Kommentar

Had mod noget, som kan identificeres, sættes navn på, pålægges skyld og gøres op med

Det liberale demokrati blev aldrig den universelt sejrende model, som Francis Fukuyama drømte om. Og fordi det viste sig magtesløst over for globaliseringens centrifugalkræfter, er demagoger og despoter nu på vej tilbage for fuld kraft
Det liberale demokrati blev aldrig den universelt sejrende model, som Francis Fukuyama drømte om. Og fordi det viste sig magtesløst over for globaliseringens centrifugalkræfter, er demagoger og despoter nu på vej tilbage for fuld kraft

Brett Marty/Polaris

23. november 2016

Det er svært at forestille sig i dag, men for ikke så længe siden, i årene efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning og afslutningen på Den Kolde Krig, blev det i fuldt alvor diskuteret, om ikke historien havde sat kurs imod sin egen afslutning.

Naturligvis ikke sådan at forstå, at der ikke længere ville ske begivenheder i verden.

Men i den forstand, at de to centrale konflikter, som havde været en afgørende historisk motor, var på vej til at blive løst: kampen for overlevelse og kampen for anerkendelse – eller for menneskeværd, om man vil.

Den første ville blive løst af globaliseringen, som på sigt ville skabe materiel velstand for alle. Den anden skulle løses af demokratiet, som var det system, der bedst kunne tilgodese menneskers behov for anerkendelse.

Historiens fremdrift

Selvsagt tog han fejl, Francis Fukuyama, den amerikanske tænker, som satte gang i debatten. Men han tog fejl på en interessant måde, om jeg så må sige.

Jeg tror desuden, han havde helt ret i, at det er disse to konflikter, som driver historien fremad.

Ikke mindst kampen for anerkendelse, hvorved han forstod menneskets stræben efter at være noget, efter at blive til nogen – såvel i andres øjne som i dets egne.

Læs også: Fukuyama: Vesten er trådt ind i en helt ny politisk epoke. Og det er forfærdeligt

At blive hørt og set med andre ord.

Der var bare det problem ved hans tese, at ret beset var ingen af de to konflikter løst.

Den globaliserede økonomi og teknologi skabte ikke bare forudsætninger for ny velstand, men også for nye kløfter og uretfærdigheder.

Og demokratiet – bortset fra at det ikke sejrede universelt, som man havde forestillet sig selv – var heller ikke i noget videre omfang i stand til at håndtere de nye kløfter og uretfærdigheder, eftersom de kræfter, som påvirkede dem, var globale, hvorimod demokratiet forblev nationalt.

Demokratiet kunne dermed ikke tilgodese behovet for anerkendelse, for at betyde noget og for at være nogen, hos de mange mennesker, som følte sig kørt over af globaliseringen og ladt i stikken af deres politikere.

Såret selvfølelse

Anerkendelse er et vanskeligt begreb at præcisere, fordi det netop handler om en følelse, men jeg tror, at mangel på anerkendelse og det, som følger af det – såret selvfølelse i højere grad end mangel på materiel velstand – er det, som afføder følelser af frustation og vrede og i værste fald had.

Had mod noget, som kan identificeres, sættes navn på, pålægges skyld og gøres op med.

Omtrent sådan vil jeg forklare, hvorfor millioner af amerikanere stemte på Donald Trump.

Han talte til deres oplevelse af mangel på anerkendelse. Til den sårede selvfølelse, som han med sin hetz mod folk og folkegrupper, med sine udfald imod det ’manipulerede demokrati’ og de ’løgnagtige medier’ forstod at forvandle til aggression og had. Had mod noget, som kaldes eliten, og som befolkede den sump som Donald Trump nu personligt skulle tage på sig at dræne.

Med valgsejren er alt det, Donald Trump sagde, blevet normaliseret. Han sagde jo bare, hvad ’almindelige mennesker’ mente og tænkte. Han gav jo bare stemmer til de stemninger, der allerede fandtes derude.

Men nej, sådan forholder det sig ikke.

Hvad der end fandtes derude, så var det ingenlunde givet, at det skulle finde udtryk i Donald Trumps hadefulde sprogbrug, i hans grove løgne, i hans totalitære fordringer på i kraft af sine unikke egenskaber at kunne »gøre Amerika stort igen«.

Det havde været fuldkommen muligt for en amerikansk vælger at føle sig kørt over og svigtet uden at falde for Donald Trumps verdensbillede og endnu mindre for hans stemme.

Demagogiens sejr

Nej, ’almindelige mennesker’ mente og tænkte ikke nødvendigvis, hvad Donald Trump mener og tænker, før Donald Trump lod sin røst høre. Forgrovningens og forenklingens og hadets skruppelløse røst. Den klassiske demagogs røst.

Antikkens demokrater frygtede demagogen mere end noget andet, eftersom de kun alt for vel vidste, hvad en demagog kunne gøre med et demokrati – nemlig tilintetgøre det.

Der findes naturligvis flere forklaringer på, hvorfor demagogiske politikere nu igen vinder gehør.

Men den grundlæggende forklaring, tror jeg, er det nationale demokratis magtesløshed over for den globaliserede økonomi og teknologiens omstillingspres, der stresser og frustrerer vores samfund.

Dermed åbnes der en stadig dybere kløft imellem, hvad demokratiets politikere siger, og hvad de gør.

Mellem demokratiets procedurer og demokratiets magt. Og dermed mindskes demokratiets muligheder og evner for at tilgodese netop den stræben efter anerkendelse og selvanerkendelse og i sidste instans efter menneskeværd, som for mig forbliver det vigtigste argument for demokrati.

Med valget af Donald Trump har vi endnu engang set, hvordan en svækket tiltro til demokratiet kan skabe grobund for demagogi – og dermed for noget andet og værre end demokrati.

Nej, historien er sandelig ikke slut.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olaf Tehrani
  • Espen Bøgh
  • Christian Mondrup
  • Mihail Larsen
Olaf Tehrani, Espen Bøgh, Christian Mondrup og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Netop sådan en elitær person der ikke fik sin del af magten vil sige.
Det er ikke den materielle baggrund der driver værket men den manglende anerkendelse af individets suverænitet. Sådan tænker kun en der har sit på det tørre.
I min optik er det ulighedens retfærdige vrede der driver værket - Lad os få den rensende revolution nu,for at redde demokratiet før det måske er for sent.

Martin Madsen, Egon Stich, Jens Falkenberg, Steffen Gliese og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Jøderne har været prygelknabe i flere århundrede.

Der var en periode i Europas hstorie , hvor man brændte ca 18.000 hekse.

Så var der en 30-års krig, hvor katolikkerne forbandede protestanterne og omvendt.

Så havde vi en gang fascisme og en gang kommunisme.

Nogen ("borgerskabet" ) mener kommunister og socialister er roden til alt ondt.

Nogen ("venstrefløjen") mener kapitalister og fri markedsøkonomi er roden til alt ondt.

Visse fanatiske muslimer mener at vestens løsagtige normer er roden til alt ondt

Det er sikkert i alle tider en masse andre eksempler på at forsimpling og populisme har ført til brutale overgreb m v.

Dagens situation er vel blot et nyt eksempel demagogiens styrke - men mon ikke "pendulet" på et eller andet tidspunkt begynder at svinge den anden vej - tidligere tiders grimme eksempler har man dog i sidste ende overlevet ?

Fukyama's teser var jo naive og politisk anløbne og demagogiske - i det hele taget kan det undre at det lykkes demagogiske politikere og ideologer at stemple andre som demagoger, men på den anden side er det vel logisk nok i en verden hvor Fukyama anses for at være i toppen af tænkernes top tre til ti.

Den svækkede tiltro til demokratiet, som ovenstående artikel, i lighed med mange andre medier og opinionsdannere, tolker Trump-tendensen som udtryk for, understreger at man forbytter teori med praksis: Demokrati er et gode - og når det amerikanske magtapparat kalder sig demokratisk, og en del amerikanske vælgere vender sig mod Trump i afmagt og lede overfor det amerikanske magtapparat, så skænder de demokratiet. Det amerikanske magtapparat er demokratiet, the establishment selve dets hjerte. Det må folket (an)erkende, ellers er det ikke human(is)t(isk).

Underligt at læse en globalist, der mener at hans system er 'demokrati' og at det nationalstaternes demokrati, der er det eneste eksisterende demokrati, er 'populisme'.
Sådan en mand er en del af problemet - det problem, der får befolkningen til at agere demokratisk overfor den fremtromlende teknokratiske fascisme, som visse politikere kalder 'den tredje vej'.

Egon Stich, Anne Eriksen og odd bjertnes anbefalede denne kommentar

Demokrati er alles yndling - men uden oplysning - så bliver det et billigt produkt mellem andre.

Trump er en demagog/ populist, men en ligegyldig faktor som kan påfyldes alt og som vil forsvinde med sin familie business på et givet tidspunkt - hvornår?
Verden er i bakgear, ingen tvivl om det - man kan håbe på, at det er et kortere forløb...

Præsidentvalget hvert 4. år i Amerika er en (Potemkin)kulisse for et for et teaterstykke om demokrati, der ikke findes, men styres af de store selskaber, og har været det i mange år.

Begge kamres politikere betales af bidrag fra "borgerne", men det er kun relativt, hvorimod de store virksomheder betaler langt mere til disse politikere livsstil og fortsatte plads i det politiske establishment.

Virksomhedernes lobbyister "hjælper" selvfølgelig politikerne med "gode råd" der "gavner alle i samfundet", - men mest dem selv, og da pengene til politikerne kommer fra disse virksomheder, er sammenhængen ikke uforståelig.

Dertil kommer selvfølgelig valgsystemet med stemmer og valgmænd, der som at spille roulette på to borde samtidig, og tabe på det ene bord og vinde på det andet bord.

"- Sådan er verden bedste system"!

Det politiske establishment fejl og mangler hjalp bestemt ikke HC fordi hun selv var en del af det, med dets grådighed og korruption, der kom frem ved flere lejligheder.

Trump derimod fandt nogle sigende let genkendelige fjendebilleder, og nationale retoriske ikoner i form af "gøre Amerika stærkt igen", samt arbejdet i Asien tilbage til amerikanske hænder.

"Fjenderne" skulle udelukkes med en mur, så der ikke kom flere, og dem der allerede var i Amerika skulle sendes hjem.

Det sidste kan man jo undre sig over, for Trump fik vist selv bygget Trump Tower med billig arbejdskraft, og vist andre bygninger tillige, så mon der kommer et opgør på det område, så Amerikanske hænder igen får arbejde som lovet, er vel lidt tvivlsomt.

Vederhæftigheden og troværdigheden for henholdsvis HC eller DT er vist ikke noget man skal lægge for meget i for begges vedkommende, - snarere tværtimod!

En "apolitisk" præsident - ukendt med politik, er en nyskabelse og tiden vil vise hvad det kommer til at betyde for verden, men usikre tider syntes at vente forude, ligesom det pludseligt og uventede i tide og ikke mindst i utide, syntes at være det man skal forvente hele tiden.

I Europa er der lidt at glæde sig over, og det er "Mütti" der har valgt at fortsætte såfremt de tyske vælgere vil det, - men vi andre håber virkelig det bliver tilfældet.

Desværre skal vi trækkes med Juncker, hvis diplomatiske evner syntes begrænsede, og næppe vil skabe rimelig dialog med Trump, men snarere konflikt ved sit væsen.

Et lille skår er der i glæden, og det er Frankrigs præsidentvalg, der er usikkert, og som slingrer derudad ved hvert valg, i modsætning til tidligere, hvor de sad lidt længere, og "smager" af leder inkompetence i landet.

Det er i den forbindelse værd af bemærke sig, at højrefløjen retorisk op til valget har valg en noget stærkere retorik i retning mod Le Penn, så hvis det ikke bliver Le Penn kommer der næppe et Fraxit hvorimod det syntes mere sikkert Fraxit kommer med Le Penn, men alt er usikkert.

Mikael Fotopoulos

Hovedårsagen til populismens fremmarch og demokratiets trængsler er den stigende og for store ulighed. Jeg kan ikke se andre væsentlige grundårsager.

@ Mikael Fotopoulos

Nå, men det kan jeg: Hovedårsagen til populismens fremmarch fra højre er at højreekstreme kræfter i alle lande har bildt folket ind gennem længere tid, at de mennesker der bor i folket, have mere tilfælles med folket i et land, end med mennesker fra den samme klasse som de selv! Nemlig arbejderklassen og den lavere middelklasse...

Del og hersk har altid adelens, magthavernes og borgerskabets (gyldne) regel for, hvordan man splitter folk. Og så måske også dette: ved at tilgodese småborgernes drømme om rigdom (her: småborgere forstået i marx's forstand), så har borgerskabet, og magthaverne, i alle lande, fået småborgerskabet over på deres side mod alle andre klasser og såmænd også arbejderklassen fra andre lande....fordi småborgerskabet netop drømmer op ved hårdt arbejde selv at blive rige.....uden dog af den grund at blive borgerskab...

Ang. valget af Trump som USA's præsident er det for mig at se helt klart, at det Millionen stehen hinter mir, altså millioner fra USA's store globale selskaber, der har set, og anerkendt Trumps økonomiske plan, som bl.a. indebærer store nedskæringer i offentlige støtteordninger som Medicare, Medicaid og Obamacare, endvidere indebærer Trumps økonomiske plan også store skattelettelser til de rigeste i USA (incl. Trump selv) samt at Trumps økonomiske planer også indebærer store skattelettelser og tilskud (i form af noget, der hedder vouchers?) til store selskaber i USA. Og jeg er ganske sikker på, at det var fordi Trump blev præsident i USA - fordi de store amerikanske selskaber ville dette! De så ham som en god man de kunne lave deals med - især hvad angik, og angår fjernelse af allemiljømæssige mm. regulativer og forhindringer.....som stod og står i vejen for deres profit....!

Og Trump kan åbne alle de kulminer, han vil eller genåbne alle de steel mills i USA, han vil; hvis ingen lande vil købe amerikansk stål eller kul, er det jo ligemeget....

En helt anden ting er den her:
Ifølge en artikel i jp.dk for nogle dage siden, ja så er der meget gang i byggeriet i USA lige nu; der er mangel på byggearbejdere; jeg ved ikke lige, hvor Trump vil få de byggearbejdere fra, der skal bygge muren til Mexico, hvor Trump vil få de byggearbejdere fra, der skal renovere og forbedre USA's highways, jernbaner og broer mm.