Kommentar

Frihandelsaftaler strider mod grundlæggende værdier

Uklarheder, skævvridning og manglen på logik er så udpræget i de transatlantiske frihandelsaftaler, at tilhængerne skylder modstanderne konkrete svar på deres kritik. Den kan ikke blot affejes med beskyldninger om hysteri
Canadas premierminister Justin Trudeau (til venstre) og formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, underskrev den 30. oktober CETA-aftalen under et topmøde mellem EU og Canada i Bruxelles.

Canadas premierminister Justin Trudeau (til venstre) og formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, underskrev den 30. oktober CETA-aftalen under et topmøde mellem EU og Canada i Bruxelles.

Francois Lenoir

15. november 2016

Når handelsaftalerne CETA mellem EU og Canada og TTIP, der stadig forhandles mellem EU og USA, kritiseres, lyder det afvisende fra aftalernes fortalere, at indsigelserne bunder i simpel modstand mod frihandel.

Det er også udgangspunktet i den kommentar, som Michael Bremerskov Jensen, chefkonsulent i Dansk Erhvervs EU og internationale afdeling, skrev i Information den 4. november.

»Stop hysteriet mod frihandel«, skriver han i indlæggets titel.

Bremerskov Jensens kommentar er dog mere oplysende end sædvanligt, hvorfor han udfordres til at forholde sig til de følgende spørgsmål:

Hvorfor er det i orden at give multinationale selskaber muligheder for at anlægge erstatningssager ved international voldgift mod handelsaftalernes medlemslande, når nationale selskaber ikke har tilsvarende muligheder?

Læs også: Økonomer: Canadisk frihandelsaftale bliver alligevel ingen gevinst

Multinationale selskaber kan ifølge CETA forbigå national domstolsprøvelse og gå direkte til en form for international voldgift – det kan nationale selskaber ikke. Hvorfor accepterer Dansk Erhverv, der skulle være danske virksomheders interesseorganisation, det?

Muligheden for at benytte sig af et internationalt voldgiftssystem kan være berettiget, hvis ikke alle parter i en handelsaftale har velfungerende domstolssystemer – og det er der desværre mange lande, der ikke har. Men det er vel ikke tilfældet i EU, Canada og USA?

Og hvis det skulle være tilfældet, burde der umiddelbart rettes op på det. EU-kommissionen har ikke begrundet, hvorfor den har accepteret denne diskrimination til fordel for multinationale selskaber.

Hvorfor skal medlemslande i henhold til CETA acceptere, at multinationale selskaber kan anlægge erstatningssager mod dem, når de ikke via CETA får mulighed for at anlægge erstatningssager mod multinationale selskaber, der bevidst overtræder lovgivningen? Volkswagen-skandalen har ellers klart vist, at det er påkrævet.

Hvornår er sundheden på spil

Bremerskov Jensen anfører, at CETA-aftalen ikke udfordrer medlemslandes suveræne ret til at regulere og lovgive på social-, miljø-, sundheds- og forbrugerområdet. Men det er der vel heller ingen, der har påstået?

Det afgørende – og det, kritikken retter sig imod – er, at ny regulering og lovgivning på disse områder kan blive mødt med store erstatningskrav, så medlemslandene afstår herfra i modstrid med befolkningens ønske.

Læs også: TTIP døde med Trumps sejr

Bremerskov Jensen anfører godt nok, at myndighedstiltag truffet med henblik på at beskytte folkesundheden, miljøet eller landets sikkerhed ikke er at betragte som indirekte ekspropriation og dermed erstatningspligtige.

Men efter hvilke principper skal det afgøres, om folkesundheden, miljøet m.v. er udfordret? Skal det være efter et forsigtighedsprincip eller et evidensprincip? Svaret på det er helt afgørende, det har Round-Up-sagen med al tydelighed vist.

Sundheds- og miljøspørgsmål er så vidt forgrenede og så komplicerede, at evidensprincippet ofte ikke giver et klart svar. Og spørgsmålet er, hvor stor indflydelse de multinationale selskaber får på normer og standarder i CETA. Især hvis evidensprincippet følges, kan denne indflydelse blive stor.

Værre end TTIP

Lidt paradoksalt betyder en aftale med Canada større fordele for USA’s multinationale investorselskaber end for investorselskaber fra EU.

Omkring fire femtedele af alle amerikanske multinationale selskaber har datterselskaber eller lignende i Canada, hvorfor de kan udnytte CETA-aftalen i erstatningssager mod EU’s medlemslande ved at lade Canada-selskabet foretage eller overtage investeringerne i EU-lande.

Det gør CETA-aftalen værre end TTIP-aftalen, som EU stadig forhandler med USA.

Derfor bør CETA-aftalen først træde i kraft, hvis og når TTIP-aftalen træder i kraft. Ellers risikerer EU, at deres skatteborgere også skal bøde for CETA-favoriseringen af USA’s multinationale investorselskaber. Dette vigtige aspekt berører Bremerskov Jensen ikke.

Desværre har der herhjemme været meget lidt analyse af såvel TTIP-udkastet som CETA-aftalen. Det Miljøøkonomiske Råd burde f.eks. føle sig forpligtet til at analysere implikationerne af disse aftaler.

Det er vanskeligt at forestille sig andre internationale aftaler om økonomi og handel, det vil være vigtigere at analysere kritisk.

Økonomer, herunder også jeg, betragter som udgangspunkt frihandel og grænseoverskridende investeringer som noget meget positivt, idet de øger velfærden. Men de må ikke misbruges til at gennemtvinge forhold, som strider mod grundlæggende værdier.

Christen Sørensen er forhenværende overvismand

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Yndal-Olsen
  • Jesper Kirknæs
  • Ivan Breinholt Leth
  • Jan Weis
  • Torben Skov
  • Torben K L Jensen
  • Jens Falkenberg
  • Ebbe Overbye
  • Rolf Clausen
  • Tue Romanow
  • Bjarne Andersen
  • Torben Lindegaard
  • Martin Madsen
  • Troels Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
Palle Yndal-Olsen, Jesper Kirknæs, Ivan Breinholt Leth, Jan Weis, Torben Skov, Torben K L Jensen, Jens Falkenberg, Ebbe Overbye, Rolf Clausen, Tue Romanow, Bjarne Andersen, Torben Lindegaard, Martin Madsen, Troels Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er simpelthen noget, der har bredt sig som en pest i lovgivning og aftaler: en spekulation i fremtiden! Men det kan da aldrig være ekspropriation, at en stat indfører regler, der ændrer betingelserne for et produkts lovlighed.
Der er andre eksempler på denne tænken ud fremtiden i sociallovgivningen, hvor folk nægtes pension med henvisning til, at man jo ikke kan være sikker på, om de bliver raske i fremtiden.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Hørt! Godt der er ved at kommeindsigelser fra folk, som ingen kan beskylde for at være uvidende eller populistiske - måske er det ikke for sent endnu!

Søren Furbo Skov

Hvorfor skulle medlemslandene have brug for en særlig voldgift for at kunne rejse sager mod firmaer? De har vel domstole, hvor den slags kan ordnes? Virksomheder kan risikere at domstolene ikke er upartiske, når de skal dømme i en sag mod den stat, som domstolene er en del af, men hvis der er partiskhed må den vel antages at være til fordel for staten, som har grundlagt og financierer domstolen, og ikke til fordel for virksomheder, der ikke engang er hjemmehørende i landet.

Søren Furbo Skov

"Men det kan da aldrig være ekspropriation, at en stat indfører regler, der ændrer betingelserne for et produkts lovlighed."

Det kan det ifølge dansk lov, hvis der vel at mærke er tilpas få virksomheder, der er ramt. Så vidt jeg husker var der et problem med at ulovliggøre falkeopdræt i Danmark, da der kun var en virksomhed, der opdrættede falke.

Og sådan en lov giver mening. Ellers kunne man f.eks. at ulovliggøre virksomheder, der producerer vindmøller, ligger i Aarhus, og hvis navne starter med V og slutter med estas, uden at betale erstatning. Så hvis love kun rammer nogle få er der nødt til at være nogle sikringer mod at de er urimelige.