Klumme

Jeg håber sådan, at DR har styr på dværgene i år

Vittigheder om dværge er præmieeksempler på, at vi griner af, hvad mennesker er, frem for hvad de gør. Det er fucked-up året rundt, men i december er problemet akut 
1. december 2016

For nylig var det Dwarfism Awareness Day, men jeg tror ikke, at ret mange var klar over det. Endsige gik med grønt tøj eller bar en grøn sløjfe, som traditionen foreskriver.

Når jeg selv var opmærksom på dagen, er det fordi min lille dreng på to år har den mest almindelige form for dværgvækst; samme slags som skuespilleren Peter Dinklage fra Game of Thrones.

Egentlig er det pudsigt, at der findes en dag dedikeret til opmærksomhed på dværge. Efter alt hvad jeg hører, er de fleste dværge helst fri for at blive set på. De vil bare gerne være. Typisk er problemet at leve med opmærksomhed fra alle dem, der står og glor.

Derudover må mennesker med dværgvækst se sig spejlet overalt i kulturen. Overvej det – alle de store hoveder, de babykorte arme, de fortegnede små ben. På bordet, jeg skriver ved nu, ligger en plastikfigur med dværgproportioner: en lille jovial lemur fra et happy meal.

Det slår mig også, at den kat, som i mange år har figureret i mine satiretegninger, har tydelig dværgvækst. Det diminutive er bare tæt forbundet med det cute.

Selv om dværgvækst er sjælden – i Danmark er der ikke mere end et par hundrede dværge – er dværgen altså en genkendelig kulturfigur, som de fleste forholder sig ret frit til.

Det forklarer måske, at dværgvækst er en af de få bastioner for gamle dages ufølsomhed; et handicap, der stadig er legitimt sjovt, så det næsten er okay, når Berlingskes debatredaktør Anne Sophia Hermansen i programmet 4-Listen (om kvinder, der vurderer mænd), konkluderer om sin potentielle partner, at han skal være høj. »Hold kæft, hvor jeg ikke gad at date en dværg,« ler hun.

Det dannede menneske ler af menneskers handlinger, ikke af deres uforskyldte problemer (selv om det, bittersødt, tit er problemerne, der skaber den grinagtige handling).

Når de fleste synes at mene, at klovne er usjove, skyldes det næppe burgerreklamer, Trump eller trenden med horrorklovne. Det er selve klovnens overgjorte tydelighed, hans uniformering som morsom, der ødelægger joken. Han er ikke sjov, fordi han gør noget sjovt, han postulerer sjovhed, fordi han er.

Det er i øvrigt ikke kun Anne Sophia Hermansen, der er en røv. Dværge er også staffage i det københavnske natklubmiljø, hvilket nu og da vækker forargelse, men ikke har forhindret Casper Christensen og hans venner, der som gimmick har korsfæstet en dværg til påske, i at åbne klub på klub.

Ser jeg indad, må jeg også spørge, om Hermansen og natklubejerne, når de henholdsvis vrænger af og tjener penge på et handicap, er større idioter end mig, når jeg fniser over homo-joke nummer tusind om Esben Lunde Larsen i Den Korte Radioavis?

Især fordi bøssen, modsat dværgen, har været genstand for mange års refleksion og stigende empatisk opmærksomhed.

Men der er håb. Føromtalte Peter Dinklage har ikke bare banet vejen for, at skuespillere med dværgvækst kan få gode filmroller (i en 2014-blockbuster i X-men-serien har han en hovedrolle, uden at hans handicap omtales i filmen, hvilket er vildt, fordi det svarer til, at en sort mand var kæreste med en hvid kvinde i en film, uden at det var plottet).

Dinklage har sagt, at han før sit gennembrud år efter år takkede nej til højtidsjob som julemandens hjælper, fordi han ikke gad være stereotypisk dværg med hue og spidse sko. Men næppe alle dværge har råd til at være så principfaste, og enhver må drage egne grænser.

På DR har dværges liv flere gange været i fokus i de senere år. DR Ultra bragte en fin dokumentar for børn om at være barn og dværg, og DR3 lavede en POV-fortælling om at være dværg på en ungdomsuddannelse. I den nye sæson af Ditte og Louise spiller Sigrid Husjord en pædagog, der tilfældigvis har dværgvækst.

Husjord er også med i DR’s julekalender i år, hvor dværge spiller en vigtig rolle. Jeg har kun set foromtale, men min skepsisradar snurrer, fordi julen, jævnfør Dinklage, er en kær anledning til at cementere dværgens status som figur frem for subjekt. Den tumlende eventyrdværg.

Jeg håber sådan, at I haler den hjem, DR, uden spidse sko og bjælder. Min søn vil takke jer.

Christoffer Zieler er tegner og journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu