Interview

’Min familie er på rette spor, mand’

Katja Wittke har været på stoffer, i slagsmål med kommunen og fået to af sine børn tvangsfjernet. I dag har hun igen fået lov at være mor for sine børn, hun er under uddannelse og stort set ude af det kommunale system. Alting vendte, fordi hun og kommunen begyndte at samarbejde
Katja Wittke fra Kolding har fået tvangsfjernet sine børn og været i kontakt med ’systemet’ i store dele af sit liv. Nu føler hun endelig, at systemet er ved at hjælpe hende på vej videre.

Katja Wittke fra Kolding har fået tvangsfjernet sine børn og været i kontakt med ’systemet’ i store dele af sit liv. Nu føler hun endelig, at systemet er ved at hjælpe hende på vej videre.

Sille Veilmark

18. november 2016

Hamburgerryg med grønlangkål og brune kartofler.

Maden var, som den plejer, når Katja Wittke fejrer nytår. Men på alle andre måder var den 31. december 2014 noget helt specielt for den dengang 32-årige koldingenser.

Hun var lige blevet mor til sit tredje barn, og for første gang, siden de to ældste var blevet anbragt, havde hun med nød og næppe fået lov til at skyde det nye år ind med alle sine børn.

»Det var virkelig stort. Som forælder til anbragte børn får du normalt ikke et ben til jorden. Min drengs plejemor ville ikke give mig lov til at få ham hjem til nytår, og uanset hvad en plejefamilie siger, så plejer kommunen at tage det for gode varer. Længere er den ikke.«

Blev bakket op

Men nytårsaften i 2014 markerede en ny begyndelse for Katja Wittke. Hun var blevet indlemmet i et pilotprojekt i Kolding Kommune. Helhedsorienteret indsats for socialt udsatte familier, hedder det. Og hun var blevet tildelt en case manager – en kombineret sagsbehandler og mentor ved navn Tanja.

»Var det ikke for hende, var den nytårsaften aldrig lykkedes. Hun talte min sag. Det er aldrig før sket, at nogen fra kommunesystemet har lagt et godt ord ind for mig. Nu var det pludselig mig, der blev bakket op som forælder.«

I dag er Katja Wittkes dreng stadig anbragt, men de to piger har hun hjemme i sin lejlighed i Kolding. Og hun er kommet godt i gang med at færdiggøre sin 9. klasse.

»Det kører,« som hun siger.

Her får Information hendes version af, hvordan hun er gået fra at tage stoffer til at gå i skole. Hvordan sammenstød med det kommunale system er blevet til samarbejde.

»Jeg kan kun tælle 9-10 år af mit liv, hvor jeg ikke har været inde i kommunesystemet. Jeg er vokset op med det. Men der er helt sikkert sket meget, siden jeg som barn selv blev fjernet for første gang. Jeg må sige, at min familie er på rette spor, mand,« siger Katja Wittke.

»Det er mærkeligt, for jeg har været så vant til at have behandlingskrævende børn. Vant til pædagogisk friplads, og hvad fanden har vi ellers. ’Men du har jo et normalt barn,’ siger de nu pludselig på kommunen. ’Nå ja, det er sgu da rigtigt,’ svarer jeg så. Jeg skal søge hjælp som almindelig borger. Min ældste pige er helt ude af det kommunale system. Min yngste er der heller ikke. Det er helt nyt for mig.«

Over gevind

– Du nævner ofte, at case manageren Tanja har haft stor betydning for at dit liv er blevet meget bedre. Hvad er det, hun gør?

»Hun lytter. En case manager besøger dig i dit hjem og følger dine fremskridt. Hvis du ringer, står hun der med det samme og ser dig i øjnene, klar til at snakke om tingene,« siger Katja Wittke.

»Og hvis jeg f.eks. har skullet ringe til plejefamilien, så har Tanja siddet og lyttet med. Bare så de ikke kan hænge mig ud for noget bagefter. Og hvis nogen har talt hen over hovedet op mig, har Tanja stoppet det og sagt: ’Vi skal have Katja på banen. Hun er mor. Længere er den ikke!’«

– Hvad gjorde dine sagsbehandlere før i tiden?

»De kiggede bare på mig. De talte ikke med mig, de lyttede ikke til mig, men sad bare bag et skrivebord og bestemte, at jeg ikke måtte komme med til mit barns første skoledag, at jeg ikke måtte være med til skole-hjem-samtaler. På et tidspunkt havde jeg tre forskellige sagsbehandlere fra januar til marts. Det var så upersonligt.«

– Har du også har været lidt tung at danse med … Jeg mener, der var vel en grund til, at kommunen fjernede dine to ældste børn?

»Det er rigtigt, at jeg havde et dårligt forhold til min drengs far. Der var stoffer og kriminalitet ind over. Han sad i fængsel fire ud af de syv år, vi var sammen ... Og derfor har de tænkt, at jeg må være dum som en dør. Bortset fra, at det er jeg ikke. Jeg har bare været frustreret …«

»Men jo, selvfølgelig gik det også rigtig meget over gevind for mig. Med stoffer og den slags. Og på et tidspunkt flippede jeg skråt og truede en sagsbehandler for fulde gardiner.«

Kun rohypnol

Katja Wittke var stadig påvirket, da hendes mor afleverede børnene tilbage en søndag aften. Det »koksede fuldstændig med weekendbyture og stoffer« på det tidspunkt i 2005, og den relativt nybagte mor til to havde glemt alt om sundhedsplejersken, der ville kigge forbi næste morgen.

»Det var dér, det hele væltede. Da sundhedsplejersken bankede på, og jeg åbnede døren, kunne hun med det samme se, at det ikke var sundt, det der foregik. Hun sagde: ’Katja, det her det går jo ikke.’ Og jeg svarede: ’Nej, det kan du satme godt have ret i. Det er kørt længere ud, end det nogensinde skulle have gjort’.«

Katja Wittkes to små børn blev anbragt hos en plejefamilie. Nogle måneder efter stormede politiet hendes lejlighed med en mistanke om, at hun var involveret i salg af amfetamin. Hun endte med et års betinget fængsel.

»Jeg sagde til dem, at jeg aldrig har solgt det lort. Det eneste, jeg har taget, er rohypnol,« siger hun.

– Hvilken forskel kunne en case manager som Tanja have gjort for dig dengang?

»Før den helhedsorienterede indsats blev sat i gang i 2014, har jeg oplevet det sådan, at den biologiske forælder helt er blevet glemt i processen. Når kommunesystemet først har anbragt dit barn, så gør de ikke mere for dig. En anbringelse skal jo føre til hjemgivelse af barnet på et tidspunkt, men jeg er aldrig blevet hjulpet til at blive en bedre mor – men så kom Tanja ind i billedet.«

Til punkt og prikke

Den helhedsorienterede indsats for socialt udsatte familier har siden 1. september 2014 stået på i 10 kommuner landet over. Med inspiration fra debattør og tidligere formand for Børnerådet Lisbeth Zornig Andersen og ideen om at få kommunens medarbejder til at indtage en koordinerende rolle som både sagsbehandler og mentor for borgeren har projektet været en succes.

Antallet af voksne på kontanthjælp er faldet, og flere anbragte børn er blevet hjemgivet, viser midtvejsevalueringen udarbejdet af Deloitte.

Katja Wittke er ikke i tvivl om hvorfor.

»Jeg må sige, at den her ordning bare er den bedste. Jeg er blevet hørt og værdsat på en helt anden måde,« siger hun.

»Jeg var til møde på kommunen, og Tanja var med. Det var meningen, at jeg skulle i praktik i Silvan oppe ved Kolding Storcenter. Men da vi kører hjem efter mødet, spørger Tanja, hvad jeg tænker, og jeg svarer: ’Helt ærligt, jeg vil faktisk hellere tage mine 9.-klasseeksamen. Praktikken fører ingen steder. Jeg har været på kontanthjælp, siden jeg var 18 år.’ Tanja spørger, om jeg er sikker, og jeg svarer: ’Ja, gu fanden er jeg det. Og så fik jeg ellers besked på at ringe tilbage til kommunen og fortælle dem, at de skulle droppe planerne med Silvan. ’Du skal have den 9. klasse!’ sagde Tanja.«

»Og efter sommerferien begyndte jeg så i skole. Det kører fuldstændig til punkt og prikke. Jeg har lige bestået engelsk- og danskprøverne og lavet 41 rigtige ud af 61 i matematik. Da jeg fortalte det til Tanja her forleden, roste hun mig til skyerne.«

»Hun tror på mig. Det er lidt ligesom at have en lille mor, hvis man kan sige det sådan. Var hun ikke stoppet op for at spørge mig, hvad jeg selv ville, så tror jeg helt ærligt ikke, jeg havde skænket det en tanke. Så var jeg nok bare hoppet på praktikvognen igen og været endnu mere til grin i systemet.«

Hyggehej til kommunen

Katja Wittke stopper i den helhedsorienterede indsats til december. Pilotprojektet har varet i de planlagte to år, og når Kolding Kommune efter nytår fortsætter arbejdet med en helhedsorienteret indsats, får en ny gruppe udsatte familier tildelt en kombineret sagsbehandler og mentor.

– Er du nervøs for, hvad der kommer til at ske, når du ikke længere har en case manager?

»Nej, for Tanja har sagt så mange gange i de seneste to år, at jeg sagtens kan selv. Jeg er ikke dum. Mine arme er skruet rigtigt på,« siger Katja Wittke.

– Men hvad hvis du møder en dårlig sagsbehandler igen?

»Det er jeg ikke nervøs for. Jeg har et skidegodt samarbejde med det sted, min dreng er anbragt i dag. Jeg kan selv lave aftaler med dem, uden at kommunen skal blandes yderligere ind i det. Jeg kan … jamen, jeg kan sådan set alt …«

Og der er en verden til forskel på opholdsstedet Aakjær i Sdr. Stenderup uden for Kolding og det julemærkehjem, Katja Wittke selv blev anbragt efter at være blevet misbrugt som barn, fortæller hun.

»På Aakjær har hvert barn sin egen pædagog. Det er lidt ligesom en familie. Det, min knægt har på Aakjær, det har jeg sgu aldrig oplevet på et opholdssted. For nylig sendte de mig et billede, hvor han sidder i gyngestol med tæppe på og fødderne i fodbad, mens han ser fjernsyn. Jeg må sige, det er sgu prikken over i’et. Det er så hjemligt, at jeg næsten bliver lidt misundelig.«

– Så lige om lidt er du og din familie måske helt ude af systemet?

»Ja, hvis ikke det var for min dreng – han har stadig brug for hjælp, uanset hvor godt det går herhjemme, længere er den ikke – så ville jeg sige helt farvel til kommunen allerede nu. Ved I hvad, jeg er startet i skole, jeg gider ikke snakke med jer mere. Hyggehej!«

Serie

Med hjælp fra velfærdsstaten

Følger man debatten om velfærdssamfundet og det sociale sikkerhedsnet i Danmark, får man det indtryk, at mennesker i hundredtusindvis er parkeret på evig overførselsindkomst. Enten fordi de er dovne, og systemet er for slapt til at sparke dem i gang. Eller fordi systemet afmægtiggør dem og tapper dem for kræfter med endeløse arbejdsprøvninger og nedværdigende samtaler med kommunale skrankepaver. Men mange mennesker oplever faktisk at få hjælp. At komme videre, fordi systemet fungerer, tror på dem og bakker op. Denne serie stiller skarpt på, hvad der virker og hvorfor.

Seneste artikler

  • Er velfærd en god forretning?

    13. december 2016
    Politikerne tænker for kortsigtet, når de skærer i velfærdsydelserne, for på den lange bane er den forebyggende indsats rentabel, hævder flere forskere. Andre er mindre sikre på, om velfærdsstaten udgør den bedste forretningsplan og peger på, at velfærd engang var mål nok i sig selv
  • Var det ikke for kommunedamen, havde jeg sultet mig selv til døde

    7. december 2016
    Mit arbejde er at holde min vægt stabil. Men det lykkes kun, fordi min kommunale spisestøtteperson kommer forbi fire gange om ugen, og fordi kommunen giver mig tid til at hele i stedet for at tvinge mig i uddannelse eller aktivering. Alternativet ville nok være indlæggelse. Eller død
  • Vi elsker ildsjælen og hader kommunen

    30. november 2016
    Det er altid den enkelte skolelærer eller socialrådgiver, der hyldes, mens hans arbejdsgiver, kommunen, hånes. Det er ikke rimeligt, for bag enhver ildsjæl gemmer sig et system – en kommune – der skaber rammerne for at handle personligt, kreativt og med fokus på den enkelte borger
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Tue Romanow
  • Randi Christiansen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Viggo Okholm
  • Niels Duus Nielsen
ingemaje lange, Tue Romanow, Randi Christiansen, Lise Lotte Rahbek, Viggo Okholm og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese, du har helt ret i at sådanne indsatser også var mulige via den hedengangne Bistandslov, og at der intet ny er i at en fornuftig sagsbehandling i respekt for borgerens behov for autonomi virker gunstigt for den enkelte. Så fra sagsbehandler til case manager er der vel så at sige lige langt, lige kort, og eksemplets monstrøse afmægtighed vajer derpå atter i vinden.

Randi Christiansen

Det burde være en selvfølge, at nærværende omsorg og tilstedeværelse er en forudsætning for god vækst. Og det er ikke engang mere ressourcekrævende i det lange løb end at lade være. Hvis ellers man ikke er der, hvor mennesker er helt ligemeget, og man tilbringer sit liv med skyklapper på som i fx tv programmet 'superrig i slummen'.

Niels Duus Nielsen

Det eneste, der efter min mening er galt med mentorordningen, er at den ikke automatisk tildeles alle, der har problemer ud over arbejdsløshed.

Jeg har selv haft stor glæde af ordningen, hvor jeg oplevede det helt fantastiske, at en kommunal medarbejder talte min sag og dermed talte Roma midt imod - hvor "Roma" står for andre kommunale medarbejdere, der i modsætning til hende ikke kendte mig som et menneske af kød og blod, men blot som et tal i statistikken.

I dag er jeg mentorfri, fordi det lykkedes hende at fjerne de fleste af knasterne på min vej. Men jeg savner hende sgu, det var en skøn oplevelse for en gangs skyld at have et vidende og empatisk menneske på sin side med kendskab til systemets krinkelkroge.

Og det var meget tilfredsstillende at se en professionel socialrådgiver løbe hovedet ind i en bureaukratisk mur for derefter at gå i gang med systematisk at rive muren ned. Alene havde jeg givet op forlængst.

Karsten Aaen, Viggo Okholm, ingemaje lange, Christian Nymark og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Peter: Det kunne så afskaffe arbejdsløsheden :) d.v.s. at de arbejdsløse kunne blive mentorer for dem som har arbejde, det ville kunne give de "frelste" indsigt og forståelse for de, der står udenfor. Undskyld lidt grov!

Mentorer er lappeløsninger, individualiserede løsninger på strukturelle/bureaukratiske barrierer og samfundsmæssige problemer/dilemmaer.