Læserbrev

Den frie forskning er i fare

Læserbev
24. november 2016

Tak til Niels Kærgård for den glimrende kronik »Dansk universitetspolitik er på slingrekurs« (18. november) om den økonomiske og ledelsesmæssige slingrekurs, universiteterne har oplevet fra politisk hold de seneste 40 år.

Med den forestående revision af universitetsloven og ikke mindst beslutningen om, hvem der i fremtiden skal udpege bestyrelsesformænd og bestyrelsesledelser, er der grund til at være ekstra agtpågivende i den kommende tid.

De danske universiteter har haft selvstyre i 500 år, fordi god forskning er fri forskning. Selvstyret sikrer uafhængighed fra politiske og økonomiske interesser og betyder, at forskerne frit kan lægge resultaterne af deres forskning frem uden at bekymre sig om at få fingrene i klemme – også i de tilfælde, hvor resultaterne ikke er populære blandt magthaverne.

Fri og uafhængig viden er et kæmpe gode for hele samfundet. Universiteterne er til for os alle sammen og ikke for den til enhver tid siddende regering eller andre særinteresser.

Selv om det er et budskab, jeg til enhver tid glædeligt turnerer rundt med, er det dog særlig aktuelt lige nu, hvor regeringen varsler med initiativer, der skal øge den politiske styring af universiteterne.

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) lægger op til, at hun – og fremtidige på posten – enten direkte eller indirekte skal bestemme, hvem der sidder for bordenden i bestyrelserne på landets universiteter. Det ville udhule universiteternes uafhængighed og dermed kompromittere den frie forskning. Og det vil jeg på Djøfs vegne kraftigt advare imod.

Det er helt naturligt, at ministeren vil have hånd i hanke med universiteterne, for de modtager i omegnen af 17 milliarder kroner årligt fra vores fælles kasse. Selvfølgelig skal ministeren sikre, at de midler forvaltes bedst muligt. Men det nytter ikke noget, at det sker ved at ofre selvstyret.

Ulla Tørnæs kunne i stedet gøre bedre brug af den udviklingskontrakt, hun hvert tredje år skal indgå med de enkelte universiteter. Her har hun mulighed for at fastsætte politiske mål om blandt andet uddannelsernes kvalitet.

Så ministeren mangler altså ikke styringsmuligheder. Tværtimod viser en rapport fra Tænketanken DEA, at universiteterne oplever massiv overstyring. Siden 2002 er der gennemført ikke færre end 12 styringsreformer.

Overstyringen betyder, at universiteternes bestyrelser har vanskeligt ved at gøre det, de er sat i verden for: at udvikle og sikre bedre uddannelser og forskning samt vidensudveksling med samfundet.

Hvis ministeren får magt over bestyrelserne, er universiteterne ikke længere beskyttet mod de omskiftelige politiske vinde.

Frie, uafhængige universiteter er ligesom uafhængige medier en grundsten i et demokratisk samfund. Det er altafgørende, at befolkningen har adgang til objektiv og upartisk viden og information. Derfor skal vi stå vagt om universiteternes uafhængighed.

Lisa Herold Ferbing erformand for Djøf

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Klüver
  • Torben Skov
Per Klüver og Torben Skov anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Frie, uafhængige universiteter er ligesom uafhængige medier en grundsten i et demokratisk samfund."
Spørgsmålet er vel om samfundet egentlig er demokratisk længere? Alle nuværende politiske tiltag peger på en korportativ, fascistisk stat under dannelse. Her må man også have kontrol med universiteterne og sikre at de tjener det styrende erhvervsliv og økonomiske interesser. Konkurencestaten er fascistisk!

Nej, det er en misforståelse, at de 17 mia (der er ca. 5 mia for lidt) giver politikerne bestemmelsesret, ministerens opgave er at kæmpe for de bedste muligheder for ormådet, overfor Folketing og den øvrige regering.
Bestyrelse er heller ikke den måde, vi gør det på her, vi har traditionelt haft et konsistorium, sammensat ved valg, og et kollegialt rektorstyre med rektor og prorektor. Fjernelsen af den er et udtryk for den manglende sammenhængskraft og tillid.