Klumme

Mit første møde med det postfaktuelle samfund var på Køge Torv i sommeren 2011

Da jeg venligt sagde, at en americano normalt er en espresso med vand i, svarede hun: »Det er det ikke her,« og hvad skal man så egentlig stille op? Vi må blive bedre til at håndtere det postfaktuelle samfund. Ellers kommer Donald Trump og Suzuki Torben
19. november 2016

Mit første møde med det postfaktuelle samfund var på Køge Torv i sommeren 2011. Jeg havde været på reportage og ville købe en kop kaffe i en lille, teltagtig café midt på torvet.

Det var et nyåbnet sted, og de reklamerede på et stort skilt med alle de dengang stadig lidt smarte former for kaffe, herunder min personlige favorit, Caffè Americano, så sådan en bestilte jeg. Det var imidlertid ikke helt det, jeg fik – eller måske var det, for her kommer det postfaktuelle ind.

Jeg vidste ikke dengang, at det var en postfaktuel americano, jeg fik serveret, for ordet var ikke et, man brugte dengang, men i dag, hvor ordet bruges flittigt om mennesker, som ikke baserer deres holdninger på konsensus og videnskab, men på tilfældige følelser, ved jeg det.

Jeg fik udleveret en kop varm kakao med et espressoshot i. Jeg sagde til den unge pige, at jeg måtte havde fået en andens bestilling, men det var ikke tilfældet, kunne hun fortælle mig. Det var en americano, hun havde serveret.

Da jeg venligt sagde, at en americano jo normalt er en espresso med vand i, svarede hun: »Det er det ikke her.« Siden sagde hun: »Det er altså sådan, vi laver en americano.« Og hvad skal man så egentlig stille op? Hun kunne sågar fremvise et lamineret menukort, hvor den forkerte opskrift på americano stod printet. Espresso og varm kakao.

Jeg er født i Aalborg og er derfor meget opmærksom på ikke at virke for københavnersmart. Måske fordi jeg har set, hvad der sker med folk, der er københavnersmarte, tilpas mange gange til, at min krop som en slags selvforsvar bakker ud af situationer som denne. For man kan ikke udelukke, at Suzuki Torben var kommet ind fra højre og havde sparket min røv langt ud af Køge, hvis jeg var fortsat.

Derfor grinede jeg ikke af pigen på en bedrevidende måde. Og jeg gik ikke yderligere ind i diskussionen. I stedet tog jeg min kakaodrik og gik.

Hvis jeg var blevet stående og havde taget debatten, kunne jeg så have vundet? Der kan ikke være tvivl om, at jeg i de flestes optik har ret.

Americanoen menes at stamme fra Anden Verdenskrig, hvor amerikanske soldater i Italien ønskede at efterligne kaffen fra deres hjemland og derfor hældte vand i deres espresso. Det lyder plausibelt, men for at være helt ærlig, så har jeg det bare fra Wikipedia, og der er ikke kilde på.

Hovedpersonen i den britiske forfatter W. Somerset Maughams roman Ashenden: Or the British Agent (1928) drikker en americano i Napoli under Første Verdenskrig. Der er ikke yderligere oplysninger i bogen, så det vides ikke, om det er samme drik. Det kan principielt have været en espresso med varm kakaomælk.

Selv om jeg vil mene, at jeg er den faktuelle her – og at cafeen på Køge Torv repræsenterer det postfaktuelle, hvor alt bare kan kaldes, hvad man lige synes, og underbygges med et lamineret menukort, så er jeg altså ikke på 100 procent sikker grund.

På Philippinerne kalder man ifølge samme Wikipedia-opslag en almindelig filterkaffe for en americano. Og er philippinerne ikke i deres gode ret til det? Og kan en americano i Køge ikke være med kakao?

Omvendt er der jo nødt til at være nogle ting, som bare er der. Det kan jo ikke nytte noget, at man bestiller et glas vand og får en ost, men nu er jeg ved at blive københavneragtig, mærker vi nok.

Det postfaktuelle samfund er et ord, som bruges af eliten – dem, der har den videnskabelige baggrund i orden, og som kæmper imod konspirationsteoretikere, vaccineskeptikere og andet afskum, som ikke har andet end underlige tekster skrevet i versaler på perifere hjemmesider til at underbygge deres teorier. Eller laminerede menukort for den sags skyld.

Trump er blevet beskyldt for at repræsentere det postfaktuelle samfund, så det er tydeligvis en god ide ikke at være for elitær, når man debatterer med de postfaktuelle. F.eks. kan man lade være med at kalde dem for postfaktuelle, for det er ret nedladende, og det kunne jo vise sig, at det var én selv, der tog fejl.

Har man bestilt en americano i Køge i 2011, så får man, hvad man har bestilt – og man må acceptere det, man får serveret. Er man elitær og københavneragtig, risikerer man at få sig en på tuden i overført betydning. Det slår mig lige, at Donald Trump er Suzuki Torben i denne allegori.

Og hvordan smagte den postfaktuelle americano fra Køge Torv så? Den smagte fantastisk godt lige i starten. De første to-tre slurke var virkelig gode og forfriskende. Desværre blev den hurtigt meget kvalm.

Kristian Villesen er journalist

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Britta Hansen
  • Slettet Bruger
Niels Duus Nielsen, Britta Hansen og Slettet Bruger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lidt eventyrligt og fantastisk at en journalists møde med en uventet og anderledes tolkning på en kaffedrik, kan afføde en artikel. Oveni insinuere han vold og politik som mulige repressalier hvis man vil udfordre Danmarks købstæders forretningers ret til at kalde forskellige kaffeblandinger forskellige navne. Det er en kæmpe selvustilling af journalistens selvcentrering, hvor standen offentligt proklamerer sig selv som befolkningens vagthund imod magten overgreb, her går eliten erinde som bedrevidende.
Han skulle læse noget fra Christophe Guilluy. Mener de har en nylig artikel i politiken...

Maj-Britt Kent Hansen

Det er ikke let at begå sig - ej heller uden for Køge.

I Torshavn - en kold sommeraften - bestilte jeg "Wienerkaffe" for at få varmen. Det viste sig at være sort kaffe med isterninger.

I Grækenland - på en natklub med menukort over ca. 10 drinks - bestilte jeg "two Grasshoppers". Sådanne plejer at bestå af likør og piskefløde og være lysegrønne. Der kom nu to glas vand og intet andet. Jeg klagede min nød til tjeneren, pegede i menukortet, men nej. Han insisterede på, at jeg havde bestilt "two glasses of water".

Således som artiklens forfatter definerer/forstår begrebet "postfaktuel", så kan man vel også betegne Nazi-Tyskland , USSR/Rusland, Nordkorea, dagens Polen m fl som "postfaktuelle samfund".

OG nu rykker USA med Trump ved roret vist ind i kategorien. Om Frankrig og Tyskland efter de forestående valg også går den "postfaktuelle vej" bliver lidt af en gyser.

I Danmark har vi forøvrigt også en del "post-faktualitet" i den politiske debat.

Sålænge post-faktualiteten begrænser sig til f eks helsekostbutikkernes produkter, kaffebrygning , julemanden, tandfeen o s v , går det nok, men når den "ætser sig igennem " til vigtigere områder , så er det skidt.

Iøvrigt er artiklen da fornøjelig - den rækker lidt længere "frem" end den umiddelbart foregiver.

Tak Robert Kroll. Den gode kirke af alle afskygnInger er langt forud for alle andre og har været postfaktuel i århundrede eller er den prefaktuel?

Ib Lynæs Hansen

Upsa, jeg troede det postfaktuelle samfund hentydede til al den løgn, der spredes af eliten gennem politikere, videnskabsfolk og medier. At en journalist føler sig klogere end andre gennem en så tilfældig ligegyldig viden, at han ikke kan se, at pigen også havde ret, gør hans andet vås forståeligt. Konspirationsteori er et ord, der blev brugt af CIA om ubehagelige sandheder, hvorefter man har tillagt folk der kæmper mod big pharma, Monsanto og de andre forbrydere, at de også tror på en række andre ting.
Et typisk lille eksempel er Robert Kroll, der blander helsekost, hvor dejlige idealister sælger ikke bevidst forurenede produkter og kosttilskud, fortrinsvis til folk, der i stigende grad har gennemskuet, at sundhedsstyrelsen og hovedparten af læger er en del af det postfaktuelle samfund. Selvfølgelig også til os vege-økologiske afvigere, der ikke spiser kød og er imod krig og dyremishandling.
I øvrigt mener jeg, at Clinton var en uhelbredelig pest, og Trump så må være koleraen af de to kandidater, kan helbredes. Husker tydeligt Obama´s Udtalelse: "Nu er tiden kommet til at straffe dem, der ikke kan lide USA". Og Trump´s: "Jeg lover alle lande fair handel".

Troels M. Kvols, Niels Duus Nielsen og Jens Falkenberg anbefalede denne kommentar

Hej Ib,

Jeg tror, at der sneg sig et par tyrkfjel ind i dit indlæg. Jeg har rettet det her:
"... helsekost, hvor selverklærede idealister tjener mønt på hovedsageligt virkningsløse produkter og kosttilskud, fortrinsvis ved at sælge til folk, der er et produkt af det postfaktuelle samfund og derfor henter deres viden fra venner i stedet for fra videnskaben."

Det post-faktuelle samfund er en realitet. Alle holdninger er lige valide, og som følge deraf har vi folk, der ikke vaccinerer deres børn, og som køber helseprodukter, der er pakket ind i pseudovidenskabeligt hoo-hah for at komme til at fremstå på linje med reelle produkter. I dét perspektiv er en mokka-amerikano ikke andet end et billede af, hvor ligegyldig en tilgang, de fleste har til ord og fakta.

Når vi ikke længere har et fælles sprog, opstår der problemer. Hvis en americano ikke er en americano, og placebo-piller anses for medicin, så mister vi evnen til at tale sammen. Det er en farlig glidebane at komme ud på.

Morten P. Nielsen, Ole Steensen, Bastian Barx, Christian Nymark og Bent Jensen anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

At drikke kaffe er blevet voldsomt besværligt. Også i Danmark. I Italien mindes jeg kun at have fået "caffè lungo" - ikke noget amerikaner-pjat. Men se nu her, alle I feinschmeckere: https://orcoffeeroasters.wordpress.com/2014/01/29/133/.

Og så til Tyrkiet, hvor jeg på engelsk selvfølgelig bad om "Turkish coffee", mens min rejsefælle bestilte "normal coffee". Skik følge eller ... Pinligt var det godt nok.

Mikael Velschow-Rasmussen

Der er altså et eller andet beskæmmende ved, at journalisten sammenstiller tolkningen af ordet "Americano" med effekterne af det post-faktuelle samfund som vi oplever disse i stigende grad.

Det ene er selvfølgelig latterligt ligegyldigt, hvorimod det andet vil vise sig at involvere blodig alvor.

Jeg er enig med Lasse S. når han skriver:
- "Når vi ikke længere har et fælles sprog, opstår der problemer".
(Uden at jeg ellers vil forholde mig til, at Lasse tilsyneladende har uendeligt og evig tiltro til al den viden og information han får serveret, fra de medier og de kanaler han formodentligt i forvejen er enige med).

I journalistens tilfælde har de altså i Køge og omegn besluttet, at noget er en varm kakao med espresso, hvorimod journalisten fra sit bedrevidende ekkokammer/osteklokke har besluttet at det er en espresso med vand ...
Hvis ikke det var fordi anden del af emnet var så alvorligt får man lyst til at sige ...
... Javel ja og hva' så !! ...

Man får lyst til at spørge journalisten om USA eller Europa har ret i tolkningen af ordet 'liberal' ?
- USA version: 'Bleeding-heart progressive egghead socialist'
- Europa version: 'Undertrykt frihedssøgende laissez-faire kapitalist'

Når vi ikke længere er enige om definitionerne, forudsætningerne og sproget får vi jo netop det her "post-faktuelle" samfund.
Og udbredelsen af sociale medier på Internettet har jo desværre hjulpet til med at frembringe denne situation:
- Signal/støj-forholdet på nettet er drastisk faldende
- Flere og flere gi'r deres mening til kende uden at denne nødvendigvis er baseret på fakta og sandhed
- Internettet som medie - til forskel fra traditionelle medier - virkede i dets spæde start mindre censurerende og modererende (fri adgang til al materiale)
- Ovenstående forhold har dog i nyere tid ændret sig ; (Kinas firewall, Betalings-sites, censurering fra politiske regimer, ekko-kammer effekten af fx. Facebooks og Googles algoritmer der serverer det algoritmen tror folk vil se, etc.)

Så spørgsmålet bliver:
- Det siges jo at den aller aller vigtigste rettighed i et såkaldt demokratisk samfund er ytringsfriheden.
- Men et af biprodukterne ved den ubetingede ytringsfrihed bliver, at vi så også må acceptere den store mængde 'støj' som fx. Internettet og sociale medier vil generere.

Personligt tror jeg, at det er vigtigt med uddannelse og dannelse samt blanding af alle typer af mennesker uanset; ethnicitet, alder, køn, religiøsitet, ideologi, sexuel orientering, osv.
- Vidende mennesker er en grundforudsætning for et velfungerende demokrati
- Og det er svært at hade 'tante Anna' som man er mixet med til den sociale samling (fx. familiemiddagen).

Robert Ørsted-Jensen

Oh God - det her er knapt væred en bemærkning - den postfaktuerlle verden er sgu et alvorlig politisk problem - det var bl.a. det bar Trump til sejr

Sabine Behrmann

Postfaktuelt er det, når man forklarer funktionen af en genstand til en person, der svarer: "Det er jeg bare ikke enig i."

Hørte engang om et gadesmart ungt par, der flyttede fra de Århusianske kartoffelrækker til Randers pga. arbejde og billigere bolig. De syntes sådan set godt om byen, men vendte alligevel tilbage til hvor de kom fra. Årsag: De kunne ikke få søndagsbrunch i Randers, og i en sådan udørk ville de ikke bo.
Og sådan er det også med VIllesen, der har vovet sig meeeeeeget langt væk fra København K's beskyttende vinger. Helt derud hvor kaffe ikke er kaffe som den laves hjemme i alkoven.

I øvrigt - hvorfor skal Suzuki-Torben blandes ind i VIllesens kaffeproblemer? Jo, Torben bor i Køge, og da han er rocker, så er han en værre en.
Kender Villesen Torben? Aner jeg ikke, og mener at vide, at det eneste Suzuki-Torben har gjort sig bemærket ved i offentligheden, er, da han for nogle år siden kom i klemme med de sociale myndigheder pga. en samkvemssag. Den tillod Sass Larsen sig at hjælpe sit bysbarn med - ganske som var den enhver anden borger. Hvad PET og andre ikke kunne få ud af den sag - men tror det er løgn!
Med mediernes hurtige evne til at rode tingene sammen, så blev Torben gjort til Sass' body guard - ja, var det nu også det hele? Aner det ikke, men nok til at Torben lige skal have en tur gennem kaffefiltret på Køge Torv.
Spøjs journalist ham Villesen. For et par år siden brillerede han med en lang jammer-artikel om at han var blevet verbalt overfaldet af en parkbetjent fordi han (Villesen) cyklede i Kgs. Have. Det er udtrykkeligt forbudt, men Villesen måtte gerne.
Så sådan kan en moderne journalist fylde spalterne, og endda hæve løn for skriverierne.

Der er en tyrkertro på, at essensen af den nuværende tid kan beskrives og forstås gennem et eller nogle få ord. De har fået betegnelsen buzzword. De dukker med usvigelig sikkerhed op, præger debatten, ofte med med skade til følge, som jeg kender det fra folkeskolen, forsvinder efter en tid og afløses af nye buzzwords.

Måske skyldes ideen om en særlig post-faktuel eller post thruth, som det hedder på engelsk, at sandheder og fakta er blevet globaliseret.
Alle udsagn kan hurtigt undersøges på nettet, samtidig med at dækningen af offentlige personer er massiv. Hvor kun et fåtal af politikeres ytringer blev registreret for få årtier siden, bliver hver ytring idag registreret på tryk, som lyd og i billeder.
Hypotese: før 1960 kunne en politiker sige temmelig meget sludder, uden det blev offentligt kendt.

Er det mon et faktum at vi lever i et postfaktuelt samfund? Og forudsættes det dermed ikke at vi før levede i et faktuelt samfund? Sandhederne, også de historiske, myldrer omkring os - og det samme gør disses flertydigheder. Og sådan har det muligvis altid været, kunne man postulere.