stedet for på sit kontor. Så glider samtalen tit lidt lettere. Det er også en del af hendes job, selv om det ikke lige foregår bag et skrivebord, forklarer hun.

I jagten på de gode løsninger trækker Pia både på sine kolleger, sin ledelse og på det store netværk, hun gennem årene har opbygget i kommunen.

Jeg beklager

Hvad er pointen?

Pointen er, at bag enhver Pia gemmer sig et system – en kommune – der skaber rammerne for at handle personligt, kreativt og med fokus på den enkelte borger.

Nogle læsere vil her med rette undre sig over min udmelding. Var det ikke hende der Zornig, der brugte alle sine år i Børnerådet på at skælde ud på kommunerne? Jo, det var mig. Og sommetider med god grund. Andre gange ikke.

Jeg faldt som mange andre i den grøft, der hedder, at når noget lykkes for et udsat menneske, er det på grund af enkeltpersoners indsatser. Når noget går galt, er det systemets skyld.

Efter at jeg har været på besøg i maskinrummet i en række kommuner gennem en årrække, vil jeg gerne beklage mine meget sort-hvide udmeldinger. Ingen tvivl om, at der af og til begås fejl. Dette både fra systemets OG fra enkeltpersoners side.

Men lad os huske på, at hver gang noget lykkes, er det måske nok, fordi der er ildsjæle som Pia ansat i kommunerne eller systemet – men det er altså også, fordi der er en struktur, nogle ledelsesmæssige rammer og en politisk prioritering, der fungerer.

Metaltræthed

Jeg er bekymret for, hvad det betyder, når vi overser betydningen af de organisatoriske rammer, som kommunerne stiller til rådighed, når både borgere og landspolitikere konsekvent er kritiske over for kommunerne.

Jeg fornemmer en snigende træthed hos de mennesker, der i et evigt foranderligt system forsøger at få borgeren i centrum, og som undervejs ikke blot møder modsatrettede politiske vinde, kontrollovgivning og uforståelige beslutninger – men også vrede og utilfredshed hos de borgere, de forsøger at støtte.

Jeg er bekymret for, om det også fremover vil være de rette mennesker, der sidder på socialrådgiverposterne. Om Piaerne bliver ved med at ville være en del af en kommunal forvaltning.

For når metaltrætheden på grund af den evindelige systemkritik udmatter de rigtige mennesker – dem med hjertet på rette sted – hvem kommer så i stedet?

Dem, der trives bedst med dokumentere og overholde reglerne? Og som måske er mere revisorer og kontrollanter end socialarbejdere af hjerte? Det kunne gå hen og blive en selvopfyldende profeti.

Lad os få anerkendelsen af socialrådgiverne og andre fagfolk tilbage. Lad os hylde kommunerne, når de skaber rammerne for et godt stykke socialarbejde. Og lad os være kritiske, når der reelt er noget at være kritiske over for. Og ikke blot rette kritikken mod systemet og kommunerne som en automatreaktion, når livet bliver svært for den enkelte.

Lisbeth Zornig Andersen er stifter af Huset Zornig, der arbejder for socialt udsatte. Tidligere formand for Børnerådet.

Med hjælp fra velfærdsstaten

Følger man debatten om velfærdssamfundet og det sociale sikkerhedsnet i Danmark, får man det indtryk, at mennesker i hundredtusindvis er parkeret på evig overførselsindkomst. Enten fordi de er dovne, og systemet er for slapt til at sparke dem i gang. Eller fordi systemet afmægtiggør dem og tapper dem for kræfter med endeløse arbejdsprøvninger og nedværdigende samtaler med kommunale skrankepaver. Men mange mennesker oplever faktisk at få hjælp. At komme videre, fordi systemet fungerer, tror på dem og bakker op. Denne serie stiller skarpt på, hvad der virker og hvorfor.

Seneste artikler

  • Er velfærd en god forretning?

    13. december 2016
    Politikerne tænker for kortsigtet, når de skærer i velfærdsydelserne, for på den lange bane er den forebyggende indsats rentabel, hævder flere forskere. Andre er mindre sikre på, om velfærdsstaten udgør den bedste forretningsplan og peger på, at velfærd engang var mål nok i sig selv
  • Var det ikke for kommunedamen, havde jeg sultet mig selv til døde

    7. december 2016
    Mit arbejde er at holde min vægt stabil. Men det lykkes kun, fordi min kommunale spisestøtteperson kommer forbi fire gange om ugen, og fordi kommunen giver mig tid til at hele i stedet for at tvinge mig i uddannelse eller aktivering. Alternativet ville nok være indlæggelse. Eller død
  • Mønsterbrydere klarer sig altid på trods af og aldrig på grund af systemet

    30. november 2016
    Hvis ikke samfundets udsatte skildres som stagneret på offentlige ydelser, optræder de gerne i individfortællinger om karakterstærke mønsterbrydere, der har kæmpet sig op. Men dermed fortrænges fortællingen om velfærdssamfundets brede sociale indsats, mener kritikere
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Albertina Vistoft
    Albertina Vistoft
  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Jakob Bonde
    Jakob Bonde
  • Brugerbillede for Torben Skov
    Torben Skov
  • Brugerbillede for Oluf Husted
    Oluf Husted
  • Brugerbillede for Philip B. Johnsen
    Philip B. Johnsen
Albertina Vistoft, Anker Nielsen, Viggo Okholm, Jakob Bonde, Torben Skov, Oluf Husted og Philip B. Johnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ole  Brockdorff

Undskyld venligst min negative udmelding, Lisbeth Zornig Andersen, men din pludselige respekt for de politiske forvaltninger i kommunerne virker ærligt talt lidt hyklerisk, når man erindrer sig, at netop du i årevis som formand for Børnerådet tordnede imod lokalpolitikerne og landspolitikerne hver eneste gang, der var en konkret sag, hvor konklusionen på sagsbehandlingen af en borger ikke lige passede til dine holdninger, så for mig virker din klumme nærmest som èn stor reklame for dit eget firma Huset Zornig over for landets socialchefer.

Din beretning om socialrådgiver Pia Tøttenborg, der har taget sig godt af din bror Tonny igennem 18 år, og som nu efter sin pensionering tager sig venligt af ham som frivillig støtteperson, er naturligvis på alle måder en positiv historie om Pia, der fortjener al mulig ære og respekt, og bag hende også de kommunale forvaltninger.

Imidlertid er det nok de færreste socialrådgivere som tilfældet Pia Tøttenborg, der har mulighed for at være så engageret over for èt bestemt menneske, takket være socialrådgivernes daglige arbejdspres gennem mange år med specielt arbejdsløse mennesker uden for arbejdsmarkedet, hvoraf mange er psykisk syge og marginaliserede, og derfor også er meget svære at motivere til noget som helst.

15.000 socialrådgivere knokler hver dag løs i landets 98 kommuner, hvor de hver især arbejder med 120-150 løbende sagsbehandlinger, og langt de fleste borgere har ikke det privilegium at have den samme socialrådgiver år efter år. Tværtimod bliver de kylet rundt mellem alle mulige sagsbehandlere, der ikke har de menneskelige ressourcer og overskud til at hjælpe dem, og derfor mister de fleste socialklienter undervejs selvtilliden og troen på et bedre liv i fremtiden.

De fleste borgere er desværre bare et CPR-nummer i systemet.

Sagt på en anden måde er Pia Tøttenborgs virke som socialrådgiver for Tonny gennem 18 år ikke spor repræsentativ for socialrådgivernes daglige arbejde, ej heller kommunernes struktur, ledelsesmæssige rammer og politiske daglige beslutningsprocesser, der som vi alle ved er benhård økonomisk prioritering, men derfor skal Pia Tøttenborg og hendes efterfølger naturligvis have stor ros for sin indsats over for Lisbeth Zornig Andersens bror.

Overordnet set er 95% af landets sociale klienter desværre som nævnt bare et sølle CPR-nummer i systemet, der ikke modtager blot et minimum af forståelse og medfølelse samt menneskelig støtte til et bedre liv fra socialrådgiverne, fordi arbejdspresset på denne faggruppe er så voldsomt, at der ganske enkelt ikke er tid og kræfter til, at de alle kan være ildsjæle for den enkelte borger som tilfældet Pia Tøttenborg.

Så, ja, lad os hylde socialrådgiverne og kommunerne i almindelighed, når de skaber rammerne for et godt socialarbejde, men lad os ligeså hylde den til enhver tid eksisterende arbejdsstyrke i det private erhvervsliv i særdeleshed, der hvert år knokler bruttonationalproduktet hjem til statskassen, så vi kan bruge 300 milliarder kroner til overførselsindkomster og 330 milliarder kroner til lønninger af offentlige ansatte som blandt andet socialrådgiverne.

Uden deres arbejdsindsats er der ingen socialrådgivere og ildsjæle.

Brugerbillede for Anne Eriksen

Kommuner kan skabe rammerne ud fra de vilkår, de får.
I øjeblikket - besparelser og flere opgaver...
Derfor er de ansattes aktionsradius også betinget af samme + ledelsens sammensætning.
Men der er jo altid muligheder for forbedringer - på kursus fx!

Brugerbillede for Arne Thomsen

@ Lisbeth Zornig Andersen
Jeg tror på, at du nok har ret i det meste af, hvad du skriver, og jeg tror på, at du har ret i, at det oftest er kommunen, der udvælges som "syndebukken" - også hvor det ikke er berettiget.

Forslag: Opret en whistleblower-tjeneste for kommunens ansatte til en instans med kompetence til at gribe ind på alle niveauer, en instans der samtidig inviterer alle kommunens borgere til at komme med ris, ros og forslag..
Kommunen er vort lokale fællesskab, som det er vigtigt, at vi får sympati for - og er tilfredse med.

Der er allerede kommuner med whistleblower-ordninger.
Jeg ved dog ikke, hvad erfaringerne er ;-)

Brugerbillede for Leo Nygaard

Velfærdssamfundets skabere har sejret over borgerne. Det personlige ansvar i familierne, naboskabet og det nære samfund er flyttet ind på kontorerne og i institutionerne, hvor de ansatte gør deres bedste.
Når det så ikke helt lykkes, må det private træde til alligevel. Men vi er vænnet fra. Det må kommune tage sig af, siger vi.
Intet tyder på at opgaverne bliver løst bedre - tværtimod. Tidspres, stress, stramninger, øget klientantal presser økonomien. De store årgange topper ikke før i 2025.

Der er grund til at rose for en god indsats derude, men ikke til at rose systemets forfattere og forvaltere.

Brugerbillede for Peter Jensen

Det er udmærket at Zornig bevæger sit fokus fra at se snæversynet og småborgerligt idoliserende på hattedamer og ildsjæle - til at iagttage de mange sammenhænges betydning, herunder de kommunale myndigheders (gøren & ladens) betydning.

Så mangler vi bare at få dæmpet tendensen til de sportslige high fives, hyldest og anerkendelse til tante Olga og morbror René, som vel mest af alt hører markedsmanieringen til.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Der er rigeligt med negative beretninger i det offentlige.
Når der er en god nyhed, skal den nævnes. TV2 fortalte historien om de evnesvages deltagelse i hjælpen til hinanden i dagligdagen i deres fælles hjem.
Der var ingen NPM styring og kontrol.

Brugerbillede for Torben  Kjeldsen
Torben Kjeldsen

Ole Brockdorff
Er du sikker på at du ved hvad du taler om? Jeg er ret sikker på, at det gør du ikke, sådan i dybden, pænt sagt. Nogen gange kan man blive klog af at spørge andre mennesker, fx mig Jeg er offentlig leder indenfor børneområdet, PPR. Vi arbejder med børn og familier i vanskeligheder. Vi bruger 'navne' fornavne, vi lytter til gråd, angst, fortvivelse, afmagt, vrede. Vi arbejder hårdt hver dag, hver eneste dag, sent, tidligt. Hjælper det?Js, laver vi fejl? Ja, når vi alle? Nej. Jeg kan konstaterer at vi efterlader flere og flere på slagmarken. Det undre mig at mine medborgere ønsker og stemmer på, at vi trods enorm rigdom, vi har aldrig været rigere, reducerer vores velfærd. Vi har et enestående samfund med en enstående effektiv og kompetent offentlig sektor, men er ved at sætte den til salg for hvad??? Jeg har helt samme tanker som den afgåede overlæge på Rigshospitalet, vi har nået et uforsvarligt niveau. Helt kynisk og med solid økonomisk teori i hånden, så vil fx nuværende udtynding af børneområdet 100% skabe et fattigere samfund og mindre vækst. Hvis du vil blive klogere på et af 'systemet' domæner et bestemt sted kan du jo bare spørge? Så modtages kritik med tak.

Carsten Mortensen, Allan Stampe Kristiansen, Finn Hansen, Anne Eriksen, Viggo Okholm og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

Ja, Torben Kjeldsen. Jeg kunne da godt tænke mig at vide, hvilke politikere der ønsker at fremme solidariteten, også efter valget er overstået.

Brugerbillede for Viggo Okholm

En vigtig artikel for at kunne se andre sammenhænge end de som basuneres ud via diverse skandalesager.
Men det hele hænger sammen: os, systemet fokus på nytænkning, besparelser, manglende arbejde, skilsmisser, krav m.v. Men i den sidste ende er det den enkelte medarbejders menneskesyn, klientens ansvarlighed og kampånd der får håbet til at trives.

Brugerbillede for Birger Klünder Karlsson
Birger Klünder Karlsson

For det første bygger artiklen på den antagelse, at man kan slutte fra et tilfælde til hele verden. For det andet på den antagelse, at man kan sælge et ansvar.

Nej, jeg har ikke læst alt det, der står på denne side. Jeg er udstødt af samfundet, har været det i over femogtyve år. Jeg modtager højeste førtidspension uden at være i behandling for noget som helst.

Jeg tilkendes pensionen uden kendskab til en diagnose. Journalen eksisterer på trods af arkivlovgivning ikke.

Socialrådgivere har fanden skabt. Du - fru Zornig - lever af dem. Forsvar dine modstandere og du kan tages alvorligt.