Læserbrev

Hold DR-debatten på sporet, Mogens

Debat
14. november 2016

Jeg er glad for at se af debatindlægget »Danske Medier ødelægger debatten om DR« (den 26. oktober), at Mogens Jensen har læst vores rapport om DR, TV 2-regionerne og de private medier. Det er vigtigt med saglig debat om DR’s konkurrence med de private medier.

Men lad mig slå fast: Det har aldrig været en diskussion for eller imod DR. Public service-medier kan bidrage til et mangfoldigt medielandskab. Men det kræver en klar ramme for, hvad public service-medierne skal og må.

Mogens Jensen gentager flittigt pointer fra DR’s kritik af vores rapport. Men det er ærgerligt, at de samme misforståelser er gået igen fra DR’s notat til Jensens debatindlæg.

Jensen skriver, at DR ifølge medieaftalen skal være til stede på alle platforme. Det anfægter vi ikke. Vi kræver blot, at DR får mere klare rammer og ikke laver det samme produkt, som aviserne lever af.

Og hvis vi læser de samme internationale undersøgelser som Jensen læser, så anerkender de – i modsætning til Jensen – at public service-medierne har en negativ indvirkning på mediemarkedet, da de konkurrerer om de samme brugere.

Jeg er ærgerlig over Mogens Jensens påstand om, at vores rapport manipulerer med antallet af stats- og privatansatte journalister. Det er ikke korrekt, at opgørelsen i 2007 kun vedrører DR, mens der i 2014 inkluderes andre ansættelsessteder end DR. Begge årstal er for statsansatte journalister. Tallene stammer fra medieforsker Erik Nordahl-Svendsens artikel »Analyse: Avisernes nyhedskæde svækket – 500 færre DJ-medlemmer« på journalisten.dk den 4. marts 2015.

Jeg håber, at vi kan lægge misforståelserne bag os. De private medier er ikke modstandere af DR. Men DR’s aktiviteter skal afgrænses bedre, så de private medier kan leve af den gode og kritiske journalistik, vores demokratiske samfund afhænger af.

Ebbe Dal er adm. direktør for Danske Medier

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her